Læsetid: 5 min.

Kriseramte italienere er bidt af ludomani

Legale hasardspil er den tredjestørste sektor i eurozonens tredjestørste økonomi: ’For hver euro staten får ind på lovlige spil, ender 10 euro i den organiserede kriminalitets lommer,’ advarer formanden for antimafiaudvalget i det italienske parlament
74,2 mia. kr. spenderede italienerne på spil og hasard sidste år. De bruger således 10 gange mere på spil på nettet end på pasta.

74,2 mia. kr. spenderede italienerne på spil og hasard sidste år. De bruger således 10 gange mere på spil på nettet end på pasta.

10. april 2012

Den sektor, som oplever størst vækst i det kriseramte Italien, er hasardspil på nettet. Branchens omsætning var på knap 9,9 mia. euro (74,2 mia. kr.) i 2011, en fordobling i forhold til året inden.

Italienerne bruger således 10 gange mere på spil på nettet end på pasta. Og nettet udgør kun en del af udbuddet i branchen for lovlige spil, der sidste år omsatte for i alt 76 mia. euro (570 mia. kr.) og dermed er landets tredjestørste branche:

»Jeg ved da godt, at det ikke nytter noget at håbe på den store gevinst,« siger Riccardo Bevilacqua, en 40-årig arbejdsløs lærer som tilbringer en tirsdag formiddag med videopoker i spillehallen Peter Pan i Roms nordlige udkant:

»Men også folk som mig med uddannelse kan finde på at spille som reaktion på skuffelser.«

Efter eget udsagn taber Riccardo Bevilacqua højest 100 euro (750 kr.) »eller måske lidt mere« om måneden på spillemaskiner og bookmakere. Gennemsnitligt bruger italienerne 304 euro (2.200 kr.) på at spille om året, når gevinsterne modregnes. Og foruden det lovlige marked anslås det, at der omsættes for mindst 20 mia. om året i ulovlige hasardspil.

Omkring 100.000 personer lider ifølge socialforskningsinstituttet Censis af ludomani, mens omkring tre mio. udviser risikoadfærd.

For 20 år siden havde Italien en restriktiv lovgivning, som næsten kun tillod den klassiske tipskupon, Totocalcio, men for at bekæmpe illegalt spil og generere skatteindtægter er branchen blevet liberaliseret:

»Siden 1997 har regeringerne hvert år indført nye tilbud inden for offentlige hasardspil,« skriver Censis.

Rom er Støvlelandets mest spilleglade by, og i udkantskvarterer som Casal Bruciato ved indfaldsvejen Via Tiburtina er Snai, landets førende bookmakerkæde, de største og mest velbesøgte forretninger:

»Jeg spiller 20 euro på kampene i Champion’s League. Forleden vandt jeg over 350 euro (2.650 kr.) for den samme indsats, så nogle gange kan det godt betale sig,« fortæller den 26-årige tjener Andrea Ricchio, mens han studerer dagens odds:

»Nogle måneder tjener jeg lidt på det, så jeg kan gå på restaurant og i byen. Men det er ikke altid.«

Hvidvaskning af sorte penge

Ifølge branchens egne tal bliver i gennemsnit 71 pct. af indsatserne udbetalt som præmier. Således har mindst 44 mia. euro (330 mia. kr.) fået nye og ukendte ejere i 2011.

Omkring 5.000 virksomheder med i alt 120.000 ansatte opererer i spillebranchen, der har overtaget Storbritanniens plads som Europas største. Staten opkræver blot 13,5 pct. i skat på spil, så broderparten af indtægterne går til en lille gruppe af statsgodkendte koncessionsindehavere. Flere af disse virksomheder betragtes af finanspolitiet som »uigennemsigtige« og »mistænkelige« og har hovedsæde i f.eks. Gibraltar, Malta og De Caribiske Øer.

I en række tilfælde er der dokumenterede forbindelser til mafiaklaner. At Berlusconi-regeringen samtidig med legaliseringen af flere spil i 2011 indførte en regel om, at spilkoncessioner kun kan tildeles selskaber med ejere uden domme for økonomisk kriminalitet, udgør ingen nævneværdig forhindring i forhold til den organiserede kriminalitets indtog i branchen, advarer eksperter:

»Den organiserede kriminalitet er selvfølgelig meget interesseret i denne sektor, som giver organisationerne mulighed for at hvidvaske penge og tjene stort,« udtalte dommeren Diana De Martino fra Direzione Nazionale Antimafia for nylig i forbindelse med udgivelsen af en rapport om emnet: »Det første problem er, at sanktionerne mod hvidvaskning er små.«

Den tidligere regeringsleder Silvio Berlusconis forlag, Mondadori, dannede for et år siden selskabet Fun Games, som lige nåede at få tildelt en koncession til pokerspil på nettet inden regeringsskiftet i november.

Beppe Pisanu, formanden for parlamentets antimafiaudvalg og medlem af Berlusconis parti, Popolo della Libertà (Frihedens folk), kritiserer de seneste legaliseringer af spil på nettet:

»For hver euro staten får ind på lovlige spil, ender 10 euro i den organiserede kriminalitets lommer,« anslår Pisanu og fortsætter:

»Ludomani er en social sygdom, som især rammer de mest udsatte i samfundet. Vi ser den højeste omsætning i spillebranchen lige efter udbetalingen af pensioner.«

Indirekte skatter

Mario Montis tekniske overgangsregering har ikke forslået ændringer af reglerne vedrørende spil. Tværtimod blev der for en måned siden fremlagt forslag om, at staten skal hente en større del af sine indtægter gennem indirekte skatter, hvilket kan føre til yderligere liberaliseringer i hasardspil. Staten forpligter allerede koncessionsindehaverne til at reklamere for deres produkter, samtidig med at skolerne pålægges at oplyse eleverne om ludomaniens farer.

Reklamekampagner med fodboldstjerner som Francesco Totti og Gigi Buffon øgede online-bookmakernes omsætning i 2011, mens online-poker sammenlignes med den seksuelle debut:

»Første gang glemmer du aldrig,« lyder sloganet fra en kampagne, som har givet anledning til forslag om at forbyde reklamerne.

Ifølge sociologen Domenico De Masi fra La Sapienza Universitet i Rom er mange italieneres utæmmelige spillelidenskab udtryk for »et dyk i evnen til at kunne udtænke og gennemføre projekter«:

»Mange går i panik over krisen og tilsidesætter enhver fornemmelse for begrænsninger,« siger De Masi til ugemagasinet L’Espresso:

»Spillehaller og kasinoer er indrettet til at suspendere den rationelle fornuft og stimulerer fornemmelsen af ikke at være underlagt begrænsninger.«

Modstand mod spillebuler

I universitetskvarteret San Lorenzo har en gruppe beboere besat et nedlagt teater, der skulle omdannes til en spillehal:

»Ingen beboere ønsker et kasino her,« siger den 38-årige Sara Palombo, som er med til at organisere kulturelle aktiviteter i Sala Vittorio Arragoni. Salen er nu blevet opkaldt efter den italienske aktivist, der blev dræbt af israelske soldater i Gaza den 15. april i fjor, samme dag som kvarterets beboere indtog lokalerne:

»Det er selvfølgelig ikke helt det samme,« siger Sara Palombo, »men ligesom palæstinenserne bliver undertrykt af Israel, risikerer bykvarterer som San Lorenzo, hvor beboerne ikke er velhavende, at blive undertrykt af den organiserede kriminalitet.«

Teatret er blevet opkøbt af et aktieselskab, Camene Spa., der har fået tilladelse til at åbne en spillehal, selv om det ifølge planloven er forbudt i nærheden af uddannelsesinstitutioner. Men foreløbig har kvarterets beboere forhindret en rydning:

»Det er ikke en besættelse, men et forsvar af et kulturelt rum. Vi har ikke brugt vold, men blot taget stedet i brug. En spillehal er ikke et offentligt gode på samme måde som et kulturcenter. Det er lidt svært for politiet at smide alle de gamle, voksne, unge og børn, der går til teaterkurser, engelskundervisning, forelæsninger og koncerter, ud. Et kasino handler om hvidvaskning af sorte penge og passer derfor meget dårligt ind i San Lorenzo,« påpeger Sara Palombo og tilføjer: »Hvis ikke vi havde taget teatret i brug som forsvarsstrategi, ville livet have ændret sig for alle her i kvarteret.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu