Læsetid: 5 min.

’Når de ikke skyder længere, er det slut med Assad’

I det syriske systems hjerte tror få på våbenhvilen. Selv i en by, hvor sikkerhedstjenesterne holder al opposition nede, venter de fleste kun på et tegn på svaghed fra styret, mens tilhængere af Assad ser våbenhvilen som en mulighed for at trække tiden ud og eliminere oppositionen i mellemtiden
Mens Syrien og resten af verden venter på, hvad resultatet af Kofi Annans fredsplan bliver, syder det under overfladen i hovedstaden Damaskus.

Mens Syrien og resten af verden venter på, hvad resultatet af Kofi Annans fredsplan bliver, syder det under overfladen i hovedstaden Damaskus.

Louai Beshara

13. april 2012

Gaderne rundt om regeringsbygningen vrimler med sikkerhedsfolk med walkie-talkies og folk, der taler truende i deres mobiltelefoner. Nogle dage forinden har en modig ung kvinde stillet sig op foran parlamentet med et banner med en opfordring til at stoppe blodbadet i et klip, der har cirkuleret på nettet, og stemningen er mere nervøs end sædvanligt i en i forvejen meget nervøs by. På en gågade i nærheden udbryder pludselig tumult, og folk flygter væk med blikke over skulderen og en blanding af nysgerrighed og ønske om ikke at blive blandet ind i noget, da en mand føres væk af en flok mænd, der lugter af autoritet og store overarme.

Alligevel formår en lille flok unge 10 minutter senere at folde deres egne bannere ud et sted i nærheden af stedet, hvor den unge kvinde for nylig blev arresteret. Protesten er stum, overstået på måske 30 sekunder  og synes knap nok at have fundet sted, før de unge piler hver deres vej uden at være blevet arresteret. Endnu en mozaharat taraya – en flyvende demonstration – er gennemført.

De kortvarige protester er tæt på at være det eneste tegn på, at Damaskus er hovedstaden i et land i borgerkrig, ud over en meget, meget håndgribelig fornemmelse af frygt, hvor næsten alle kender folk, der er blevet arresteret, og mange også folk, der er blevet dræbt.  

Og så alligevel ikke.

Mens Syrien og resten af verden venter på, hvad resultatet af Kofi Annans fredsplan bliver, syder det alligevel under overfladen i det område i Syrien, hvor regeringen udøver mest kontrol.

Arbejdsro for regimet

Uanset om man er for eller imod styret, er der ingen, der giver meget for hensigterne i fredsplanen. Modstandere af regimet ser den udelukkende som en mulighed for Assad til at trække tiden ud, mens tilhængere i store træk ser den som det samme: en mulighed for at slå oppositionen ned, mens man har arbejdsro.

»Der vil ikke blive fred – måske i kort tid, men ikke længe. Folk er bange for at gå på gaden og protestere nu, for de ved, at dette styre ikke har nogen betænkeligheder ved at bombe en demonstration midt i Damaskus og meje folk ned, om så der er 5.000 eller 200.000 mennesker. Men i samme øjeblik, der ikke længere bliver skudt, vil de vælte ud, og så er det slut. Alle vil jo have frihed. Hvis han overholder aftalen, er det slut. Derfor giver han ikke slip,«  siger en handlende i hovedstadens gamle bydel.

På væggen har han et billede hængende af Bashar al-Assad sammen med dennes far, men trækker på skuldrene med hensyn til loyaliteten.

»Man er jo nødt til at overleve,« konstaterer han pragmatisk, en holdning, der deles af en kollega i nærheden, der er pro-Assad:

»Oprørerne skaber uro. De myrder folk og er stofmisbrugere,« siger han som et ekko af statspropagandaen.

»Om to måneder er det overstået, slået ned, og det er godt. Vi har brug for fred og stabilitet, og våbenhvilen giver mulighed for en politisk løsning,« siger han og konstaterer: »Jeg holder med den stærkeste. Og den stærkeste er Assad.«

Fra tagene i byen kunne man indtil våbenhvilens ikrafttræden i går om natten høre artilleri-ilden fra den nærliggende bjergby Zabadani og forstaden Douma, men i hovedstaden ser man tiden an og venter på både våbenhvile, og hvad det internationale samfund vil stille op, når og hvis den kollapser.

»Jeg tror ikke på, at den holder, det er der ingen, der gør. De trækker bare tiden ud.  Hvordan skulle han kunne overveje magtdeling, når der skal være valg om en måned, og det kun er styrets folk, der stiller op,« siger han og refererer til de valgplakater med styrets gamle cronies, der er begyndt at dukke op i Damaskus’ gader.

»Men folk er bange,« konstaterer han. »De ved, at oppositionen ikke kan klare det alene. Det eneste, der kan løse problemet, er en flyveforbudszone og en sikker zone, og det er lig med krig,« forklarer en damascener en eftermiddag over tabouleh-salat og arak, mens nyheder om de aftagende stridigheder strømmer over skærmen fra den internationale satellitkanal.

Han viser en ticker fra en officiel syrisk tv-kanal, der fortæller, at man får ondt i maven af at benytte Facebook – et af oppositionsaktivisternes vigtigste medier.

Tør ikke længere demonstrere

Som resten af selskabet har han sympati for oppositionen, men er bange for at gå med i demonstrationer. Flere i selskabet har tidligere deltaget, men tør ikke længere. De fleste har fået deres indtægter halveret eller helt fjernet som konsekvens af urolighederne, mens en ung studerende i selskabet ikke har været på universitetet i to måneder. Sidst han var der, blev han arresteret af den berygtede shabiha-milits og tæsket, fordi han havde udtrykt sin sympati for en dræbt demonstrant på en Facebook-side.

»De tæskede mig, men løslod mig efter et par timer,« forklarer han. »Det var andre studerende. Fra det ene øjeblik til det andet var de blevet militsfolk, havde fået pistoler, som de tog med ind til timerne, og id-kort, som gav dem ret til …  hvad som helst,« forklarer han.

»Siden da har jeg ikke været der. Universitetet er et dystert sted. De arresterer folk der hver dag.«

Aktivisterne, der engang var mere åbne, er i dag sværere at komme i kontakt med, især for en vesterlænding, der lyser op som en selvlysende elefant i et Damaskus, der er tømt for udlændinge og fyldt med hemmeligt politi.

Men da selskabet bryder op, fører et af medlemmerne mig hen til en café et stykke derfra. Efter kort tid dukker en skægget ung fyr og en lidt ældre mand op. Lidt senere dukker et par andre op, frisk fra en ’flyvende demonstration’ – en blokering af en motorvej – og fortæller om deres aktioner med en blanding af nervøsitet og begejstring.

»Vi kan kun lave meget hurtige aktioner, men det er vigtigt at demonstrere, at der stadig er modstand – også i Damaskus,« forklarer en af dem.

»Men folk bliver arresteret hver dag, i går blev en af mine venner arresteret, i morgen sker det for en anden. Og man vænner sig til telefonopkald med nyheder om en, der er død,« fortæller aktivisten.

»Kontrollen er så intensiv, her er de fleste med oppositionen, men der er også fyldt med informanter, du kunne være informant. Som udlænding er du enten journalist eller spion,« konstaterer en anden. »Militæret har en hel internet-hær, der overvåger os.«

Selskabet er splittet i sit syn på fremtiden. De afskriver alle fredsaftalen, men er uenige om, hvad alternativerne til den er.

»Det internationale samfund er nødt til at lave en flyveforbudszone og en sikker zone, også selv om det betyder krig,« siger en af de unge og får tilslutning fra sine jævnaldrende, mens en lidt ældre afvisende slår ud med hænderne, men ikke har et alternativ. »Lige nu er det vigtigste at hjælpe de folk, der lider i Homs og andre steder,« siger en kvindelig aktivist, der ligesom mange andre i selskabet er fra Homs og indimellem tager tilbage med den nødhjælp, der er tilladt.

»Vi kan kun vente. Men i samme øjeblik, vi ikke bliver beskudt, vil folk strømme ud i gaderne også her i Damaskus, og så er det slut. De kan arrestere os. Vi er ligeglade.«

Serie

Information i Syrien

Informations Tobias Havmand er udsendt til Syrien for Information. Som en af få vestlige journalister fik han indrejsetilladelse og rapporterede fra Damaskus. Så forlod han landet, men har på ny krydset grænsen – denne gang sammen med oprørerne for at skildre deres virkelighed.

Seneste artikler

  • Syriens nye ledere kender vi ikke endnu

    27. april 2012
    De folk, der repræsenterer den syriske opposition i dag, vil næppe blive fremtidens magthavere, hvis Assad falder. Det er én ting, Syriens brogede netværk af oppositionsfolk kan blive enige om
  • Information i Syrien: Forestillinger om fred

    23. april 2012
    Mens Kofi Annans syriske våbenhvile går ind i sit 12. døgn, er våbenhvilen ikke så synlig på landjorden. For nu at sige det mildt. Information rapporterer fra en by under belejring
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis de i den nærmeste fremtid ikke kidnapper ”pilgrimsrejserne” længere, er det så slut med oppositionen?
Hvis de i den nærmeste fremtid ikke dræber, torturere eller kidnapper ”shia og allawi folk” på åben gade, er det så slut med oppositionen?
Disse to forbrydelser er i hvert fald ikke begået af regeringsstyrkerne men af den uskyldige opposition, som vesten hele tiden holder hånden over!

@Jahnagir Irani

Vesten har svært ved at se at de eneste der støtter krigen mod Syrien er dem selv. Det er i hvert fald hverken mig eller andre i min familie/by i syrien.

Men os kan de ikke narre, vi har hørt deres løgn om Irak, Afghanistan, Palæstina, Somalia, Libyen osv..

Så vent du bare, om 5 år efter de har tilintetgjort Syrien og den fredelige tolerance blandt minoriteter, så vil deres indrømmelser poppe op én efter én ligesom de gjorde hos Bush, Anders Fogh og de andre