Baggrund
Læsetid: 6 min.

Til våben, borgere!

Indbyggerne i Marseille bliver skeptiske, når de hører præsidentkandidaterne tale om revolutionsidealer. Frankrigs store Middelhavsby er stadig landets problembarn
En arbejder på vej hjem fra arbejde i havnen i Marseille. Borgerne i den sydfranske by mener ikke, præsident Sarkozy har indfriet sine løfter om økonomisk udvikling.

En arbejder på vej hjem fra arbejde i havnen i Marseille. Borgerne i den sydfranske by mener ikke, præsident Sarkozy har indfriet sine løfter om økonomisk udvikling.

Jakob Dall

Udland
18. april 2012

Det er skæbnens ironi, at Frankrigs næststørste by lægger navn til nationalsangen, »La Marseillaise«:

Til våben, borgere/

Formér jeres bataljoner/

Af sted, af sted, så urent blod kan vande vore plovfurer

Forestillinger om rent og urent blod giver ikke megen mening i en smeltedigel som Marseille. Siden oldtiden har Frankrigs ældste by været en af Middelhavets vigtigste havne og forbundet nord og syd. Her har befolkningen længe været lige så meget afrikansk, arabisk, asiatisk, jødisk, italiensk og spansk som fransk.

»Spørgsmålet om fransk identitet er ikke det samme her, som det er i Paris,« siger Nassurdine Haidiri, borgmester for sport og ungdom i Marseilles første og syvende arrondissementer og medlem af Socialistpartiet.

»Som abstrakt spørgsmål bliver det ikke opfattet som særlig interessant eller afgørende, men samtidig er de økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer større her.«

At nationalsangen er opkaldt efter landets problembarn beror på en misforståelse. Den er skrevet i den anden ende af landet, i Strasbourg på grænsen til Tyskland, men blev hørt for første gang af pariserne, da en bataljon nationalgardister fra Marseille sang den ved en folkefest tre år efter revolutionen i 1789. Under præsidentvalgkampen er luften igen tyk af revolutionens og republikkens retorik.

Men retorikken er efterhånden svær at tro på i havnebyen, mener den lokale musiker Bernard Audibert:

»Folk med en hård hverdag har sværere ved at acceptere en abstrakt lighedsretorik. Marseille er blevet gradvist fattigere og har samtidig været ramt af et boom i boligpriserne, fordi TGV-togene har fået flere og flere fra Nordfrankrig til at købe feriehus sydpå. Men pariserne kommer her kun i weekenden for at få lidt autenticitet,« siger Audibert over en aperitif i Notre-Dame-du-Mont-kvarteret, som ligger lige under Notre-Dame-de-la-Garde-katedralen på byens højeste punkt.

»Selv om det er en katolsk kirke, bliver den også besøgt af jøder og muslimer. Folk fra Marseille betragter den som hele byens kirke,« fortæller Audibert, der selv er protestant med rødder i Korsika og Napoli.

Han påpeger:

»Da der i 2005 udbrød optøjer blandt indvandrere i Paris’ forstæder, spredte det sig til flere andre store byer, men ikke til Marseille, hvor den kosmopolitiske kultur måske er stærkere end den nationalistiske.«

Ny bypolitik

Der er ikke den samme afstand mellem centrum og forstad som i Paris, hvor beboerne på de mondæne boulevarder betragter kvartererne på den anden side af ringvejen, le périférique, som farlige, oversøiske kolonier. Der er snarere tale om gradsforskelle mellem den gamle del af havnen, hvor borgmesteren, den konservative Jean-Claude Gaudin, vil opsætte 1.800 overvågningskameraer for at gøre centrum til et mere sikkert sted, når Marseille næste år skal være europæisk kulturby, og kvarterer som Parc de la Rose, ude i det 13. arrondissement, hvor bystyret vil rive en boligblok ned som led i bekæmpelsen af narkokriminalitet:

»Handlen med shit (narko, red.) er blevet en sygdom i Marseille, som allerede har kostet alt for mange dødsfald. Men snarere end nedrivninger, er der brug for flere menneskelige og økonomiske ressourcer,« siger borgmester Nassurdine Haidiri, inden han må gå for at kunne nå toget til Paris. Dér skal han fortælle Socialisternes præsidentkandidat François Hollandes kampagnemedarbejdere om ghettoproblemerne i den sydlige metropol:

»Hvis man går op i opgangene i kvarterer som La Rose, er det drenge på 16-17 år, der sidder og sælger. Men at rive huse ned hjælper ikke. Når drenge på helt ned til otte år bliver inddraget, er det umuligt at bekæmpe problemet udelukkende med overvågning og politikontrol,« mener Haidiri.

»I må ikke fotografere i mit kvarter,« siger den mindste af tre drenge, som hurtigt dukker op, da Information aflægger et formiddagsbesøg i kvarteret.

De er næppe mere 12-13 år gamle. Den ene har et jernrør i hænderne, som han smider, da beskeden er afleveret. Så lusker de af igen.

»Det er rent idioti med den nedrivning. Så vil narkohandlerne bare flytte derover,« siger en kvinde med brækket ben og peger med sin ene krykke mod naboblokken.

Hun vil ikke sige, hvad hun hedder:

»Jeg har fire børn at passe på. Og min mand er offentligt ansat,« siger hun.

For halvandet år siden blev en 16-årig dreng dræbt med en skudsalve på parkeringspladsen foran huset, hvor pusherne ifølge byens præfektur betaler familierne 300 euro (over 2.000 kroner) om ugen til gengæld for tavshed og loyalt samarbejde. I den seneste uge har der været tre likvideringer i området:

»Hvis politiet patruljerede her og gjorde deres arbejde, ville det ikke ske. Så ville vi ikke være nødt til selv at sørge for sikkerheden,« siger kvinden og stavrer sig videre, alt imens en sort kvinde med afbleget hår sidder på hug mellem to biler og tisser på boligblokkens parkeringsplads.

»På den ene side er der tale om et symbol på narkoproblemerne,« siger byens præfekt om nedrivningsplanerne i avisen La Provence, »og på den anden side om at give ny luft til Le Clos de La Rose inden for rammerne af en ny bypolitik.«

Glemte løfter

Mens det går hurtigere og hurtigere at rejse med tog fra Paris til alle hjørner af L’Hexagone, som franskmændene kalder deres sekskantede land, er forbindelserne mellem de store byer i syden fortsat dårlige og langsomme.

Præsident Nicolas Sarkozy har svigtet sine løfter om at give Marseille og syden et løft, mener Nassurdine Haidiri: »Under Sarkozy har vi haft fem år med identitetspolitik, men her har vi mere brug for arbejdspladser.«

Under det franske EU-formandskab i 2008 forsøgte Sarkozy at relancere den slumrende idé om en middelhavsunion med henblik på at give området en mere central rolle i fransk udenrigspolitik og dermed også give Marseille et løft. Men forudsætningerne for samarbejdsprojektet har ændret sig efter Det Arabiske Forår, hvor Sarkozys afgørende samarbejdspartnere på den anden side af vandet – Ben Ali i Tunesien, Hosni Mubarak i Egypten og Muammar Gaddafi i Libyen – blev væltet. Så det ønskede samarbejde kan betragtes som udskudt til efter krisen og en længere transitionsperiode i Nordafrika:

»I Marseille har løfterne om økonomisk udvikling ikke ført til andet end lidt byggeri og nogle istandsættelser på en afsidesliggende del af havnen, hvor ingen kommer,« siger musikeren Bernard Audibert, der udgiver sine plader under navnet Markovo:

»Ligesom weekendturismen heller ikke skaber særlig mange arbejdspladser, er investeringerne i kulturindustrien ikke i trit med forholdene på musikscenen.

De nye steder er beregnet til kæmpestore arrangementer, men her er en kæmpe underskov af især rappere og reggaemusikere, der selv producerer og udgiver deres musik. Scenen er så rig, at pariserne kommer ned for at dyrke den, men mange musikere fra Marseille har svært ved at skabe sig en karriere, fordi de ikke kender de rigtige folk i musikbranchen i Paris.«

Frankrigs næststørste by er økonomisk set ikke blandt landets ti vigtigste. Det skønnes, at hver femte indbygger i Marseille er født i udlandet. Hver tredje er muslim, og byen rummer samtidig et af Europas største og ældste jødiske samfund. Da Algierkrigen sluttede i 1962, flygtede europæere og de såkaldte harkis, det franske kolonistyres lokale sympatisører, i massevis fra selvstændighedsbevægelsen repressalier, og det fik både indbyggertallet og kriminaliteten i Marseille til at stige markant.

Den 34-årige Haidiri tilhører en af de senest tilkommende grupper. Hans far kom til Frankrig fra Comorerne, og i Le Panier i centrum af Marseille, hvor han er opvokset, stammer 10 pct. af befolkningen fra den lille øgruppe nord for Madagaskar:

»Vi har aldrig før været politisk repræsenteret. Min far havde intet, da han kom hertil. Han havde ingen papirer og skulle først lære sproget, men han har bygget det hele op selv,« fortæller Haidiri, som er imam og universitetsuddannet:

»Jeg mener, at politikere i dag forråder principperne om lige rettigheder og statens verdslighed. Højrefløjen forsøger at skabe splittelse, og venstrefløjen vil ikke positionere sig. Jeg mener, at islam bliver dyrket som en besættelse i Frankrig. Jeg håber, at balancen bliver genoprettet, hvis François Hollande kommer til magten.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rammende beskrivelse af Masillia, der åndeligt set måske er den mest velintegrerede multietniske by i Europa. Byens beboere er på mange måder "beond" skillelinjer baseret på race, etnicitet og kultur . I den by er det "kun" fattigdommen der skaber problemer.

Ole Brockdorff

Naturligvis håber en imam som den 34-årige universitetsuddannede Haidiri, at socialisten Francois Hollande kommer til magten som præsident ved det kommende valg, så der ligesom herhjemme i Danmark kan skabes en sammentømret konsensus blandt det parlamentariske flertal og mainstream-medierne om, at islam som lovreligion for sine omkring fem millioner troende muslimer i Frankrig, aldrig nogensinde mere kan eller må udsættes for kritik af nogen art blandt den etniske majoritetsbefolkning af protestanter og katolikker etc.

Imidlertid behøver den unge imam Haidiri dog ikke at bekymre sig al den stund, at hvad enten præsidenten hedder Nicolas Sarkozy eller Francois Hollande efter det kommende valg, ja, så vil enhver konstruktiv debat fremover af islam og muslimer blive ”kvalt” i multikulturalismens hellige navn, styret konsekvent af den usynlige anonyme ikke-folkevalgte magtelite hos EU i Bruxelles, der med udgangspunkt i blandt andet Breivik-sagen i Norge er ved systematisk at dehumanisere enhver islamkritiker på det europæiske kontinent.

Ja, islam bliver måske nok dyrket som en ”besættelse” af mange i Frankrig, men det skyldes jo nok den ubestridelige historiske kendsgerning, at mere end 40 års indvandring til landet af stærkt religiøse muslimer på den lange bane har vist sig, at være fuldstændig uforeneligt med demokratiet som politisk styreform, fordi en 1.400 gammel bog ved navn Koranen desværre fungerer som en lovreligion for sine udøvere, kombineret med alle sine patriarkalske familietraditioner og stammekulturer, der slet ikke hører til i moderne oplyste lande med blandt andet ligestilling mellem kønnene.

Den franske forfatter Jean Raspail skrev profetisk i sin verdensberømte roman ”The Camp of the Saints” fra 1972, at tilbage i det 19. århundrede blev Afrika godt nok invaderet og koloniseret af Europa, men selvom kontinentet fik selvstændigheden tilbage af de europæiske besættelsesmagter i det 20. århundrede, ja, så vil Europa blive invaderet og koloniseret af Afrika i løbet af det 21. århundrede, så den opbyggede europæiske demokratiske civilisation gennem de sidste 500 år bliver udryddet.

Jean Raspails profeti kommer desværre nok til at holde stik.

Præsident Nicolas Sarkozy og Francois Hollande vil udelukkende berøre emnerne islam og indvandringen af muslimer kritisk i den afsluttende valgkamp for at imødegå den franske højrefløjs fremgang med Frankrig Front National og Marine Le Pen som leder, og de to præsidentkandidater vil hver især love guld og grønne skove omkring opstramninger af nationens udlændingepolitik, hvis det er hvad der skal til for at vinde det forestående valg.

Men i samme øjeblik det franske præsidentvalgs mange projektører er ”lukket og slukket” vil enhver islamkritiker i landet blive nådesløst forfulgt og dehumaniseret af den politiske magtelite, EU og de politisk styrede mainstream-medier. Nøjagtig som det har været tilfældet i Danmark siden den socialistiske regering kom til magten den 15. september i fjor, og hvor man lige siden har lagt enhver værdidebat fuldstændig død gennem fortielse, spin, manipulation, svindel og propaganda, selvom den etniske majoritetsbefolkning med førstefødselsret til deres fædrene jord beviseligt lider under multikulturalismens ”lyksaligheder”.

Den unge imam Haidiri skal nok få sit ønske opfyldt.

@ Ole Brockdorff

Dit kendskab til fransk politik er imponerende ... kender du noget specielt til forholdende i Marseille ?

"Urent blod" er selvfølgelig let at misforstå i dag, men det har intet at gøre med racer. Det hentyder tværtimod til "Sang bleu", monarkernes og aristokraternes blå blod.

@Johannes Aagaard:

Ja, der er faktisk dejligt i Marseille.

Men hvor er det dog efterhånden monotont med de her artikler, hvor repræsentanter grupper eller i dette tilfælde byer, giver alt og alle omkring sig skylden for deres dårligdomme.
Ikke et eneste kritisk spørgsmål fra journalisten.

Fx. kunne Mads jo spørge hvad f.. 12-13-årige drenge laver med et jernrør midt i skoletiden, hvor de prøver at forhindre pressen i at arbejde.

Her er det ikke Sarkozy som har et forklaringsproblem, men forældrene og nærsamfundet.
For hvis de giver Sarkozy skylden for at de ikke kan opdrage deres børn, så er vi måske ved at nå ind til den egentlige årsag til problemet.

Spændende artikel og flotte kommentarer fra bloggen.

Man får virkelig lyst til at opleve hvordan så mange etniske befolkningsgrupper boer sammen - her tænker jeg ikke på den nådesløse krimininalitet og narkomisbrug - men det daglige sammensurrium af alle slags mennesker.

Men man tør jo næsten ikke gå off-piste i den by. Lidt mærkeligt at så kæmpestor havneby med front mod hele Middelhavet og tæt på Atlanten - ikke kan skabe mere vækst og fremgang. Skyldes det den enorme indvandring/flygt fra afrika - at byen simpelthen ikke kan absorbere det?

Synes også at kunne huske at mafiaen incl. den russiske og italienske også har korrumperet byen??

Det burde være en by som havde EU's specielle bevågenhed og støtte - da den åbenbart indeholder alle EU problemer p.t. - mens synes samtidig at indeholde potentialet til løsningen. Her tænker jeg integration, arbejdsløshed etc.
Med den rette tilretning/støtte kunne det jo blive et af Europas store kultursteder (hvad det nok også er) - men som tiltrak mange flere beroligede turister. Også de flommefede danskere som normalt holder til omrking Mallorca og Hartzen - således det kunne opleves hvordan jøder, arabere, europæere og afrikanere kan fungere sammen.

Boede selv udenfor byen på en campingplads for nogle år siden - men blev anbefalet af franske turister om at rejse videre og ikke bevæge os rundt derinde alene.. det gjorde vi så. Skræmmende og samtidig fascinerende by som man kiggede lidt tilbage efter - da man tog toget videre...

Ole Brokdorffs kendskab til fransk politik bliver kun overgået af hans kendskab til Islam.