Baggrund
Læsetid: 4 min.

Julija Timosjenko slår igen fra fængslet

Sagen om den fængslede og mishandlede ekspremierminister Julija Timosjenko fører til international isolation for Ukraine
Den 20. april tvang de ukrainske myndigheder Julija Timosjenko med slag og spark hen på et lokalt hospital i byen Kharkiv. Myndighederne benægter det, men billeder af hendes blå og røde mærker og hævelser på kroppen er blevet smuglet ud fra fængslet og lagt ud på nettet.

Den 20. april tvang de ukrainske myndigheder Julija Timosjenko med slag og spark hen på et lokalt hospital i byen Kharkiv. Myndighederne benægter det, men billeder af hendes blå og røde mærker og hævelser på kroppen er blevet smuglet ud fra fængslet og lagt ud på nettet.

Udland
30. april 2012

Hun er lille og spinkel og berømt for sin flettede, traditionelle ukrainske frisure. Men hun er samtidig en hård negl med markante og ofte populistiske holdninger, som er meget provestlige og markedsorienterede.

Selv nu, hvor den tidligere ukrainske premierminister, symbolet på Den Orange Revolution og kampen imod nuværende præsident Viktor Janukovitjs halvautoritære og gennemkorrupte regime, Julija Timosjenko, afsoner syv års fængsel, slår hun igen.

Straks efter at Janukovitj havde vundet valget over ’de orange’, blev hun anklaget og siden dømt for som premierminister af have overskredet sine magtbeføjelser ved at lave en aftale om gasleverancer fra Rusland, som efter sigende skulle have skadet landets økonomi. Timosjenko, eller blot Julij, som hun hedder i folkemunde, nægter sig skyldig, men blev anbragt i et fængsel i Østukraine, langt fra sine mange tilhængere i Central- og Vestukraine. Derfra har hun fortsat sine protester, samtidig med at hendes helbred bliver dårligere og dårligere. En gruppe tyske læger har efter lang tids nationalt og internationalt pres på de ukrainske myndigheder fået lov til at undersøge hende og konkluderer, at hun bør indlægges på et hospital til behandling, helst i udlandet.

Fysisk slået

Det nægter de ukrainske myndigheder imidlertid, og den 20. april tvang de hende med fysisk vold og slag og spark hen på et lokalt hospital i byen Kharkiv.

Myndighederne benægter det, men billeder af hendes blå og røde mærker og hævelser på kroppen er blevet smuglet ud fra fængslet og lagt ud på nettet. Samtidig har Timosjenko indledt en sultestrejke.

Det var dråben, som fik bægeret til at flyde over for både Vesteuropa, USA og selv Rusland. Fire europæiske præsidenter, bl.a. den tyske og den tjekkiske, har aflyst møder i Ukraine. Sammen med en række andre lande truer Tysklands kansler Angela Merkel med helt at aflyse deltagelse i sommerens EM i fodbold i Ukraine.

Selv Ruslands afgående præsident Dmitrij Medvedev fordømte forleden mishandlingen af Timosjenko og opfordrede Kiev til at lægge »vores fælles totalitære og voldelige arv« bag sig.

»Den slags politisk forfølgelse af politiske modstandere er fuldstændig uacceptabel,« sagde præsident Medvedev, der om en uge træder tilbage og overlader posten til Vladimir Putin. Nogle kommentatorer mener dog, at udtalelsen lige så meget var møntet på Putin som på ukrainske Janukovitj og hviderussiske Lukasjenko.

»I Ukraine vokser denne spinkle kvindes styrke for hver dag, jo mere myndighederne forfølger og mishandler hende,« siger filosofiprofessor ved Universitetet i Kiev Miroslav Po-povitj til Information over telefonen fra Kiev. Professor Popovitj er en af Ukraines mest respekterede politikere og forskere og samtidig en af veteranerne i den ukrainske demokratibevægelse.

»Julija Timosjenko er fortsat den mest populære politiker i Vest- og Centralukraine, og hendes popularitet vokser, for hver dag der går. Hun udgør en potentielt meget alvorlig trussel mod det nuværende regime, som tydeligvis har ført Ukraine ind i både en blindgyde og ud i international isolation,« siger Popovitj, som igennem årene har været kritisk over for både det siddende prorussiske regime under Kutjma og Janukovitj og ’de orange’ under ekspræsident Viktor Jusjtjenko og Julija Timosjenko.

»Alle i Ukraine og for den sags skyld også i udlandet kan jo tydeligt se og forstå, at sagen mod Timosjenko udelukkende er politisk. Der er tale om præsident Janukovitjs hævn og forsøg på at fjerne en alvorlig modstander og en politisk trussel. Jeg er glad for, at den russiske præsident direkte har sagt, at sådan behandler man simpelthen ikke sine politiske modstandere i dagens Europa, selvom russerne har meget at lære selv. Janukovitj har udviklet sig til at blive en tro kopi af den brutale diktator Aleksandr Lukasjenko i vores naboland Hviderusland. Han har ført Ukraine ind i en håbløs blindgyde. Det værste er, at han ikke forstår det selv, for det eneste, han forstår, er rå magt og penge,« fortsætter Miroslav Popovitj, som selv har været en ledende figur i demokratibevægelsen, der tog det første opgør med den sovjetiske totalitarisme. Han er dybt skuffet over den retning, landet har udviklet sig i siden.

Politisk fange nr. 1

»Vi kæmpede imod sovjetdiktaturet og imod forfølgelsen af anderledestænkende, dissidenter, for demokrati og menneskerettigheder og et retssamfund. Hvad har vi fået i dag under Janukovitj? Politiske fanger! Politisk forfølgelse af modstandere. Julija Timosjenko, som bestemt ikke er en engel, men som har gjort meget godt for Ukraine, sidder i dag i et elendigt fængsel, bliver mishandlet og er Ukraines og det ukrainske regimes politiske fange nr. 1. Det er næsten ikke til at holde ud,« siger Popovitj i Kiev.

Myndighederne i Kiev er klar med endnu en sag imod Timosjenko. Denne gang for skatteunddragelse, men sagen er dog i lyset af den internationale skandale foreløbigt blevet sat i bero. Timosjenko risikerer i forbindelse med de nye tiltaler yderligere 12 års fængsel. Ifølge Popovitj lægger dette et yderligere pres på Timosjenko, for myndighederne kan give hende valget mellem at tage til lægebehandling i Tyskland og forblive der eller imødese en ny retssag. Popovitj mener imidlertid, at Timosjenko aldrig kunne drømme om at forlade ukrainsk politik. Hendes drøm er, siger han, en helt anden. Hun vil være Ukraines præsident.

En af den nuværende ukrainske regerings vicepremierministre sagde forleden, ifølge Popovitj, at Ukraine måske kunne indgå i en handel med Vesten.

Man kunne da overveje at løslade Timosjenko mod, at EU lover, at Ukraine er på vej mod medlemskab af EU. Da Information ringer til Mikhail Tjetjetov, et af de førende medlemmer af Janukovitjs regerende parti, Regionernes Parti, for at få en kommentar til dette forsøg på afpresning, lyder svaret kort og godt:

»Det har jeg ingen kommentarer til. Farvel!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den med at en ny regering starter med at indlede politisk vinklede processer og undersøgelser af den forrige regering er ikke ukendt.

Så Timosjenko er altså et godt eksempel på politisk forfølgelse.

Men Ukraine var altså også ret korrupt under hendes "regeringstid", og det vil nok forblive korrupt i mange år frem.

Ukraine bør ikke indlemmes i EU - i det hele taget bør EU stoppe sine udvidelsesambitioner og i stedet fokusere på at få ordentlig styr på sig selv.

Robert Ørsted-Jensen

Ikke ukendt - nej det er Sovjettisk