Læsetid: 6 min.

Den syriske krig om sandheden

Mens regeringsstyrker og oprørere kæmper om magten på landjorden, intensiveres en anden kamp: krigen om, hvordan konflikten bliver fremstillet i medierne, hvor adgangen til begivenhederne er begrænset, og hvor nye ikkevestlige medier har en temmelig anderledes opfattelse af begivenhederne i Syrien end deres vestlige kolleger
Et pressefoto fra det officielle Syrian Aab News Agency (SANA), som viser syriske politibetjente under en begravelse i Damaskus  onsdag. Samme dag - kunne man læse i andre medier - indledte regeringsstyrker angreb mod oprørerne i Homs.

Et pressefoto fra det officielle Syrian Aab News Agency (SANA), som viser syriske politibetjente under en begravelse i Damaskus onsdag. Samme dag - kunne man læse i andre medier - indledte regeringsstyrker angreb mod oprørerne i Homs.

Syrian Arab News Agency

2. marts 2012

Fredagens Friends of Syria-konference i Tunesien tog sig ganske forskelligt ud, afhængigt af hvorfra den blev betragtet.

I det store engelsksprogede kinesiske medie China Daily var denne konklusionen:

»Syriske observatører og analytikere afskrev Friends of Syria-konferencen, der i øjeblikket foregår i Tunis. De gjorde opmærksom på, at ’den vil forstærke volden i Syrien under påskud af at ville skabe humanitære korridorer.’

I en leder sammested konstaterede skribenten, at det »stærkt bekymrende er villigheden hos nogle nationer til at forsyne oppositionen med våben og USA’s villighed til at involvere sig i det syriske kaos snarere end at lade syrerne selv bringe volden til ophør med et minimum af tab af liv.«

Under overskriften »Humanitære korridorer i Syrien; en vej ud af krisen eller en vej ind for en invasionshær?« skriver det statsfinansierede russiske medie Russia Today dette om oppositionen:

»Den bliver støttet direkte af Nicolas Sarkozy, af den tyrkiske regering og af Qatar. Og så er der den Frie Syriske Armé, som selv uafhængige analytikere i Europa siger ikke er fri og ikke er en armé: Det er en flok guerillaer infilteret af al-Qaeda-folk og salfi-jihadister«.

Hos det statsstyrede engelsksprogede iranske tv-netværk Press TV har man hovedsageligt fremmede analytikere til at give udtryk for kanalens synspunkter, f.eks. den amerikanske konspirationsteoretiker David Tarpley:

»Selvfølgelig er det bemærkelsesværdigt, at Rusland, Kina og især Libanon – et land, der er meget involveret i syriske affærer – boykotter dette møde. Konferencen kalder sig selv ’Friends of Syria’, og man kan kun sige: Med venner som disse, hvem behøver så fjender? Formålet med mødet er at give Syrien de pragtfulde gaver som NATO-bombning og en borgerkrig efter den libyske model.«

Assad-styrets faste greb om informationsstrømmen ud af Syrien har betydet, at de normale internationale mediers rapportering i vid udstrækning er afhængig af lokale aktivisters dokumentation, og at den version i stigende grad bliver betvivlet af en række nye aktører og engelsksprogede reportere, der sender reportager fra Damaskus og andre byer hjem til russiske, kinesiske og iranske medier, som direkte modsiger vestlige mediers billeder af både opbakningen til Assad og oppositionensbevægelsens karakter.

»Alle medier har en agenda og tager i større eller mindre grad stilling, og jeg er ikke sikker på, at man altid kan stole mere på vestlige medier, når det gælder dækningen af Syrien, end man kan stole på medier fra de lande, der støtter Assad,« siger Daniella Peled, der er leder af ngo’en Institute for War and Peace Reportings program for Det Arabiske Forår.

»Konflikten i Syrien er unik i sin utilgængelighed, selv om der begynder at komme flere fremmede reportere ind nu. Dækningen har været fuldstændig afhængig af tilfældige kilder, hvis oplysninger man ikke har kunnet verificere, eller statslige kilder med egen agenda. I de seneste dage har vi f.eks. set rapporter fra Homs om sekteriske overgreb, som ikke stemmer overens, men det er svært at vide, hvad der passer, når det f.eks. hovedsageligt er oppositionsstemmer, der bliver hørt,« konstaterer hun.

To parallelle krige

Det nye er, at de overblik, der kommer ud fra Syrien til et internationalt publikum ikke kun kommer fra vestlige nyhedskanaler, men også fra russiske, kinesiske og iranske engelsksprogede medier, der serverer deres version af begivenhederne til et internationalt publikum.

Splittelsen kommer nærmest fysisk til udtryk, når flertallet af udenlandske mediefolk kommer fra lande, der støtter Assad, og befinder sig i Damaskus, hvor styret i store træk kan kontrollere deres bevægelser, mens størsteparten af de vestlige medier opholder sig sammen med oppositionsfolkene i byer som Homs eller de mindre områder, der er kontrolleret af oprørshæren Den Frie Syriske Armé, og hvor synsvinklen naturligt bliver oprørernes.

Splittelsen viser sig helt ned i sproget, hvor oppositionskræfterne i russiske medier f.eks. ofte omtales som ’bander’ eller ’terrorister’, mens Assad-styret omvendt i vestlige medier som regel betegnes som ’regimet’ eller ’diktaturet’.

»Versionerne af, hvad der sker i Syrien, er meget forskelligt præsenteret i vestlige medier og i især russiske medier. Information er i sin karakter politisk, det understøtter en bestemt opfattelse, og det har alle sider indset. Derfor finder der en informationskrig sted parallelt med den fysiske, som indirekte påvirker krigens udfald. Der findes ikke længere én enkel sandhed, men to sandheder, som eksisterer parallelt,« forklarer Greg Simons, der har skrevet bogen Mass media and Modern Warfare, er specialist i russiske forhold ved Uppsala Universitet og ikke er bange for at kalde dækningen af konflikten for ’postmoderne’.

»Syrien er måske det første eksempel på det, men jeg tror, man vil se en øget kamp om at bestemme medievirkeligheden i fremtiden mellem russiske og kinesiske medier på den ene side og vestlige medier på den anden,« forklarer han.

Han peger på NATO-alliancens kampagne i Libyen og mediernes dækning af den som en konkret årsag til handling for Rusland og Kina, men understreger også, at satsningen handler om mere end det.

»I den russiske ledelse indså man for et stykke tid siden, at informationsdeling både er en trussel og en mulighed, og at man internationalt var svageti forhold til at udbrede russisk politik. Derfor oprettede man blandt andet Russia Today og indførte en politik om at underlægge andre medier Udenrigsministeriet; for at kunne udbrede russisk politik til internationale offentligheder snarere end til regeringer. Noget lignende er sket i Kina,« forklarer han.

Ingen tvivl om kontrol

Hverken hos oppositionen eller hos regeringen er der nogen illusioner om billedernes betydning.

»Hver dag giver oppositionen et dødstal, som regel uden forklaring eller dødsårsag. Mange af de døde er i virkeligheden oppositionssoldater, men deres dødsårsag skjules, og i rapporterne beskrives de som uskyldige civile, dræbt af sikkerhedsstyrker, som om de alle blot demonstrerede eller sad i deres hjem,« har journalisten og forfatteren Nir Rosen forklaret i et interview med al-Jazeera efter at have opholdt sig i Syrien sammen med oppositionen i længere tid.

Omvendt er der heller ingen tvivl om styrets forsøg på at kontrollere strømmen af nyheder, hvor civile drab er voldsomt underdrevne, og de fremmede journalister, der trods alt befinder sig i Syrien, har kunnet fortælle om en klapjagt på uafhængige reportere. For nyhedsstrømmen betyder meget mere end bare information i en situation, hvor det internationale samfund balancerer på kanten af en intervention, men endnu holder sig tilbage og måske bliver ved med det.

»Kun et ’Hama’ kan ændre situationen (Hama er byen, der i 1982 blev nærmest udslettet af Hafez al-Assads styrker, red. ), fordi Hama er blevet et tilnavn, et symbol. Ingen kan sige præcis, hvad det vil indebære, det betyder blot en forfærdelig handling. Indtil nu har der ikke været en Hama-begivenhed, de internationale medier har kunnet bruge til at give ledere i Tyrkiet eller i Vesten en undskyldning for humanitær intervention eller til at delegitimisere landets ledelse. (…) Ved tidligere interventioner har der været en sådan begivenhed eller billede. Tænk på Racak-massakren i 1999 i Kosovo eller den afmagrede bosnisk-muslimske mand fotograferet gennem et pigtrådshegn. Et satellitbillede af et kvarter før og efter, det er blevet ødelagt, kunne også mobilisere den folkelige opbakning til en intervention,« konstaterer Nir Rosen.

Trods et stigende fokus i også danske medier er det øjeblik endnu ikke kommet, og det skyldes ifølge fagfolk i høj grad kontrollen af dækningen internt i Syrien.

»Hvis vi kunne se så meget af det, der foregår i Syrien, som vi har kunnet i Egypten og Libyen, ville det være tophistorier i nyhedsprogrammerne næsten hver eneste aften,« konstaterer Mark Whitaker, vicepræsident hos CNN, til New York Times.

Spørgsmålet er, hvornår det sker, og om det vil nå frem via professionelle reportere eller amatørers videooptagelser – og om det billede vil blive udvisket af medier med en modsat dagsorden. Uanset hvad er omverdenen ifølge Daniella Leped fra Institute for War and Peace Reporting trods alt bedre tjent med informationen end uden, og hun mener også, at selv medier som al-Jazeera med en proaktiv emir i baggrunden stadig leverer temmeligt saglig journalistik.

»Man kan snakke om dagsordner og bias hos udenlandske medier, men faktum er, at der ikke findes noget, der ligner uafhængige, lokale medier. Hvis man vil have sandheden om, hvad der foregår i Syrien, er den eneste vej frem, at flere internationale og regionale reportere rapporterer inde fra Syrien,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leif Højgaard

Hvad laver de mange 'NGO organisationer ' ? Spørgsmålet er om der ikke i de fleste tilfælde er tale om dæknavne for infiltration af af oppinionsdannelsen.

Henrik Darlie

Niklas Monrad siger:

@ Leif,

"Og hvem synes du bør stå for opinionsdannelse?"

Hvem synes du? 'Vore NGO'er' som hillary siger?

Arash Shariar

Det sjove er at jeg vil give artiklen ret i meget af dets points. Men bemærker hvordan samme kritik kan anvendes på artiklen.

Citat "f.eks. den amerikanske konspirationsteoretiker David Tarpley:" Er dette givet at han er konspirations teoretiker? Nogen ville sige ja andre nej.

Jeg føler at problemet er at når man ikke længere går op i objektivitet så får vi manipulerende informationer. Jeg glemmer feks ikke dengang i starten af den Syriske konflikt, hvor det kom frem at en af de mest citerede "syrisk blogger" der skulle forestille sig at være en ung kvinde i Syrien der dag for dag så sin familie blive hentet af "Assads styrker", viste sig at være en amerikansk mand der sad i Skotland og digtede det op.

Ingen på det tidspunkt satte spørgsmål under hvorfor medierne ikke havde verificeret de informationer de fik?

I dag, hvis man følger med, er det alene 2 organisationer der i dag bliver citeret i vestlige medier. Den britiske baseret "Syrian Observatory of Human Rights" og "Local Co-ordination Committees". Disse organisationer er ikke upartiske, og det har vist sig at deres oplysninger om antal dræbte langt fra er holdbare. Men alligevel bliver deres rapporter fremstillet i vestlige medier som var det sandheden selv, for det er jo underforstået at medierne skulle være upartiske.

At Daniella Leped mener manipulation er bedre end ingen information vil jeg vælge at sætte spørgsmål under. Jeg vil endda komme med en 3. vej. Hvad med at medierne skrev i hver enkelt af deres udmeldinger at "den information vi lige har præsenteret er de eneste vi har, og det højst sandsynlig ikke er objektivt"

En slags standard format der gør det klart for læseren at analysen baseres på rygter fra denne side end for i dag tror folk at det er en objektiv og derfor verificeret information de får.

Jeg synes denne artikel siger det meget fint hvad angår Syrien og medie dækning:
http://www.atimes.com/atimes/Middle_East/NA05Ak03.html

En lille citat derfra: "In Syria, we see the exact opposite: the majority of Western mainstream media outlets, along with the media of the US's allies in the region, particularly al-Jazeera and the Saudi-owned al-Arabiya TV channels, are effectively collaborating with the "regime change" narrative and agenda with a near-complete lack of questioning or investigation of statistics and information put out by organizations and media outlets that are either funded or owned by the US/European/Gulf alliance - the very same countries instigating the regime change project in the first place. "
Læs denne artikel

Aksel Gasbjerg

Mediedækningen omkring verdens brændpunkter har altid været skæv og biased.

Den vestlige mediedækning har i forbindelse med krige og kriser som f.eks. Irak, Afghanistan, Syrien, Iran og Libyen været så enøjet og massiv, at kvantitet ofte er blevet forvekslet med objektivitet.

Medierne har på den internationale scene ageret som de vestlige udenrigsministeriers (eller NATO's) ukritiske talerør.

Derfor vil det kun være velkomment, hvis de vestlige mainstream-mediers monopol på opinionsdannelsen vedrørende international politik kunne få et tiltrængt modspil.

Karsten Olesen

Udsagn fra vidner og rejsende:

Sådan forgår en kidnapning:

http://www.abc.net.au/unleashed/3827746.html

Selvbestaltede revolutionære skyder folk i gaderne:

http://rt.com/news/syrian-witness-report-rebel-crimes-639/

Indtryk fra Damaskus i januar:

http://therealnews.com/t2/index.php?option=com_content&task=view&id=31&I...
¨¨

Russisk fastboende journalist om kløften mellem de vestlige medier og virkeligheden - Al Jazeeras kodemeddelelser til terrorattentater:

http://rt.com/news/syria-opposition-weather-forecast-867/

Kristne i skudlinien: "Over 200 Christians have died..."

http://www.bosnewslife.com/20443-breaking-news-syria-christians-in-firin...

Svensk hjemmeside om misinformationerne:

http://syrienblogg.wordpress.com/2012/02/27/27-feb/

"The western media are finally starting to report the fact that the uprising in Syria is sectarian and led by salafi forces.

This was obvious to independent observers at least since April 10 2011 when first attacks on the military were reliably reported."

http://www.moonofalabama.org/2012/02/the-west-should-help-assad-.html

Homs-bo om kidnapning:

"I didn't want to share this but I came on here to see how the media is lying about Homs and I want to set a few facts straight.

My cousin was kidnapped 7 days ago by terrorists in Homs. My family went crazy, we contacted everyone, begged, pleaded, prayed. #Syria

I was scared that it had to do with the threats I got on twitter. Although I blocked them, guilt killed me.

He's with us safely. They returned him last night. Bruised and wounded. They rubbed lemon salt on his wounds after they hurt him.

He said they were deliberating whether to hang him or cut him to bits. He said there were other captured with him and all placed together."

Rapport:

http://www.cf2r.org/images/stories/RR/rr11-syria-report-january-2012.pdf

Bab Amro var allerede før disse begivenheder kendt for slum og kriminalitet og betragtedes som et "no-go område":

http://www.sarsura-syrien.com/syrische-rebellenhochburg-baba-amr-unter-k...

http://www.facebook.com/pages/M%C3%A9dias-francais-STOP-AUX-MENSONGES-co...

http://www.facebook.com/MWSyria

Fra artiklen:

"»Man kan snakke om dagsordner og bias hos udenlandske medier, men faktum er, at der ikke findes noget, der ligner uafhængige, lokale medier. Hvis man vil have sandheden om, hvad der foregår i Syrien, er den eneste vej frem, at flere internationale og regionale reportere rapporterer inde fra Syrien,« siger hun."

Nemlig, for at tage de statstyrede syriske medier og bloggeres oplysninger for gode varer, som så mange også her på siden tilsyneladende gør, er i hvert fald ikke løsningen.

Leif Højgaard

Sandheden er vel at vi lever i en korrupt verden hvor alle meler hver sin kage fra høj til lav og et gamle generationer ikke frivilligt giver slip på hævdvundne privilegier til de opvoksende generationer.

I artiklen er en spøjs specialist i russiske forhold "ikke bange for at kalde dækningen af konflikten for postmoderne" da manden har opdaget, at der kan være store forskelle i mediedækningen fra journalister under forskellige styreformer. Vi andre er måske en smule ældre, og kan genkende tendensen. Også i tidligere årtier var det nødvendigt fx at læse om Vietnam-krigen fra flere kilder, inklusive svenske medier(!), for så selv at filtrere en form for sandhed frem.

Og Leif, for lige at besvare dit for tråden uvedkommende spørgsmål. Hvis du gerne vil have bekræftet en masse underlige myter, så læs Arthur Koestler underholdende bog "The Thirteenth Tribe", der påviser jødernes oprindelse i Kaukasus med et væld af selvopfundne data - men se bort fra alle DNA-spor, for de afkræfter denne myte totalt. Til gengæld er der naturligvis masser af andre påfund fra testamenterne, der intet har at gøre med nogen form for historisk virkelighed - fx israelitternes slavetid i Egypten.

Leif Højgaard

Tom - enig i første afsnit at man selv må filtrere. Mht til det uvedkommende sp så er det ikke myter jeg efterlyser men facts og der er historikerne jo også vildt uenige alt efter hvad der til fordel for egne synspunkter. Tarpley nævnes i tråden, han er jo historiker og dr phil og det undrer mig at han overlever med sin retorik. Men det er da ok at han har sine synspunkter, hvoraf de fleste faktisk kan dokumenteres. Det er os andre der mangler historisk baggrundsviden plus at den undervisning vi har modtaget i vores opvækst har været påvirket af mange tabuemner og megen tavshed, som først senere går op for os.

Du nævner påfund fra testamenterne. Men begivenhederne kan nogenlunde dokumenteres indbyrdes på en tidsakse tilbage fra tidspunktet hvor man begyndte at kunne skrive på skriftsruller. Det viser vel bare at den der behersker 'ordet' også regerer verden.

Jeg vil virkelig gerne forstå, hvad der sker i Syrien.

Jeg læser de kilder, som debattørerne refererer til, men bliver ikke meget klogere, for det er meget få fakta, som det ser ud til, at man er enige om.

Jo, præsidenten hedder Assad.

Er der borgerkrig? Er Homs bombet? Er der dræbt 7.500? Er der begået overgreb og tortur? Har vesten soldater i Syrien? Har Iran soldater i Syrien? Vil Assad reformere? Er modstanderne mod Assad frihedskæmpere eller terrorister? Etc.

Fra det ene udkigstårn er Assad det ondeste af det onde, en iransk lakaj, oprørerne er de sande frihedskæmpere, der kæmper som gentlemen.

Fra det andet udkigstårn er Assad folkets præsident og oprørerne er vestlige kriminelle, der er støttet af Israel og USA som arbejder for at inddæmme Iran og svække Hisbollah.

Begge udkigstårne har nogle fantastiske støjsendere.

Er der nogen i et andet udkigstårn?

Niels-Holger Nielsen

Om udkigstårne

Vore betalte journalister burde være disse udkigstårne som ovenfor efterlyses.

Et af de store spørgsmål i den syriske konflikt er dødstallene, som dagligt repeteres og ajourføres som den direkte målestok for det syriske regimes barbariske fremfærd mod landets befolkning. Hvad dækker disse tal over? Sjældent har nogen journalister fra mainstreampressen (heriblandt Information, desværre) prøvet at grave bag om disse tal. På nettet mindes jeg at have læst et par artikler hvor dette blev forsøgt, men jeg kan ikke længere huske hvor det var. Nu har jeg lige læst endnu et forsøg. Denne gang fra det Beitut-baserede dagblad alakhbar. Artiklen burde være tvangslæsning for syrienkorrespondenter. Læs sel og døm selv:

'People have to stop this knee-jerk, opportunistic, hysterical obsession with numbers of dead Syrians, and ask instead: “who are these people and who killed them?” That is the very least these victims deserve. Anything less would render their tragic deaths utterly meaningless. Lack of transparency along the supply-chain of information and its dissemination – on both sides – is tantamount to making the Syrian story all about perception, and not facts. It is a hollow achievement and people will die in ever greater numbers.'

Questioning the Syrian “Casualty List”

Niklas Monrad

Det korte af det lange er, at så længe myndigheder ikke vil tillade udenlandsk, uafhængig rapportering fra kriseområder, det være sig i Tibet eller Syrien, så kan man roligt antage, at den lokale nyhedsdækning er falsk.

Christian de Coninck Lucas

Glimrende artikel. VI venter stadig på samme kildekritik mht. Irak krigen, samtlige executive actions af den dybt inhabile Dick Cheney og økonomisk kriminalitet som årsag til finanskrisen, vis a vis RBS kollapset og Goldman Sachs.

befolkning i syrien vil ud af den undertrykkelse det har livet under i mang år og selvfølig ved at kom af med regemet, de bliver så dræbt for bar at tænke på ideen , der kan selvfølig umulig være propaganda, det er der meget klart for alle, ok nu kommer vi til hvad er det så befolkning vel har og der er så dere alt gå galt for det siger ude til til det vil har en islamisk stat, nu bliver det helt mærkligt skal man så stutte dem eller hvad. skal man så gå i mod friheden . hvorfor har man sendt soldater ud til afganistan og andre islamsk land ,,, hvad er forskell mellem saddam og bashar,, hvorfor i krig mod saddam og ikke bashar,, befolkninger i det demokratiske land bliver holdt for nar,, man ved ikke hvad man bekrige efter hånd,,, og alt dette sker i deres navn,men ved ikke hvad der forgå hvordan i alverden skal man kalder sig oplyst man er sandelig tilbag stående man snakke om at muslimer er tilbag stående men virkligheden er det gidsle i deres ejen land og må bekrig sig ude af det som eneste løsning,,, og det kan man tydeligt se efter hånd