Læsetid: 4 min.

Millionærer vil udpege republikansk kandidat

Venner og ideologiske støtter med store formuer har givet flere penge end nogensinde før til deres favoritkandidater i den republikanske valgkamp. Men vil det gøre nogen forskel for udfaldet?
Mitt Romney, der har en gruppe af superdonorer i ryggen, ses her ved et vælgerarrangement i Knoxville, Tennessee. En ny meningsmåling offentliggjort i Wall Street Journal bekræfter det generelle indtryk blandt politiske iagttagere: Romney er godt på vej til at sikre sig kåringen som partiets præsidentkandidat.

Mitt Romney, der har en gruppe af superdonorer i ryggen, ses her ved et vælgerarrangement i Knoxville, Tennessee. En ny meningsmåling offentliggjort i Wall Street Journal bekræfter det generelle indtryk blandt politiske iagttagere: Romney er godt på vej til at sikre sig kåringen som partiets præsidentkandidat.

Getty Images

6. marts 2012

NEW YORK – I denne valgsæson har et nyt væsen gjort sin entré på den politiske scene i USA. Det bliver kaldt superdonoren.

En superdonors foreløbige kendetegn er at være en økonomisk konservativ person og at have givet mindst en million dollar til en republikansk præsidentkandidat. Den mest kendte er spillehusmagnaten Sheldon Adelson, der har givet 10 mio. dollar til en støttegruppe for Newt Gingrich. Adelsons motivation er Gingrichs uforbeholdne støtte til Israel.

»Det er ikke første gang i amerikansk historie, at vi oplever et så direkte forsøg på at påvirke valget af en præsident. Det skete også i 1890’erne,« siger Stephen Ansolabehere, professor i statskundskab på Harvard University.

»Men selv om det ikke er første gang, så vil fremvæksten af superdonorer få konsekvenser for fremtidige valg af kandidater til et politisk embede – konsekvenser, som på nuværende tidspunkt er svære at forudsige.«

Allerede nu står det dog klart, at de såkaldte political action committees (PAC’s) – som superdonorer kan yde ubegrænsede pengebidrag til – har spillet en væsentlig rolle i kampen om at blive republikansk præsidentkandidat.

I opløbet til partivalgene i 10 delstater i dag – kaldt Super Tuesday – har superdonorer f.eks. spenderet langt flere penge på tv-reklamer på vegne af deres foretrukne kandidater, end de enkelte kampagner har gjort.

Mitt Romneys gruppe af superdonorer, Restore Our Future, har købt for syv millioner dollar tv-reklame, mens Romneys egen kampagne kun har brugt 1,2 millioner dollar. Newt Gingrich har helt overladt køb og produktion af tv-reklamer til hans Super PAC, Winning Our Future.

Rick Santorums donorgruppe råder over færre penge end de to andre kandidater, mens Ron Paul har indsamlet tre til fire mllioner dollar, bl.a. fra Peter Thiel, grundlægger af PayPal.

Romney tager føring

En dugfrisk meningsmåling, offentliggjort i går i avisen The Wall Street Journal, bekræfter det generelle indtryk blandt politiske iagttagere, at Mitt Romney er godt på vej til at sikre sig kåringen som partiets præsidentkandidat. Efter hans overbevisende besejring af Rick Santorum i Arizona og en kneben sejr i hans fødestat, Michigan, for en uge siden har Romney igen taget føringen i den landsdækkende måling.

Hans opbakning på 38 pct. fra de republikanske vælgere er den største siden valg-kampens start. Santorum er nede på 32 pct., Gingrich og Paul står hver til 13 procent.

Generelt bliver det antaget, at bidragsydere til politikeres valgkampe ønsker at sikre sig adgang til en nyvalgt præsident eller et medlem af Kongressen med det formål at fremme eller stoppe lovgivning, der kan påvirke donorens interesser. Et ofte benyttet ord for denne virksomhed er lobbyisme.

Men det er ikke nødvendigvis en dækkende beskrivelse af superdonorers forehavende.

Da den kendte forretningsmand Mark Hannah styrede den republikanske præsidentkandidat William McKinleys kampagne i 1896, fik han navnkundige finansbaroner som J.P. Morgan til for første gang at yde direkte bidrag til en præsidentkandidat. På Wall Street frygtede man, at den demokratiske kandidat, William Jennings Bryan, ville tage initiativ til at regulere finanssektoren.

»I denne valgkamp ser det foreløbigt ud til, at superdonorerne er folk, der enten støtter en kandidat for venskabs skyld eller af ideologiske årsager. Det er næppe, fordi de vil prøve at ændre på specifik lovgivning,« siger professor Ansolabehere, der har skrevet flere bøger om amerikansk valgpolitik.

»Præsidentkandidater skal være yderst varsomme – hvis de vinder et politisk embede – med at omgås donorer. Det giver indtryk af interessekonflikt, og medierne følger den slags meget nøje, især når det gælder en præsident.«

Ændret politisk landskab

Ikke desto mindre kan rige donores villighed til at punge store beløb ud til politiske kandidaters støttegrupper utvivlsomt ændre USA’s politiske landskab på lang sigt. I en vigtig artikel i New York Magazine i januar gjorde Joe Hagan f.eks. opmærksom på, at de såkaldte Super PAC’s ikke alene har overtaget størstedelen af ansvaret for politiske tv-reklamer.

Disse støttegrupper finansierer og laver også research rettet mod rivaliserende kandidater – en funktion, som normalt bliver varetaget af kampagner. Fordelen ved denne ordning er, at kandidaten kan distancere sig fra de negative beskrivelser af rivalerne, idet Super PAC’s formelt er uafhængige størrelser, skriver Hagan.

Det synspunkt afviser Matt Bai, valgkorrespondent for The New York Times Magazine.

»Der er ikke nogen væsentlig forskel mellem, at en kampagne og en støttegruppe graver snavs op mod rivaler,« siger han og tilføjer: »I sidste instans er det kandidaternes ideer, ikke de mange penge, der er i omløb, som bestemmer udfaldet. Ingen kan påstå, at George W. Bush slog John Kerry i 2004, fordi han rådede over et par hundrede millioner dollar mere. Kerry var bare en dårlig kandidat.«

Dette synspunkt understøttes delvist af siksakløbet i den republikanske valgkamp. Mitt Romney har trods sine mange penge haft svært ved at slå sine rivaler ud i de første omgange. De 10 mio. dollar fra Adelson har kun sikret Gingrich en valgsejr i South Carolina, mens den relativt fattige Rick Santorum har vundet Iowa og mange andre delstater på grundlag af sine konservative ideer og religiøse værdier.

»Det er muligt, at Adelsons erfaring vil afskrække ikke så få donorer i fremtiden,« siger Ansolabehere, der også arbejder som valgekspert for CBS News.

På sigt kan man ifølge Ansolabehere let forestille sig, at Super PAC’s vil overtage en del af partiernes traditionelle funktioner i valgkampe.

»Der er ikke noget i vejen for, at interessegrupper i begge partier – religiøst konservative organisationer hos republikanerne og grupper med liberale mærkesager hos demokraterne – vil danne deres egne Super PAC’s. Meget tyder på, at det allerede er ved at ske, og at det vil få indflydelse ved efterårets præsidentvalg,« siger Harvard-professoren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dvs. hvor de før skulle omgå loven for at yde ubegrænsede midler til kandidater, er det nu basalt set legaliseret fuldt ud.

Jo Bech Pedersen

For at tale med Gerald Ford : 'Hvis Lincoln var i live i dag, ville han rotere i sin grav'

og Scott Adams : 'You can never underestimate the stupidity of the general public'.

"Jeg har lige sat 500 kr. på Barak Obama."

Det er da også det sikreste væddemål længe.

Med de republikanske præsidentkandidater skal Obama lave meget skidt for ikke at blive genvalgt - og godt for det når man tager hans konkurrenter i betragtning.

Omkring Lincoln, nej det er der ingen garanti for. Hvis man læser/hører Chomsky ved man at deres "founding fathers" byggede plutonomiet ind i deres styreform fra start - det er bare eskaleret siden Clinton.

Omkring general public - nej, for folk ved godt hvad der er ret og rimeligt. Det gør magtsyge frontfigurer ikke. Man kan dagtens argumentere for at ægte demokrati/folkets vilje den mest stabile styreform. Demokratier er mere stabile end totalitære stater, og de korporatistiske stater vi ser i dag.

Jo Bech Pedersen

Ja ja, klart. Men mht til artiklen, politik memer som alt andet kapitalismen, så mht general public - du har selvfølgelig ret, men usa's demokrati er misrøgtet, folk ved ikke altid hvad der er ret og rimeligt med de voldsomt manipulerende medier styret af forskellige ukontrollerede instanser og grupper. Sådan er det overalt, men særlig slemt derovre.

Citaterne faldt mig i den sammenhæng bare ind..
Ford, ikke den hurtigste kniv i skuffen, for nu at tale med Brian Mikkelsen....

Det er interessant nok ... man har f.eks. fundet ud af at i de sidste mange år er 65–86 procent af adspurgte amerikanere gået ind for at indføre offentlig sygesikring.

Ja, men det er ikke det samme. De mener jo stadig at man skal passe på miljøet - de tror bare ikke der er et problem.

Hvis du bilder folk ind at åreladning virker helbredende, så vil de sikkert bede om åreladning i meningsmålinger. Deres problem i dag er jo at sygesikringssystemet ikke virker, så de vil have et andet indført. Et system hvor det ikke er lovligt at nægte sikring til børn født med kroniske sygdomme! (det er blevet lovligt efter Obamas reform)

Tilbage står de behov mennesker har: Helbred, arbejde og en sikker fremtid. Der er forskel på behov og implementering, på resultat og policy. Det er forskellen mellem features og benefits...

Jo Bech Pedersen

Ok tror vi kører ad forskellige spor. det lyder rigtigt det du skriver, så vidt jeg forstår det, men jeg var stadig ved temaet om oplyst folkestyre med streg under oplyst, hvor sundt et demokrati er hvis medierne bliver købt og manipuleret af store interessenter, som eksemplet med GW viser, hvor over halvdelen af et lands befolkning er ført - eller har ladet sig føre - bag lyset, stik imod deres egentlige, endskønt langsigtede interesser?

Ja, og jeg tror i grunden vi er dybt enige - men du skrev noget der giver afsæt til diskusion:)

Jeg er nemlig ofte stødt på fordommen om, at man ikke kan giver folket magten, ikke efterleve demokratiets ønsker. De er simpelthen for dumme! Den slags kommer selvfølgelig fra de selvbevidste økonomiske interesser og teknokratiske kapitalister, men det er hvad man kunne forvente.

Langt værre er det nemlig det man har fornemmet i forbindelse med ACTA debatten - elitære politiker-typer har afvist at der skulle være et problem. De har nærmest sagt det ligeud: Folk på gaden ved ikke hvad de snakker om, de blander tingene sammen osv.

Jeg har også stødt på holdningen blandt studie-kolleger og mig selv: Når man ved hvor lidt amerikanerne læser, hvor irriterende den bil-pendlende forskadsmiddelklasse er når de nedstemmer betalingsringen, osv.

Men jeg tror det er en fejl - svaret er mere demokrati og medbedstemmelse, så må oplysningen komme når folk mærker resultaterne på egen krop. Og heri ligger en fem-deling af statsmagten, hvor vi i dag har en tre-deling.

De to resterende dele af statsmagten, er medier og kampagnebidrag/lobbyisme. Krav om en femdeling må være hjørnesten i et moderne demokrati... (udover medbestemmelse og deltagelse).

Jo Bech Pedersen

Det var lidt smart med citaterne, men uvidenhed er ikke det samme som dumhed. Hvis det bare er for at komme af med noget er det vel ok at sige 'dumme pendlere' e.l. Jeg tror du har ret i at klimaet har ændret sig, der er mere arrogance. Jeg var ude at samle ind for Folkekirkens Nødhjæp forleden (ikke medlem, de har god distibution i U-lande), der mødte jeg - ud over de alm. venlige - ikke så få idioter. Før i tiden kunne man bare sige nejtak, nu er det ok at svine indsamlere til - det tror jeg primært er på DF's konto. Tjente som en lille personlig sindelags-undersøgelse. Ja ellers, demokrati er svaret (var det ikke Jefferson der sagde et eller andet som 'løsningen på demokratiske problemer er mere demokrati'), og oplysning vil jeg tilføje. Men tendensen går mod lukkethed og klikedannelser. Og det kommmer der masser mere af i fremtiden tror jeg desværre...

Ok, interessant.

Jeg tror nu der er lagt i ovnen til MERE demokrati, ikke mindre. Det er tidsånden til - se på det Arabiske forår og den Græske modstand mod EU indgreb, og på det Amerikanske forår.

Det kræver self. at vi råber op og kræver mere åbenhed og demokrati. [indsæt kendt Einstein citat]