Nyhed
Læsetid: 1 min.

Våbenhvilen synes trådt i kraft i Syrien

Seks timer efter den våbenhvile, som FN's særlige udsending Kofi Annan har fremlagt, er roen faldet på i Syrien.
Seks timer efter den våbenhvile, som FN's særlige udsending Kofi Annan har fremlagt, er roen faldet på i Syrien.
Udland
12. april 2012

Parterne i det urohærgede Syrien synes torsdag morgen at respektere den våbenhvile, som indgår i FN's særlige udsending Kofi Annans fredsplan, og som støttes af FN og Den Arabiske Liga.

- En time efter, at ultimatummet udløb, er situationen rolig i alle regioner, siger lederen af Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, Rami Abdel Rahman, til nyhedsbureauet AFP.

Han siger, at der blev hørt nogle få eksplosioner i byen Zabadani lige uden for hovedstaden, Damaskus, kort efter, at våbenhvilen er trådt i kraft. Han tilføjer, at det ikke ser ud til, at militæret trækker sig fra byerne, som krævet i fredsplanen.

- Der har ikke været nogen bevægelser, som skulle antyde en tilbagetrækning af kampvogne, siger Rami Abdel Rahman.

Ifølge den amerikanske tv-station CNN oplever Syrien den roligste morgen i flere måneder, men der er dog ingen tegn på at Assads styrker har trukket sig ud af de store byer Homs og Hama.

Oplysningerne har ikke kunne bekræftes på grund af det syriske regimes pressecensur.

Nogle få timer, inden fristen udløb klokken 05.00 dansk tid, gennemførte militæret en dræbende offensiv i flere byområder. 25 mennesker blev dræbt onsdag, heriblandt 10 i oprørernes højborg, Rastan, ifølge observatoriet.

Det skete samtidig med, at Kofi Annan sagde, at han havde fået et brev fra Syrien, der lovede at "indstille al militær aktivitet på hele det syriske territorium klokken 06.00".

Men brevet indeholdt det forbehold, at "de syriske styrker ville svare igen på ethvert angreb udført af bevæbnede terrorgrupper" - et udtryk, som præsident Bashar al-Assads regering bruger om oppositionsstyrker.

USA's præsident, Barack Obama, og Tysklands kansler, Angela Merkel, blev i en telefonsamtale enige om, at FN's Sikkerhedsråd, der støtter Annans plan, var nødt til at være mere kontant og håndfast i forhold til Syrien.

FN vurderer, at flere end 9000 personer er blevet dræbt siden marts 2011, mens Assads styrker knuser det seneste af en serie oprør mod autoritære ledere i den arabiske verden.

/ritzau/AFP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Vedsegaard

En ting er en våbenhvile, men hvad kommer der bagefter, man er jo ikke blevet enige om nogen plan for hvad der så skal ske..

Våbenhvile i Syrien.

Vores deltagelse i endnu en katastrofal fremmed intervention i et land i Mellemøsten er foreløbigt afværget takket være Kofi Annan.

Nu frygter vi alle manden med tændstikken og interesserne bag ham.....

Nicolai Hansen

@Danbo

Godt du er glad for, at vi ikke skal deltage i nogen krig. At kunne glæde sig over, at uskyldige ikke bliver slagtet mere kommer selvfølgelig i anden række.

Manden med tændstikken? Al-Assad?