Læsetid: 4 min.

Syriens nye ledere kender vi ikke endnu

De folk, der repræsenterer den syriske opposition i dag, vil næppe blive fremtidens magthavere, hvis Assad falder. Det er én ting, Syriens brogede netværk af oppositionsfolk kan blive enige om
Familie og venner bærer liget af en dræbt mand gennem al-Qusayr. Byen har i et stykke tid været kontrolleret af oprørere, men angribes konstant af den syriske hær med omkomne til følge.

Familie og venner bærer liget af en dræbt mand gennem al-Qusayr. Byen har i et stykke tid været kontrolleret af oprørere, men angribes konstant af den syriske hær med omkomne til følge.

Gianluigi Guercia

27. april 2012

Al-Qusayr – »Vi var tavse i 40 år, men vores børn vil ikke tie. Vi burde gå foran, men i virkeligheden løber vi efter de unge i denne revolution. De unge forstår problemet bedre, end vi gør. De ved, hvad de gør, og hvad der er brug for. Vi rejser os op for dem,« forklarer Abu Ammar.

Den 72-årige digter og tidligere embedsmand ved den statslige syriske tv-kanal er en del af byen al-Qusayrs seks mand store ledelsesråd og en slags lavmælt dissident gennem mange år. Men han erkender, at det ikke er hans generation, der leder den opstand, der startede i marts sidste år, efter at politiet havde arresteret og torteret en række unge drenge, der havde malet politisk graffiti i den store sydsyriske by Daraa.

Når det syriske oprør bliver præsenteret for omverdenen, er det som regel via Det Syriske Nationalråd og dets formand, Burhan Ghalioun, der især på arabisksprogede tv-kanaler synes at køre i en uendelig båndsløjfe. Men internt i Syrien er billedet mere broget. Nogle tror på væbnet kamp, andre som udgangspunkt ikke, nogle er sekulære, andre har et religiøst udgangspunkt.

Oppositionen kan således opdeles i forskellige grupper som f.eks. resterne af det, der blev kendt som ’Damaskus-foråret’, da unge og intellektuelle i en kort periode i 2000-2001 fik et vist frirum til at kritisere systemet i slipstrømmen af Hafez al-Assads død og sønnen Bashars antydninger af demokratiske åbninger. Derudover er der dele af traditionelle samfundsgrupper på landet og i byerne, som har kunnet se både deres velstand og deres indflydelse svinde over en årrække til fordel for folk fra styrets inderkreds. Der er islamister, både fra Det Muslimske Broderskab og wahabi- og salafi-grupper, som er blevet overladt mere plads siden Assad-styrets nedkæmpelse af Det Muslimske Broderskabs Hama-opstand i 1982, hvor Saudi-Arabien efterfølgende fik lov til at overtage en del af broderskabets plads af Hafez al-Assad. Og så er der den traditionelle opposition til styret, som i vid udstrækning tegner oprøret fra deres udgangspunkt i andre lande.

Den gamle garde

Netop den gruppe er næsten alle internt i Syrien imidlertid temmelig hurtige til at afskrive.

»De udfylder deres rolle, men når revolutionen er overstået, og Assad faldet, er deres rolle udspillet, og de vil forsvinde,« konstaterer en oppositionstilhænger i Damaskus. »Det vil være en ny generation og en ny gruppe af mennesker, der vil tegne det nye Syrien. Jeg har respekt for folk som, Michel Kilo (markant dissident i Syrien, red.) som har præget oppositionen mod Assad tidligere. Men deres tilgang tilhører fortiden og den gamle opdeling. Og de er gamle,« konstaterer manden med en holdning, der afspejler de fleste andre internt, hvor forholdet til rådets medlemmer og den traditionelle opposition svinger fra at mene, at folk som rådsleder Ghalioun udelukkende har påtaget sig den prominente position for at kunne tjene penge, og til en slags velvillig indifference.

Således også i al-Qusayr, hvor lederen af det lokale råd, forretningsmanden og tandlægen dr. Abbas Muhebdeen, har en forklaring på nationalrådets evige strid og manglende evne til at tage politisk lederskab.

»Der har været 40 års apati, og for min generation er det svært at ændre den måde, man tænker på,« siger den ca. 50-årige rådsleder. »Vi har ingen erfaringer med politisk deltagelse og med at arbejde sammen som et hold om at nå frem til en fælles idé. Folk har altid skjult deres tanker og deres holdninger og ikke mødtes for at tale om dem. Hvis man mødtes, blev man arresteret. Hvis folk kom hjem til mig for at tale om politik, ville det hemmelige politi få det at vide, og jeg ville blive arresteret. Derfor er selve ideen om at samarbejde og have en politisk dialog noget nyt for os. Det er noget, vi skal lære, og det gør sig også gældende for de folk, der bor i udlandet,« siger han med henvisning til det forsamlingsforbud, der er en af årsagerne til, at folk har mødtes i moskeerne for at tale politik.

Faren for radikalisme

»Vi har hårde muslimer, vi har sekulære, men det er ikke det væsentlige, for fremtidens magthavere vil blive fundet ved valg,« siger byrådslederen, hvis gruppe er en del af paraplynetværket High Commission for the Syrian Revolution og også rummer et medlem af Den Frie Syriske Armé, som aflønnes af rådet, ligesom rådet er i sporadisk kontakt med det eksilerede nationalråd.

Han afviser imidlertid, at den syriske opstand reelt er blevet overtaget af islamister, som mange forsvarere af Assads metoder hævder.

»Syrien er et åbent og tolerant land. Vi har få hårde muslimer. I al-Qusayr havde vi tre rabiate islamister, og de blev fængslet af Assad for flere år siden. Vi er anderledes end Afghanistan og andeledes end Saudi-Arabien. Anderledes end Egypten. Vi har en lang historie med fredelig sameksistens mellem religiøse grupper, som er langt ældre end Assad-familiens styre,« forklarer byrådslederen.

»Faren er, at de ekstreme grupper på begge sider vil vokse, hvis denne kamp fortsætter, fordi de vil blive støttet, og fordi de trives i kaos. I dag har er al-Qaeda her ikke, men grænserne er åbne. Derfor har vi brug for hjælp til at få afsluttet denne konflikt,« siger han.

Serie

Information i Syrien

Informations Tobias Havmand er udsendt til Syrien for Information. Som en af få vestlige journalister fik han indrejsetilladelse og rapporterede fra Damaskus. Så forlod han landet, men har på ny krydset grænsen – denne gang sammen med oprørerne for at skildre deres virkelighed.

Seneste artikler

  • Information i Syrien: Forestillinger om fred

    23. april 2012
    Mens Kofi Annans syriske våbenhvile går ind i sit 12. døgn, er våbenhvilen ikke så synlig på landjorden. For nu at sige det mildt. Information rapporterer fra en by under belejring
  • ’Når de ikke skyder længere, er det slut med Assad’

    13. april 2012
    I det syriske systems hjerte tror få på våbenhvilen. Selv i en by, hvor sikkerhedstjenesterne holder al opposition nede, venter de fleste kun på et tegn på svaghed fra styret, mens tilhængere af Assad ser våbenhvilen som en mulighed for at trække tiden ud og eliminere oppositionen i mellemtiden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Asmussen

"Syriens nye ledere kender vi ikke endnu"
Så er regimeskiftet altså allerede afgjort. Hvorfor må læserne ikke få at vide, hvad Information åbenbart allerede ved?

Karsten Olesen

Gang på gang har Al Jazeera bragt reportager om "bombninger" og "skyderier" - som er blevet dementeret af lokale beboere på stedet.

Denne gang er det en ung algierer - på besøg i Homs - der afslører Al Jazeeras løgne:

Al Jazeera rapporterede for nogle dage siden, at kvarteret Khalidiya i Homs blev bombet voldsomt af den syriske hær.

Her viser algiereren, at gaderne er fuldstændig rolige - at der intet sker:

http://libyaagainstsuperpowermedia.com/2012/04/27/libya-the-young-algeri...

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=bhsiAy3uGbo

Anti-imperialist Syrians speak out:

http://www.veteranstoday.com/2012/04/22/anti-imperialist-syrians-speak-out/

"Den syriske befolkning bryder sig ikke om sekterisme og splittelse":

http://www.youtube.com/watch?v=iNxCe3x0x-U

Niels-Holger Nielsen

Per Danbo

McClatchy er ofte ok, med mange gode journalister. I betragtning af McClatchys størrelse er det mærkeligt, at det ikke oftere citeres i mainstreammedierne.

Karsten Olesen
Per Dørup Jensen

"Vi kender ikke Syriens nye ledere endnu" Og længere nede: "faren for radikalisme", lyder overskrifterne.
Hvorfor skulle de potentielt nye ledere i Syrien være mere moderate og demokratiske end de nye ledere i Libyen? Deres bander, som hærger i Syrien, senest med selvmordsbomber, som dræbte 80 mennesker er - kan nogen vist ikke være i tvivl om - af samme afstumpede voldsstøbning som de libyske, De reele demokratiske reformkræfter, der måtte være, ser ikke ud til at have nogen som helst indflydelse i den såkaldte opposition.
Evaluer dog på erfaringerne fra Libyen, hvor et islamisk diktatur og kaos nu hersker!