Læsetid 4 min.

’Slagt Berlins mange turister’

I Berlin skaber strømmen af turister i stigende grad vrede blandt de lokale beboere, der er begyndt at gå aktivt til værks for at gøre noget ved problemet
Filminstruktøren Nana Rebhan er meget opmærksom på, at masseturismen i disse år forandrer Berlin i en grad, der deler byens faste beboere: Der er dem, der mener, at det forandrer byens sammensætning og skyder priserne på alt i vejret. Mens andre er glade, da de tjener styrtende på det.

Filminstruktøren Nana Rebhan er meget opmærksom på, at masseturismen i disse år forandrer Berlin i en grad, der deler byens faste beboere: Der er dem, der mener, at det forandrer byens sammensætning og skyder priserne på alt i vejret. Mens andre er glade, da de tjener styrtende på det.

Troels Heeger
25. april 2012

Det var først og fremmest nye lyde i bybilledet, der gjorde filminstruktøren Nana Rebhan opmærksom på, at masseturismen i disse år forandrer Berlin i en grad, der deler byens faste beboere.

»Jeg lagde mærke til, at der var kommet noget nyt til i kvarteret: Rullekufferters rumlen over brosten og nye sprog. Italiensk, engelsk, fransk og spansk. Berlin bliver stadig mere international. På den ene side på grund af turister, men også på grund af folk, der kommer hertil for at bo i en periode,« siger Nana Rebhan til Information, der møder hende på en typisk berlinsk café i kvarteret Neukölln. Ved nabobordet taler en plysset kvinde på engelsk om et forestående kunstprojekt. Som andre af byens tidligere arbejderkvarterer er Neukölln i stigende grad blevet rejsemål for unge europæere, der ønsker at få del i myten om Berlin. Det er dog langt fra alle berlinere, der hilser udviklingen velkommen.

Uden for cafeen viser Nana Rebhan Information hen til en nærliggende mur med den spraymalede påskrift: No more Rollkoffer! (’Ikke flere rullekufferter’, red.). Skriften på muren vidner om en øget lokal irritation over en bestemte type af yngre turister, der søger mod Berlin på grund af byens festscene og dens billige huslejer.

»De er bange for, at turister er skyld i en hurtigere gentrificering. Der kommer mange turister, og derfor må vores by blive pæn og dyr. Det er turisternes skyld, at huslejerne stiger, og at alt bliver dyrere. Sådan tænker de,« forklarer Nana Rebhan. Tidligere har hun instrueret en film om livet i den lokale park Hasenheide, men er i øjeblikket i færd med at forberede optagelserne til filmen Welcome Goodbye, der stiller skarpt på årsagerne til det omsiggribende »turisthad«, som fænomenet er blevet døbt af de tyske medier.

Berlins nye hadkultur

I avisen Süddeutsche Zeitung er forfatteren Tanja Dückers for nylig gået i rette med, hvad hun betegner som »Berlins nye hadkultur«.

»Antallet af tilfælde stiger, hvor udlændinge nægtes adgang til smarte klubber og barer med begrundelsen ’ingen turister’. Vi ønsker at være alene med os selv,« skriver Dückers og peger på, at hadet også retter sig mod tilflyttere fra sydtyske provinser, der i det seneste årti har bosat sig i tidligere nedslidte kvarterer som bl.a. Prenzlauer Berg.

»Som jeg ser det, er der tale om provinsiel mentalitet og småborgerlighed,« siger byforsker Bastian Lange, der som geograf på Humboldt Universitetet har beskæftiget sig indgående med Berlins udvikling efter Murens fald. Han tilføjer:

»Også hos de befolkningsgrupper, der foregiver at være tolerant over for omverdenen. Hipsterkulturen, der i de sidste to-tre år har erobret visse dele af Neukölln, slår over i sin modsætning, fordi man frygter, at de områder, man selv har tilegnet sig, bliver truet af en stadig mere voldsom bølge af turisme.«

For Nana Rebhan er fænomenet selvmodsigende.

»I Kreuzberg er omtrent 90 pct. af indbyggerne slet ikke født i Berlin. Alligevel siger nogle af dem, at intet må ændre sig. At det er deres bydel. Det er et sjovt paradoks, for hvorfor skal bydelen tilhøre dem? Hvorfor skal de have ret til at sige, at bydelen ikke må ændre sig?«

Turistbashing

Modviljen mod turisterne er særligt fremtrædende blandt venstrefløjsaktivister og alternativt sindede, mener Nana Rebhan, der til sin film har haft held med at overtale en af de sædvanligvis pressesky aktivister til at lade sig interviewe under løfte om anonymitet. »Der eksisterer en venstrefløjsscene, hvor der ligefrem bliver opfordret til turist bashing, men når man taler med dem om det og siger: ’Hør engang, turister er jo også mennesker,’ svarer de, at det har de aldrig sagt, fordi de går jo ind for lige rettigheder og ligebehandling. Der er ingen, der vil stå ved det, men der findes alligevel dette had.«

At nogle lokale beboere føler sig trængt af de internationale gæster, der rejser til byen med billige flyselskaber, kan man imidlertid forvisse sig om på en spadseretur i tidligere arbejderkvarterer som Neukölln og Kreuzberg. Det er ikke kun i Nana Rebhans kvarter.

Flere steder i Kreuzberg kan man øjeblikket se graffiti med aggressive udfald som »Touristen fisten« (tæsk turister, red.), »Touris, fuck off!« og endda »Touristen schlachten« (slagt turisterne, red.).

Turisterne kommer

At Berlin i disse år er under hastig forandring på grund af international opmærksomhed fra både investorer og turister kan der ikke herske tvivl om.

I 2010 slog Berlin sin egen turistrekord ved at nå op på 21 mio. overnatninger.

Mens beboere og aktivister slår sig i tøjret, ser nogle lokale politikere masseturismen som en af de mest lukrative måder, hvorpå man kan tilføre kapital til en forarmet by uden nævneværdig industri.

»Visit Berlin, byens turistråd, har af bystyret fået til opgave at hente mere end 30 millioner overnatninger i Berlin inden 2020«, siger Nana Rebhan.

Sidste år indkaldte en lokalafdeling af De Grønne til en debataften om stigende larm i kvarteret under overskriften »Hjælp, turisterne kommer«. Men arrangement forløb dog anderledes end planlagt.

»En hel masse mennesker dukkede op. Egentlig var arrangementets titel ment lettere ironisk, men det gik hen over hovedet på folk. De troede, det var et råb om hjælp. Folk talte om deres angst for at blive fortrængt fra deres eget kvarter,« fortæller Nana Rebhan.

I Rebhans eget nabolag hænger dusinvis af flossede plakater på afskallede husfacader og opfordrer skiftevis til protester mod stigende huslejer og til revolution.

I de senere år er nyistandsatte barer og økologiske fastfood-restauranter imidlertid begyndt at klemme sig ind mellem nikotingule værtshuse, venstrefløjscafeer og neonrørsoplyste klublokaler med rygende tyrkiske mænd.

»For 10 år siden kom folk for at se Kurfürstendamm. Berlin har ikke så mange seværdigheder som Paris og Rom. De mennesker, der er kommet hertil inden for de seneste par år, er mennesker, der sætter pris på byen på grund af disse særlige frirum,« siger Nana Rebhan og tilføjer:

»Byen er en projektionsflade, ikke kun for tyskere, men for dem, der kommer her. De har en idé om, hvad Berlin, og hvad byen skal være. Den skal give dem et stykke frihed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Jensen
Henrik Jensen

Hvordan kan nogen overhovedet være overrasket over, at tyskere igen råber Ausländer Raus/Turis Raus/Touristen schlachten?

Det har alle dage ligget lige under overfalden....

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Der er vist nogle forkælede, storsnudede tilflyttere (90% er ikke født i Berlin), der vil have det istandsatte Berlin for dem selv. Nye tilkomne er ikke velkomne, selvom de givetvis tilfører liv og omsætning til glæde og arbejdspladser.

Brugerbillede for Thomas Holm

Tja, det er som overalt. Det er kun smart, hip og in at være smart, hip og in, hvis man selv og nogle få udvalgte venner er det. Når der så kommer mange flere der vil være det, så er man jo ikke længere smart, hip og in, men igen kun en del af massen.

Derfor skal alle de andre holdes ude, så man selv er en af de udvalgte få.

Brugerbillede for Toke Andersen
Toke Andersen

@Henrik,,,undskyld mig, men sikke noget fis at skrive. Bla Bla Bla!!

Turister er altid pisse irriterende, også i København.

Turister og lokale vil altid have modstridende interesser.
Groft skitseret vil turisme fremme fokus på overfladiske kvaliteter som polerede facader og let tilgængelig kultur, arkitektur mm.
Dertil skaber turisme, nærmest uden undtagelse, en ubærlig kultur af skamløs prostitution.

Lokale derimod har ofte helt andre prioriteter.

Hvis balancen skrider til fordel for den ene gruppe - på bekostning af den anden, vil det naturligvis skabe utilfredshed.

Det er uheldigt at utilfredsheden kommer til udtryk på denne måde - det er jo ikke turisternes skyld, men bystyret og de handlende der tjener kassen på uhæmmet turisme.

Men turisme er sjældent byens eneste dynamiske udfordring.
I København ser vi jo tilflyttere fra fx Jylland forsøge at lave byen om til en lidt større Århus.

Brugerbillede for Niels Kristensen
Niels Kristensen

"Men turisme er sjældent byens eneste dynamiske udfordring.
I København ser vi jo tilflyttere fra fx Jylland forsøge at lave byen om til en lidt større Århus."

Og det forstår jeg er lidt dårlig stil? Ja det kunne næsten virke som om, at du finder det er en ret du og ikke de har? Med hvilken ret vurderer du det?

Brugerbillede for Toke Andersen
Toke Andersen

Beklager.... Det fattede jeg ikke meget af !

Hvad har "ret" med dette at gøre ??? Jeg har vist ikke talt om ret.

Det er en simpel observation.
Personligt opfatter jeg det problematisk, det er sandt.

Hvis jeg havde lyst til at bo i et tandløst borgerligt provinshul, så var jeg jo flyttet til Århus for længst.

Men tilflyttende jyder kan jo skide højt og flot på mine præferencer, og gør det i øvrigt allerede.

Det er deres ret, og det er min at brokke mig over det.

Brugerbillede for Jonas Arnfred
Jonas Arnfred

Jeg synes ellers det var en fin indsigtsfuld kommentar, Toke, indtil de sidste par linjer.

Du har ret i at problemet ikke er så simpelt som en flok reaktionære hipstere. Turisme kommer på bekostning af mange ting der gør en bydel levende for de mennesker der normalt bor der, og i meget turistede byer er det tydeligt hvordan turisterne har skubbet byens indbyggerede ud fra de populære områder og forvandlet dem til en ørken af turistvenlige boder og restauranter.

Det er svært at finde et kompromis, særligt fordi turisterne bringer rigtig mange penge til en by som for eksempel Berlin, hvilket oftest også kommer en stor del af de lokale til gode.

At dit argument så afslutter med en tirade mod århusianere og århus er lidt af en skam, for det ødelægger hvad der ellers kunne have været en god diskussion.

Brugerbillede for Anonym

Kreutzberg, aber doch....

Heldigvis kan sønniken og jeg bo hos en slægtning når vi understår os i at besøge denne historiske og kulturelt nødvendige metropol.

Jeg har det sådan med tyskere, at de virker mere venlige og imødekommende end danskere. - Generelt.

Det vil de stadigvæk gøre for mig.

Brugerbillede for Lena Lirkegaard
Lena Lirkegaard

Et stort problem i Berlin er at folk fra udlandet, heriblandt mange danskere, opkøber lejligheder og presser priserne op på boligmarkedet.
Mange af disse lejligheder bliver herefter brugt som ferielejligheder for folk som skal ned og nyde luksus i Berlin til en billig pris. Det er folk som ikke altid bidrager til det berlinske lokalmiljø med så meget andet end at tage fotos af de sjove lokale, synge "kvinde min" og dele deres overfladiske turistteorier om hvorfor det nu lige er Berlin er så fed. Til sammenligning er det ikke lovligt for en tysker at købe et sommerhus i Danmark, eller en lejlighed i København. Det er naturligvis ikke danskernes skyld at de udnytter en lovlig mulighed (ved sidste valg i Berlin blev det diskuteret at ændre loven, men det har ikke været debatteret sidenhen). I Berlin er der - til forskel fra i København - stadig mange leje-lejligheder. Til forskel fra København er man her ikke nød til at tænke som en kapitalist for at have et sted at bo. Men det er måske langsomt ved at ændre sig og det er der mange der er bekymrede over. Med denne investeringstanke følger nemlig en småborgerlig ånd, som man netop har været fri for i Berlin. Så hvis du har en fætter med en lejlighed i Berlin, som du lige skal ned til i weekenden, så lad nu være med at se dig som et stakkels offer hvis nogen har skrevet en bidsk kommentar om en rullekuffert på en husmur... og det dér med at alle tyskere er nazister inderst inde... tja, de er i hvert fald uhyre meget mere åbne overfor udlændinge og kosmopolitiske end de fleste danskere er..

Brugerbillede for Gorm Thorsen

Små café "københavnere" i deres Jyde-mors ekstra lejlighed.....Gad vide hvor mange indlæg dén kommentar passer på.....Nå, bare rolig, I'm off to metadon-brunch at Jensens. Og mit bullshit-prægede job der gør mig bedre end andre.

Jeg tror aldrig jeg har hørt min overbo vaske op.

Brugerbillede for Thomas Holm

Lena,

Berlin er oversvømmet med boliger. Min forældre bor der og deres bolig er faldt ca. 50% i værdi siden de købte den i 2000. Der blev efter murens fald simpelthen bygget i tusindvis af nye boliger i Berlin og omegn i forventning om at de stakkels 'Ossis' nu skulle have og forlange noget nyt at bo i.

Det viste sig så at de ikke havde råd til disse nye boliger i en del tilfælde faktisk foretrak deres plattenbauten.

Udviklingen i priser kan bl.a. ses her: http://immobilienbewertung.immobilienscout24.de/karten/berlin/berlin.htm...

Brugerbillede for Jens Thorning
Jens Thorning

Berlinerne ser indtil videre tilflytter-truslen komme fra Schwaben og ikke fra Danmark. København har jo New Esbjerg (Ørestaden). En undersøgelse, "de naboer kan vi bedst/dårligst lide" viser i øvrigt, at sydvesttyskere synes, at polakker er de dårligste naboer, skønt de er hundredvis af kilometer væk.

Brugerbillede for Toke Andersen
Toke Andersen

@Jonas

Tak, og ja du har helt ret - Udover mit generelt aggressive sprogbrug, som jeg også selv ofte undres over(det har sågar bragt mig seriøst i fedtefadet ved adskillige lejligheder;) - var det var med Århus og jyder lidt galde fra en lokal skærmydsel, der mere handler om dynamikken mellem opvoksede byboere og tilflyttede folk fra landet.

I en lidt mere sober tone og måske en ny tråd, tror jeg nu stadig det kunne retfærdiggøre en debat og en undersøgelse, for det er en dynamik der på godt og ondt, er svær at benægte.

Brugerbillede for Bob Jensen

Toke, når du nu er i et behageligt lune igen så kunne det måske være interessant om du helt nøgternt beskrev den dynamik som du ser den, og naturligvis i civiliserede vendinger, for det er da ikke et uinteressant emne
-en jyde i californien

Brugerbillede for Bjarke  Hansen
Bjarke Hansen

Spændende artikel, som viser en vis dynamik, hvor de "udvalgte" det værende sig de tidligere tilflyttere til Berlin og f.eks Toke Andersen.
De virker til at have brug for at hævde sig over andre for at kunne definere deres egen identitet. og hvis det forfærdelige skulle ske at der skulle komme for mange dødelige til deres lokalområde, må de råbe vagt i gevær. For hvordan skal de så definere sig som værende "noget for sig selv"

Det er en meget provinsiel tankegang som ikke hører Berlin til eller for den sags skyld Toke Andersen...

Det er lidt i stil med når små bondebyer skal nedgøre hinanden for at føle sig store. Det sjove er bare i forhold til Kbh - Århus duellen at det mere er et københavnsk fænomen at skulle hævde sig...Det kan vi lade stå for sig selv....

Brugerbillede for steen jensen

Toke Andersen: Når du er i Berlin/London osv, og det er du garanteret ind i mellem eller har været, så bliver du til en jyde.

Brugerbillede for Lena Lirkegaard
Lena Lirkegaard

Thomas, det stemmer at boliger traditionelt har väret billigere i Berlin paa grund af den historiske udvikling du taler om. Det er jo een af grundende til at saa mange kunstnere er strömmet til Berlin. Men samtidig maa man have i mente at lönnen i Berlin er lattterlig lav, som det ogsaa er tilfäldet i resten af Brandenburg = tidligere östtyskland. At priserne skulle väre faldet kan jeg slet ikke genkende, de tal du refererer til fra immobilienscout henviser til udviklingen fra 2009-2010, saa man kan ikke tale om en generel udvikling OG hvis du kigger paa tallene for lejeboliger, som er det de fleste berlinere bor i, saa er huslejen faktisk steget en del. Desuden ville jeg nu nok väre lidt kritisk i forhold til tal der kommer fra en ejendomsmägler, der jo er interesseret i at give indtryk af at man netop nu kan göre en god investering. Jeg bor selv i Neukölln, og min husleje er i hvert fald steget. Og til Jens - det er rigtigt at mange boliger i Berlin bliver opköbt af folk fra Schwaben, men danskerne er godt med og det er der mange i Berlin, der er klar over. Selv har jeg närmest ikke en bekendt i Danmark der ikke lige kender én, som har en lejlighed i Berlin...

Brugerbillede for Kim Houmøller
Kim Houmøller

Turisterne rejser hjem igen. Under opholdet lægger de en del penge. Vil de hellere have nogle fastboende, der søger socialhjælp?

Brugerbillede for Kim Houmøller
Kim Houmøller

Turisterne rejser hjem igen. Under opholdet lægger de en del penge. Vil de hellere have nogle fastboende, der søger socialhjælp?

Brugerbillede for Thomas Holm

Lena,

det samme site giver også en udvikling af lejepriser, og det ned til gadeniveau.

Og ja, nogle steder, igen der hvor det er hippt og smart og in at bo, der stiger lejerne og salgspriserne, andre steder falder de. Som vist med optil 20% på 2 år...

Brugerbillede for Lena Lirkegaard
Lena Lirkegaard

hey skal det eneste der täller - igen - väre penge? Berlin har en helt särlig kultur med medbestemmelse og autonome projekter i lokalomraaderne. Det er pissefedt. Der er en positiv stemning, der opbakning om nye ideer - ogsaa til ting som ved förste blik ser kiksede ud. Lidt som i Köbenhavn i de gode gamle dage i firserne og halvfemserne. Det er maaske ogsaa det mange danskere synes er hyggeligt. Det er fedt at folk strömmer ud og ind fra hele verden. Det eneste jeg siger er bare at vi danskere maaske skal väre lidt paapasselige med at se Berlin som en gylden investeringsmulighed. Den der holdning med at folk bare skal tage holde deres käft med enhver kritik, saalänge man "lägger sine penge" i deres by/land synes jeg er temmelig kolonial-herremands-agtig, sorry!

Brugerbillede for Teis Iversen

Den der lidt pressede følelse er et globalt fænomen; om den så fører til "turist-bashing", islamofobi eller århushistorier.

Mit bedste bud er tålmodighed.