Læsetid: 4 min.

’National stolthed stiger nogle franskmænd til hovedet’

De franskmænd, som blev tvunget til at forlade Algeriet, stemmer traditionelt længere til højre end gennemsnittet af befolkningen. Siden uafhængighedskrigens afslutning for 50 år siden har Algeriet været en krudttønde under fransk politik
ensionisterne Francis og Anne-Marie Landes er blandt de mange franskmænd, der er født i Algeriet, men som efter Algierkrigen har bosat sig i den lille sydfranske by Carnoux-en-Provence.

ensionisterne Francis og Anne-Marie Landes er blandt de mange franskmænd, der er født i Algeriet, men som efter Algierkrigen har bosat sig i den lille sydfranske by Carnoux-en-Provence.

Jakob Dall

20. april 2012

Nostalgérie kaldes en lidelse, som en del af den franske befolkning er ramt af. Ifølge det statslige statistiske institut, INSEE, er 1,2 mio. franskmænd født i Algeriet, som var en fransk koloni indtil uafhængighedskrigens afslutning i 1962. Det svarer til 2,7 pct. af vælgerne ved præsidentvalget, men hvis man medregner denne befolkningsgruppes børn og børnebørn er 3,2 mio. personer (7,3 pct. af de stemmeberettigede) genetisk disponeret for at blive ramt af nostalgi i forhold til Algeriet. Præsidentkandidaterne kan således ikke tillade sig at ignorere de såkaldte pieds-noirs, sortfødderne, som den europæiske befolkning i Algeriet blev kaldt, fordi de under koloniseringen i modsætning til araberne gik med sko. Inden valget har præsident Nicolas Sarkozy derfor fået analyseinstituttet Ipsos til at undersøge denne befolkningsgruppes politiske orientering 50 år efter Evian-aftalen, som medførte Algeriets uafhængighed.

»De ældste pieds-noirs stemmer stadig på baggrund af fortiden,« udtaler Emmanuelle Comtat, som forsker i emnet ved universitetet i Grenoble, til Le Nouvel Observateur:

»Blandt dem er der en markant modstand mod regeringspartierne, som beskyldes for aldrig at have gjort noget for denne gruppe.«

Pensionisterne Francis og Anne-Marie Landes er blandt de mange pieds-noirs i den lille sydfranske by Carnoux-en-Provence, der først blev grundlagt efter Algierkrigen. Omkring 60 pct. af byens 7.000 indbyggere er født på den anden siden af Middelhavet, hvor der under kolonistyret boede omkring halvanden millioner europæere.

»Da den franske hær forlod landet, følte den europæiske befolkning sig forrådt af præsident Charles de Gaulle,« siger Francis Landes, der kom til Frankrig som 17-årig.

»Blandt franskmændene i Algeriet var kun 10 pct. velhavende jordbesiddere, men de havde allerede forladt landet inden krigen. Resten var almindelige håndværkere og forretningsdrivende, som var indstillet på at blive i Algeriet, fordi de ikke kendte til andet.«

Bagsiden af medaljen

I 1962 blev omkring en halv million europæere fra Algeriet repatrieret til Frankrig.

»Som befolkningsgruppe opstod les pieds-noirs først efter ankomsten til Frankrig. Det var ikke kun franskmænd, men også spaniere, italienere og andre nationaliteter fra middelhavsområdet, der blev evakueret under og efter krigen. De ankom med ild i røven,« siger Francis Landes, der som fransk soldat selv deltog i evakueringen af europæerne i Algeriet, hvor både hans far og onkel havde mistet livet.

»Jeg har oplevet Algeriet både før, under og efter krigen. Det franske kolonistyre i Algeriet var ikke holdbart, det kunne ikke fortsætte. Og til sidst så vi bagsiden af medaljen. Man kunne godt have gjort mere for ikke at lade den europæiske befolkning i stikken. Mange pieds-noirs, f.eks. min onkel, forsvandt efter at være blevet fanget og torteret af FLN (Algeriets befrielsesfront, red.).«

Ægteparret mødte hinanden, da de efter ankomsten til Frankrig begge fik arbejde i en bank i Nîmes.

»Vi kendte ikke hinanden fra Algeriet. Det var et rent tilfælde,« siger Anne-Marie Landes og fortsætter:

»På det tidspunkt havde vi lyst til at lægge fortiden bag os, men den blev måske alligevel ved med at forfølge os. Der blev set ned på franskmænd fra Algeriet, ligesom der blev set ned på les harkis (arabere i fransk tjeneste, red.).«

Ifølge Francis Landes har en del af integrationsproblemerne i det franske samfund således rod i Algierkrigen.

»Mange af de problemer, som vi har med indvandrerne fra Maghreb, bliver skabt af efterkommere af les harkis, der gør oprør mod deres forældre. Jeg forsvarer dem ikke, men jeg kan godt forstå dem,« siger Francis Landes, der er bekymret over den rolle, som islam har fået i vestlige samfund.

»Islam er en katastrofe. Jeg kender en del til emnet, for jeg har studeret arabisk i skolen. Hvis man sammenligner Koranen og Biblen, er der ikke den store forskel. Men hvordan forklarer man så, at fanatismen er mere udbredt blandt muslimer? Den katolske kirke har et overhoved, paven, mens budskabet i Koranen bliver fortolket forskelligt af imamerne. Det er dér, det går galt.«

Fuldblodseuropæere

Både europæere og arabere med rødder i Algeriet stemmer som regel længere til højre end gennemsnittet af den franske befolkning. I den sydvestfranske by Perpignan, hvor en del af de fransksindede arabere blev interneret efter uafhængighedskrigen, udtalte Sarkozy forleden, at »intet kan forklare eller undskylde opgivelsen af dem, der havde valgt Frankrig«.

En talsmand for det højreradikale parti Front National betegner det som »skandaløst«, at præsidenten »gør kur til les harkis efter ikke at have gjort noget for dem i løbet af sin embedsperiode«. Ifølge en nylig undersøgelse fra Sciences Po står Front Nationals præsidentkandidat, Marine Le Pen, som er datter af partiets grundlægger, den 83-årige Jean-Marie Le Pen, til at få flest stemmer blandt såvel pieds-noirs som harkis.

Ved lokalvalget i 2011 fik Front National over 50 pct. af stemmerne i Carnoux. Anne-Marie Landes mener, at Sarkozy gør klogt i at fokusere på indvandringens problemer.

»Vi kan ikke absorbere flere indvandrere, så man kan ikke sige, at han ikke har ret.«

Ægteparret vil dog ikke stemme på Front National, som ønsker at bremse al indvandring.

»Vi er europæere med hud og hår. Marine Le Pen vil melde Frankrig ud af EU og lukke grænserne. Det er totalt vanvittigt,« siger Francis Landes og fortsætter:

»Den nationale stolthed stiger nogle franskmænd til hovedet. Vi har lavet en revolution i 1789, hvilket forleder nogle til at tro, at Frankrig er en stor nation. I økonomisk forstand holder vi stadig skindet på næsen, men i forhold til giganter som Kina, Indien og USA er Frankrig blot et lille land, som aldrig ville kunne klare sig uden for EU.«

 

Læs mere om det franske præsidentvalg: Frankrigs intellektuelle kritiserer valgkampen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Fornuftige mennesker og interessant pointe, at forskellen mellem kristendommens og islams forhold til fanatisme har noget at gøre med paven og hans manglende islamiske modstykke.

Det er sjovt, jeg havde samme tanke: Grunden til den manglende fanatisme i Europa, i modsætning til Islam og de genfødte kristne i USA, er at vi har statskirke og paven.
Religion er en farlig størrelse der kun kan tæmmes ved institualisering.