Nyhed
Læsetid: 4 min.

Fransk valgkamp har genåbnet debat om centralbanks rolle

Både de to ledende franske præsidentkandidater, IMF og USA opfordrer EU til at debattere, om den Europæiske Centralbank (ECB) kan gøre mere for stabiliteten i eurozonen.
Præsidenten for ECB Mario Draghi afviste under weekendens møde i IMF i Washington, at banken bør gøre mere for at støtte væksten med pengepolitikker, som blandt andet IMF ellers har opfordret til.

Præsidenten for ECB Mario Draghi afviste under weekendens møde i IMF i Washington, at banken bør gøre mere for at støtte væksten med pengepolitikker, som blandt andet IMF ellers har opfordret til.

Kai Pfaffenbach

Udland
24. april 2012

Debatten om den Europæiske Centralbanks (ECB) rolle – og hvorvidt den bør udvides – er igen på dagsordenen, efter at begge de to førende franske præsidentkandidater, Nicolas Sarkozy og Francois Hollande, Den Internationale Valutafond (IMF) og den amerikanske finansminister, Timothy Geithner, inden for den seneste uge har opfordret banken til at gøre mere for at løse eurozonens vækstproblemer. Debatten har været så godt som forsvundet fra dagsordenen i månedsvis, efter at Sarkozy indgik en pagt med den tyske kansler, Angela Merkel, i november om ikke at udstille de to landes uenighed om ECB’s rolle.

Hårdt presset op til denne weekends første valgrunde i det franske præsidentvalg, kunne Sarkozy imidlertid ikke længere holde sit løfte, og i et forsøg på at kapre vælgere fra sin modstander krævede han en debat om, hvorvidt centralbanken kan og skal gøre mere for at stimulere væksten i Europa.

»Det er uacceptabelt, at ECB ikke deltager i at støtte væksten, som alle centralbanker i verden gør,« sagde Sarkozy som reaktion på Hollandes valgløfte om at udvide den Europæiske Centralbanks mandat til også at fremme vækst og beskæftigelse foruden at sikre prisstabilitet.

Samme opfordring lød fra Timothy Geithner på weekendens møde i IMF – der så fondens krisekasse næsten fordoblet med ekstra 430 mia. dollar – som opfordrede eurozoneregeringerne til »sammen med den Europæiske Centralbank at (…) støtte lande, mens de implementerer reformer«.

»Eurozonen er endt i en ond cirkel, hvor frygt for bankerot driver låneomkostningerne op i betalingsdygtige lande, hvilket fører til en forværring af deres gældssituation og dermed puster til frygten for bankerot. Det, de udenforstående siger, er, at ECB bliver nødt til at sætte en stopper for den mekanisme,« siger Simon Tilford, chefanalytiker i tænketanken Centre for European Reform i London, til Information.

»De vil have dem til at købe gæld (fra pressede lande som Spanien og Italien, red.) for at demonstrere, at de ikke vil tillade, at låneomkostningerne kommer ud af kontrol.«

Han påpeger – som Sarkozy – at det i virkeligheden er et brud med traditionen, når den Europæiske Centralbank ikke har lov til at støtte eurozonens medlemmer, hvis de kommer i problemer.

»Det, de amerikanske og japanske centralbanker og andre har gjort, er at sprøjte penge ind i de finansielle markeder. De har trykt penge til at købe regeringsgæld. Den amerikanske centralbank er en aktivistisk bank, der træder ind og sikrer, at regeringens gæld forbliver på et bæredygtigt niveau,« forklarer Tilford, der har skrevet udførligt om netop ECB og eurozonen.

Mandatet strammer

Årsagen til at den Amerikanske Centralbank har kunnet gøre dette er imidlertid, at den har et dobbelt mandat: at sikre væksten og at holde inflationen i skak.

»ECB skal kun begrænse inflationen, og det er en fundamental forskel,« siger Tilford, der mener, at ECB’s begrænsede mandat har haft en katastrofal betydning for Europa.

»Det har betydet, at en krise, der kunne være blevet inddæmmet, er kommet ud af kontrol. Den berører ikke længere kun de perifere lande, men også lande som Spanien og Italien, og det er slet ikke umuligt, at Frankrig også vil blive trukket ind i den,« siger han.

IMF kom i sidste uge i sin World Economic Overview 2012 med en lignende analyse.

»ECB havde eksplicit ikke fået lov til at være bagstopper, men ikke desto mindre opererede markederne ud fra den antagelse, at myndighederne – regeringer og centralbanker – ville stå parate med et sikkerhedsnet, hvis tingene gik galt (…). Under disse omstændigheder fungerede markederne ikke ordentligt: Stater og kreditrisici blev undervurderet og fejlprissat, hvilket resulterede i store afvigelser (…) mellem landene,« skriver bankens økonomer om tiden forud for krisen.

Trods ECB’s afgrænsede mandat opfordrede IMF derfor banken til rent faktisk at »støtte væksten med pengepolitikker« samt fortsætte med at pumpe billige lån ud i systemet for at støtte bankerne.

ECB har gjort nok

WIMF roste ECB for reelt at have »forhindret en likviditetsdrevet krise« ved at have tilbudt to runder af billige treårige lån i december og februar.

Under weekendens møde i IMF i Washington afviste ECB-præsident Mario Draghi imidlertid, at banken bør gøre mere, med henvisning til at banken allerede har gjort nok, og at strukturelle problemer ikke kan løses med pengepolitiske instrumenter.

Ifølge Megan Greene fra forskningsinstituttet Roubini Global Economics står ECB fast for at »opretholde presset på regeringerne for at foretage de nødvendige tilpasninger«.

»Hvis der kom et pres for at rykke, ville ECB træde til, men ind til videre fastholder de linjen,« siger hun til Bloomberg.

Tilford påpeger da også, at banken trods sin modstand reelt er mere fleksibel, men han peger på, at banken vil være tvunget til teste sit mandat, hvis den skal gøre meget mere, end den gør i dag.

En mandatændring er urealistisk lige nu på grund af tysk modstand, siger han, men nye toner fra bl.a. Frankrig betyder, at Tyskland står stadig mere isoleret med sin modstand mod at lade ECB få en mere central rolle.

»Italien og Spanien bliver stadig mere frustrerede over, at de gør alt, hvad de kan, men ikke får noget igen fra ECB,« påpeger han.

I november, hvor presset på Spanien og Italien sidst var højt, sagde både den hollandske og den finske finansminister, at de ikke længere er modstandere at ideen om at gøre ECB til bagstopper for kriseramte lande.

»Hvis alt andet slår fejl, så må vi genoverveje ECB’s rolle,« sagde den finske finansminister Jutta Urpilainen ifølge Financial Times.

Imidlertid bliver det sværere og sværere for tyskerne at ændre holdning, fordi »jo længere, de venter, jo dyrere bliver det, og jo større er sandsynligheden for, at de må acceptere en reel overførselsunion«.

»Fra det udgangspunkt, vi har nu vil alt være svært. Der er ikke længere nogen medicin mod krisen. Det, der er behov for, er politisk integration, som ingen lande har mandat til. Det var, hvad politikerne sagde ja til, da de skabte eurozonen, men som de aldrig var åbne og ærlige omkring,« mener han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Sønderkøge

Det er jo cirklens kvadratur sagen drejer sig om. Vækst forudsætter at en person efterspørger mere end han producerer.

Derfor er vækst tæt forbundet med børnefamilier og gældsætning.

Desværre har vi mest brugt gældsætning som erstatning for vækst. Og det er det man nu vil have mere af.

Må jeg bede om en Panodil!

Niklas Monrad

Det har jo vist sig at øget vækst i det offentlige forbrug er glimrende til at stimulere øget gældssætning, både hos private og i det offentlige...

Niklas Monrad

Det de franske præsidentkandidater jo i virkeligheden ønsker er, at ECB skal hjælpe Frankrig med at finansiere deres budgetunderskud til lave renter, fordi andre ikke vil, og fordi det er lettere end at gennemføre upopulære strukturforandringer i samfundet.

@Claus Sønderkøge:

Danmark kan sagtens nå at starte vækst for penge lånt på det private marked til en fornuftig rente.

Den mulighed har de sydeuropæiske lande bare ikke.

Problemet for de lande som er på r.. er jo at de brugte pengene i de gode tider, og nu har der hverken konjunkturer, penge eller vækst.

Hvis tyskerne redder deres røv, er det eneste sikre, at de aldrig vil ændre adfærd.

Tyskerne har stadig i smertelig erindring hvad der skete for dem i tyverne, da de gav sig til at trykke penge for at eksportere deres arbejdsløshed.

Problemet for tyskerne er naturligvis, at hvis fx. Spanien går ned, så går de tyske banker med ned.

Pudsigt nok sidder jeg og nyder det gode vejr med denne bog:
http://www.amazon.com/Currency-Wars-Making-Global-Portfolio/dp/1591844495

Forfatterens konklusion er at US-FED prøver at få EURO-zonen til at vækste US ud af deres truende inflationsnedsmeltning ved hjælp af en såkaldt "quantitative easing".

http://abcnews.go.com/Business/james-rickards-sees-currency-wars-destroy...

James Rickards er en spøjs fætter, men meget inspirerende.

John Fredsted

Det eneste positive ved den historie er, at ECB netop ikke vil gøre mere. Hvis den først begynder på det trykken-penge-ud-af-den-blå-luft-cirkus, som The Fed i USA længe har excelleret i, så vil euroen med sikkerhed kollapse indenfor den allernærmeste fremtid. Dollaren er formodentlig allerede dødsdømt som følge af netop en sådan politik - den vil formodentligt kollapse indenfor dette årti. Så derfor bare denne besked til den amerikanske finansminister, Timothy Geithner: Hold din kæft!

Claus Sønderkøge

Maltzon det er noget evindeligt vrøvl at tyskerne har andet forhold til hyperinflation end andre. Den slags er ødelæggende overalt, og alle frygter det.

Ja Danmark kan låne men af hvem? Vi kan låne af de fattige lande fordi deres diktatorer ikke bekymrer sig herom. Skal rige danskere virkelig låne af fattige afrikanere?

Norge og Luxembourg har jo sagt at de ikke låner ud til den slags formål, så der er ikke andre end diktaturstater at låne af.