Læsetid: 4 min.

Er Mario Monti EU’s redningsmand?

Efter regeringsskiftet i november har Italien genvundet indflydelse i EU. Mario Montis reformiver imponerer EU-partnerne, men den tidligere kommissær kritiseres for ikke at turde udfordre præmisserne for Tysklands dominans
Italiens regeringsleder Mario Monti høster anerkendelse for sin reformiver, men kritikere mener, at han mangler en vision, hvad angår det europæiske samarbejde. Her er Monti fotograferet foran  et maleri i Roms Palazzo Chigi.

Italiens regeringsleder Mario Monti høster anerkendelse for sin reformiver, men kritikere mener, at han mangler en vision, hvad angår det europæiske samarbejde. Her er Monti fotograferet foran et maleri i Roms Palazzo Chigi.

Filippo Monteforte

9. marts 2012

ROM – Der er ingen mellemveje, når det gælder Italien.

For knap fire måneder siden beskrev Time Magazine landets daværende regeringsleder, Silvio Berlusconi, som »manden bag verdens farligste økonomi«.

Nu er den nye italienske ministerpræsident, Mario Monti, ifølge det amerikanske ugemagasin »Europas vigtigste mand«.

»Det gør lidt ondt, at Italien bliver betragtet som et land, der frem for selv at træffe de upopulære beslutninger, foretrækker at blive dem påtvunget, selv om de i realiteten er til fordel for fremtidige generationer,« skrev Monti i Corriere della Sera i august sidste år, da han stadig var en tidligere EU-kommissær med prestigiøse poster i elitære organisationer som Bilderberg-gruppen og Trilateral Commission.

I dag hedder det i en statusrapport efter den nye italienske regerings første 100 dage ved magten: »Regeringens mål er at bidrage stadig mere til EU’s politiske og økonomiske orientering« og »spille den rolle, som naturligt tilkommer et af unionens store grundlæggerlande og en af eurozonens store økonomier.«

Selv om navnlig EU-modstandere i både Italien og udlandet har sat spørgsmålstegn ved Monti-regeringens demokratiske legitimitet, er regeringen populær blandt italienerne. Som filosoffen Paolo Flores d’Arcais skriver i avisen Il Fatto Quotidiano:

»Det er en kendsgerning, at ’teknokraternes’ regering er populær, navnlig når den laver tiltag, som ingen partipolitisk regering, hverken højre- eller venstreorienteret, ville turde lave. (...) Det er en popularitet, som ikke bliver mindre, selv om tiltag i hobetal dumper i meningsmålingerne. Er borgerne i Italien da skizofrene? På ingen måde. Der er en sågar ret tydelig mening i galskaben: Regeringen er populær, fordi det er en regering uden partierne, og jo mere regeringen tilsyneladende ydmyger partierne og tvinger dem til at gøre knæfald, des mere vil dens popularitet stige.«

En genfødsel

Men Montis regering repræsenterer blot »privilegiernes verden i en ny metamorfose«, mener Flores d’Arcais, der beskriver regeringsskiftet som en overgang fra »statsundergravende populisme under Berlusconi« til »euroteknokratisk liberalisme«.

I et interview med finansnyhedssitet Bloomberg udtaler Monti, at hans regering vil »kickstarte et generationsskifte« og på den måde lægge fundamentet for »en samfundsmæssig og økonomisk genfødsel af Italien«.

Det usædvanlige ved den aktuelle situation er, at krisen har fået partierne til frivilligt at afstå fra at tage særlige hensyn til deres kernevælgere, påpeger ministerpræsidenten:

»De hjælper os til at hjælpe dem med at udnytte nye metoder til offentlig beslutningstagen. Det forstår den italienske befolkning.«

Besparelser for 20 mia.

Med et indgreb i december gennemførte Monti – som også er fungerende finansminister – budgetbesparelser for 20 mia. euro. En måned senere fremlagde regeringen en liberaliseringsplan for bl.a. energisektoren, detailhandelen, serviceerhverv og transportbranchen og en investeringsplan for produktionsapparatet på 10 mia. euro:

»Begrænset konkurrence, en utilstrækkelig infrastruktur og for meget bureaukrati« er ifølge Monti de faktorer, der »i årtier har hæmmet den økonomiske og samfundsmæssige vækst«.

Selv om en række af liberaliseringsforslagene er blevet kraftigt modificeret eller helt droppet som følge af protester fra bl.a. advokater, apotekere, taxachauffører og tankpassere, har intentionerne udløst anerkendende ord fra kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s, der for få måneder siden lå i polemik med Berlusconi efter en nedgradering af Italien som følge af »svækkede udsigter til vækst«:

»Hvis vi ser på, hvad Italien har udrettet i løbet af få måneder, kan vi ikke være andet end overraskede,« udtaler Standard & Poor’s chef-økonom Jean-Michel Six.

Så selv om Italiens nationalbank og Den Internationale Valutafond forudser et fald i det italienske BNP på mellem 1,5 og 2,2 pct. i 2012, kan landet med verdens fjerdestørste statsgæld nu ifølge Standard & Poor’s betragtes som »et positivt eksempel«.

Uden utopi

På det europapolitiske område har Monti bakket Angela Merkels linje op. Finanspagten, som først blev til virkelighed efter magtskiftet i Italien, repræsenterer et skridt i retning af en økonomisk union, men uden en overnational regering:

»Vi får aldrig Europas Forenede Stater,« sagde Monti i januar til Die Welt.

De største økonomier i eurozonen, Tyskland og Frankrig, har konsekvent afvist indførelsen af fælleseuropæiske statsobligationer som en løsning på gældskrisen og dermed en udvikling i retning af en føderalstat. Monti bør kunne udfordre den fransk-tyske dominans i EU, mener flere italienske opinionsdannere.

»Montis mål er at få Italien tilbage i første række på Europas politiske scene og at skabe grundlag for yderligere suverænitetsafgivelser fra nationalstaterne til de europæiske institutioner,« vurderer Eugenio Scalfari, grundlægger af avisen La Repubblica.

Han tilføjer:

»Tyskland ønsker, at Europa forbliver en mellemting mellem en simpel frihandelszone og en rigtig stat (...) En mellemting betyder en fællesskabsstruktur, hvor de stærkeste landes regeringer dikterer lovene.«

Sammen med regeringslederne fra 10 andre EU-lande, deriblandt Spanien, Storbritannien, Holland, Finland og Sverige, har Monti for nylig opfordret EU-kommissionen til at tage en række tiltag som supplement til finanspagtens øgede budgetkontrol i medlemslandene. Tiltagene går f.eks. ud på at realisere fællesmarkedet i serviceerhvervene, den digitale økonomi, på energiområdet og i forskningssektoren.

Barbara Spinelli, politisk kommentator ved La Repubblica, kritiserer Monti for at optræde som en teknokrat uden utopi, mens EU har behov for institutionelle reformer.

»Ifølge Monti er utopien allerede realiseret ’takket været subsidiaritetsprincippet’,« skriver Spinelli med henvisning til det såkaldte nærhedsprincip i EU, som foreskriver, at beslutningerne skal træffes på det lavest mulige politiske niveau:

»Men princippet fungerer kun, hvis EU har suverænitet som en stat, ellers betyder det intet. Vi ville ikke have haft det ene ben i graven, hvis unionen fandtes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

En glimrende artikel.

Nu nævner italienerne selv kynisme og mistro til eliten, så her er en kommentar til det.

At Mario Monti, ender som EU teknokrat, der styrer en nationalstat er præcis hvad de bedste og mest intelligente "konspirations teoretikere" (reelt system - og magt kritikere) forudså ville ske efter det som David Rockefeller kaldte "den rette krise". Altså at bane vejen for en så gennemgribende økonomisk krise, at folk vil acceptere nærmest hvad som helst for bare at få et job og mad i munden.

I dette scenarie skabes krisen gennem hemmelige netværk med særligt vigtige positioner International Finance, Intelligence, militær industri, energi og politik. Selvsamme netværk er så klar med "løsninger", der i sidste ende skal centralisere kontrol mens de behager de private finansmarkeder og konsolidere magt i en slags neo-feudalisme for den digitale tid. You know, the Hegellian Dialectic dot Com or whatever?

Er det hvad vi ser? Well....

morten hansen

Italienerne kommer uden tvivl til at elske teknokratiet.

Efter at være kørt i sænk og udplyndret, voldtaget som en luder - og husk, at luderen gør det, relativt i hvert fald, frivilligt, sålænge der er penge i det - er italienerne ovenpå Berlusconi møre og klar til teknokratiet.

Grækerne blev kørt på fallittens rand, før det overgav deres suverænitet og nationale/personlige frihed til teknokratiet, EU og centralbanksystemet. Ligesom italienerne kunne de for længst have valgt en anden vej, men det gjorde de ikke.

Teknokratiet bliver solgt som løsningen i den gennemprøvede strategi: problem-reaktion-løsning. Problemet er det, der truer os, kaos'et, fallitten, korruptionen, angrebet fra fjenden, elendigheden, osv. Reaktionen er, at folk råber efter hjælp i frustration og mangel på indsigt i problemets natur. Og så kommer løsningen: Den stærke mand, krigen, hestekuren, suverænitetsafgivelsen, gældsaftalen, op på fars hat.

Og superteknokraten Monti kan sagtens brilliere på baggrund af Berlusconi uduelige og gennemkorrupte mafia-system. Berlusconi var for så vidt selv en teknokrat.

Bemærk Montis CV. Han har haft topposter i et af det mega-finanshuse, der bla. har været med til at køre amerikansk økonomi totalt i sænk og har været med til at øve finansiel terrorisme mod Grækenland: Goldman Sachs. Sammen J.P. Morgan er de nogle af det største skurke i finansverdenen overhovedet.

Bemærk også hans medlemsskab af de klamme herrer og damers foretrukne loger: Bilderbergerne og Trilateral Commision. Han falder fint i tråd med Bilderbergerne (dannet af et belgisk SS-officer) og EU, der er en af måderne, hvorpå de enorme nazi-midler blev kanaliseret videre efter 2. Verdenskrig.

Det falder også fint i tråd med, at Merkel og Tyskland nu er i gang med at etablere det, som bærer en sær lighed med et 4. Rige med Tyskland i spidsen for en europæisk superstat. Nazisterne vidste udmærket under krigen, at den brutale romerske måde at underkue Verden på kun havde begrænset holdbarhed. Den ny tids morfede nazisme ville blive helt anderledes.

Monti-typerne bliver nu bragt ind som 'frelsere' efter kaos. Dette kaos er iscenesat for at kunne påberåbe sig en ny verdensregering. Og folk skal selv skrige på den. Når den ankommer, skal folk elske den. Det bliver Utopia Unleashed, Paradis på jord.

Bortset fra friheden. Den er fuldstændig fraværende.