Analyse
Læsetid: 2 min.

Det er systemkrisen, der banker på

Problemerne i spansk økonomi har også rod i det fossile energisystem. Men krisen bremser bestræbelserne på at forlade det
Udland
25. april 2012

Analyse

Krisen, der hærger det spanske samfund, er ikke en snæver økonomisk krise. Den har både medvirkende årsager og virkninger i det økologiske system, Spaniens økonomi er forankret i. Den spanske syge er en del af en paradoksfyldt og kompleksfyldt systemkrise.

Eksempel 1: Spanien har i flere år haft fuld kraft på udbygningen med vedvarende energi for at nedbringe sin forsyningsmæssige sårbarhed og belastningen af økonomien via stadig dyrere olie og anden fossil energiimport. Spanien er således nummer to i Europa – efter Tyskland – når det gælder installeret vindkraftkapacitet.

I februar i år leverede de spanske vindmøller 21,7 pct. af landets elforsyning, og på årsbasis sparer vindkraften Spanien for to milliarder euro til fossilt brændselsindkøb, samtidig med at nationens store producent af vindmøller, selskabet Gamesa, og andre virksomheder i branchen sikrer landet indtægter via teknologieksport på 2,4 mia. euro.

Tilsammen en gevinst for den spanske handelsbalance på, hvad der svarer til over 32 mia. danske kr. Mere end 30.000 arbejdspladser i vindkraftindustrien er samtidig med til at lindre den uhyggeligt høje spanske arbejdsløshed på 25 pct.

Regeringen trak tæppet væk

Den 27. januar i år meddelte Spaniens nye konservative regering imidlertid, at man på grund af krisen og behovet for hurtige offentlige besparelser fjerner alle hidtidige støtteordninger til ny vedvarende energi, herunder pristilskuddet til el fra kommende vindmøller.

I praksis er der tale om et moratorium uden kendt slutdato for udbygning med vind, sol og anden vedvarende energi i Spanien. Altimens stiger prisen på olie og undergraver den kriseramte økonomi.

»Havde vi ikke været et selskab, der opererer på det globale marked, havde vi været færdige,« sagde Juan Diego Diaz Vega, markedsdirektør hos Gamesa, på den internationale vindkraftkonference i Bella Center i sidste uge.

Eksempel 2: Den historiske vækst i den globale økonomi, primært baseret på CO2-udledende fossil energi, påvirker i stigende grad klodens klima. Uden direkte bevis for årsagssammenhængen har dele af Spanien i vinter oplevet den værste tørke i 65 år. Også i Portugal, Frankrig, Tyskland og dele af Storbritannien har der de senere måneder været markant nedbørsmangel. Regnen er nu kommet i det nordlige Spanien, men i syd er det fortsat tørt, og det spanske landbrugsministerium opererer med et fald i den spanske vinterhøst, der domineres af byg og hvede, på 25 pct.

Landmænd siger til Reuters, at op til 70 pct. af den normale høst af durumhvede i Andalusien kan være gået tabt og 50 pct. af hvedehøsten i andre områder.

Konsekvensen er, at staten ud af de sparsomme offentlige midler skal betale landmændene erstatning på op til 70 pct. af deres tab, samtidig med at Spanien må øge sin allerede store og valutabelastende import af korn på 10 mio. ton.

Det ligner altså et overordnet billede af en fossilt baseret økonomisk vækst, der via klimaændringer undergraver sit eget grundlag. Hvilket taler for en forceret omstilling til ikke-fossil energi – som hæmmes af den aktuelle økonomiske krise, hvor høje oliepriser medvirker til at udhule den nationale økonomi og evnen til investeringer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Hvad er problemet? Vi kan vel bare købe australsk, argentinsk eller chilensk vin? Hvad med alle de arbejdsløse? Kan de ikke bare få arbejde i NATO - den har jo altid et eller andet på bedding. Ikke al det piveri.

Jens Lindgaard

Mærkeligt at A Fogh ikke kæmper mere for det græske.

Mærkeligt vores egen situation er så negligeret, det er nu der skal handles.

Glimrende tidspunkt at investere i alternativ energi, men noget tyder på markedet vil det anderledes. Vi kommer ikke videre før kapitalen bliver frataget jerngrebet om nationalstaterne.

En interessant kurve om forholdet mellem økonomisk vækst og udledning af CO2.
http://www.sciencedaily.com/images/2012/05/120501134327-large.jpg