Læsetid: 3 min.

Mali – fra bistandskæledægge til shariastat

Juntaen er nu trådt tilbage, men det betyder langtfra fred i Mali
12. april 2012

I dag indsættes præsidenten Diouncounda Traore af nationalforsamlingen som midlertidig præsident i Mali.

Som del af en aftale mellem kupmagerne og den vestafrikanske samarbejdsunion ECOWAS får han fuldmagt til at styre landet i en overgangsperiode og 40 dage til at udskrive et valg. Hermed afsluttes formelt Malis korte flirt med militærdiktaturet. Men det betyder langtfra, at der er fred i det vestafrikanske land.

Militærkuppet den 22. marts, der netop blev gennemført med den begrundelse, at præsident Amadou Toumani Toures regering ikke havde evnet at slå tilstrækkeligt hårdt ned på oprørerne i nord, har paradoksalt nok betydet en styrket oprørshær. Tuareg-rebeller og islamister kontrollerer således nu halvdelen af landet, herunder den legendariske by Timbuktu. Den nedadgående spiral er gået hurtigt i det lille land, der siden 2006 har været donoryndling for bl.a. Danmark.

Men ifølge Signe Marie Cold-Ravnkilde, ph.d. ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), ville det være uretfærdigt dermed at konkludere, at den danske støtte til bl.a. demokratiopbygning er slået fejl:

»For det første fik Danmark først Mali som programsamarbejdsland i 2006, så det er alt for tidligt overhovedet at sige noget om bistandens effekt. Det er endda svært at sige i Tanzania, hvor vi har været i 40 år, men på blot seks år er det helt umuligt,« siger hun.

Afrikanske forårsfornemmelser

For det andet skal den seneste ballade i langt højere grad ses som en afledt effekt af Det Arabiske Forår, og helt konkret Muammar Gaddafis fald i Libyen. Det betød nemlig, at en masse lejesoldater med god træning og tungt materiel sivede ind i Mali, fortæller Signe Marie Cold-Ravnkilde. »Man er tilbøjelig til at skære Afrika over på midten og se Afrika syd for Sahara som noget helt andet end Nordafrika. Det er ikke tilfældet. Der er tætte forbindelser på godt og ondt, og krisen i Mali skal ses i lyset af de mere regionale sikkerhedspolitiske effekter af magttomrummet efter Gaddafi,« fastslår hun.

I sidste uge erklærede The Azawad National Liberation Movement (MNLA), en central gruppe af Tuareg-oprørere, uafhængighed for et større område i nord, mens en anden oprørsgruppe, Ansar’s Dine (Troens Vogtere), har gennemført sharialov i de områder i nord, som de kontrollerer støttet af nordafrikanske al-Qaeda-folk. Det fik FN’s Sikkerhedsråd til i sidste uge at advare om stigende ’terrortrussel’ fra Mali. Men interessant nok kan det siges at være en indirekte aflægger af det bl.a. danskstøttede arbejde for at styrke demokratiet gennem decentralisering,fortæller Cold-Ravnkilde. »Det her er jo en gammel konflikt, og der har historisk været mange oprør i nord. Udviddet selvstyre i nord var del af fredsforhandlingerne i 1990’erne, så man kan sige, at oprørene selv nu realiserer det. Decentraliseringsprocessen har betydet stadig mindre statslig kontrol med nord.«

Regional succeshistorie

Den seneste tid har været alt andet end sjov for Mali, men ifølge Signe Marie Cold-Ravnkilde er der også lyspunkter at spore. Efter kuppet krævede FN en omgående våbenhvile og politisk dialog mellem de stridende parter.

Men at roen til dels igen er etableret skyldes i stedet et effektivt arbejde fra både Den Afrikanske Union (AU) og den 15 nationer store vestafrikanske handelsorganisation ECOWAS. De truede juntaen med skrappe sanktioner efter kuppet: »Det er et enormt positivt tegn, at de regionale institutioner kan gå ind og forhandle en fredsaftale. Det vidner om, at de har fået en ny magt, der kan bruges til at lægge pres. Det afgørende bliver nu, om der kan komme styr på forholdende i nord.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu