Det var en uventet lydkulisse, der i går nat vækkede beboerne i det mondæne Damaskus-kvarter al-Mezze. Kvarteret, der huser en lang række ambassader, FN-hovedkvarteret samt en række af styrets topofficerers private hjem, har tidligere været scene for gadekampe, men i takt med at den syriske hær har sat hårdt ind mod dele af den væbnede opposition i og omkring hovedstaden, har roen sænket sig over dette kvarter, ligesom den har over det centrale Damaskus, hvorfra resten af landets konflikt nøje holdes ude med checkpoints og massivt sikkerhedsopbud.
I løbet af natten og morgenen bølgede kampene imidlertid frem og tilbage i flere gader i kvarteret, mens modstandere af regimet og regeringsstyrker kæmpede med skydevåben og de RPG’ere (rocket propelled grenades, red.), der ellers ikke har været involveret i kampe i hovedstaden hidtil.
Da hovedstadens beboere stod op, var sporene efter kampene imidlertid i vid udstrækning fjernet, og kilder i Damaskus, Information i går talte med, var i tvivl om, hvad der virkelig var sket: Et målrettet angreb på regimets hjerte eller en dramatisk arrestation af væbnede oppostionstilhængere fra regimets side?
Assads styrke
»Det er en vigtig hændelse, fordi den viser, at oppositionen har ressourcerne og muligheden for at slå til i det centrale Damaskus,« mener Syrien-analytiker Julian Barnes-Dacey fra European Council on Foreign Relations, der dog også er forsigtig med at tillægge den væbnede opposition for stor styrke på den baggrund.
Den syriske hær har med rydningen af Homs og en række af oppositionens andre arnesteder tværtimod lagt pres på oprøret, hvilket både kampene i Damaskus og en række bombeangreb i Aleppo og Damaskus kan være en reaktion på.
»Jeg tror ikke, oppositionen er i stand til at fortsætte den slags angreb kontinuerligt, og sikkerhedsstyrkerne bremsede da også angrebet temmelig hurtigt og temmelig nemt. Assad er stadig i meget høj grad den stærkeste. Men angrebet er meget symbolsk. Assad er kun i stand til at holde modstanden i Damaskus nede med rigtig mange soldater, og hvis man ser vold i Damaskus’ centrum, undergraver det i høj grad styret,« forklarer han og fortsætter:
»Konflikten har bevæget sig over i en fase, hvor oppositionen ikke kan holde fast i territorier, men hvor den er nødt til at træde tilbage til en ’insurgency’-taktik med symbolske angreb og nye måder at yde styret modstand på. Det er et udtryk for en stigende militarisering af konflikten, og det er sandsynligt, at vi i fremtiden vil se flere strategiske angreb ind i styrets hjerte i Damaskus og Aleppo.«
Desperat taktik
Mens FN’s særlige udsending, Kofi Annan, i går fortsatte sine bestræbelser på at skabe en forhandlingsløsning, arresterede de syriske myndigheder en af de sidste markante aktivister, der argumenterede for en fredelig løsning, imod væbnet opstand og imod international intervention, nemlig lederen af The National Coordination Body for Democratic Change (NCB), Mohammed Sayyed Rassas, der af andre oppositionelle kræfter er blevet beskyldt for at være for tæt på regeringen, men som altså øjensynligt ikke var det i går.
Dermed synes dialog mellem oppositon og styre at være længere væk end nogensinde. Og oppositionens angreb inde i Damaskus – eller anonyme bombeangreb – vil næppe skabe større forsoning og forbrødring, hvis man spørger en anden Syrien-kender, Peter Harding, der er leder af International Crisis Groups afdelinger i Syrien, Libanon og Irak:
»Bevæbnede oppositionsgrupper er på vej imod desperate taktikker, som måske er spektakulære, men ikke ændrer meget på slagmarken. Damaskus er længe blevet påvirket af konflikten via økonomisk krise, flygtninge og de voldsomme sikkerhedsforanstaltninger sat i værk for at undgå demonstrationer. Byen har undgået større blodsudgydelser, men det kunne ikke vare meget længere, efterhånden som kaos spreder sig i Syrien,« siger han og advarer mod følgerne, hvor han faktisk i vid udstrækning ser angrebene som en slags bonus for styret:
»En væbnet opstand er under hurtig udvikling, men den sker på bekostning af protestbevægelsen, som var noget, mange syrere var villige til at tro på og vove noget for. Men jo mere volden eskalerer, jo mindre folkelig opbakning vil oppositionen have udover de mest radikale dele af samfundet.«
