Læsetid: 3 min.

Hvem kaster den første sten?

På trods af en række mindre sammenstød og undertrykkelse af demonstrationer holdt våbenhvilen i går nogenlunde i Syrien. Begge sider venter på, at den anden skal foretage den første alvorlige krænkelse. Styret har mest at vinde ved en fortsat våbenhvile, men står også med en fod ud over afgrunden, hvis de for alvor bryder den relative fred
14. april 2012

Det syriske styres evner udi linedans blev testet, da demonstranter i går væltede ud fra moskeer rundt omkring i Syrien for at demonstrere deres modstand mod ledelsen efter godt et års blodig undertrykkelse af oppositionen. På forhånd havde de aktivistiske grupper via personlige netværk og de elektroniske medier opfordret alle syrere til at gå på gaden for både at demonstrere, at protesten stadig lever, og for at teste, hvor langt regeringsstyrkerne vil tillade demonstranterne at gå, før de stopper dem med iøjnefaldende magtmidler.

I Damaskus fornemmede man en anspændt – og lettere pessimistisk – venten, blandet op med et håb om mindre blodsudgydelse.

»Våbenhvilen gavner først og fremmest regeringen. For dem er det en slags sejr, så længe det varer, og bliver også markedsført som sådan. De ser det som en slags anerkendelse af deres autoritet. Men alle er trætte, også oppositionen,« som en oppositionstilhænger konstaterede.

Succes for styret

For Bashar al-Assad handlede torsdagen og fredagen om at undgå åbenlyse massakrer, ligesom det kommer til at gøre i weekenden. Samtidig med at den kæmper for at undgå store demonstrationer, der kan få den til at fremstå svækket.

I første omgang lykkedes styret i store træk med projektet. Mens oppositionsmedier kunne berette om demonstrationer, der blev bremset med skud og arrestationer, en håndfuld dræbte og mindst et decideret militært sammenstød ved landsbyen Khirbet al-Jouz nær den tyrkiske grænse, blev konfrontationen holdt på et niveau, der lå mærkbart under de seneste måneders sammenstød uden på nogen made at leve op til Kofi Annans krav.

Mens Den Frie Syriske Arme i store træk holdt sig fra sammenstød, blev den syriske hærs tunge våben og checkpoints på plads de fleste steder, mens aktivister i brændpunkter som Idlib og Homs stadig kunne rapportere om skyderi fra hærens side.

For oppositionen lykkedes det hverken at vriste sig fri af styrets jerngreb med protester eller områder eller at fremvise overgreb, der kan rykke ved det international samfunds skeptiske tålmodighed med Assad. På det officielle syriske nyhedsbureau, SANA’s, hjemmeside var tophistorien i går et udfald fra Syriens FN-repræsentant mod særligt Tyrkiet for ikke at ønske oprigtig success for fredsplanen, hvilket nok til dels er korrekt. Rundt om spekuleres der over, hvornår Tyrkiet vil skride direkte ind i Syrien på den ene eller anden måde som det naturlige næste udviklingsskridt. Det er imidlertid en udvikling, der vil kræve en anledning, hvilket naturligvis først og fremmest kunne være en spektakulær krænkelse af Annans fredsplan og våbenhvilen.

Konfliktens næste fase

Fra oppositionen er der meget tæt på at være et absolut fravær af tillid til et positivt udfald af våbenhvilen og Annans plan og til, at regeringen vil være villig til nogen reel magtdeling. Men man er nødt til holde gode miner til slet spil og udvise god vilje for at se konflikten bevæge sig over i sin næste fase. Den er for mange oppositionsaktivister en international intervention i form af en flyveforbudszone eller en sikker zone internt i Syrien, som vil tvinge Assad til at gøre reelle indrømmelser, men også kan lede til en endnu mere blodig krig.

Hos oppositionen er der imidlertid stadig en reel splittelse omkring det spørgsmål, hvor mange stadig ser væbnet kamp og fremmed intervention som et forræderi mod oprørets ånd, men flere og flere tænker også som en desillusioneret aktivist i Damaskus tidligere på ugen:

»Tiden lige nu er ikke til demonstrationer. De ændrer ikke noget, Situationen ændrer sig ikke uden hjælp udefra.«

For at nå dertil er det internationale samfund imidlertid nødt til at have sin casus belli, og det falske ægteskab, som våbenhvilen grundlæggende er, er nødt til at blive erklæret ugyldigt. Kofi Annan har indtil da et smalt vindue til at få de observatører, han i går fik mandat til at indsætte i Syrien, til at agere ægteskabsrådgivere. Men sandsynligheden taler for, at en eller flere af parterne vil indsende en skilsmissebegæring inden for en overskuelig fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu