Læsetid: 6 min.

Sudan er Kinas afrikanske hovedpine

Nøglen til at undgå en yderligere eskalering af konflikten mellem Sudan og Sydsudan ligger i Beijing, der er ved at vågne op til tømmermændene efter års fest på det afrikanske kontinent
Onsdag i sidste uge var Sydsudans præsident, Salva Kiir, på officielt statsbesøg i Beijing for at forhandle om muligheden for en alternativ olieledning uden om Sudan.

Onsdag i sidste uge var Sydsudans præsident, Salva Kiir, på officielt statsbesøg i Beijing for at forhandle om muligheden for en alternativ olieledning uden om Sudan.

Ju Peng

30. april 2012

Kina tøver ikke, når det gælder stormagtens interesser i Afrika. Så selv samme dag som Sydsudan løsrev sig fra Sudan og blev et selvstændigt land, den 9. juli sidste år, åbnede Kina en ambassade i den nye hovedstad, Juba.

Kina har siden starten af 1990’erne investeret mere end 20 mia. dollar i Sudanesisk olie og køber dagligt 475.000 tønder olie af Sudan, hvilket dækker godt fem pct. af det kinesiske forbrug.

Men med Sydsudans selvstændighed er størstedelen af den olie, der før blev købt og betalt i Sudans hovedstad, Khartoum, nu under Jubas kontrol.

Og nu blot ti måneder efter sydsudanesisk selvstændighed – der endegyldigt skulle have sat en stopper for Afrikas længste og mest blodige konflikt – er Kina blevet fanget i en regulær krydsild mellem de gamle venner i Khartoum og de nye i Juba.

Olien flyder ikke længere, og de to lande er på randen af en endnu en krig.

»Den eskalerende konflikt mellem Sudan og Sydsudan har sat den kinesiske ledelse i en meget svær situation. 75 pct. af den olie, som kineserne har investeret i, ligger i Sydsudan, men olien skal transporteres igennem Sudan, hvor den bliver raffineret og sendt til Kina,« forklarer Luke Patey, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

Konflikten blussede op i januar i år, da Sydsudan lukkede for strømmen af olien mod nord på grund af beskyldningerne om tyveri fra Sudans side – og det rammer begge lande hårdt. Begge landes økonomier – målt ud fra deres valutastyrke – taber i øjeblikket. 

Ingen olie

Sudan henter omkring 60 pct. af landets indtægter fra olie, og i Sydsudan er det mere end 90 pct. af statens indtægter, der kommer fra salg af olie.

Alligevel fastholder den sydsudanesiske regering, at oliehanerne forbliver lukket, så længe landet er i konflikt med naboen i nord.

»Vi er vant til at leve uden indtægter, det har vi gjort i årevis under krigene med Sudan,« lyder det fra Pagan Amum Okech, Juba-regeringens minister for fred, der i sidste uge gjorde det klart for omverden, at den sudanesiske olie har fået en ny »master«:

»Før var det Khartoum, nu er det Juba,« sagde ministeren for fred, der også er leder af det sydsudanesiske regeringsparti, SPLM, og dermed en af Jubas mest magtfulde politikere.

En væsentlig del af striden handler om prisen for at transportere olie fra Sydsudan og ud til havneanlæggene ved det Røde Hav i den nordlige Sudan. Den eneste vej olien kan komme ud.

»Sudan mener, at de bør få en forholdsvis høj pris for at transportere olien igennem deres rørledninger, som en slags kompensation for den olie, de måtte sige farvel til sidste år,« siger Luke Patey, der dog mener, at de sudanesiske krav er helt skudt forbi, når de forlanger op mod 36 dollar per tønde olie.

»Kompensation og prisen for at transportere olie indgår som et punkt i fredsaftalen fra 2005, der er grundlaget for et selvstændigt Sydsudan. Og her er prisen sat til henholdsvis 74 cent og 66 cent, afhængig af hvilken rørledning, der bliver brugt. Og selvom det på ingen måde matcher kravene fra Sudan, så er det stadig en høj pris sammenlignet med normale markedsvilkår,« siger Luke Patey.

»Men hvor meget Sydsudan så er villige til at betale for politisk stabilitet, for fred, det er dét, der nødvendigvis skal forhandles om,« siger Luke Patey.

Men den sydsudanesiske regering overvejer tilsyneladende andre muligheder for at undgå at skulle handle med Sudan.

Sydsudan bejler til Beijing

Onsdag i sidste uge var Sydsudans præsident Salva Kiir på officielt statsbesøg i Beijing, og med i mappen havde han et ønske til den kinesiske leder Hu Jintao om finansiel støtte til en alternativ olieledning.

Sydsudan vil have en østgående olieledning med raffinaderi og udskibningsmuligheder fra Kenya. Et projekt, som både Kenya og Uganda med nylige oliefund også har på deres ønskeliste.

»Kina er kendt for at give de afrikanske regeringer, det de vil have. Ingen spørgsmål eller betingelser, ren handel. Og det var det, Sydsudan var ude efter,« siger Luke Patey, der dog peger på, at ønsket fra Sydsudan strider imod alle Kinas interesser.

– Hvad fik præsident Salva Kiir?

»Han fik et halvhjertet svar fra kineserne om, at de kan yde teknisk assistance, men at der intet sker, før der er fred mellem Sudan og Sydsudan, så det er et slags nej,« siger Luke Patey, der understreger, at styret i Beijing er meget bevidst om, at alt andet end en afvisning af Sydsudans forslag ville være at vende ryggen til deres mangeårige allierede i Khartoum.

»Sudan var et af de første lande i Afrika, hvor Kina begyndte at investere. Det er et forhold, der strækker sig mere end tyve år tilbage. Til et tidspunkt, hvor vi endnu slet ikke var begyndt at tale om Kina i Afrika,« siger Luke Patey.

Ny scene for Kina

Niels Carstensen, der er programansvarlig for Sudan i Folkekirkens Nødhjælp, mener heller ikke, at en alternativ rørledning uden om Sudan i nord er en god idé.

»Den ville fjerne grundlaget for fred og stabilitet mellem de to lande,« siger Niels Carstensen, der mener, at det kinesiske styre for alvor er vågnet op til tømmermænd på det afrikanske kontinent.

»Kina har brugt og misbrugt Afrika og været helt ligeglade med, hvad der foregik. Og indtil nu har det været fuldstændig omkostningsfrit for Kina at indtage den holdning, at de ikke blander sig i interne forhold i de afrikanske lande. Det er Sudan det bedste eksempel på. Men nu er de tvunget til at tage ansvar,« siger Niels Carstensen, der peger på, at Kina er det eneste land, der kan påvirke og løse konflikten mellem Sudan og Sydsudan.

»Kun Kina har en økonomisk klemme på Sudan. De kunne lukke Khartoum ned i morgen, hvis de ville, og det giver dem et kæmpe ansvar, som jeg tror først er ved at gå op for dem nu,« siger Niels Carstensen:

»Det er Kina i en helt ny rolle. De er kastet ind på midten af den store verdensscene, foran publikum og uden manuskript.«

Forberedelser til krig

På grænsen mellem Kenya og Sydsudan er flygtningestrømme taget til, og FN har meddelt, at det i samarbejde med de kenyanske myndigheder gør klar til at åbne en tredje flygtningelejr langs grænsen. Og i henholdsvis Khartoum og Juba skrues der foreløbigt yderligere op på retorikken. Alligevel er Luke Patey moderat optimist.

»Fortællingen om de to landes konflikt er en historie med mange hårde ord. Men det er også en fortælling om at kunne lave aftaler, som ingen troede var muligt. Så selvom det ikke ser for godt ud lige nu, så er jeg moderat optimist,« lyder det fra Luke Patey.

Niels Carstensen er enig. Han mener, at både hård retorik og de seneste måneders spredte militære kampe handler om at stå stærkere ved forhandlingsbordet.

»Findes der ikke en løsning, hvor Khartoum og Juba kan finde ud af at deles om profitten fra olien, så vil en lang række andre interessekonflikter blive ved at dukke op. Det er simpelthen nødvendigt at binde de to lande sammen i et gensidigt økonomisk afhængighedsforhold, ellers kommer der aldrig fred,« siger Niels Carstensen, der samtidig påpeger, at ingen af de to regeringer kan overleve særligt længe uden oliedollar.

»Uden penge holder ingen af de to præsidenter. Både Sudan og Sydsudan er stater præget af høj grad af nepotisme, og hvis ikke de har penge til at pleje deres alliancer med magtfulde stammeledere og klaner, så taber de magten,« siger Niels Carstensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maya Nielsen

Jeg synes Kina skulle have lov til af FN's sikkerhedsråd til for en gang skyld át være dem der medvirker til fredssikring i verden, og i praksis sætte sikkerhedsstyrker ind i mellem syd og nord-sudan, Kina kán sagtens mestre en tilstrækkelig stor millitærstyrke så se át komme på banen Kina med en positiv handling, således át de nordlige fanatikkere ikke får smadret landet fuldstændigt og Tuaregerne ikke begynder át stene mennesker og brænde kirker og andre religiøse bygninger ned.