Læsetid: 6 min.

Buddhisme giver kinesere sindsro, men bekymrer Beijing

Mens konflikten mellem tibetanere og det kinesiske styre bliver stadig skarpere, søger flere kinesere mod tibetansk buddhisme for at finde åndelig støtte. Det kan opbygge sympati for den tibetanske sag og modstand mod Beijings Tibet-politik, håber tibetanere
En hankineser beder i det tibetanske Kumbum-kloster i den vestkinesiske Qinghai-provins. Flere og flere kinesere søger mod buddhismen i håb om indre ro - til kommunistpartiets fortrydelse og ængstelse.

En hankineser beder i det tibetanske Kumbum-kloster i den vestkinesiske Qinghai-provins. Flere og flere kinesere søger mod buddhismen i håb om indre ro - til kommunistpartiets fortrydelse og ængstelse.

Martin Gøttske

19. april 2012

Sun Wei skiller sig markant ud fra mængden af bedende på pilgrimsstien. Foran og bag hende står folk klædt i traditionelle klædedragter: Mænd i fåreskindsjakker, høje læderstøvler og filthatte og kvinder med langt flettet hår og forede silkejakker, der når ned til anklerne. Alle er vejrbidte tibetanere. Selv er Sun Wei hankineser og klædt i storbyens middelklasses foretrukne uniform for friluftsliv: fleecesweater, Gore-Tex vandrestøvler og vildmarksbukser.

Det eneste, hun tilsyneladende har tilfælles med tibetanerne omkring hende, er religionen – og så også knæbeskytterne, der tager de værste stød, når hun kaster sig ned på knæene, lægger sig på maven og strækker armene ud foran sig. Bevægelser hun gentager igen og igen, mens hun langsomt og messende bevæger sig fremad på stien, som omkranser det tibetanske Kumbum-kloster i den vestkinesiske Qinghai-provins.

Sun Wei beskriver sig selv som ’en flygtning’ fra det kinesiske samfund. »Kinas økonomiske udvikling har gjort os velstående, men jeg fandt ud af, at penge ikke kan løse vores åndelige behov,« siger den 31-årige om grunden til, hun er her. »Tibetanerne har Buddha i deres hjerter, men vi hankinesere har ingen religion og ingen værdier. Vi beskæftiger os kun med det materielle.«

Sun Wei er del af den generation af kinesere, der kun har oplevet økonomiske opgangstider og er vokset op med forestillingen om, at det er glorværdigt at blive rig. Hun gik på universitetet i Shanghai og fik sig et godt og velbetalt job. Men det var ikke nok. »Jeg havde brug for at finde en indre ro, der kunne gøre mig i stand til at finde balance og være bedre til at håndtere, hvor hurtigt verden forandrer sig,« forklarer hun.

Efter en turisttur til Tibet for et par år siden blev hun inspireret, og besluttede sig for at give sig selv et pusterum fra livet i Shanghai. I snart fire måneder har hun nu opholdt sig i tibetanske områder og bruger sin tid på meditation, bøn og studier af buddhistiske skrifter.

Trend skaber sympati

Sun Wei er én blandt en voksende skare af hankinesere, Kinas dominerende befolkningsgruppe, som søger mod tibetansk buddhisme. Mange af dem kommer fra de rigere storbyer i Østkina og er oftest en del af de kreative klasser. For mange er Tibet og tibetansk buddhisme simpelthen gået hen og blevet trendy, siger Sun Wei.

Men det er en udvikling, det kinesiske kommunistiske styre ikke lader til at være begejstret for. Ifølge en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium fra sidste efterår, forhindrer myndighederne ofte hankinesere i at studere tibetansk buddhisme i tibetanske områder i længere perioder.

»Den kinesiske regering er nervøs for, det kan skabe større sympati for den tibetanske sag blandt kineserne,« siger Dukthen Kyi fra Tibetan Center for Human Rights and Democracy, som har base i Dharamsala i Indien.

Generelt er der i den kinesiske befolkning ikke megen forståelse for tibetanske protester over kulturel og religiøs undertrykkelse. Tibetanere beskrives ofte som utaknemmelige, da de ikke sætter pris på, at Kina i 1950 befriede tibetanerne fra et undertrykkende feudalt samfund og siden har tilvejebragt stor økonomisk vækst i Tibet.

Men Dalai Lama, tibetanernes åndelige leder, der flygtede fra Tibet i 1959 efter en mislykket opstand mod det kinesiske styre, har længe givet udtryk for, at det lille, men voksende antal af hankinesere, som viser interesse for tibetansk buddhisme, i sidste ende kan danne grobund for et pres mod Beijing for at føre en mere lempelig politik over for det tibetanske mindretal. I et interview med det amerikanske magasin The New Yorker har han sagt, at det er umuligt for kinesiske troende at adskille religion fra politik: »Hvis du beder, så er du faktisk allerede involveret!« sagde Dalai Lama, som tidligere i år underviste op mod 1.000 hankinesere i tibetansk buddhisme i det nordlige Indien.

Tibetanske protester

Inden for det sidste år har over 30 tibetanere sat ild til sig selv i protest mod det kinesiske styre. I begyndelsen var det hovedsageligt buddhistiske munke og nonner, som hældte benzin over sig selv og i nogle tilfælde også drak det for at maksimere branden. Det er en af de største bølger af politiske selvafbrændinger i historien.

Men det har ikke umiddelbart ført til resultater. Forhandlinger mellem den kinesiske regering og den tibetanske eksilregering har inden for de sidste år ikke rykket sig ud af stedet. Dalai Lama har lagt skylden for selvafbrændingerne på den kinesiske regerings »forkerte politik, brutale politik og ulogiske politik«. Samtidig anklager Beijing ’Dalai Lama-kliken’ for terrorlignende handlinger ved at ophidse til oprør. I Beijings øjne er Dalai Lama en »ulv i fåreklæder« og en farlig separatist, som repræsenterer en trussel mod styrets autoritet, da han stadig nyder stor støtte blandt tibetanere.

Thubten Samphel, der leder Tibet Policy Institute, en tænketank under den tibetanske eksilregering i Dharamsala, mener, at kinesisk censur af medierne gør, at størstedelen af hankineserne »ikke kender til den reelle situation i de tibetanske områder«. Mange kinesere kendte slet ikke til selvafbrændingerne, før premierminister Wen Jiabao i sidste måned ved en pressekonference, som blev sendt direkte på kinesisk stats-tv, af udenlandske journalister blev spurgt om netop det emne.

»Helt ærligt, så vidste jeg intet om de tibetanske selvafbrændinger før denne pressekonference. Handler det her om, at de føler, deres religiøse tro er blevet krænket?« skrev en kinesisk blogger.

Kan forbedre relationer

Dukthen Kyi håber, at den stigende flok af troende kinesere vil føre til større viden om tibetanernes forhold – og dermed større forståelse.

»Regeringen i Beijing forsøger at undertrykke den tibetanske bevægelse og også kinesernes viden om forholdene i Tibet,« siger hun. »Hvis der kommer større kontakt mellem tibetanere og kinesere, så vil kineserne også begynde at kende til realiteterne, og det kan have en positiv effekt. De kan begynde at kritisere deres egen regerings opførsel.«

Og, siger Thubten Samphel: »Kinesernes større interesse for tibetansk buddhisme vil uden tvivl forbedre relationerne mellem kinesere og tibetanere som mennesker. Det vil føre til, at kinesere sætter større pris på tibetansk kultur, og de vil anse det for vigtigt at værne om den kultur.«

For hankineseren Zhu Qiongmin har det netop haft den effekt.

»Inden jeg første gang opholdt mig i længere tid i tibetanske områder, mente jeg, som de fleste hankinesere, at tibetanerne burde være tilfredse på grund af den store økonomiske fremgang,« siger han. »Men efter jeg begyndte mine studier af tibetansk buddhisme, forstår jeg, at tibetanernes forhold er ringe. Det er forfærdeligt at tænke på, at så mange sætter ild til dem selv, fordi de er så utilfredse over vores regering. Desværre betragter mange af mine gamle kinesiske venner det synspunkt for noget nær forræderisk.«

Ingen ændring i politik

Thubten Samphel advarer dog mod at nære for store forhåbninger til, at hankinesernes fascination af tibetansk buddhisme kan være med til at bløde op for Beijings hårdhændede fremfærd i de tibetanske områder.

»Der er ingen tegn på, at regeringen i Beijing er interesseret i at ændre taktik i Tibet,« siger han. »Og vi skal huske på, at en stor del af hankineserne ser deres interesse i tibetansk buddhisme som apolitisk. De tager ikke et aktivt valg om at promovere tibetanernes sag.«

I et forsøg på at understrege, at deres tro på tibetansk buddhisme ikke er lig med interesse for den tibetanske sag, går flere hankinesere så langt som til at påstå, at de aldrig har hørt om Dalai Lama, deres trosretnings åndelige overhoved. En af dem er 28- årige Xiao Miyun, der arbejder for et medie- og kommunikationsfirma i Beijing. Hun har bekendt sig til tibetansk buddhisme i fire år og siger, det har gjort hende »mere intelligent, godhjertet og tolerant«.

Men om Dalai Lama siger hun: »Jeg ved slet ikke, hvem den person er. Jeg studerer tibetansk buddhisme, ikke en konkret person.«

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

'Hun har bekendt sig til tibetansk buddhisme i fire år og siger, det har gjort hende »mere intelligent, godhjertet og tolerant«.'

Her er hun nok helt på linje med Christian Stadil. Ingen sammenligning i øvrigt.

" Men om Dalai Lama siger hun: »Jeg ved slet ikke, hvem den person er. Jeg studerer tibetansk buddhisme, ikke en konkret person.«. "

Hvilket vel svarer til en dansker, der ikke " kender" Helle Thorning Scmidt f.eks. ? Og ved nærmere eftertanke, gør jeg det da heller ikke..

Michael Kongstad Nielsen

Betegnelsen en hankineser er vist noget poppet, vestligt sludder. Det svarer til at kalde en dansker for en EU-europæer, en samlebetegnelse for mennesker så forskellige som kretensere, maltesere, catalanere, walisere eller samer. Kina har masser af etniske mindretal og sprog, så der er ikke tale om en stor homogen "han"-gruppe over de stakkels tibetanere.

Han forbindes med et kejserdynasti omkring år 400 evt., der var succesrigt på mange måder, og kunne holde mongoler og hunner og andre angribende folk ude. Men det har ingen nutidig relevans. Mandarinsproget samler meget mere, det kan tales af alle, hvilket giver stor sammenhængskraft. Buddhismen og andre religioner vil altid have tilhængere, men større betydning har nok stadig konfucianismen.

Martin Gøttske

Michael Kongstad Nielsen,

Nej, betegnelsen en hankineser er ikke noget poppet, vestligt sludder. Over 90 procent af den kinesiske befolkning tilhoerer denne etniske gruppe (resten af befolkningen tilhoerer et af de 55 nationale mindretal). Det er en betegnelse, som kineserne bruger selv – saa hvis det er noget sludder, saa er det i hvert fald kinesernes egen sludder - og ikke Vestens. Paa alle kinesiske id-kort staar der i oevrigt, hvilken etnisk gruppe folk hoerer til.

Du har da ret: der kan vaere store forskelle mellem hankinesere i feks den nordlige eller sydlige del af landet - men lige meget hvilken del af landet de kommer fra, saa foeler de alle et tilhoersforhold til den samme etniske gruppe. Og forskellene hankineserne imellem er betydeligt mindre end dem mellem feks hankinesere og tibetanere.

Martin

Martin Gøttske

Hej igen Michael

Det er heller ikke rigtigt, at Mandarinkinesisk kan "tales af alle". Jo, stoerstedelen af kineserne kan, men mange minoritetsmedlemmer kan ikke. Ogsaa mange hankinesere, specielt i det sydoestlige Kina, kan heller ikke.

Der kan i oevrigt vaere saa stor forskel paa udtalen af mandarin fra egn til egn, at folk fra f.eks. Beijing kan have meget svaert ved at forstaa folk fra Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina.

Og saa bare for en god ordens skyld: Han-dynastiet var ikke "omkring aar 400 evt" - men derimod fra aar 206 fvt. til 220 evt.

Vedroerende din pointe om konfucianismen, saa se her: http://www.information.dk/297688

Det kunne blive Tibets redning, at Hankinsere ser værdien af tibetansk buddhisme. Guderne må vide, at kineserne mangler ånd !!

Anders H. Andersen

@Martin
"Han" er ganske rigtigt en indfødt kategori i dag, men begrebets nuværende betydning stammer fra grundlæggelsen af den moderne kinesiske nationalisme fra slutningen af det 19. århundrede, som forsøgte af omdefinere qingimperiet til en nationalstat. I virkeligheden er "han" en betegnelse for den (tidligere) kinesiske nation, dvs. i de 18 oprindelige provinser, men er af de kinesiske nationalister blevet gjort til en etnisk betegnelse for på den måde at kunne påstå, at alle andre etniske grupper i det moderne PRC også er "kinesere". "Han" dækker faktisk over alt andet end en etnisk gruppe, nemlig en befolkning, der taler forskellige sprog og har forskellig kultur. Hvorfor ikke blot kalde gruppen for "kinesere"? Det giver et mere retvisende historisk perspektiv, som undgår den moderne kinesiske nationalismes kolonialistiske aspekter.

Martin Gøttske

Hej Anders

Jo, du har en god pointe - normalt vil jeg ogsaa blot kalde hankinesere for kinesere, dog ikke naar det er vigtigt at understrege etnicitet - og det mener jeg det er i sammenhaeng med denne artikel, som jo handler om minoritetsspoergsmaal og desuden om en interesse blandt en specifik gruppes medlemmer (hankineserne) for en anden gruppes religion (tibetanernes). Medlemmer af begge etniske grupper er jo i realiteten kinesere (om ikke andet saa af statsborgerskab). Saa hvis man blot kalder hankinesere for kinesere i denne kontekst, saa er det jo ikke helt praecist.

Michael Kongstad Nielsen

Mange tak til Martin Gøttske og Anders H. Andersen for jeres indlæg. Det er altid rart at blive korrigeret af vidende folk, det er også godt for debatten.

Vi kan ligeså godt begynde at lære Kina bedre at kende, og jeg må indrømme, jeg havde kun hørt "han" blive brugt om det gamle kejserdynasti, men nu forstår jeg bedre. Men der er altså forskel på hankinesere, hvilket også ville være underligt andet i et så enormt land.Til anskuelse ligeså stort som Europa inkl. Rusland regnet til Ural.

Variationerne og de regionale forskelle i befolkningen hører vel med i et nuanceret billede af det moderne Kina, der måske nogen gange gøres mere ensartet og homogent end hvad godt er. Men der sker altså noget i Kina på alle fronter, jf. også artiklerne om det lokale oprør i Wukan:
http://www.information.dk/291621

Tak også for henvisningen til artiklen vedr. konfucianismen.

Anders H. Andersen

Martin, langt de fleste af de tibetanere jeg har talt med i Tibet vil nu ikke bryde sig om at blive refereret til som kinesiske statsborgere, selvom din distinktion er praktisk. Rent teknisk er de jo kun kinesiske statsborgere, hvis man anerkender lovligheden af indlemmelsen af Tibet i Kina. Det samme gælder betegnelserne "minoritet" og "etnisk mindretal". FN har anerkendt tibetanerne som et folk.
Men du skal have tak for en fin artikel.