’Tålmodige demonstranter kan ikke tabe’

Køreturen fra Beirut til Damaskus er kort – små 90 km – men den er farlig. Også for en libanesisk journalist som jeg selv, der uden videre risikerer at blive inddraget i Syriens konflikt. For også i Libanon er befolkningen delt mellem sympati for revolutionen og modstandere af dette ’vestlige-israelsk-sunniarabiske’ komplot mod Damaskus. Menneskeliv er i lav kurs i Syrien i disse dage. Farerne lurer langs motorvejen. Ingen ved, hvad der kan ske ved de utallige kontrolposter.

I Jdaydet Yabouss hersker stilheden dog. Grænsebyen er plastret til med billboards, der reklamerer for det syriske mobilselskab Syriatel (ejet af multimillionæren Rami Makhlouf, den syriske præsidents fætter). Da Syriatel er en vigtig indtægtskilde for det syriske regimes omfattende sikkerhedsapparat, er det blevet mål for hårde vestlige sanktioner. Alligevel har det fordoblet antallet af sine billboards. Som om det vil sige: ’Syriatel trodser verden’.

Fremme ved indfaldsvejen til det centrale Damaskus når vi det sidste af en række checkpoints. Bevæbnede mænd i mørkegrønne uniformer og med påfaldende studsede skæg ransager vores bil. Skeptisk inspicerer de vores identitetskort. Alle arabiske hære tvinger deres soldater til at være glatbarberede, men chaufføren fortæller, at denne kontrolpost bemandes af en af regimets 17 sikkehedsstjenester og ikke af den regulære hær. Disse tjenester tæller tilsammen over 100.000 mand, herunder et antal elitesoldat-enheder og sikkerhedsagenter – landets reelle magthavere. Dertil kommer den regulære hærs halve million mand og de tusindvis af civile meddelere.

Opskruede priser

’Souk al-Hal’, det berømte kardemommemarked, er mørkelagt. Også byens fattigste kvarterer må undvære elektricitet, mens den de fleste steder er rationeret til 15 timer om dagen.

I den kristne bydel Kasla forsøger vi at købe en mobiltelefon med taletidskort, men det lader sig ikke gøre at få forbindelse til mobilteleselskabet. Regimet afbryder 3G-internetforbindelsen hver fredag for at vanskeliggøre kommunikation mellem oppositionsaktivister og demonstranter, især via de sociale netværk, når folk forsamles til fredagsbøn.

I det ligeledes kristent dominerede Bab Touma-kvarter, centrum for den syriske hovedstads natteliv, opsøger vi et par venner, der er medlemmer af Det Syriske Kommunistparti. Her er der elektricitet 22 eller 21 timer om dagen, og trafikken er overvældende, selv om klokken er over 22.

Restauranterne er fyldt med gæster. Overalt ser vi opslag med Assad-familiens portrætter prydet af slagord i stil med: ’I Syrien går det godt’.

Siden revolutionen brød ud den 15. marts 2011 har Syriens kristne – omkring ti pct. af befolkningen – i overvejende grad bakket op om regimet. Det samme gælder for druserne (tre pct. af befolkningen) og for alawitterne (13 ptc.). Vores kommunistiske venner forklarer, at Syriens minoriteter i vidt omfang tror på regimets skræmmekampagne om, at de risikerer at lide den samme skæbne som Iraks kristne efter den amerikanske invasion, nemlig død og eller fordrivelse, for hvis Baath-styret falder, vil ingen kunne beskytte minoriteterne imod den islamiske ekstremismes farer.

Priserne i Damaskus er kolossalt opskruede. På et år har inflationen halveret værdien af det syriske pund.

Tidligere var Syrien relativt velstående, men da regimet for godt 15 år siden besluttede at udskifte den socialistiske model med et på overfladen mere liberaliseret økonomisk system, blev konsekvensen først fremmest en kolossal opblomstring for korruptionen. I dag hersker de regimetro mafia-klaner, der kan tjene milliarder på deres monopoler i den private sektor.

Revolution i soveværelset

Jeg møder en syrisk ven – hans navn skal ikke nævnes her, da han er medlem af ’Damaskus’ Koordineringskomité’, hovedstadens afdeling af ’De Lokale Koordinationskomitteer’ (LCC). Denne gruppering har på mange måder været den drivende kraft i revolutionen. LCC har stået for at arrangere demonstrationer og mediedække dem. LCC har dokumenteret antallet af arrestationer og dødsfald og udbredt informationer herom via hjemmesider, Facebook og Twitter. Og LCC har endvidere påtaget sig at føre udenlandske journalister til revolutionens brændpunkter, oprettet felthospitaler og indsamlet donationer og blod til de sårede. Det er ikke for meget sagt, at LCC er selve revolutionen.

Min ven eskorterer mig ind i Mezzeh. Det er et af hovedstadens mest elegante distrikter og sammen med nabodistriktet Kafarsousa hjemsted for de fleste ministerier, ambassader og sikkerhedshovedkvarterer samt højtstående officerers og ministres hjem. Nogle kalder endda disse to velhaverkvarterer for ’regimets soveværelse’. Den 18. februar kunne oppositionens tilhængere ikke desto mindre samle 30.000 mennesker til demonstration mod Assad i denne regimehøjborg, hvilket ifølge nogle iagttagere kan vise sig at blive et vendepunkt for revolutionen.

Lignende demonstrationer – undertiden kulminerende i gadekampe – har også fundet sted i andre dele af hovedstaden, eksempelvis i Midan-distriktet, i Kafarsousa og i Bararza, foruden i Rif Damaskus-provinsens større byer, herunder Douma, Harasta, Kodsaya, Darya og Ghouta. Problemet er bare, siger LCC-aktivisten, at regimet effektivt blokerer for informationsstrømmen mellem de enkelte byer ved at lukke af for elektricitet, internet og telefondækning eller ved at lægge en jernring om demonstranterne. Det betyder, at demonstranter i den ene by oftest er uvidende om, at der demonstreres lige så intenst i nabobyen. Disse informationer når dem først med timers forsinkelse.

Konfiskerer lig

I Midan-distriktet i det gamle Damaskus har jeg en aftale med en gruppe LCC-aktivister, der forsøger at organisere en demonstration. Som anledning vil de bruge begravelsen af en de fem aktivister, der lørdag blev dræbt i Kafarsousa. Ligtoget skal starte fra en moské i Kafarsousa, men det ser ud til at blive umuligt, får vi at vide. Sikkerhedsstyrkerne har lagt en jernring omkring området. Min ven fortæller mig, at sikkerhedstjenesten er begyndt at konfiskere lig fra de efterladte familier og kræve begravelsen afholdt i en moské, som sikkerhedstjenesten udpeger. Det sker for at forhindre, at begravelsesprocessioner skal udvikle sig til egentlige demonstrationer.

Vi tager alligevel en taxi til Midan. Chaufføren, der må være mindst 70 år, virker ivrig for at udtrykke ekstrem loyalitet over for regimet (om det er af frygt eller af overbevisning, er ikke til at sige). Han fortæller os, at Iran har besluttet sig for at bakke sin allierede, Syrien, op »med elektricitet«. Hvordan det?, spørger vi. »Iran har besluttet at forære Syrien en stor mængde uranstænger«, påstår chaufføren. »Dem kan vi bare sætte i, så har vi elektricitet i 24 timer i døgnet!« Damaskus’ taxichauffører har ofte deres egen skæve logik. Nogle kan også være meddelere eller sikkerhedsagenter, der bijobber, så det er om at være forsigtig med, hvad man siger.

Da vi kommer til Midan, ser vi, at de smalle adgangsveje til den gamle bydel er blokeret af sikkerhedsstyrkernes busser. Snesevis af bevæbnede soldater og sikkerhedsagenter stopper for al videre fremfærd.

Langs ringvejen står der bevæbnede sikkerhedsagenter på det ene fortov og hundredvis af borgere på det modstående. Tavse, men synligt vrede står de overvejende unge mænd i grupper på tre eller fire. Ingen taler i mobil (der er ingen dækning). Alle står helt stille, som om de venter på, at noget skal ske. Hver side venter på, at den anden skal foretage sig et eller andet. Aktivisterne venter på oplysninger fra deres venner om, hvordan demonstrationen skal sættes i gang. Den starter som regel, når en eller anden højlydt råber »Allahu Akhbar« (’Allah er stor’), eller »Folket vil vælte regimet« eller »Syrien ønsker frihed« eller »Hafez (far til den nuværende præsident Bashar, red.) – må din sjæl være fordømt«. Det sidste slagord vil med garanti fremprovokere en hårdhændet reaktion fra sikkerhedsstyrkerne.

’Vil aldrig kunne tabe’

Ingen kommer med tilråbet, før forholdene er perfekte. Der skal først komme en melding om, at antallet af potentielle demonstranter er større end antallet af sikkerhedsagenter og infiltratorer, og at flugtvejene er frie. Angsten står malet i flere af aktivisternes ansigter. Aktivisterne siger selv:

»Vi er nået dertil, at vi sagtens kan skelne stikkere og infiltratorer fra de rigtige demonstranter. Det kan vi gøre på folks udseende, blikke og tøj«.

Mens vi går videre op ad ringvejen, hører vi flere, der hvisker »Gud velsigne dig« til os. Der falder ro over mine venner, da dette er den sætning, demonstranterne har aftalt at identificere hinanden med.

Vi passerer forbi en lille restaurant, der tilbyder stegt kylling. Ejeren forvisser sig om, at vi ikke er »sikkerhedsfolk« og fortæller, hvordan flere restauratører i denne gade er gået over til at kalde deres rengøringsmænd for ’Bashar’ som en symbolsk hævnakt mod præsidenten. De ydmyger disse stakler, som bliver dårligt behandlet af både deres arbejdsgivere og af sikkerhedspolitiet.

Efter et stykke tid får vi at vide, at demonstrationen må udskydes, da de rette betingelser ikke er til stede. På det tidspunkt kan vi ikke gå tilbage ad gaden, da dette ville tiltrække opmærksomhed, så vi drejer ind i en anden gade, der fører ind i Midan-distriktet, men her er situationen den samme: Alle venter på alle. I tre timer venter vi, før vi giver op og tager herfra, da der begynder at ankomme flere politibiler og busser.

Vi går tilbage til det ’revolutionære hovedkvarter’, der ligger i en af de lejligheder, som aktivisterne har indrettet som redaktion for det mediearbejde, der skal formidle information om revolutionen.

Fem timer efter, at vi forlod Midan, kommer der et glædeligt budskab til de tilstedeværende aktivister: Det er efter flere timers forsøg omsider lykkedes at afholde en rigtig demonstration. Og kun få deltagere blev anholdt – de fleste slap væk. Blandt alle tilstedeværende er der enighed om, at demonstranter, som er villige til at vente otte timer på at organisere deres demonstration, aldrig vil kunne tabe.

Ernest Khoury er libanesisk journalist ved det libanesiske dagblad al-Akhbar

© Ernest Khoury og InformationOversat af Niels Ivar Larsen