Nyhed
Læsetid: 5 min.

Europas venstrefløj er tilbage – eller er den?

Med socialdemokraten François Hollandes valgsejr i Frankrig er håbet om en ny socialdemokratisk æra i Europa tændt på venstrefløjen. Men ikke meget tyder på, at socialdemokraterne har fundet nye svar og nye strategier for fremtiden, mener en række eksperter
Francois Hollande vandt valget i Frankrig, men spørgsmålet er, om han kan finde opskriften på en socialdemokratisk vej ud af den europæiske krise.

Francois Hollande vandt valget i Frankrig, men spørgsmålet er, om han kan finde opskriften på en socialdemokratisk vej ud af den europæiske krise.

Jean-Pierre Muller

Udland
14. maj 2012

François Hollandes valgsejr i Frankrig er blevet fremhævet som en sejr for hele den europæiske venstrefløj og har tændt et håb om, at vi nu er vidne til startskuddet på den næste socialdemokratiske bølge på kontinentet. Sejrene for venstrefløjen ved valgene i Danmark og Slovakiet, britiske Labours generobring af over 700 byrådsmandater ved forrige uges lokalvalg og nye positive politiske dynamikker efter formandsskifte i Sveriges og Hollands socialdemokratiske partier forstærker troen på, at Europa er på tærsklen til en ny æra.

Men er det virkelig en entusiasme for socialdemokratiske politikker og visioner, der inden for de seneste 12 måneder har afsat 10 europæiske regeringer? Forfatterne bag en ny bog – After the Third Way – mener nej.

»Hvis man følger mediedækningen af valgresultater fra Frankrig og Storbritannien, skulle man tro, at vi var på randen af en revolutionerende venstredrejning. Sandheden er, at mange af de bagvedliggende problemer, som venstrefløjen har kæmpet med, ikke er blevet løst,« siger Patrick Diamond, senioranalytiker i tænketanken Policy Network og medforfatter til bogen, der blev diskuteret ved et arrangement på King’s College i London i sidste uge.

»Der er en reel risiko for, at socialdemokratierne i Europa vinder små flertal på trods og derefter finder sig selv i regering uden nogen idé om, hvordan de skal løse de økonomiske udfordringer og fremme deres programmer for social retfærdighed,« fortsætter han og påpeger, at de derved risikerer katastrofale nederlag om få år.

Zaki Laïdi, professor i internationale relationer ved Institut d’études politiques de Paris, er kommet til London for at diskutere bogens pointer. Han er enig i, at det ikke er en opblomstring af venstrefløjen i Frankrig eller resten af Europa, der er årsagen til, at de nu synes at have genvundet magten ved en række valg.

»Der er enorme forventninger til Hollande, men hvor meget kan han ændre? Det dominerende mønster i Europa siden 2008 har hverken været en støtte til højrefløjen eller til venstrefløjen, men en nedstemning af de siddende magthavere,« siger han og kalder Hollande for »den mindst ideologiske præsident«, Frankrig har haft i mange år.

Forskellen på Hollandes nedskæringsplan sammenlignet med afgående præsident Nicolas Sarkozys er f.eks. kun et år.

»Det kan læses som et modningstegn, men det kan også læses som et svaghedstegn for venstrefløjen. Som om de var bange for at løfte flaget. Faktisk så vi flere franske flag end røde flag under valgkampen,« fortsætter Laïdi.

Økonomien

Olaf Cramme, direktør for Policy Network og medforfatter til bogen, minder om, at selv om mange regeringer har fået fyresedlen af folket, siden krisen satte ind, så er de, der har overlevet, næsten udelukkende centrum-højre-regeringer: Sverige, Tyskland, Estland, Luxembourg og Polen. Og han påpeger, at krisen frem for at have ført til en debat om markedernes ustabilitet har ført til, at der tales om statens størrelse og effektivitet.

»Socialdemokratiske partier var altid bedst, når de kunne kombinere og forsone økonomisk effektivitet og social retfærdighed. Det var New Labours store påstand, som bragte dem i regering, og som andre socialdemokratiske partier kopierede i Europa. Men jeg mener, at 2008-krisen på brutal vis har udstillet, at socialdemokratiske partier ikke længere har en opskrift på, hvordan disse to dimensioner kan forenes,« siger Cramme.

Netop den økonomiske politik spiller i disse kriseår en altafgørende rolle i valgene. I første omgang – efter Lehman Brothers-kollapset i 2008 – strømmede vælgerne til højrefløjen, der har vundet 19 valg i Europa siden krisens begyndelse.

Professor Andrew Gamble, leder af Cambridge University’s politiske afdeling, påpeger, at højrefløjens valgsucces i høj grad hænger sammen med, at den har haft held med at associere den økonomiske strategi bag ’Den Tredje Vej’ – ligesom venstrefløjens økonomiske strategier før den – med den store, dyre og ineffektive stat.

»Ved at forsøge at beskytte den offentlige sektor bliver venstrefløjen beskyldt for ikke at være seriøs i forhold til at reducere underskuddet, og det er lykkes højrefløjen at vinde den debat, både med deres moralske argumenter og effektivitetsargumentet, hvilket har skubbet venstrefløjen tilbage i defensiven,« siger Gamble, der har skrevet et af bogens kapitler om »Jagten på økonomisk kompetence«.

Han mener, at denne jagt endnu ikke – på trods af vælgernes seneste protester mod højrefløjens stramme økonomiske politik – har ført til, at »venstrefløjspartierne har fundet en ny strategi«.

Hvad nu?

Forfatterne peger i bogen på en række debatter og problemstillinger, der bør tages og findes svar på, hvis de europæiske socialdemokrater igen skal blive den dominerende politiske bevægelse i Europa.

Bl.a. bør de forstå statens ændrede natur og form, og at borgerne kan føle sig fremmedgjorte over for et alt for stort og komplekst administrativt apparat. Og de må finde en måde at tilbyde borgerne en følelse af tilhørsforhold og af at have et fælles mål i et multietnisk samfund, der nogle gange skaber usikkerhed og splid. Men måske vigtigst i det nuværende klima må de fortsætte deres stræben efter politikker, der igen gør socialdemokraterne til det parti, vælgerne associerer med økonomisk kompetence.

Andrew Gamble påpeger, at de socialdemokratiske partier for at opnå det, må komme med »troværdige politikker for at promovere økonomisk sikkerhed – normalt associeret med fuld beskæftigelse, stabile priser og effektive offentlige servicer – og troværdige politikker, der skaber økonomiske muligheder – normalt associeret med vækst og voksende levestandard«.

»Og det skal kombineres med en moralsk vision. Det er en enorm udfordring, men jeg mener også, at der er enorme muligheder i det,« siger han.

Om det bliver Hollande, der finder disse svar, er endnu usikkert, men Zaki Laïdi har sine tvivl.

»Historisk set er modernisering af den franske venstrefløj aldrig kommet gennem intellektuelt arbejde ved at udforme et nyt program. Kun gennem adaption til virkeligheden, når socialisterne har fået magten, har de været i stand til at modernisere sig selv,« siger han.

Indtil videre har Hollande – og en række andre socialdemokrater – vundet magten, men ifølge Cramme og Diamond vil det næppe være nok til i sig selv at overbevise andre europæiske socialdemokrater om at stemme på deres socialdemokratiske partier:

»Valgmæssig succes vil ikke være nok – venstrefløjen må have sine egne svar, eftersom de neoliberale politiske og økonomiske modeller er udtømte.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Sønderkøge

Med Hollande har vi fået nyt liv til de sprøde paroler men mere kan man ikke forvente heraf.

Europa har gennem de seneste 50 år tabt sin betydning for verden. Europas befolkning udgør i dag 10% og for 50 år siden var det 25%.

Om 15 år er vi nede på omkring 7%. Til den tid skal kineserne, inderne, brasilianerne og indoneserne bruge lup for at se en europæer.

Martin Haastrup

Pessimismens pretentiøse prædikanter - puh!

Dan Johannesson

Tjae de neoliberale som aktuelt fremdriver vores verden, er jo endnu mere fantasiforladte, og arbejder fortsat mod deres få, men destruktive mål: Ukontrolleret vækst, global centralisering af magt og kontinuerlig reduktion af civile og demokratiske rettigheder.

Hertil er det sammenbruddet i økonomien direkte forbundet med en gældsbaseret vækstfilosofi der i sit fundament er vanvittig og arbejder som en cancer i samfundet. En filosofi der ligeledes dyrkes med indædt blindhed af samme neokonservative kræfter.

Ingen af parterne har naturligvis svaret, da de alle er præget af fortidens vanvid, indoktrinering og rigid uddateret vanetænkning, forskellen er dog at at socialister og socialdemokrater (oprindeligt) opfattede økonomien, som tjener af mennesket, imens de neoliberale opfatter mennesket som tjener af økonomien.

Forskellen imellem disse to perspektiver er fundamental ifht. hvilken type virkelighed vi ønsker at overlade til vores efterkommere.

Per Møller

Hvornår holder journalister op med deres helt reflektoriske kalden socialdemokrater for "venstrefløj" og beslægtede betegnelser? Socialdemokrater er og bliver kapitalismeforvaltere - de har indført velfærd og andre forbedringer, men de kan ikke føre samfundet videre fra den blinde grådigheds kapitalisme - bl.a. illustreret af finanskapitalisternes hærgen.
Vækst, oliebaseret økonomi, hærgen af klodens resourcer er indbygget i en socialdemokrats DNA.
Redningen ligger udenfor kapitalens hærgen og derfor kan ingen fremtid bygges på socialdemokrater..

Steffen Gliese

Med lidt held vil den europæiske venstrefløj pludselig befinde sig i den uventede situation at være flertal i ministerrådet. Så begynder festen, muligvis næste på trods.

Jørgen Garp

»Valgmæssig succes vil ikke være nok – venstrefløjen må have sine egne svar, eftersom de neoliberale politiske og økonomiske modeller er udtømte.«
Præcist og det er opgaven!
http://www.information.dk/300693#comments
Det var så gårsdagens økonomiske bud, der intet nyt tilbyder, her er så dagens, og hvad mon morgendagen så bringer på rundturen - endnu en tilbagetur til det neoliberalistiske hængedynd - Who knows?:
http://www.information.dk/300796
Minsandten om ikke økonomerne er begyndt at vågne op. Så er der måske på sigt lidt håb om, at politikerne i for eks.Tyskland og Danmark også vågner op i løbet af et par år eller så. Derimod skal vi nok ikke regne med den nuværende regering i den sammenhæng. Den er så åbenbart med Corydon og SF i spidsen gået i dvale, helt forsumpet i Vestager og hendes kammersjukker i Saxobank og LA’s neoliberalistiske hængedynd.
http://www.garps-verden.com/2012/05/endnu-en-mand-der-kan-pege-pa.html
Men, ak ja så lad os nu se om det bliver til noget denne gang med at få slagtet det neoliberalistiske vanvid.
Der er nu gået 3½år siden det sidste gang lød som om man (økonomer og medier) var blevet klogere af skaden, dvs det økonomiske sammenbrud 2008.
Men det tog kun en dags tid eller så, så var alle tilbage i den gamle skure anført af M. Vestager & Co. i andægtig lytten til CEPOS i den hjemlige andedam & Co. på europæisk plan.
Læs her om sidste gang, der som bekendt ikke blev lykkens gang:
http://www.garps-verden.com/2008/11/liberalistiske-idioti.html
Så bedre held denne gang, men de store forventninger må man hellere holde på stand by en tid endnu.

Egon Maltzon

Vækst, oliebaseret økonomi, hærgen af klodens resourcer er indbygget i mennesket DNA.

Mennesket vil til alle tider sætte egne og den nærmeste klans bekvemmelighed højere end alle andres.

Her ligger motivet til forurening og krige.

Det er den virkelige trussel mod demokratiet.

Demos betyder jo folk, så måske skal vi som gamle EH se at få valgt os et nyt folk.

Så må vi bare hver især håbe vi bliver genvalgt, når revolitionen begynder at grassere.

Jarl Artild

Det er ærgerligt at skulle se i øjnene at det for mange medlemmer af Socialdemokraterne bliver sværere og sværere at genkende partiet og støtte op om det.

For tiden kommer vi nærmere og nærmere til et punkt hvor jeg føler mig fristet til at forlade Socialdemokraterne og gå over til Enhedslisten.

Jeg har ellers været medlem af Socialdemokraterne i mange år.

Michael Kongstad Nielsen

Nu skal vi nok lige spise brød til. Mig bekendt har Europas vestrefløj det temmelig skidt, og har haft det længe. Artiklen må da også presse den allerede pressede citron til det yderste for at finde nogle eksempler, nogle ekstra byrådsmedlemmer til Labour i UK, og et par forkølede formansskift i inferiøre S-partier i Sverige og Holland. Og så Hollande, men han er trods alt mest et fravalg. Nej, der er ikke meget fart over de gamle socialdemokratier, eller som de siger syd på, socialistiske partier i Europa. Og det gør ikke så meget, for de er ikke et hak scialistiske mere, det forsvandt med New Labor- bølgen i 90-erne. Og ikke engang der, hvor krisen kradser mest i f. eks. Spanien smælder det røde flag. Senest i november blev PSOE smidt ud til fordel for PP, det gamle konservative parti med rødder i Franco-tiden.

Men, men, der er nyt håb: Syriza i Grækenland. En slags Enhedsliste på græsk. Tænk, de står til at få små 30 % af stemmerne ved et omvalg. Det er derfra, venstrefløjen skal komme "tilbage". Lidt tilsvarende i Spanien, hvor partiet Izquierda Unida (IU - Det forenede venstre) fik et godt valg i Andalusien (8 %). I Danmark går Ø også frem, dog med små skridt. Skal man lede efter Venstrefløjen i Europa i dag, skal man ud til disse samlingspartier af gamle revolutionære og reformerede kommunistiske partier m., de må bare se at komme op i omdrejninger.

Alan Strandbygaard

@ Michael Kongstad Nielsen:

Det interessante er at der i Europa tilsyneladende sker en bevægelse fra højre mod venstre igen.

Er det en modetrend, eller er det krisen der er katalysatoren?

Claus Sønderkøge

Alan Strandbygaard siger:
Er det en modetrend, eller er det krisen der er katalysatoren?

Ingen af delene. Det er et fortvivlelsens råb fra Titanic.

Michael Kongstad Nielsen

Alan Strandbygaard, - det er rigtigt, det kan man ane, men heller ikke meget mere. Midtervælgere kigger forsigtigt mod S-partierne igen, dog tager der partier som danske R og tyske FDP med, sådan for at det ikke skal være alt for farligt. Altså, jeg mener ikke det batter noget, men lad os nu se hvad Hollande kan udrette, og S i Nordrhein-Westfalen.

stemningerne blandt flere og flere, ude på gaderne og stræderene, bliver formodenlig pro-kommunisme, pro-naturalisme, pro-modernisme

Mennesker bør ikke ejes,
der imod bør socialisters viden om kapitalisme, blive fælleseje

Niklas Monrad

- "Der er en reel risiko for [...] finder sig selv i regering uden nogen idé om, hvordan de skal løse de økonomiske udfordringer"

"En reel risiko" - det er vist det man kalder en eufemisme

Hasse Poulsen

Set her fra Frankrig er det et imponerende arbejde som det franske socialist parti har gjort de seneste to -tre år:

de har samlet et yderst splittet parti, de har fundet sammen om et parti-program, de har gennemført et primær valg for at finde den rette præsident-kandidat.

Hele processen har været præget af samarbejde og af et kæmpe arbejde med diverse og ofte modstridende tænketanke for at finde svar pg løsningsmodeller på de mange problemer Frankrig og Europa står overfor.

Det er lykkes at holde fast i et seriøst diskussions niveau om det politiske indhold på trods af UMPs konsekvente brug af løgn og tilsvining -- og de har vundet præsident valget i et system der er konstrueret til at holde de konservative og pengestærke ved magten.

Det er rigtigt godt gået.

Med François Hollande som formand (det er det præsident betyder) er det pludselig muligt seriøst at diskutere løsninger på de mange problemer.

Og det franske socialistparti bør blive en god allieret for den danske regering, der nu ikke står alene. Der er allerede kommet mange ting på bordet, og valget af Hollande har allerede presset den tyske og iøvrigt generelle liberale sparemani (saml pengene i få lommer) i defensiven.

Hvis det lykkes også at få flertal i parlementet vil det kunne blive en motor for et nyt demokratisk Europa.

Så kan i jo hygge jer med at skælde ud på Thorning og Vestager fordi de ikke er mænd, eller hvorfor i nu synes at de skal rakkes ned hele tiden.

Med Hollande, Aubry, Monteburg, og hele den den flok af kompetente socialister er der mulighed for at et af Europas rigeste lande får en kompetent og visionær regering.

Hverken feudalsamfund, de borgerlige, borgerlige samfund, socialdemokrater, er næsten umulige at forandre, og næsten heldigvis: Snarere tværtimod.

Filo Butcher

I mit efterhånden ikke helt så korte liv har jeg iagttaget følgende mønster i europæisk politik:

de borgerlige (liberalister) overtager en nogenlunde velfungerende statsøkonomi - som jo altid kan gøres bedre - med løfte om at gøre det endnu bedre for billigere penge.

- hvem ønsker ikke det? Så selvfølgeligt bliver de valgt selv om deres løfter om grænseløs og evig vækst er i strid med al sund fornuft og fysiske såvel som meta-fysiske love.

Så har de 1-2-3 embedsperioder, hvor de til sidst f...er det hele op, hvilket er nemt nok fordi man behøver jo bare slippe tøjlerne så sørger markedskræfterne for resten.

Derefter får venstrefløjen en - højst to omgange igen - og lov til at genskabe en slags balance. Interessant nok plejer det at lykkedes det for dem overraskende hurtigt og godt, selv om alle tror på at det er de borgerlige der er bedst til økonomistyring. (altså dem der plejer at f...e det op)

Så snart det fungerer nogenlunde er det på tid at spille på befolkningens grådighed igen - vi er jo efterhånden allesammen små kapitalister med interesser i fast ejendom, pensionsopsparing etc. ting der kræver den guddommelige evige og ubegrænsede vækst - og derfor er vi let at friste til at nu kan vi sagtens få mere ud af det hvis vi bare kaster lidt fornuft og forsigtighed overbords

- så vi indsætter igen de borgerlige, som med garanti f...er det op for de fleste af os, men nogle få kan godt ende men et større bid af kagen.

Problemet er bare at den model ikke holder i længden.

Fordi kagen bliver mindre og mindre, ingredienserne kagen skal bages med er efterhånden ved at være opbrugt og samtidigt kommer der flere og flere der også vil have et stykke kage.

Så kære venstrefløj, hvor end du er, i Frankrig, Tyskland, Grækenland eller Danemark, vær sød at stoppe legen nu fordi den går galt til sidst.

Vi har brug for et alternativ til hvad der jf. den herskende mantra intet alternativ er.

det er slet ikke så svært:

Ud med grådighed -
Ind med solidaritet og nøjsomhjed. Beskedent beskedenhed og lidt ydmyghed vil heller ikke være helt forkert.

Ud med konkurrence -
Ind med kooperation og tolerance

Ud med en bundgrænse for fattigdom -
Ind med et loft for rigdom. Alt der rammer loftet skal ny-fordeles igennem re-cirkulering.

Kald det hvad I vil for ...isme, bare I gør det.

Hollande siger:
»I dag må vi også lykkes med et generobringsprojekt: Vi skal have gjort demokratiet stærkere end markederne, så politikken igen kan få kontrol over økonomien, og så vi bedre kan styre globaliseringen. Den moderne venstrefløj skal åbne nye veje. Den skal turde have fantasi til at forestille sig nye politikker«, sagde Hollande.

Dette er helt korrekt - det må være demokratiet og den politiske ledelse i Europa og globalt som styrer finansmarkederne og økonomien - og ikke omvendt.

Efter min mening er Hollande måske svaret for et nyt Europa - men puuuha - fra store ord til handling.

Men alt skal jo starte med en vision.

Men alt skal jo starte med en vision.
og helst ikke med et bespen fra de to danske socialdemokratier.

Hvis nu, såkaldte intellektulle, venstreorinterede
har revolutioner, genvendinger, oprør, udviklinger, kærlighed, fred, forståelse; som projekter, hensigter, ( og vel også som deres egne hensigter ), ja så har, eller får, de fleste for tiden proletariserede, vel også de hensigter