Læsetid: 3 min.

Republikanere kæmper om kvindekroppe

Kvinders ret til prævention og abort er blevet et hedt emne i den amerikanske politiske debat. Men alt tyder på, at republikanske angreb på kvinders rettigheder har skadet partiet
27. marts 2012

En ophedet kultur- og værdikamp med kvindens krop i centrum udkæmpes pt. i både Kongressen og i forbindelse med det republikanske primærvalg, der skal udpege Barack Obamas modstander ved præsidentvalget til november.

Den startede for flere uger siden, da en af de mange følgelove til The Affordable Health Care Act – det officielle navn, som præsident Obamas sundhedsreform bærer – skulle udmøntes. Loven giver bl.a. kvinder ret til gratis eller billig prævention, som en del af deres sygesikring. Men en række arbejdsgivere, med flere kendte katolske universiteter i spidsen, fremførte, at tvangsbidraget er forfatningsstridigt, fordi det er i konflikt med religionsfriheden.

Arbejdsgivernes protest førte til en heftig politisk diskussion, hvor de republikanske præsidentkandidater alle angreb Obama for at lade hånt om religionsfriheden, mens demokraterne med iver fremførte deres argumenter under banneret »den republikanske krig mod kvinder«. Sidstnævnte fik uventet hjælp fra den kontroversielle, stærkt højreorienterede radiovært Rush Limbaugh, der i sit radioprogram kaldte en kvindelig studerende, som havde aflagt vidnesbyrd for Kongressen om behovet for gratis prævention, for en luder: »Sandra Fluke ønsker, at skatteyderne skal betale for, at hun kan have sex. Hvad gør det hende til? Ja, en skøge, en prostitueret,« lød det fra Limbaugh.

Limbaughs salve gav imidlertid så meget bagslag, at han senere trak i land med en noget halvkvædet undskyldning, men da var skaden sket. Over 130 annoncører lagde Limbaugh på is. Alle de republikanske præsidentkandidater – selv Rick Santorum, der »på det personlige plan« er modstander af prævention af religiøse grunde – lagde afstand til den landskendte entertainer. Præsident Obama ringede personligt til frøken Fluke med opmuntrende ord, og republikanernes popularitet raslede ned i gruppen af kvinder til under 40 procent.

Senere i sidste måned fremlagde Obama et kompromis, der lader sygesikringerne betale for præventionen direkte i stedet for gennem arbejdsgiverne. Det tilfredsstillede ikke kritikerne, men lagde et låg på debatten, der imidlertid var fortsat til et andet hedt emne: Retten til abort.

Heftige debatter

Alle de republikanske kandidater er modstandere af retten til fri abort, og flere og flere republikansk dominerede stater er i gang med at lægge begrænsninger i vejen.

Debatterne har været heftige. I Virginia trak lovgiverne for 14 dage siden et forslag om tvungen vaginal scanning tilbage, efter de største demonstrationer i nyere tid. Modstanderne fremførte, at forslaget var at sammenligne med »statssanktioneret voldtægt«, fordi staten netop i sine love definerer voldtægt som værende lig med »enhver vaginal indføring med et ydre objekt mod kvindens vilje«.

Efter flere meningsmålinger havde vist, at debatten fik kvinder i hobetal til at søge mod andre – læs: demokratiske – græsgange, forsøgte den ledende republikanske kandidat, Mitt Romney, at dreje diskussionen væk fra de følsomme kulturkrige og tilbage til et emne, han føler sig bedre tilpas ved: økonomien. Og John McCain udtalte i søndags i NBC’s program, Meet the Press, at republikanerne måtte »se at komme ud af det, mange ser som en krig mod kvindekønnet«.

Men det forhindrede ikke en kvinde ved et valgmøde i Illinois i denne uge i at spørge den ledende republikanske bejler til præsidentposten, Mitt Romney, ud om emnet. Efter at have bekræftet, at Romney ønsker at fjerne statstilskuddet til organisationen Planned Parenthood, som hjælper lavindkomstkvinder med såkaldte reproduktive spørgsmål (bl.a. prævention og i visse tilfælde abort, men hvis hovedformål er forebyggelse, bl.a. mammogrammer og HIV-oplysning) svarede han således: »Hvis man ønsker flere statslige ydelser, hvis man ønsker sig gratis prævention, så er det ikke mig, du skal stemme på. Prøv den anden fyr (Obama, red.).«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

skal ejendomsretten til kvindens krop være samfundets/mandens, som i Yemen , eller skal retten være den frie og enestående kvindes som i Scandinavien... ? , jeg ved godt hvad jeg går ind for... ud med de fanatiske religiøse spassere, men gør alt ofr at udbrede prævention frem for at prædike for aborter, det bør altid være en nødløsning....

Brian Pietersen

Maya

de er så religiøse, de er republikanere.
Du skal kun have sex når du skal avle, man kan jo godt forstå at det udvikler specielle former for sex i sådanne områder, perversiteterne længe leve. c¨,)

Denne problematik får mig til at tænke på en gammel bog af Ole Grünbaum: "Provoker".
Der er mange, der mener, at sex uden planer om børn er "dyrisk". Men i den bog viser han, at der ikke er noget mere dyrisk end kun at dyrke sex med henblik på afkommet.