Læsetid: 4 min.

Montis reformer støder mod den italienske kynisme

Opbakningen til Mario Montis intentioner om at kickstarte et generationsskifte i Italien er stor, men troen på projektets chancer for succes er lille, hvis man spørger studerende på et af landets eliteuniveristeter
9. marts 2012

ROM – LUISS, Roms dyreste privatuniversitet, ligger blandt Liberty-villaer ved Via Nomentana nord for byens centrum, skråt over for Benito Mussolinis gamle residens, Villa Torlonia. Her uddannes morgendagens elite i Italien. På en overskyet tirsdagsmorgen, hvor det vrimler med nyudklækkede kandidater og velklædte forældre i haven bag universitetets hovedbygning, møder Information tre studerende, som burde kunne få glæde af Monti-regeringens løfte om et accelereret generationsskifte i det italienske samfund.

»Monti kan regere indtil 2013, men skal rette op på de seneste 15-20 års fejl. Det er meget kort tid, og bagefter kommer der en ny politisk valgt regering, som vil gøre indsatsen nyttesløs,« mener Damiano Ciano om udsigten til en »samfundsmæssig og økonomisk genfødsel«, som den nye ministerpræsident har annonceret:

»Det er ikke helt tomme ord, men det er bare umuligt. Uanset hvor stor viljen er. Alt det gode, der kan udrettes på halvandet år, bliver ødelagt på en måned. Det er en italiensk logik,« siger den 26-årige kandidat i kommunikationsstudier, der betaler 15.000 euro for en etårig masteruddannelse i håb om at få arbejde som manuskriptforfatter.

Den 30-årige Claudio Giambene er også skeptisk, hvad angår Montis reelle muligheder for at reformere det italienske samfund:

»Regeringens intentioner er glimrende. Problemet er, at vi politisk og institutionelt befinder os i en helt ekstraordinær situation, der minder om en krigstilstand, og som har gjort denne regering nødvendig. Den er dog bundet til de politiske kræfter i parlamentet og til de økonomiske kræfter i det italienske samfund, der står bag de politiske partier. Derfor vil der sandsynligvis i sidste ende være stor forskel på regeringens intentioner og dens resultater.«

Genveje til succes

Det var industrisammenslutningen Confindustria, der i 1970’erne grundlagde LUISS. Siden er det ligesom handelsuniversitetet Bocconi i Milano, hvor Mario Monti har været rektor, blevet et sted, hvor Italiens økonomiske, politiske og administrative elite reproducerer sig selv:

»Et af de karakteristiske træk ved den italienske elite er dens holdbarhed og stabilitet,« skriver sociologiprofessoren Carlo Carboni i et essay om den rolle, eliten spiller i Italiens demokratiske krise.

Elitens tendens til at fokusere på selvopretholdelse er ifølge Carboni en af årsagerne til, at det italienske samfund er præget af kynisme og mistillid.

»Selv hvis vi endelig får en ansættelse, er der ingen chance for, at vores studier og viden bliver udnyttet,« siger den 29-årige Paolo Colombo og fortsætter: »I årevis er mine jobansøgninger blevet afvist, fordi jeg ikke havde de rette forbindelser. Derfor har jeg valgt at tage en master på LUISS for at skabe et netværk, som kan skaffe mig et arbejde.«

Italien er ifølge Carlo Carboni et land, »hvor staten altid har været i vanskeligheder, hvad angår troværdighed og pålidelighed, og hvor det fælles bedste altid bliver fortrængt af særinteresser«.

Derfor er det blevet »genvejenes land«. Over 80 pct. af befolkningen mener således, at politikerne primært plejer deres egne interesser:

»På den ene side er der alt det, vi lærer som skolebørn: om regler, kompetencer, disciplin osv. På den anden side er der den virkelige verden, hvor man skal glemme al skolelærdom,« siger Paolo Colombo, der i forvejen har en kandidatgrad i historie fra et statsligt universitet:

»Erfaring er den eneste kompetence, der tæller. Derfor lærer man heller ikke at tænke i langsigtede projekter, men kun at navigere og holde sig flydende.«

Statussikring

Hvis man betragter det italienske samfund i fugleperspektiv, består samfundseliten af omkring 60.000 personer ud af en befolkning på 60 mio. I de seneste årtier er den økonomiske ulighed vokset, så Italiens Gini-koefficient, der er et mål for forskellen mellem rige og fattige i samfundet, nu kun overgås af Storbritanniens blandt landene i EU.

67 pct. af de højtuddannede italienere er i beskæftigelse, mens gennemsnittet i EU er på 84 pct. De små og mellemstore virksomheder, som udgør 95 pct. af det italienske arbejdsmarked, har sjældent brug for højtuddannet arbejdskraft.

Det har ført til omfattende hjerneflugt – ifølge økonomen Loretta Napoleoni er ni mio. italienere emigreret i løbet af de seneste 20 år – hvilket måske er Montis allerstørste udfordring: »På det ideelle plan fremsætter regeringen gode forslag om at gøre Italien mere dynamisk, men problemet ligger på lederplan i virksomhederne. Der hersker en kultur, hvor ingen tør tage chancer og satse på noget nyt,« siger Claudio Giambene, der er kandidat i statskundskab og nu tager en master i politisk kommunikation:

»De fleste studerende på LUISS satser mere på at kende de rigtige end på skaffe sig viden. De har valgt at betale mange penge for en uddannelse for i det mindste at blive på det samme trin på den sociale rangstige. Det er som at tegne en forsikring på sin sociale status.«

Således er »de aktive og kompetente borgere« forblevet en minoritet på omkring 15 mio. mennesker, hvilket ifølge Carlo Carboni får flertallet »til at falde tilbage på kortsigtet sikring af amoralsk og kynisk individualisme« og primært betragte politik som en mulig nepotistisk genvej.

Mens de nye LUISS-kandidater strømmer ud i haven for at skåle i champagne, siger Damiano Ciano:

»Dem, der er inde, bliver stærkere, mens de, der er udenfor, aldrig kommer ind,« og tilføjer: »Hvis ikke de økonomiske lobbyer bliver svækket, sker der ingen forandringer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer