Læsetid: 8 min.

Efter den græske tragedie: Den spanske syge

Trods den konservative regerings hårde nedskærings- programmer er Spanien på vej mod en kriseforværring, der kalder på internationale redningspakker. Økonomer frygter, at hestekuren blot vil gøre ondt værre, og at et øjebliks finansiel ro i EU snart vil afløses af ny panik
Vicente Torres (tv.) på 73 fra Madrid  ligger alvorligt syg med dårligt hjerte i sin seng, men han står over for at blive sat på gaden, da han ikke kan betale huslejen. Hans barnebarn Jonathan Torres (th.) og svigerinden Maria Mostajo græder opgivende over den desperate situation.

Vicente Torres (tv.) på 73 fra Madrid ligger alvorligt syg med dårligt hjerte i sin seng, men han står over for at blive sat på gaden, da han ikke kan betale huslejen. Hans barnebarn Jonathan Torres (th.) og svigerinden Maria Mostajo græder opgivende over den desperate situation.

Pedro Armestre

25. april 2012

Hvor alle for et halvt år siden talte med dystre miner om Grækenland, er Spanien nu på alles læber i den internationale finansverden. Arbejdsløsheden vokser til skræmmende niveauer, gælden eskalerer, BNP skrumper, og det går langsomt med at reducere budgetunderskuddet.

Stadig flere forudser Spanien som det næste EU-land, der skal have krisehjælp fra den Europæiske Stabilitetsfond, EFSF.

»Vi er tilbage i fuld krisetilstand. Det ser mere og mere ud til, at Spanien bliver nødt til at få en eller anden form for økonomisk redningspakke,« sagde forleden Lyn Graham-Taylor, finansiel strateg ved Rabobank, til Der Spiegel.

»Spanien vil sandsynligvis blive presset ind i en eller anden form for trojka-program i 2012,« siger tilsvarende analytikere fra finansgiganten Citigroup med henvisning til trojkaen af EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), der i fællesskab står for redningspakkerne.

Ifølge Banco de España, den spanske centralbank, har Spanien i dag en samlet offentlig gæld på 932 mia. euro, hvilket er i samme størrelsesorden som Grækenland, Portugal og Irland tilsammen.

Det gør en spansk gældskrise til et potentielt meget alvorligere problem for EU’s stabilitet end krisen i de tre mindre økonomier. Spanien er EU’s femtestørste økonomi, og hidtil har det beroliget, at nationens gæld som pct. af BNP var beherskede 60 pct., hvor de tre øvrige lande lå omkring 100 pct. eller – for Grækenland – langt derover.

Men Spaniens gæld vokser, mens BNP skrumper, og medtager man regional gæld, gæld i statslige virksomheder m.m., så får man en mere korrekt opgørelse end EU’s og lander på en aktuel gældsbyrde på næsten 90 pct. af BNP. Det er det tipping point over hvilket, gælden ifølge fagfolk let løber løbsk. Den amerikanske investeringsfund Carmel Asset Management, der handler spanske værdipapirer, vurderer, at gælden næste år kommer tæt på 110 pct.

Damokles-sværdet

Mest truende lige nu er imidlertid den spanske bankkrise.

»Et Damokles-sværd over den offentlige sektor,« som analytikerne Cinzia Alcidi og Daniel Gros, Center for European Policy Studies, skriver i en aktuel analyse.

Og forklaringen er den sædvanlige: En boligboble i årene omkring 2000, hvor de spanske ejendomspriser fordobledes, og bankerne generøst finansierede køb og nybyggeri ved selv at optage udenlandske lån, især i tyske banker. Det blomstrende bygge- og ejendomsmarked gav øget beskæftigelse – hvert ottende job i Spanien var i byggesektoren – og øgede indtægter, som kom de offentlige kasser til gode og fristede til at skrue de offentlige udgifter stærkt i vejret. På papiret var den spanske økonomi i vækst og kernesund.

Men byggeriet var for vildt – der opførtes lige så mange ny boliger, som der fødtes nye medborgere – og da bankernes kilde til udenlandsk lånekapital tørrede ud med boligboblens bristen i USA, Lehman Brothers-krakket og finanskrisen fra 2007-08, begyndte nedturen: Ejendomspriserne faldt, byggeriet gik i stå, arbejdsløsheden voksede, de offentlige underskud og gælden eskalerede, og mange banker stod uden nødvendig kapitaltilførsel og med masser af dårlige lån. En statslig redningsindsats i form af milliarder af euro til syge banker forvandlede privatsektorgæld til offentlig gæld – uden at det var nok til at sikre sunde banker.

Den spanske centralbank har netop opgjort de dårlige lån i den spanske banksektor til 143,8 mia. euro, svarende til godt otte pct. af den samlede udlånsmasse – det højeste niveau i 18 år og så højt, at ikke mange andre banker i Europa tør låne de spanske banker noget.

Da ECB for nylig stillede 1.000 mia. euro til rådighed som nye kriselån for private EU-banker til en rente på blot én pct., var de spanske banker derfor blandt de ivrigste låntagere. I marts lånte de således 315 mia. euro fra ECB, det dobbelte af måneden før og hidtidig rekord. Pengene angives imidlertid allerede at være brugt, og en række finansanalytikere vurderer, at ny hjælp til bankerne snart er nødvendig.

Det er dette, der i disse dage nærer frygten for, at Spanien må henvende sig til den Europæiske Finansielle Stabiliseringsfond (EFSF) og bede om en redningspakke, der kan bruges til at polstre de syge banker.

»De vil blive afhængige af penge fra EFSF for at kunne rekapitalisere banksektoren,« siger f.eks. Carsten Brzeski, seniorøkonom i finansinstitutionen ING i Bruxelles, til The Guardian.

Carmel Asset Management opgør de spanske bankers behov for kapitaltilførsel til 200 mia. euro, næsten 20 pct. af BNP.

Spaniens konservative premierminister, Mariano Rajoy, der bl.a. har til opgave at tale finansmarkederne til ro, fastholder, at en redningspakke ikke bliver nødvendig. Og både formanden for eurozonens finansministre, Jean-Claude Juncker, og IMF’s direktør, Christine Lagarde, afviste i sidste uge tilsvarende, at en hjælpepakke er oppe over.

Kreditvurderingsbureauet Moody’s varsler en ny vurdering af de spanske bankers kreditværdighed i begyndelsen af maj, og hvis den indebærer en nedjustering, kan det være begivenheden, der udløser investorflugt og tvinger redningsaktionen i gang.

Skære ned og vokse

Parallelt med bestræbelserne på at holde banksektoren oven vande kæmper den spanske regering med den tilsyneladende Sisyfos-opgave at bringe den offentlige gæld og underskuddet ned via dramatiske spareprogrammer, samtidig med at væksten skal bringes op for ikke mindst at gøre noget ved den katastrofalt høje og socialt destabiliserende arbejdsløshed. Fra 11,3 pct. i 2008 er arbejdsløsheden nu oppe på 24 pct. – mere end det dobbelte af EU-gennemsnittet – med 50 pct. arbejdsløse blandt Spaniens unge under 25 år.

Den seneste økonomisk bulletin fra Banco de España rummer ikke megen opmuntring:

»I første halvdel af 2011 fortsatte den langsomme genrejsning af den spanske økonomi, som var indledt året før. Genrejsningen gik imidlertid i stå fra sommermånederne, hvor aktiviteten stagnerede, og efterfølgende gik den i bakgear med et BNP, der i årets fjerde kvartal faldt på ny.«

Mandag meldtes om et fald for andet kvartal i træk og dermed officiel recession i Spanien. For hele 2012 forudser centralbanken et fald i BNP på 1,5 pct., mens IMF taler om minus på 1,8 pct. Den konservative regering annoncerede i marts et historisk spareprogram med nedskæringer i centraladministrationen, fastfrysninger af offentligt ansattes lønninger og skattestigninger til en sammenlagt værdi af 27 mia. euro – 200 mia. kroner.

Det bebudes nu suppleret med ekstra besparelser på syv mia. euro i sundhedssektoren og tre mia. i uddannelsessektoren. Hvad budgetvogterne i ECB, IMF og andre steder nu kalder på, er ’arbejdsmarkedsreformer’ – læs: lønnedgang.

Det hele lugter af noget, der kan forstærke den sociale uro, men er samtidig vilkåret for blot at komme i nærheden af den dikterede budgetdisciplin i euro-zonen. Adspurgt om Spanien sagde IMF-chef Christine Lagarde for nylig til det franske online-medie ParisTech Review:

»Nogle lande er nødt til at være meget, meget brutale for at bringe deres underskud ned og bringe fornuft i de offentlige finanser.«

Eurozonens konvergenskriterium for størrelsen af det offentlige budgetunderskud er tre pct. af BNP. Spanien skulle i løbet af 2011 have bragt sit alt for høje underskud ned fra 9,3 til seks pct. af BNP for at kunne bevare kreditværdighed på lånemarkederne, men landede på 8,5 pct. Det med Bruxelles aftalte 2012-mål på 4,4 pct. er på forhånd opgivet og erstattet af en ambition om blot at begrænse underskuddet til 5,3 pct.

Om det lykkes, afhænger ikke blot af, om folket og de mere eller mindre egenrådige regioner vil acceptere de voldsomme spareprogrammer. Det afhænger også af, om Spanien kan fortsætte den nødvendige fornyelse af sine lån til renter, der ikke får gældsfælden til at klappe. Ved det seneste salg forleden af 10-årige spanske statsobligationer endte markedets långivere med at forlange en risikopræmie i form af en rente på næsten seks pct. Det er lige omkring smertepunktet, hvor det for en nation uden vækst bliver umuligt at holde gældsspiralen i ave.

Wolfgang Münchau, redaktør på Financial Times, skriver i en kommentar, at markedets spirende panik omkring spansk økonomi ikke skyldes tvivl om, hvorvidt regeringen formår at bringe underskuddet ned, men ironisk nok frygten for, at det faktisk vil lykkes.

Faren ved succes

»De investorer, jeg kender,« noterer Münchau, »er bekymrede for, at nedskæringerne ødelægger Spaniens økonomi og dermed enten driver Spanien ud af euroen eller i armene på den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM)«, det vil sige den kommende afløser for EFSF.

Redaktøren henviser til spanske økonomberegninger, der siger, at forudsætningen for at bringe underskuddet ned til 5,3 pct. af BNP, er nedskæringer på 53-64 mia. euro, det vil sige markant mere, end det regeringen fremlagde.

»Det er ikke bare dårlig økonomi. Det er fysisk umuligt. Så enten vil Spanien ikke indfri målet, eller også må den spanske regering fyre så mange sygeplejersker og lærere, at konsekvensen bliver politisk revolte,« mener Münchau.

Professor i økonomi ved University of Pennsylvania Franklin Allen har en lignende vurdering.

»Det er en ond cirkel,« skriver han på universitetets hjemmeside.

»Alle de budgetreducerende nedskæringer bremser mange europæiske økonomier så meget, at investorerne bliver i tvivl om, hvorvidt lande som Spanien vil have tilstrækkelige indtægter til at leve op til deres forpligtelser med hensyn til at indfri deres obligationsgæld. Det har den perverse virkning at reducere værdien af de beholdninger af statsobligationer, som bankerne ligger inde med, hvilket svækker bankerne og deres evne til at yde lån til erhvervslivet – hvilket yderligere undergraver økonomien og sætter fart på den nedadgående spiral.«

Det lød ellers lige på analytikerne hos Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank og i de internationale finansinstitutioner, som om Europa kunne være på vej til at slæbe sig op af sit mørke hul og ud af krisen.

Men nu har den spanske krise bragt det hele tilbage. For Spanien er en stor økonomi, og hvis den fejler, vil det på ny erodere markedets tillid til eurozonen og trække Europa med ned med afsmittende virkning på den globale økonomi.

»Verdensøkonomien har gennem de seneste seks måneder befundet sig på, hvad der bedst kan beskrives som en rutsjebane,« sagde chefen for IMF’s forskningsafdeling, Olivier Blanchard, forleden på et pressemøde. Han henviste til EU’s krise i efteråret og de efterfølgende initiativer med finanspagt og nye regeringer i Italien og Spanien.

»Tingene er faldet noget ned siden da, men der hersker til stadighed en bekymrende stilhed. Man har følelsen af, at tingene hvert øjeblik meget vel kan blive rigtig grimme igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

For ti år siden var det mest latterlige man kunne forestille sig marxister, som fastholdt at kapitalismens kriser er og bliver uløselige. Men vi skal ikke lave revolution for at hamle op med klimakatastrofen - fastholder man mens man fabler om et kapitalistisk vækstsamfund på vedvarende energi og steroider. Forstå det hvem der kan.

John Fredsted

"Den spanske centralbank har netop opgjort de dårlige lån i den spanske banksektor til 143,8 mia. euro, svarende til godt otte pct. af den samlede udlånsmasse ..." [min kursivering].

Det overrasker mig egentlig, at der ikke er tale om mere end otte procent. Og dernæst, at disse otte procent af udlånsmassen skal have lov til at ødelægge et helt land. Jeg er sikkert bundnaiv, når jeg spørger: Hvorfor helvede kan man ikke snart finde måder, hvorpå man kan ramme dem, og kun dem, der reelt har deltaget i boligfesten? At fortsætte med hjælpepakke på hjælpepakke og lån på lån, der tilvejebringes ved at trykke penge ud af den blå luft, og dermed spille russisk roulette med vores allesammens økonomiske fremtid, fører intet godt med sig - jo, bevares, for de hyæner og gribbe iblandt os, der ved, hvordan man tjener penge i en krise.

Aksel Gasbjerg

ECB har det sidste halve år trykket 1000 mia. euro og ladet bankerne låne pengene til en særdeles gunstig rente på kun een procent. Bankerne udlåner naturligvis pengene eller investerer i obligationer til betydeligt højere rente.

Denne pengepolitik fra ECB's side er en slet skjult subsidiering af de selv samme banker, der i vid udstrækning var skyld i krisen via deres spekulative udlån.

De spanske banker (og for så vidt alle Europas banker) har altså som belønning for at køre økonomierne i sænk fået både i pose og sæk: Staterne (skatteborgerne) har foræret bankerne milliardvis af euro for at dække bankernes udlånstab og samtidigt begunstiger ECB tilmed bankerne med billige lån.

Og hvem skal så betale krisen? Jo det skal menigmand gennem sociale nedskæringer, lavere løn og pension samt arbejdsløshed.

Og hvem bestemmer, at krisestyringen skal bestå af banksubsidier og sociale nedskæringer? Det er de dybt udemokratiske organer som ECB og IMF, der uden folkeligt mandat dikterer neoliberale foranstaltninger som offentlige nedskæringer, privatiseringer og erhvervsstøtteordninger.

Spanien har en række problemer, som giver ekstra økonomisk hovedpine i en nedgangstid.

De spanske autonomier har en enom selvstændighed og kører hver i sær deres egen økonimiske linje med liden respekt for centralregeringen i Madrid eller det spanske samfund som helhed - Catalonien er traditionelt den mest uregerlige autonomi.

Dertil kommer bl a et betonagtigt middelalderligt forhold melem det spanske arbejdsmarkeds parter, der lukker for pragmatiske løsninger.

Virksomhedskulturen i Spanien er udpræget "top-down" og nedladende , så folk er ikke specielt motiverede for at tage initiativer , der kan gavne deres virksomhed.

Det spanske parlament er heller ikke kendt for samarbejde på tværs for at løse problemer - det går mere ud på at spænde ben for hinanden.

Og alligevel, så er Spanien et fremragende land at gæste som turist - man bliver faktisk behandlet pænere som turist i Spanien end så mange andre steder.

Frej Klem Thomsen

"Trods den konservative regerings hårde nedskærings- programmer er Spanien på vej mod en kriseforværring, der kalder på internationale redningspakker."

Trods? I mener vel "Godt hjulpet af", hvis ikke decideret "På grund af"? Som også artiklen giver gode indikationer på, så er de heftige neoliberale "stabiliserings"-programmer jo gift for den offentlige økonomi, også selvom de er "nødvendige" for at sikre de største bankers profit under recessionen.

Og Frankrig halter og GB imploderer og Tyskland sukker og håber på ikke át blive trukket Ned I dybet...det blir en fattig Jul I år... Måske vi skulle donere en ged Eller to

og Guuud altså, hvor er Røde Mor og Søren Sidevind passé, ikke?

Lad os alle begynde at spille dem for venner og bekendte igen og tage de løftede øjenbryn det gir.

og underudviklede lande som grækenland og spanien lider af et vældigt problem: fattige folk har meget nemmere ved at gennemskue deres objektive økonomiske interesser end de småfede selvtilfredse folk i de overindviklede lande i nord. Derfor er der for mange kommunister, og man håber måske på at bringe disse sydenske lande under administration, så man kan gøre med dem som man vil

Ib Jørgensen

I 1982 skrev jeg dette i en kronik:

Med den rolle, som de private banker spiller i verdensøkonomien i dag, er der al mulig grund til, at vi begynder at se noget mere indgående på, hvad det egentlig er, der er ved at ske. Selv om vi antager, at det ville være rimeligt, kan det så også siges at være fornuftigt,at de sociale systemer i en lang række lande trues i deres grundlæggende struktur, fordi de tvinges til at leve op til nogle abstrakte gælds- og rentebetalingsaftaler.
Kunne det ikke tænkes, at sådanne aftaler var indgået i en situation, hvor man ikke kunne overskue den kommende udvikling og dermed de konsekvenser, en afvikling på de oprindelige betingelser ville få?
Der må og skal tages hul på en tilbundsgående analyse og belysning af disse problemer. Vi må vide helt præcis hvem det er, vi skylder penge, hvor pengene oprindeligt kom fra (var det f. eks. amerikanske eller tyske arbejderes opsparing eller et par oliesheikers merindtægt på olieprisen?)
Vi må også vide, hvor stor en del af det skyldige beløb, der nu er renter eller renters rente, ligesom vi må vide, hvor og hvordan disse renter vil blive anvendt, når og hvis de tilbagebetales.

http://bloggeroeven.blogspot.com/2011/11/slem-finanskapital-god-kapitali...

Disse spørgsmål trænger sig nu på i skræmmende omfang. Det allermest skræmmende er, at hvis vi spørger os selv, hvad skal den græske befolkning producere, de spanske og danske arbejdsløse (30.000 ungdomsarbejdsløse i Danmark) osv for at nationerne kan indfri de uhyrlige gældsbeløb,

så kan INGEN komme med et blot nogenlunde fyldestgørende svar

Information burde gøre det til sin primære opgave, at afdække de forhold i den globale kapitalismes øjeblikkelige tilstand, som gør al uvederhæftig politisk snak om STYR PÅ ØKONOMIEN til en utopisk forestilling.

Man kunne evt. tage afsæt i David Harveys analyser - læs her
davidharvey.org

Hvis Kina fortsat skal være Vestens værksted for fremstilling af allehånde billige forbrugsgoder, til gavn for de fattigste vesterlændige, må kineserne til at låne Vesten nogle flere penge at købe for. Men tør kineserne det? De véd jo, at det ikke er sandsynligt, at lånene nogensinde bliver betalt tilbage.

Ib Jørgensen

Jfr. min ovenstående kommentar så skriver Richard Swartz i dagens Information dette:

Selv en middelmådig økonom eller politiker kan udforme en fremragende plan til at løse Grækenlands økonomiske problemer, der har lige så ringe chance for at blive accepteret som den, der i Athen vil gøre forsøg på at bestille en tyrkisk kaffe. Tilbage står selve det eksistentielle spørgsmål for adskillige europæiske lande i nutidens globaliserede verden: Hvad skal de leve af i fremtiden? Ingen synes at kende svaret på det spørgsmål. Så meget står dog klart, at en hel livsstil må lægges om, og at ét land i højere grad end andre – Kina langt mere end Tyskland – er årsag til dette.

Artiklen findes også på netavisen.

Betyder det, at alle Spaniens veje, der de senere år er asfalteret, og med nye rundkørsler, er lavet for lånte penge?

Enhver dansk gade eller vej, ville i sammenligning kræve et vejskilt med 'Stassen schäden' som de har i Tyskland (blot oversat til dansk her, naturligvis), når en tysk gade eller vej er i en forfatning som den danske.

I Tyskland ser man i øvrigt sådan et skilt temmelig sjældent. Og tyskerne har ikke engang lånt pengene til at holde deres veje i god stand. Og har ovenikøbet haft overskud til at låne spanierne penge.

Ib Jørgensen

Det er vist i høj grad tyske, men også andre nationaliteters koncerner, der har stået for store dele af den voldsomme udbygning af ejendomme og infrastruktur i de sydlige EU-lande.

@ Ib Jørgensen:

Vil det virkelig sige, at spanierne ikke selv er i stand til at udføre et sådant arbejde?

Og det er da vist ikke ledig arbejdskraft de mangler.

Ib Jørgensen

@ Ole Olsen

Ja, de havde (og har) ikke den nødvendige kapital og det nødvendige produktionsapparat.

Den globale kapital og det globale produktionsapparat er meget skævt fordelt.

Det er faktisk meget enkelt.

Har du penge, så kan du få
men har du ingen, så må du gå
(eller låne)

Tænke sig, jeg troede godt nok ikke spanierne var så tilbagestående.

Låne - jamen, er problemet så ikke, at långiver kræver lånet indfriet. Og hvad gør man så? Får dem til at eftergive det? Eller kende du nogen, dr vil låne ud, uden at kræve tilbagebetaling?

Jens Lindgaard

Det kom bag på grækerne, spanierne kom i klemme, der efter kommer det Italienske blodbad og en fransk udsugning.

Man kunne jo spørge som om om vi ikke er ude i en global sundhedskur.

Planet kan ikke holde til mere vækst. Forbruget skal ned og fordeles.

Penge og spekulationssystemet bygger på vækst - derfor opfinder det selv "pengesedler" til at holde status quo.

Jamen hvad skal grækerne leve af - ja det kunne jo være at hvis den kunstige landbrugsstøtte i EU blev stoppet - at de igen ville spise regional fetaost bygget på gedemælk.