Læsetid: 2 min.

Umuligt retsopgør i Sri Lanka

FN har fordømt uhyrlighederne i de sidste måneder af borgerkrigen i Sri Lanka og opfordret regeringen i Colombo til at undersøge anklagerne om forbrydelser mod menneskeheden. Men et egentligt retsopgør synes umuligt
24. marts 2012

Torsdag vedtog et flertal af FN’s lande at underkende Sri Lankas regerings egen forklaring på, hvad der skete i foråret 2009, hvor det endelige slag mod oprørsgruppen De Tamilske Tigre (LTTE) blev sat ind i det nordøstlige Sri Lanka. FN kræver nu, at Sri Lanka undersøger de mange veldokumenterede anklager om massedrab på civile, tortur og seksuelle overgreb og straffer de skyldige. Men det kan vise sig at blive endog meget vanskeligt, da den siddende regering ledet af Mahinda Rajapaksa var ansvarlig for den militære offensiv.

»Som tingene ser ud nu, er et egentligt retsopgør umuligt,« vurderer Sri Lanka-kender Mikkel Kaagaard:

»Går man efter de menige soldater, vil de åbne munden og sladre om deres overordnede, der igen vil pege videre. Og der er ingen tvivl om, at de, der til sidst vil blive peget på, er hele den srilankanske magtelite, herunder præsident Mahinda Rajapaksa. Det vil de simpelthen ikke risikere.«

Magt over ret

De singalesiske medier i Sri Lanka summede i går af vrede garneret med skadefro over, at det trods alt kun var lykkedes USA, der havde fremsat resolutionsforslaget at samle 24 mod 15 stemmer.

»Et nederlag ligeså godt som en sejr,« kaldte den regeringsvenlige avis Island det snævre flertal.

Men vreden var ikke mindst rettet mod Indien, der til manges overraskelse valgte at stemme for.

»Indien er en taber,« skrev Island, der fik vendt sagen – og verden – således: »Indien fik ikke hevet Sydasien med på sin kurs. Med andre ord vandt Sri Lanka over Indien.«

Men det var dagen derpå i Colombo. Og uanset hvor dygtigt medierne forsøgte at spinne nederlag om til sejr, er det et hårdt slag for regeringen, mener Mikkel Kaagaard:

»Regeringen trives med en vis modvind fra udlandet, fordi den kan bruge sagen til at skabe nationalistisk begejstring og tryne oppositionen ved at sige, at enhver kritik er at gå vestlige interessers ærinde. Men resolutionen er en del mere modvind, end de kunne ønske.«

Pilen peger ...

Men et egentligt retsopgør kommer ikke til at ske i Sri Lanka, så længe Mahinda Rajapaksa er ved magten – resolution eller ej. Under en næsten 30 år lang krig har der kun været en håndfuld tilfælde, hvor soldater er blevet retsforfulgt. Og i næsten alle sagerne er de tiltalte sluppet uden straf.

Det ser bestemt ikke bedre ud i dag. Når man kunne afslutte krigen så effektivt og brutalt, handler det nemlig også om, at dem, der gjorde det beskidte arbejde, gjorde det med udsigten til gode stillinger med sikret immunitet bagefter. Blandt andre generalmajor Shavendra Silva, der er blevet udpeget af sine egne officerer som en af de øverste ansvarlige for krigsforbrydelserne.

Han blev viceambassadør i FN og endte endda i et ekspertpanel, der skulle rådgive FN’s generalsekretær Ban Ki Moon om fredsbevarende aktioner, fortæller Mikkel Kaagaard:

»Det er jo helt absurd, men meget typisk for den type machopolitik, der drives i Sri Lanka.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu