Er verden – og dens bank – parat til en afrikansk kvinde?

Det er ellers rigtig, rigtig godt tænkt af Obama: At udpege en lægeuddannet asiat som kandidat til at efterfølge Robert Zoellick, når hans femårige embedsperiode udløber i juni.

Portrætterne, der pryder chefgangen i Verdensbanken, er nemlig en parade af gamle hvide mænd med baggrund i enten den finansielle sektor eller i amerikansk politik, så den koreanskfødte læge Jim Yong Kim, der har styret WHO’s kamp mod hiv/aids og har en ph.d.-grad i antropologi fra Harvard, synes således at være en kompromiskandidat i en tid med voksende kritik af både vestlig dominans og finanssektorens magt.

»Jeg tror ikke, at Verdensbanken kan få en bedre leder,« fastslog Obama.

Det var alle dog ikke enige i. Langtfra. For mens der i snart mange år har ulmet kritik af den selvfølgelighed, hvormed posten altid er gået til en amerikaner, har udviklingslandene denne gang slået hårdt igen ved at køre to topkvalificerede kandidater i stilling: Ngozi Okonjo-Iweala, finansminister i Nigeria med hele 20 års erfaring som underdirektør i Verdensbanken og kendt som en økonomisk hardliner med gode kontakter i det internationale system, samt Colombias tidligere finansminister José Antonio Ocampo.

Og det har skabt røre. For det er første gang, udviklingslandene faktisk har tvunget banken til at følge procedurerne for udvælgelse.

Og som den amerikanske økonom Joseph E. Stiglitz pointerer i et indlæg i Financial Times, sætter så kompetente kandidater de seneste årtiers vestlige garantier om, at man skam er parat til at lade magten i de internationale institutioner afspejle de reelle magtforskydninger i verden, på prøve:

»Det her er et spørgsmål om hykleri. Integriteten er på spil for de industrialiserede lande, der har stemmemajoriteten i banken,« skriver Stiglitz.

USA’s dominans

Siden Verdensbanken blev grundlagt i 1945 som en del af genopbygningsindsatsen efter Anden Verdenskrig, har det været en uskreven regel, at Verdensbanken har en amerikaner som chef, mens det er en europæer, som står i spidsen for søsterorganisationen Den Internationale Valutafond (IMF).

Den magtdeling er fortsat, også efter at banken transformerede sig til et udviklingsorgan med fokus på verden fattigste, fortæller forfatter og udviklingsekspert Knud Vilby.

»Tiderne er skiftet, og det er bankens opgaver også, men man har dækket sig ind under, at Verdensbanken formelt set er en bank, og at man i banker får indflydelse i henhold til sine aktier i banken,« siger Knud Vilby.

Kritikken af USA’s dominans dukker op i to sammenhænge, nemlig når der skal vælges ny direktør, og når stemmefordelingen diskuteres, som den blev, forud for at banken for nylig ’reformerede’ fordelingen af stemmer. Den øvelse betød, at de nye store økonomiers andel af stemmerne blev forøget med lidt over fire procent af stemmerne.

»Verdensbanken blev skabt bl.a. som led i bestræbelserne på at bekæmpe kommunismen ved at belønne en vestligt orienteret kapitalistisk udvikling i Den Tredje Verden. I dag er der ikke lige så mange ideologiske brudflader, men den ses stadig som et vestligt værktøj til at sikre, at verden bevæger sig i den retning, som vi finder bedst,« siger Vilby.

På flere fronter

Men måske er opgøret om direktørposten i Verdensbanken blot det mest håndgribelige udtryk for en bredere tendens, nemlig den at udviklingslandene og de nye store økonomier ikke gider høre mere snak.

Deres ønske om indflydelse i dag er ikke blot et spørgsmål om retfærdighed eller et tegn på, at de er blevet stærkere og derfor vil have magt som de har agt: Det er et udtryk for, at Europa og USA er blevet svagere.

»I dag sidder ’svage’ stater som Italien og Spanien, der ikke ligefrem har voldsomt godt styr på deres egen økonomi, med tung stemmevægt og dermed magt over udviklingslandene i Verdensbanken, og i IMF er det dem, der skylder penge, der har magten, frem for dem, der har lånt dem ud som Kina. Krisen har virkelig ikke gjort det nemmere at argumentere for status quo i de internationale finansielle institutioner,« fastslår Knud Vilby.

Jakob Vestergaard, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) er enig i, at det er et nybrud, at de nye store økonomier opstiller modkandidater, og dermed forårsager, at processen omkring valg af ny chef gennemføres. Men at der er tale om en reel udfordring af USA og Europas magt sætter han spørgsmålstegn ved.

»Havde det været tilfældet, havde Obama ikke spillet ud med en kandidat. Det gør han kun, fordi han har klappet det af og ved, at han får den nødvendige opbakning. Alt andet ville være et for tungt nederlag,« vurderer Jakob Vestergaard.

Når de store udviklingsøkonomier alligevel stiller med modkandidater, sker det af to grunde, mener han.

»For det første for at få gang i processen. Det er jo helt nyt, at man faktisk har en proces med kandidatindstilling, samtaler og diskussion. For det andet kan man jo kun spekulere i, hvad de får til gengæld for at acceptere, at USA løber med posten i sidste ende,« siger Vestergaard.

Og at Jim Yong Kim måske ikke er den stærkeste kandidat, er i praksis ligegyldigt.

»Som en kollega sagde: Havde Obama opstillet sin hund, var den blevet valgt,« siger Jacob Vestergaard.

Han mener også, at man kan tillægge Kims etnicitet en vis betydning:

»Det kan jo godt ses som en symbolsk indrømmelse over for de store nye økonomier, at Kim er koreaner – om end han har boet i USA, siden han var fem år.«

Altid politisk

Flere udviklingsorganisationer har på det seneste brugt anledningen til at efterspørge en meritbaseret udvælgelsesproces i Verdensbanken.

Den nigerianske kandidat Ngozi Okonjo-Iweala brugte da også søsterparten af sin ’jobsamtale’ foran Verdensbankens direktører til at understrege, at udvælgelsen alene burde være meritbaseret, og at alene hendes kvalifikationer, ikke hendes nationalitet burde spille en rolle.

Men det er noget vrøvl, og det ved hun også godt, siger Knud Vilby. Hvis en afrikaner kommer til at stå i spidsen for Verdensbanken, er der en grund til, at det blev netop en afrikaner, mener han:

»Udvælgelse vil aldrig blive udelukkende meritbaseret i de internationale institutioner. Det vil altid handle om politik. Se bare på FN-systemet, hvor vi flere gange er endt med meget svage chefer, fordi det var de kandidater, flest kunne leve med.«

Jakob Vestergaard er enig:

»Det nytter ikke bare at råbe på kvalifikationer inden for udvikling. De skal jo kunne samle støtte og navigere internationalt. Men måske kan man godt få det hele. De her tre kandidater tyder jo på det.«Det er nyt, og det varsler nye tider, men Jacob Vestergaard advarer mod at få armene alt for højt i vejret.»I 10 år sloges man for en reform af stemmefordelingen, men da den endelig kom, var det marginale ændringer,« minder Vestergaard om.

Og nok vil der sandsynligvis komme lignende udfordringer fra de store nye økonomier, men den grundlæggende formel for magtfordeling mellem USA og Europa vil der næppe bliver rykket på inden for overskuelig tid, mener han. Den egentlig udfordring kommer et andet sted fra.

»I takt med at det går op for de BRIKS-landene, at de ikke får den magt, som deres økonomier tilskriver, vil de begynde at skabe parallelsystemer. Kina låner allerede mere ud til udviklingsprojekter end Verdensbanken, og det vil i de kommende år bliver stadig mere formaliseret,« forudser Jakob Vestergaard.

»De taler om en BRIKS-udviklingsfond, der kunne blive en direkte konkurrent«.

Vil helst …

Intet tyder dog på, at USA vil slippe sit greb om Verdensbanken.

»USA får reduceret sin indflydelse alle steder, derfor får disse meget synlige poster en symbolsk betydning, der er stor. Den præsident, der taber dette magtgreb, bliver medskyldig i hele tilbagetoget,« siger Knud Vilby.

Og det er en meget god grund, der absolut intet har at gøre med de milliarder, der lever i fattigdom, pointerer Joseph E. Stiglitz:

»Rygtet vil vide, at USA ønsker at bibeholde den perverse udvælgelsesproces i Verdensbanken, simpelthen fordi det i dette valgår vil signalere kontroltab for Obama og være et udtryk for svaghed, hvis han tabte. Det er mere afgørende for USA at beholde kontrollen, end det er for udviklingslandene at få den. De har andre veje i dag.«

Beslutningen om, hvem den nye chef skal være, træffes den 20. april.