Nyhed
Læsetid: 5 min.

Her lærer børnene V-tegnet, før de lærer at gå

Konflikten i Syrien driver dagligt op mod tusind nye flygtninge ind over den tyrkiske grænse. Her i de trøstesløse teltlejre vokser en ny generation af unge oprørere op, som Assad-regimets lange arm ikke kan nå
Konflikten i Syrien driver dagligt op mod tusind nye flygtninge ind over den tyrkiske grænse. Her i de trøstesløse teltlejre vokser en ny generation af unge oprørere op, som Assad-regimets lange arm ikke kan nå
Udland
29. marts 2012

På rad og række, omgivet af pigtråd og tyrkisk militær, står de. I hundredvis af hvide firkantede telte med afblegede Røde Kors/Røde Halvmåne-logoer.

I den vinter, der er ved at være slut, har teltene ikke kunne holde kulden ude, og i den sommer der er på vej, vil de ikke forhindre den stærke varme i at trænge ind.

Teltene, der i gennemsnit giver husly til fem mennesker, står så tæt, at der end ikke har været plads til tørresnore. I stedet hænger vasketøj i mange i farver hænger til tørre på pigtrådshegnet, der omkranser lejren.

»Man siger, at vi får mad tre gange om dagen, men vi får slet ikke nok’,« fortæller Anas, mens vi zigzagger mellem et utal af nysgerrige børn.

»Mange er dissiderede fejlernærede og konstant syge, hvilket særligt gælder børnene. Vi har én læge til 4.000 mennesker, ét toilet for hver 25 beboere – det rækker slet ikke.«

Anas er bare en af de omkring 15-20.000 syrere, der har søgt tilflugt i dette grænseområde, og han bor nu i den lejr, der ligger ved byen Reyhanli, så tæt på grænsen, at man kan kigge ind i Syrien.

»Min ene bror blev dræbt for seks måneder siden, og den anden sidder i et af Assads fængsler. Inden oprøret begyndte, læste jeg psykologi på universitetet i Hama. Nu sidder jeg her – alene og uden at vide, om mine forældre er døde eller levende inde i Syrien,« forklarer Anas på udmærket engelsk.

Larmende stilhed

For blot et år siden var situationen på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet en helt anden. Kilometerlange køer af lastbiler, busser fyldt til bristepunktet og et sandt virvar af handlende i og omkring byen Reyhanli vidnede om vækst og udvikling.

Nu kan man køre fire-fem kilometer langs pigtråden, fra flygtningelejren til grænseovergangen uden at møde en eneste medtrafikant. Stopper man op og ruller vinduet ned, høres kun stilheden. Det eneste tegn på liv er en enkelt fårehyrde på en fjern bjergskråning eller en soldat i et endnu fjernere kontroltårn.

Teoretisk set er grænseovergangen åben, men reelt er det ligegyldigt. Ingen ønsker at rejse ind i Syrien, og for dem, der gerne vil ud, er den officielle rute rent selvmord. I stedet ankommer flygtningene af små hemmelige stier.

Ud af ingenting og ned fra de lave bjerge, som her i det tidlige forår er dækket af et lysegrønt græstæppe, kommer de. Lettede over at nå i sikkerhed, men angsten og mistroen efter en flugt med livet som indsats, er stadig tydelig i øjnene hos de senest ankomne.

På det lille stykke cement foran en af lejrens få egentlig murede bygninger sidder en lille familie netop i den tilstand: i sikkerhed, men ude af stand til at kunne forholde sig til det. De er fjerne i blikket og omkring dem står poser, kurve og enkelte tasker med det, der nu udgør deres eneste ejendele.

10 meter derfra står en gruppe på omkring 30 mennesker i en form for kaotisk kø.

’Lejrkoordination og registrering af nyankomne’ står der skrevet på bygningen, hvor foran et par medarbejdere i militæruniform ’koordinerer’ og noterer så godt det nu lader sig gøre. Enkelte parabol-antenner mellem teltene og små improviserede boder med cigaretter, kiks og juice vidner om, at flere og flere er ved at indse, at det, de håbede var en kortvarig flugt, er ved at udvikle sig til et længere ophold i landflygtighed.

Giv os våben til at kæmpe med

Spørger man lejrens beboere, om hvordan håbet for den nærmeste fremtid ser ud er svaret ret enslydende.

Som Mehmet og Rached på 20 år har lige har stået i køen blandt de nyankomne udtrykker det:

»Vi håber at FN’s Sikkerhedsråd snart vedtager en resolution, som Assad-regimet bliver nødt til at tage alvorligt.« I månedsvis har Kina og Rusland i FN-regi blokeret for et FN-initiativ, og uden internationalt pres har det syriske diktatur med Bashar al-Assad i spidsen relativt frie hænder til at fortsætte den usædvanligt brutale fremfærd, hvor mindst 9.000 er dræbt og langt flere sårede, fængslede og torterede.

Mehmet ved godt, at der er alt for mange storpolitiske interesser på spil til, at FN-sporet måske ikke vil føre til noget:

»Hvis man i det mindste ville give os mulighed for at anskaffe våben, så vi selv kan kæmpe mod regimet. Vi har kun lette håndvåben og alt for få af dem. Hvis den frie syriske hær (oppositionen til Assads militær, red.) havde ordentlige våben, var jeg slet ikke her i denne lejr.«

Den frygt som stadig sidder i kroppen hos bl.a. Mehmet og Rached afløses langsomt af savn, krigstraumer, bekymring for efterladte familiemedlemmer og generel resignation over den udsigtsløse tilværelse.

Sådan er det gået for Walid, der flygtede i juni 2011, men som stadig har sår på kroppen og problemer med at gå efter det raketangreb, der lagde familiens hus i ruiner. Sammen med 10-12 andre mænd sidder han i et af lejrens telte, hvor han byder på te. Han er tynd og bleg, og om hovedet har han viklet et halstørklæde, der får hans i forvejen lille hoved til at virke endnu mindre.

»Jeg er bare en almindelig civil borger,« fortæller han og tilføjer:

»Men Assads bomber regnede ned over alt og alle, og det var for farligt at blive«.

Konstant stikker nye børn hovedet ind i teltet – smiler, kigger nysgerrigt i 30 sekunder og viser V-tegn, hvorefter de forvinder igen, og afløses af andre børn. I støvet uden for mellem de hvide telte leger de – børnene – mens de voksne bekymrer sig og drikker te indenfor. De større børn ser efter de små, der må deles om at lege ude på to hovedstier, der flyder med papir, små stykker plastic, flamingoskum og andre ubestemmelige genstande.

Måske kommer Naisja, et af de børn, som allerede er født i lejren, også til at lege her inden længe. Hængende på sin mors arm, fire måneder gammel og med tommelfingeren i munden er hun i hvert fald snart gammel nok til at lære det V-tegn, der er noget af det første, som disse børn mestrer.

En anden lille pige, blot et par måneder ældre end Naisja kan allerede lave et velformet V-tegn, selv om hun endnu ikke har lært at gå og i stedet bliver båret af sin søster. Hun viser stolt sit tegn sammen alle de andre børn, der hele tiden stimler sammen.

Lidt længere mod nord, i byen Kilis, åbner en femte flygtningelejr for syrere i denne uge – med plads til 12.000 bliver det den hidtil største.

Brian Esbensen er cand.scient.soc., med speciale i udviklingspolitik og internationale forhold, journalist og fagbogsforfatter. Har tidligere boet og arbejdet flere år i Mellemøsten.

Enkelte navne er af sikkerhedshensyn ændrede i teksten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man skulle tro nu hvor de danske samt veslige medier går så meget op i hvad der sker Syrien samt de såkalde "frihedskæmper" mm at de også ville fortælle om situationen i Bahrain, men sådan er det desværre ikke og langt fra.

"Her lærerbørnene V-tegnet, før de lærer at gå"

Give me a break.

Henrik Jensen

"Her lærer børnene V-tegnet, før de lærer at gå"

Nemlig. Betyder det ikke - "To patter. Jeg er sulten. "?

Med en TFR på 2,85 produceres der stadig mange kommende oprørere i Syrien.

Hvad de skal bruge deres V-tegn til, er vist er nok et åbent spørgsmål.