Læsetid: 6 min.

Iraks journalister lever livet farligt

Siden Saddam Husseins fald i 2003 er antallet af uafhængige irakiske medier eksploderet. Men journalister bliver truet både på livet og på deres retssikkerhed i et samfund, som ikke er vant til offentlig kritik. Pressen kendte censurens regler under Saddam, men i dag kan den ramme dem fra uventede kanter
Iraks journalister er kritiske over for magthavere og graver bl.a. i den enorme korruption. Men magthaverne vil ikke ses efter i kortene og sender tæskehold ud og truer eller stævner de formastelige pressefolk. Her ses USA’s udsending, Susan Rice, og Iraks udenrigsminister, Hoshyar Zebari, efter et ministerium blev bombet for et par år siden.

Iraks journalister er kritiske over for magthavere og graver bl.a. i den enorme korruption. Men magthaverne vil ikke ses efter i kortene og sender tæskehold ud og truer eller stævner de formastelige pressefolk. Her ses USA’s udsending, Susan Rice, og Iraks udenrigsminister, Hoshyar Zebari, efter et ministerium blev bombet for et par år siden.

Ahmad al-Rubaye

4. april 2012

Det er farligt at være journalist i det nye Irak. Tag Barwari Dlovan, der gennem flere år arbejdede som journalist for The Washington Post i den voldshærgede by Mosul. Flere gange blev han truet på livet af blandt andet al Queda-militser, fordi han arbejdede for amerikanerne.

Siden er han flyttet til Irakisk Kurdistan, og sidste år blev han tildelt EU-Kommissionens Lorenzo Natali-pris for en artikel om omskæring af teenagepiger. Dlovan oplever ofte, at næsten alle grupperinger i Irak har, hvad han kalder en ’rød zone’, som består religion, ære, korruption og andre ømtålelige emner, som der ikke skal fokus på. Og som journalist bevæger man sig ikke omkostningsfrit ind i denne zone.

»En far fandt ud af, at hans datter var med i min artikel. Han ringede og truede mig: ’Hvis jeg finder dig, slår jeg dig ihjel, knepper dig og omskærer dig’. Heldigvis skete der ikke noget i denne omgang,« fortæller Dlovan.

Også den aktive blogger, 23-årige Hayder Hamzoz fra Bagdad, oplever, at truslerne mod ytringsfriheden kommer fra flere forskellige sider.

»Det er ikke kun regeringen, som ikke respekterer vores tanker og ideer. Store dele af samfundet forstår det ikke, og særligt de forskellige militser bliver farlige. De er stadig ikke klar over den fulde mening af ytringsfrihed,« siger han.

Dagbladet Information har tidligere beskrevet, hvordan den kendte journalist-aktivist Hadi al-Mahdi i september blev henrettet i sit hjem af ukendte gerningsmænd. En skæbne, der bekræfter konklusionen i den nyeste rapport fra Human Rights Watch, at Irak fortsat er et af verdens farligste lande at ytre sig i.

Flere organisationer anslår, at op mod 200 journalister har mistet livet siden 2003.

Revolution og usikkerhed

Da Saddam Husseins styre blev væltet af den amerikanskledede koalition i 2003, blev tæppet samtidig revet væk under det centralt dirigerede medieapparat, som var sat i verden til at fremstille regimet i det mest flatterende lys. Siden har Irak oplevet en mindre medierevolution, mener Zuhair al-Jezairy, som er chefredaktør for det uafhængige nyhedsbureau Aswat al-Iraq (Iraks stemme, red.)

»Før 2003 var der kun fem aviser, som var dikteret af de statslige institutioner som hæren, regeringen og Baath-partiet. Tre måneder senere var der mere end 168 aviser og en lang række tv- og radiokanaler. Efter 35 år med statslige nyheder havde irakerne et enormt behov for information,« siger han.

Men medierevolutionen har ikke medført en tilsvarende forbedring for dem, der leverer nyhederne. De irakiske journalister og selvstændige bloggere bliver i dag udsat for fysisk vold og hevet i retten, fordi de overtræder samfundets usynlige censur. Og de bliver bremset i deres arbejde, når de gang på gang støder mod informationsmuren i det offentlige system.

Ifølge Zuhair al-Jezairy vidste journalisterne tidligere, at censuren blev dikteret af regeringen, og de kunne arbejde inden for de udstukne rammer. Efter 2003 forsvandt den tydelige censur og blev erstattet af en ny form for usagt censur fra de bevæbnede militser, politiske partier og de mange grupper i samfundet, som endnu ikke har vænnet sig til, at mediernes fokus kan blive rettet mod selv de mest følsomme emner omkring deres gøren og laden og hive dem ud af mørket.

Saddams love gælder stadig

Udover den fysiske vold er en af de største udfordringer for de irakiske journalister, at de kun har minimal juridisk beskyttelse. Selv om både ytrings- og pressefrihed er indskrevet i forfatningen, er det ikke nogen garanti mod, at dem, der føler sig udstillet i pressen, anlægger sag mod enten journalisten eller mediet bag historien, fortæller Zuhair al-Jezairy fra Aswat al-Iraq.

»Nogle af lovene fra Saddams tid er stadig gældende, selv om der er kommet nye til. Dommerne kan stadig idømme journalister op til syv års fængsel for at fornærme regeringen og offentlige myndigheder. Og der er stadig straf for at være kritisk eller gøre grin med religion og at skrive noget, der kan skade nationens interesser.«

»Men det er kriterier, som er svære at sætte grænsen for – det afhænger jo af den enkelte modtager,« siger Zuhair frustreret.

Denne dobbeltmoral i lovgivningen fik sidste år det irakiske journalistforbund til at udarbejde et udkast til en lov om beskyttelse af journalister, som det irakiske parlament vedtog i en meget modereret version i august 2011. Men ifølge den internationale ytringsfrihedsorganisation Article 19 lever den nye lov langt fra op til standarden i menneskerettighedserklæringen og yder ikke tilstrækkelig beskyttelse af journalister og andre, som ytrer sig i det offentlige rum.

På et tidspunkt bragte Zuhair al-Jezairy en historie om smugling af våben og olie i bjergområderne ind mod Iran, og der gik ikke lang tid, før to udgaver af Iraks nye pressecensur bankede på døren.

»En jurist og en traditionelt klædt klanleder kom til mit kontor, og de ville hive mig i retten for historien – de sagde, at den var ulovlig. Den traditionelt klædte mand tilføjede, at hvis juridiske metoder ikke hjalp, måtte han bruge stammemetoden,« siger han.

Zuhair fik dog afværget sagen i retten med hjælp fra en menneskerettighedsadvokat.

Juridisk hotline til pressen

Netop advokater kan vise sig at blive journalisternes bedste allierede i fremtiden. Derfor har International Media Supports (IMS) åbnet en 24-timers juridisk hotline i både Bagdad og i Irakisk Kurdistan, som kan hjælpe journalisterne, når de bliver anklaget eller kommer i tvivl om deres rettigheder. Lederen af kontoret i Bagdad er den erfarne advokat Hassan Shaaban, som har lang erfaring med at forsvare journalister i retten.

Det juridiske kontor vil også forsøge at beskytte de irakiske bloggere, som indtil nu kun har haft internettets anonymitet at skjule sig bag. Det er bare ikke altid nok, fortæller bloggeren Hayder Hamzoz, som indtil for nylig dokumenterede myndighedernes fremfærd til f.eks. demonstrationer med sin mobiltelefon, og det har bragt ham i store vanskeligheder.

»Jeg er blevet overfaldet til demonstrationer to gange. Første gang var i april 2011 og anden gang i juli på Tahrir pladsen, hvor jeg var for at optage med min telefon. Nogle civilklædte personer, som var fra efterretningstjenesten, tævede mig og tog mit udstyr,« fortæller han. Siden har han holdt sig væk, fordi han er bange.

Lukket som en østers

En yderligere udfordring for de irakis ke journalister er manglen på fri adgang til information. Retten til oplysninger, forklarer Zuhair al-Jezairy, er ikke indskrevet i forfatningen. Han påpeger, at mange af de offentlige ansatte stadig er præget af informationskulturen fra Saddams tid:

»Efter de mange års erfaringer med hemmelighedskræmmeri i staten arbejder en stor del stadig ud fra devisen om at dele ud af de positive nyheder og skjule de negative.«

En informationsmur som også Dlovan Barwari er stødt imod mange gange.

»Jeg kan næsten aldrig få noget information fra regeringen. Når jeg spørger dem, er de lukkedet som en østers. Så må jeg prøve at få min information fra andre uformelle kilder, og så begynder det at blive farligt,« siger han.

Og det er problematisk, når man skriver om en af de mest brandvarme kartofler i dagens Irak: den udbredte korruption.

Zuhair al-Jezairy mener, at korruptionen er den største trussel mod Iraks eksistens, og tilføjer, at hvis journalisterne skriver om korruption uden at belyse sagen fra flere sider, bliver de ofte hevet i retten.

»Det er et kæmpe samfundsmæssigt problem, at borgerne ikke kan få at vide, hvad der foregår på det offentlige niveau,« siger han.

Hverken de livsfarlige trusler eller manglen på information kan dog få Dlovan Barwari til at stoppe som journalist.

»Da jeg skrev artiklen om de omskårne piger, lavede det kurdiske parlament en lov imod omskæring. Og sådan noget får mig til at fortsætte,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu