Nyhed
Læsetid: 6 min.

Letland viser Grækenland vejen ud af krisen

Letlands ageren under og efter finanskrisen i 2008-9 viser, at det er muligt at skabe vækst på ny efter en økonomisk krise. Det siger lederen af EU’s hjælpeprogram til Letland, Gabriele Giudice. Men et væsentligt element mangler, for at de lettiske erfaringer kan overføres til Grækenland: Befolkningens opbakning
Indkomstuligheden i Letland er steget markant som følge af spareprogrammerne. Alligevel har letterne genvalgt deres regering – en af forklaringerne er, at levestandarden fortsat  er højere, end den var i 90’erne.

Indkomstuligheden i Letland er steget markant som følge af spareprogrammerne. Alligevel har letterne genvalgt deres regering – en af forklaringerne er, at levestandarden fortsat er højere, end den var i 90’erne.

Mark Henley

Udland
13. marts 2012

LONDON – En »overforgældet økonomi«. »Manglende konkurrenceevne« på grund af »inflation og hastigt stigende lønninger«. »Ingen eksportvarer«. »En massiv IMF-EU hjælpepakke« tvinger landet til »en smertefuld tilpasning«.

Citater, der beskriver Grækenland i dag? Det kunne det være, men det er det ikke. Citaterne – hovedparten fra avisen Financial Times – beskriver derimod Letland i 2008 og 2009 i kølvandet på Lehman Brothers’ kollaps og den efterfølgende globale finanskrise. Letland blev det hårdest ramte EU-land med en recession i 2009 på 18 procent.

Konsekvensen blev, at Letland måtte bede EU og den Internationale Valutafond (IMF) om en hjælpepakke på 7,5 mia. euro – svarende til mere end en tredjedel af landets BNP – til gengæld for løfter om omfattende reformer og nedskæringer af de offentlige udgifter.

Dommen fra mange iagttagere var klar: Nedskæringsprogrammet ville gøre det umuligt for landet at skabe vækst på ny. Ikke desto mindre skete netop dét i tredje kvartal af 2010. Da det treårige hjælpeprogram nåede sin afslutning i december 2011, havde Letland kun brugt 4,3 mia. af de 7,5 mia. euro, landet havde fået stillet til rådighed.

»Vi fik fortalt det samme om Letland, som vi nu får fortalt om Grækenland: At det er umuligt for et land at foretage den nødvendige tilpasning og begynde at vokse igen,« siger Gabriele Giudice, leder af EU’s hjælpepakke til Letland, til Information.

Omfattende reformer

Men det lykkedes Letland at vende skuden – sågar uden at devaluere latsen, der er bundet til euroen – ved at gennemføre et økonomisk stramningsprogram, der siden 2008 har barberet 16 procent af landets BNP. Det er bl.a. sket ved at sænke lønningerne med gennemsnitligt 25 procent og med omkring 40 procent i den offentlige sektor. Tusinder er blevet fyret, bl.a. på grund af at den lokale offentlige administration er blevet reduceret med 80 procent. Udgifterme til hospitaler og skoler er blevet reduceret med 30 procent, og moms, ejendomsskatter og beskatningen af biler er hævet markant.

De sociale konsekvenser af reformerne har ikke overraskende været store. Arbejdsløsheden blev mere end tredoblet fra 2007 til 2010 og var på sit højeste på 21 procent. Den er nu faldet til omkring 15 procent. Forbruget er kollapset, og 10 procent af en befolkning på kun 2,3 mio. er immigreret siden 2000, halvdelen i kriseårene.

»Gennemsnitsrealindkomsten pr. indbygger er faldet med omkring 19 procent, og andelen af befolkningen, der er i risiko for at ende i fattigdom, er steget med 1,4 procentpoint. Indkomstuligheden er blevet større – de rigeste 20 procent af befolkningen tjener syv gange mere end de 20 procent lavestlønnede – og er nu en af de højeste i EU«, konkluderede IMF i februar i sin afsluttende rapport om den lettiske økonomi.

Tæt på verdensrekord

Morten Hansen, leder af økonomiafdelingen på Stockholm School of Economics i Riga, beskriver over for Financial Times konsolideringen af økonomien som værende »ikke en verdensrekord, men hvis du ser på det tidspunkt, den fandt sted på, så må det være tæt på«.

Ifølge Christian Keller, der er leder af researchafdelingen for Central- og Østeuropa i Barcleys Capital, har konsolideringen af økonomien imidlertid båret frugt. Han mener, at det nu er »fair at sige, at regionen er kommet ud på den anden side, kun godt to år efter, at der var seriøs frygt for finansiel nedsmeltning« i Letland og resten af Central- og Østeuropa – der stod i lignende problemer og gennemførte lignende tiltag .

»Et nøgleargument for dem, der troede, at lande som Letland ville fejle i deres bestræbelser, var, at det var ’politisk umuligt at implementere’,« fortsætter han i en analyse i Financial Times:

»De smertefulde politikker ville ikke være acceptable for de lidende befolkninger og ville ultimativt resultere i civile uroligheder, væltede regeringer og opgivelse af reformerne. Disse scenarier udspillede sig aldrig i Central- og Østeuropa. Faktisk blev civile uroligheder ikke kun undgået, men den lettiske regering, som implementerede de hårde nedskæringer og skattestigninger, blev genvalgt ved et demokratisk valg.«

Forklaringen er ifølge iagttagere, at letterne har været igennem det hele før.

»Letterne har gennemlevet det, der var meget værre. Inflationen var 1.000 procent i 1991-93 og i de første år af overgangsperioden (fra kommunisme til markedsøkonomi, red.),« siger Daunis Auers, professor i politik, ved University of Latvia, til Reuters. »Så i 1995-96 mistede folk deres opsparinger, og der var rublens kollaps i 1998. 1990’erne var en temmelig hård tid, og folk husker det. Det er årsagen til, at de ikke er gået på gaden.«

Store forskelle

I Grækenland – der netop er gået ind i sit femte år med recession – har befolkningen haft sværere ved at acceptere udsigten til flere nedskæringer. Grækerne har – påpeger iagttagere – haft længere tid til at vænne sig til relativ rigdom, og landet har stærkere fagforeninger, der kæmper imod forringelser i medlemmernes pensions- og lønforhold.

Derudover er Letlands økonomi ifølge den lettiske økonom Lija Strasuna fra Swedbank »en meget åben økonomi« sammenlignet med den græske.

»50 til 55 procent af økonomien er gearet mod eksport, i Grækenland er det kun 20 procent. Vores offentlige gæld er 45 procent af BNP mod Grækenlands 140 procent (nu 160 procent, red.),« siger Strasuna til Reuters.

Charles Robertson fra investeringsbanken Renaissance Capital mener, at den lettiske såkaldte interne devalueringsmodel er »enormt misforstået af dem, der foreslår, at den skulle kunne være en skabelon for Sydeuropa.«

»Hvis Letland kunne klare den økonomiske og finanspolitiske smerte, kan Grækenland vel også? Nej, dette ræsonnement overser, at ganske vist faldt lettisk BNP pr. indbygger drastisk, men den var steget enormt i de foregående år … Lettere i arbejde vedbliver at være langt rigere, end de har været, så langt tilbage de kan huske,« siger han til Financial Times.

Det samme viser EU’s egen analyse. Ifølge Gabriele Giudices tal er Letlands nuværende BNP 11 procent højere end i 2004, da landet blev medlem af EU, og 50 procent højere end i 2000.

Imidlertid mener han, at det lettiske eksempel kan bruges som inspiration i forhold til Grækenland. Først og fremmest viser eksemplet Letland, at »hvis vi er seriøse med det, vi foretager os, så kan vi gøre en lille chance for succes til en realitet.«

»Halvdelen af succesen beror på kommunikation og styring af forventningerne – at overbevise befolkningen om, at tilpasningen er i landets bedste interesse. Hvis befolkningen forstår det og stoler på politikerne, kan genrejsningen af økonomien blive meget stærkere, end alle forventer, og det bliver en positiv, selvopfyldende profeti,« siger Gabriele Giudice, som håber, at det vil ske i Grækenland.

Samme tro på succes bør gennemsyre de institutioner, som har analyseret den græske situation, udtænkt slagplanen og ydet hjælpepakken, mener han og fortæller, at der også i sommeren 2009 »var spændinger internt i den eksterne multilaterale støttegruppe, hvor mange tvivlede på, om støtten til Letland skulle fortsættes.«

»IMF’s prognoser var for negative. Tvivlen reflekterede også forskellige syn på, hvordan den økonomiske justering kunne virke. Heldigvis besluttede EU’s stats- og regeringschefer at tro på Kommissionens prognoser og vurdering af, at tilpasning under en fastlåst kurs var mulig. For første gang nogensinde handlede EU før IMF. Den lære, vi kan drage heraf, er, at vi virkelig bør tage de mest positive prognoser i betragtning og acceptere, at adfærd spiller en rolle i økonomi,« siger han med henvisning til, at der primært fokuseres på, hvor umulig den græske situation er.

»Nøglen er troværdighed og tillid. Selvfølgelig er der stadigvæk udfordringer i Letland, men de er tydeligvis af en langt mindre størrelse nu. For Letland begyndte tingene at blive bedre, så snart regeringen viste forståelse for udfordringerne og handlekraft,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"»Halvdelen af succesen beror på kommunikation og styring af forventningerne – at overbevise befolkningen om, at tilpasningen er i landets bedste interesse. Hvis befolkningen forstår det og stoler på politikerne, kan genrejsningen af økonomien blive meget stærkere, end alle forventer, og det bliver en positiv, selvopfyldende profeti,« siger Gabriele Giudice, som håber, at det vil ske i Grækenland."

Således en befolkning coachet på plads af managers med neoliberale dogmer, som har resulteret i social armod, en tabt generation af ungdomsarbejdsløse ... og en workfarementalitet som lægger klar afstand til universelt orienteret velfærd.

I Letland gik man til det yderste, da aftalen med EU og IMF skulle på plads - og kun nationale domstole hindrede et voldsomt anslag mod landets folkepensionister. Men da var - foruden de i artiklen nævnte velfærdsindskrænkninger - brugerbetalingen på landets universiteter øget voldsomt, egenbetaling i sundhedsvæsenet betydeligt implementeret og arbejdsløshedsunderstøttelsen reduceret til et hurtigt faldende niveau i en kun 8 mdr. lang periode.

Men nu ser købmandsregnskaberne imidlertid pæne ud, og dette bør så være ledestjernen for Grækenland? Velsagtens også resten af Europa.

Velbekomme og tak.

Henrik Klausen

Hvis et BNP-fald på 16 pct, arbejdsløshed på 15 pct, og udvandring af hver tiende indbygger er en succés, vil jeg nødigt se, hvad en fiasko er. Men en succés for obligationsejerne er en succés for nationen, eller hvad er tanken her?

Og igen: Argentina oplevede efter devaluering af sin peso i 2001 en gennemsnitlig økonomisk vækst på over 10 pct. årligt 2002-2008. YMMV.

www.cepr.net/index.php/blogs/cepr-blog/krugman-on-qthe-lump-of-austerity...

Niels Engelsted

Mette Rodgers plejer ellers at være en af de rigtigt gode og forstandige journalister. Det her kunne Uffe Elleman have skrevet. Var det et materiale, som hun selv samlede sammen, eller noget, som nogen gav hende?

Hovedproblemet i artiklen er konklusionen om at programmerne virker efter hensigten. Det er tydeligt, at Letlands kur har været barsk, det lægges der ikke skjul på. Men det hævdes, at den har ført til genopretning af økonomien:
"Dommen fra mange iagttagere var klar: Nedskæringsprogrammet ville gøre det umuligt for landet at skabe vækst på ny. Ikke desto mindre skete netop dét i tredje kvartal af 2010."
Og fra dén konklusion går forfatteren dristigt videre til at diskutere, om det nu ikke bare handler om at få den folkelige opbakning til den gode medicin i bl.a. Grækenland.
Men sagen er, at den lille optur, Letland fik, fandt sted et år, hvor der netop IKKE fandt store nedskæringer sted, og hvor en inflation førte til en faldende realrente. Det er det omvendte af, hvad nedskæringsprogrammernes fortalere hævder, og genopretningen er derfor sket på trods af programmet, ikke som følge af det.
Se f.eks. her:
http://www.cepr.net/documents/publications/latvia-2011-12.pdf

Hanne Christensen

Tror det er ridefoged Ellemann der har skrevet manus