Læsetid: 7 min.

Kina søger værdier og moral i traditionen

Med Kinas stadig voksende sociale skel og etiske problemer søger kineserne at genfinde værdier og moral i den konfucianske tradition. Kommunistpartiet håber, det kan styrke den kinesiske identitet og partiets legitimitet, men frygter også, det kan underminere styrets magt
En mand beder foran Konfucius’ grav i byen Qufu, hvor Konfucius blev født.

En mand beder foran Konfucius’ grav i byen Qufu, hvor Konfucius blev født.

Martin Gøttske

4. april 2012

Foran en statue af Konfucius brænder besøgende røgelse og bukker tre gange. »Én gang for lykken, én gang for familien og én gang for fremtiden,« forklarer en af templets guider til de kinesere, der er usikre på, hvordan de skal ære vismanden.

»Det er første gang, jeg er i et konfuciansk tempel,« siger en mand i slutningen af 20’erne, som er med en turistgruppe fra den nordlige Gansu-provins. »Han er den vigtigste person for os kinesere, så jeg vil vise ham min respekt.«

Højdepunktet for hans gruppes rejse rundt i den østlige Shandong-provins er besøget her i den lille by Qufu, hvor Konfucius blev født i år 551 f.v.t. I sin levetid støbte han grundpillerne for Kinas traditionelle moralske værdier og skabte retningslinjerne for relationerne mellem hersker og undersåt. I byens tempel skriver gæsterne deres ønsker og bønner på røde træstykker og hænger dem frit til skue. »Jeg ønsker at gøre min familie stolt ved at bestå adgangseksamen til universitetet,« står der på én af de tusindvis af træstykker. På en anden udtrykkes et mere prosaisk ønske: »Jeg håber at komme i bedre form.«

For ganske få årtier siden ville det have været dødsensfarligt for kineserne at ære Konfucius, der af kommunisterne blev skændet som en reaktionær fjende og symbol på Kinas feudale fortid. Men i dag, hvor kineserne søger gyldige værdier og moralske retningslinjer, efter kommunismen for længst har mistet sin ideologiske tiltrækningskraft og har efterladt et moralsk tomrum, er filosoffen igen kommet ind i varmen.

Den forsvundne statue

Selv kommunistpartiet, der har brugt mange kræfter på at udrydde den konfucianske indflydelse på samfundet, er de sidste år begyndt at tage Konfucius til nåde. Det vigtigste tegn på styrets accept af en konfuciansk renæssance er en 10 meter høj broncestatue af vismanden, der i starten af sidste år blev sat på Den Himmelske Freds Plads – lige over for Mao Zedongs mausoleum. Det var det ultimative symbol på, at Kina var på vej tilbage til de kulturelle rødder, der havde dikteret livet i landet helt frem til det sidste kejserdynasti.

Men pludselig, få måneder efter statuen var dukket op, forsvandt den igen midt om natten. Den blev gemt af vejen på et museum. Ingen forklaring blev givet. Det gjorde det tydeligt, at Konfucius deler vandene i kommunistpartiet.

»Der er uenighed i kommunistpartiet omkring konfucianismen,« siger Cheng Chung-yi, professor ved Chinese University of Hong Kong og viceleder af researchcentret for kinesisk filosofi og kultur. »På den ene side er der dem, som ønsker at promovere konfucianismen for at skabe en stærkere kinesisk identitet, rette op på nationens moralske forfald og samtidig for at styrke styrets legitimitet. På den anden er der dem, som er nervøse for, at konfucianismen kan skade den kommunistiske ideologis monopol i Kina og partiets greb om magten.«

For det styrende kommunistparti er Konfucius’ fokus på social orden og respekt for den eksisterende politiske orden uden tvivl tiltrækkende.

»Det er yderst bekvemt for magthavere at give befolkningen den tro, at lydighed over for autoriteter ikke kun er nødvendigt for at opretholde orden, men også er en vigtig del af at være kineser,« siger Zhang Ming, politolog fra Folkets Universitet i Beijing.

Tveægget sværd

Men konfucianismen, et sammensat system af moralsk filosofi og politisk teori, har altid været en besværlig størrelse for Kinas herskere. De kinesiske kejserdynastier kogte ofte konfucianismens kompleksitet ned til ét simpelt budskab til befolkningen: At de skulle være lydige. Konfucius satte da også stor pris på hierarkiske strukturer og orden, men Kinas ledere ignorerede ofte et for dem ubehageligt element i hans lære: At herskeren kunne miste ’himlens mandat’ og dermed sin ret til at herske, hvis han ikke behandlede sine undersåtter korrekt.

»Konfucianismen siger, at kongen skal elske sit folk og styre til folkets gavn, og hvis han ikke lever op til det krav, skal han ikke længere kaldes konge, men derimod en diktator, en autokrat, og det vil være legitimt for befolkningen at gøre oprør,« siger Cheng Chung-yi. »Den situation, vi ser i Kina i dag med korruption og magtmisbrug, bliver kritiseret i konfucianismen. Og kommunistpartiet ved helt sikkert godt, at konfucianismen er et tveægget sværd, der både kan styrke og vælte det kommunistiske styre, og derfor tøver de fortsat i kommunistpartiet med at promovere Konfucius.«

Harmoni

Ifølge Cheng Chung-yi er kommunistpartiet godt i gang med at omskrive konfucianismen, så den bedre kan legitimere partiets politik. Præsident og partiformand Hu Jintaos erklærede mål er at skabe et ’harmonisk’ Kina, og han har forsøgt at forankre den politik i konfucianismen. »Konfucius sagde: ’Harmoni er noget, vi skal sætte pris på’,« har Hu Jintao sagt i en tidligere tale. Men kommunistpartiet og konfucianismens version af harmoni stemmer ikke overens. »Når kommunistpartiet taler om ideen om harmoni, så mener det ensformighed, opretholdelse af stabilitet og status quo for kommunistpartiets styre,« siger Cheng Chung-yi. »Men i konfucianismen er harmoni noget helt andet. Det er et system, der tillader mangfoldighed at blomstre. Der ønskes et altomfavnende samfund, som er åbent for alle værdier og ideer, og konfucianismen tilbyder så en struktur, der tillader disse værdier og ideer at eksistere sammen i harmoni.«

Lære værdier

Det er dog ikke modsætningen mellem kommunistisk og konfuciansk harmoni, som de besøgende i Qufu beskæftiger sig med. De fleste siger, at de er her for at opsøge en kinesisk kulturel identitet og nogle gyldige værdier fra vismanden, der med sit fokus på visdom, respekt, harmoni og velvilje lagde grunden for Kinas traditionelle moralske værdier.

»Kina er midt i en værdikrise. Der er mangel på moral og etik,« siger Hu Xingdou, politisk kommentator og økonomiprofessor. »Marxismen har mistet sin indflydelse, og i de sidste tre årtier har Kina udelukkende satset på økonomisk udvikling og ikke kultur og filosofi. Det har skabt et samfund, hvor materialisme er gud, og hvor penge og magt er altafgørende. Kineserne er blevet egoister uden faste værdier.«

Zhou Fan håber, at en tur til Qufu vil forhindre, at hendes 13-årige søn vil lide under samme mangel på værdier: »Jeg har taget min søn hertil for at lære ham værdier,« siger moren, der har rejst de 500 km hertil fra Beijing. »Jeg er bekymret over, at nutidens samfund ikke kan give ham et tilstrækkeligt moralsk fundament, men Konfucius hjælper os med at opføre os som moralske mennesker.«

En 40-årig forretningsmand fra Shanghai finder også støtte i konfucianismen: »De ting, Konfucius skrev om at sætte sig selv klare mål, har været mig til stor gavn,« siger han.

Den fornyede interesse for konfuciansk kultur har udviklet sig drastisk inden for de sidste år. Centrum for genopstandelsen af Konfucius er her i Qufu. Da Mao Zedong under Kulturrevolutionen i 1960’erne slap rødgardisterne løs, kom de hertil og hærgede og udplyndrede templet og Konfucius og hans efterkommeres familiegravplads. Lig blev gravet op og hængt i træerne.

Nu til dags er det kinesiske turister, som invaderer Qufu. I restauranterne kan de prøve retter, som ifølge en tjener smager lige nøjagtig, som den gamle mester kunne lide dem. Ved utallige turistboder kan de købe Konfucius’ skrifter i små røde bøger, præcis som Mao Zedongs citatsamling. Og også plakater af den store mester og den store rorgænger sælges side om side – formentlig til Mao Zedongs store fortrydelse.

Kinas egne værdier

På trods af kommunistpartiets reservation over konfucianismen ser formand Maos politiske arvtagere dog en helt klar nytteværdi i den gamle filosof – både til at rette op på samfundets moralske forfald og styrke den kinesiske identitet.

I et forsøg på at indgyde befolkningen værdier har kommunistpartiet ad flere omgange forsøgt at promovere socialistiske dyder og har fremhævet sine egne helte, der har ofret sig selv i nationens tjeneste. Men det har været uden succes.

»Nu forsøger landets ledere så at bruge konfucianismen til at genforene folk og genopbygge moralske principper,« siger Hu Xingdou.

I kommunistpartiet er der samtidig en erkendelse af, at et nyt værdisæt bør være forankret i Kinas egne traditioner, da det vil være med til at styrke en kulturel nationalisme – og dermed være med til at opbygge styrets bolværk mod uønsket indflydelse fra vestlige værdier og ideer.

»I en verden domineret af vestlig ideologi og værdier føler Kina et pres for at producere sit eget værdisæt,« siger Zhang Ming.

Cheng Chung-yi mener, at konfucianismen bruges af kommunistpartiet til at styrke den kinesiske selvfølelse: »I takt med at Kina bliver en økonomisk stormagt i verden, så har landet brug for en kultur, der kan matche den status. Kina føler et behov for at vise verden, at det ikke kun er en lille opkomling, men også et civiliseret land,« siger han.

For Konfucius’ efterkommere i Qufu hilses deres forfaders rehabilitering velkommen. »Vi blev smadret under Kulturrevolutionen,« siger Kong Lingxue, en 57-årig, som er blandt de cirka 20 procent af Qufus indbyggere, der stadig bærer efternavnet på vismanden, der på kinesisk kaldes Kong Zi eller simpelthen Mester Kong.

»Men nu kan vi igen være stolte – af vores forfader, kultur og land,« siger Kong Lingxue.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dennis Laursen

Måske at danskere i almindelighed, og unge danskere i særdeleshed kunne lære lidt af dette. Måske vi i Danmark skulle begynde at kigge noget mere på asatroen, og på vores egen folkekultur, i stedet for at dyrke den USA'ske* popkultur blindt, som i særdeleshed ungdommen - også i Kina - ynder.

- Fra en 22-årig

(*Jeg nægter at kalde indbyggerne i det mindst amerikanske land i Amerika for amerikanere!)

Fremtiden er at alle folkeslag gror sammen og blander sig på tværs i stadig større og større grad og derfor kan de kinesiske ledere godt stikke deres tilbagestræberiske drømme skrådt op, for de gamle værdier mennesker ønsker aT bevare skal udspringe fra dem selv og ikke fra nostalgiske politikkere, og helt ærligt har de selv skabt længslen efter andre kulturer i Kina ved at spærre deres folk inde i Kina

Enhver lille sprække af en ændring i Kina henimod lempelse for at folk kan indrage religion i deres dagligdag - uanset hvad årsagen kan være, skal hilses velkommen. Enhver ændring som går i retning af et Tibet som frit kan dyrke deres filosofi er et skridt i den rigtige retning.

Jørgen Malmgren

Jeg kan godt være lidt i tvivl om Confucius tanker kan betegnes som religion, som jeg husker det og det er mange år siden jeg har læst på det. Så er det nærmere filosofi om grundlæggende samfundsegenskaber og individets rolle i samfundet.

Men det er tankevækkende, at der åbnes op for andre tanker i Kina. Om det vil styrke eller svække landet er vist en meget kompleks diskussion.

Dennis Laursen

@Maya Nielsen:
Jeg håber virkelig ikke, at dine rodløse, kosmopolitiske og kulturradikale drømme går i opfyldelse.
Hvis alle kulturer bliver blandet sammen, gæt så hvilken der bliver dominerende: ja, det bliver selvfølgelig den vestlige, og i særdeleshed den USA'ske kultur. Vi kan allerede se i dag, hvor det bærer hen. Og overalt i verden bliver lokale kulturer overrumplet og udraderet af den vestlige, imperialistiske overforbrugskultur. Unge i hele verden er identitetsforvirrede overforbrugere, der tror, at lykken er lig med en ny Ipod, og en profil på Facebook. Ikke kun i Danmark. I Mellemøsten, Kina etc. tror unge, at hvis bare de får vestlig kultur og vestlig demokrati, at så kommer paradis ned på jord. Men de bliver skuffet og desillusioneret! Og man kan kun håbe, at når de når til dette stadie, at de vender den vestlige, afstumpede popkultur ryggen, og søger identitet i deres egne, nationale rødder.
Mennesket har siden vi begyndte at skabe civilisation, haft behov for nationale og kulturelle rødder. Og den globalistiske kulturradikalisme har over hele verden fjernet folk fra deres rødder, og gjort dem til rodløse egoister, der ingen ide har om deres rødder, og slet ingen ide har om hvor de er på vej hen.

Multikultur min bare... Verden har aldrig været så monokulturel, som den er i dag.

Bjørn Pedersen

@Maya Nielsen
Som artiklen jo selv giver udtryk for, så kommer ønsket om at vende tilbage til traditionelle værdier netop fra kineserne selv. Måske skulle du droppe din "White Man's burden" vestlige kulturimperialistiske attitude, og acceptere at bare fordi at det kinesiske folk ikke ønsker at leve efter vestlige filosofier eller ideologier, betyder det ikke at de bliver "bagstræberiske". Vi lever dog i en "brug og smid væk" kultur, hvor produkter bygges til at holde et par år, så vi skal købe et nyt produkt. Hvad vi af en eller anden mystisk grund kalder for "økonomisk vækst" og ikke-sindssyge mennesker ville kalde for "spild". Med andre ord, al "fremskridt" er ikke nødvendigvis et skridt i den rigtige retning. At se ned på alle traditioner, alle gamle værdier, og fremmede kulturer er intet andet end kulturchauvanisme. Uanset om din kultur så er etnisk, religiøs, ideologisk eller andet. At ønske sikkerhed og tryghed er ikke "bagstræberisk".

Fremtiden er forhåbentlig at vi alle dropper såvel nationalisme, internationalisme og regionalisme og anerkender at de eneste tilhørsforhold der er *virkelige* er de lokale og personlige, istedet for forestillede etniske, religiøse, nationale, klassebaserede og ideologiske fællesskaber.

jens sørensen

Jeg giver ikke fem flade ører for kinesiske visioner eller mangel på samme. - Se for helvede at få røven ud af Tibet, inden vi smider jer ud, undermålere!

Martin Kristensen

Hvem er det der skal smides ud ? Langt størstedelen af indbyggerne i Tibet er etniske Han kinesere som for de flestes vedkommende ikke har haft meget at skulle have sagt mht. deres expropriering, Når der nu råbes op om demokrati i Tibet så skal disse mennesker vel også have deres stemme ?

Desuden så kender jeg flere tibetanere som er glade for at de nu har veje, sygehuse og tilbud de ikke ville have en chance for at have, havde "munkene" stadig siddet på magten.

Havde det nu været en gruppe Sharia tro muslimer der havde det som erklæret mål at et land skulle styres (imod flertallets ønske) af et religiøst råd, ville piben nok have en anden lyd..

Lidt perspektiv, tak !

frihed, lighed, fællesskab m/ k

bla.a. det med:
den socialistiske kritik har hævdet evt. proletarisereds ret og "pligt" til at overtage borgerlige"s",

muligvis også bla.a. kollektivet mao"s" lyst"s"

digtning og videnskab

jens sørensen

Martin Kristensen: Klart! Kineserne er så glade for deres tibetanske undersåtter, at de myrder dem i titusindvis - beviset på ægte, uforfalsket kærlighed, ikke! Den militære invasion for over 60 år siden var jo osse blot en ekstra manifestation, som skulle vise verden, hvor meget Kina ´sætter pris´ på de søde tibetanere. - Hvor knugende denne kærlighed må føles af tibetanere, at de flygter - hvo som kan. Men mon ikke man skal kunne lide smerte for at kunne kapere disse kinesiske favntag og voldtægter?

Martin Kristensen

Hej Jens

Du har stadig ikke svaret mig på hvem det er du vil smide ud ?

Skal Tibet så gendannes i den rette ånd ? Kinesisk opførte vejer, hospitaler, skoler osv. rages ned og alle skal leve som i stenalderen igen ? Hvad så med halv tibetanere halvt Han kinesere, skal de også "smides ud" hvad med kvarte ?

jens sørensen

Ja, det bliver ikke nemt at reparere et samfund, som er blevet så ødelagt af kineserne - som stort set har ødelagt landet så meget de overhovedet har haft fantasi til. Intet har de skånet. Myrdet et utal af tibetanere, som ikke engang kunne få lov til at flygte fra rædslerne, rædsler så grusomme, at nazisterne næsten må være engle i en sammenligning blandt bødler.

Martin Kristensen

Hej Jens

Ja perspektiv skal man sommetider lede længe efter men især i Tibet spørgsmålet må man ikke lede længe efter tegn på at der er meget ved Goodwins Law som stemmer fortræffenligt.. :-)