Læsetid: 3 min.

Det forsømte Arabiske Forår

Det Arabiske Forår har væltet diktatorer. Men nogen egentlig revolution har de folkelige oprør ikke ført til. Under overfl aden sidder mange fra den tidligere herskende klasse fortsat på magten, konkluderer ny rapport. De arabiske befolkninger er blevet spist af med ubetydelige ændringer
De almindelige arabere har indtil videre ikke fået meget ud af Det Arabiske Forår, lyder vurderingen i en rapport fra London School of Economics.

De almindelige arabere har indtil videre ikke fået meget ud af Det Arabiske Forår, lyder vurderingen i en rapport fra London School of Economics.

Jacob Ehrbahn

2. maj 2012

Mubarak, Ben Ali, Saleh og Gaddafi. Fire af Mellemøstens værste diktatorer er det seneste halvandet år blevet tvunget fra magten. Presset af folkelige protester, væbnede oppositionsgrupper og i et enkelt tilfælde vestlige bombefly. Det er det håndgribelige resultat af de arabiske befolkningers oprør mod undertrykkelse, nepotisme, korruption og magtmisbrug. Med krav om politisk frihed og sociale reformer bredte Det Arabiske Forår sig fra Tunesien over Egypten til bl.a. Yemen, Bahrain, Libyen og senest Syrien.

Og hvad har de egyptiske, tunesiske, yemenitiske og libyske befolkninger så fået ud af det? Ikke ret meget, lyder vurderingen i en ny rapport fra London School of Economics, der har bedt en lang række førende arabiske og europæiske eksperter gøre status. I de fire lande er der ganske vist sket et systemskifte, men revolution er der på ingen måde tale om, lyder dommen. Under overfladen er det nemlig stadig de gamle systemers støtter, der reelt sidder på magten: generalerne, bureaukraterne og de magtfulde forretningsfolk.

Folket bliver snydt

Der er i høj grad tale om kosmetiske ændringer i toppen af systemerne, konkluderer rapporten, og det kan få alvorlige konsekvenser for de arabiske befolkninger, der har drømt om en bedre fremtid. Ingen af de nye regeringer har et klart bud på, hvordan befolkningens levestandard skal forbedres, arbejdsløsheden bekæmpes og forventningerne om mulighed for social opstigning indfries.

Resultatet kan blive nye massedemonstrationer, uroligheder og ustabilitet mange år frem i tiden.

Herhjemme bekræfter mellemøsteksperterne Jakob Skovgaard-Petersen og Lars Erslev Andersen, at mange af de gamle magtstrukturer fortsat eksisterer under overfladen.

»Det er helt korrekt. Og det er også rigtigt, at folks forventninger om bedre levestandard og økonomisk udvikling er stærkt opskruede,« siger Jakob Skovgaard-Petersen, der er professor på Københavns Universitet. »Det er givet, at der er mange, som vil blive skuffet, for der er ikke meget, der tyder på, at de nye regeringer kan levere varen.«

»Der er god grund til at være bekymret for, at den politiske liberalisering ikke bliver fulgt op at en tilsvarende økonomisk liberalisering,« medgiver Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. »Og det er der hårdt brug for, i hvert fald i Egypten og Yemen.«

Plads til succes

Julien Barnes-Dacey fra European Council on Foreign Relations (ECFR) er helt enig. Men han mener ligesom de to danske forskere, at det er for tidligt at stemple Det Arabiske Forår som en fiasko.

»Det er immervæk kun et år til halvandet siden, de fire lande slap af med deres gamle ledere. Ingen ved, hvad den nye politiske frihed vil føre med sig af reformer. Det er en proces, som er sat i gang,« siger Julien Barnes-Dacey, der er leder af ECFR’s Mellemøstafdeling.

»Spørgsmålet er, hvad der vil ske, når og hvis de nye regeringer beslutter at omfordele goderne. Hvordan vil generalerne, bureaukraterne, forretningseliten og andre privilegerede samfundsgrupper reagere på det? Vil de tilpasse sig de nye forhold for at bevare deres økonomiske interesser, eller vil de forsøge at bekæmpe de nye regeringer?«

Julien Barnes-Dacey understreger, at der uundgåeligt vil komme tilbageslag for de nye og ofte uerfarne politikere, som har overtaget den formelle magt efter Mubarak, Ben Ali, Saleh og Gaddafi:

»De vil selvfølgelig møde modstand, hvis de for alvor vil lave om på de samfund, de har overtaget ansvaret for.«

Ingen vej tilbage

I det hele taget mener forskerne, at man ikke skal undervurdere styrken i den politiske proces, som er sat i gang. Eller undervurdere den politiske bevidsthed, som de arabiske befolkninger har fået.

»Der er sket et monumental bevidsthedsskred i Mellemøsten,« siger Lars Erslev Andersen. »Det er mejslet ind i den arabiske sjæl, at man kan ændre tingenes tilstand ved at gå på gaden og demonstrere. Og den bevidsthed forsvinder ikke bare sådan igen.«

Det er Julien Barnes-Dacey enig i.

»Vi ved endnu ikke, hvor det ender. Men det afgørende er, at der ikke er nogen vej tilbage.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nina Larsen

Informations mulig implicitte budskab i nærværende artikel kan indebære en uheldig positiv vurdering af en gentagelse af NATOs bombning af Libyen – næste mål Syrien?

Men denne mulighed er Tunesiens nuværende præsident Moncef Marzouk totalt imod, selvom Marzouk ligestiller Assads regime med Tunesiens nu afsatte forhadte diktator Ben Ali, den mand som Marzouk selv har været en væsentlig faktor i at få smidt på porten! Som mangeårige menneskerettighedsforkæmper vil den nuværende tunesiske præsident Marzouk kun støtte politiske løsninger i Syrien, aldrig militære interventioner, ej heller støtter Marzouk våbenforsyninger og lign. til en syrisk opposition, som kun sandsynliggøre borgerkrig.

Julian Assanges fremragende splinter ny interview med Marzouk er enestående i sin indsigtsfuldhed, også mht. Wikileaks vigtig rolle i kampen for menneskerettigheder. Marzouk er selv menneskerettigheds aktivist/forkæmper og 60% af den tunesiske befolkning støtter ham som deres nye præsident.

Hertil er Marzouk den mest respekterede arabisk leder i dag, som var blevet tortureret af Ben Ali´s regime og sendt i eksil, men nu tilbage i Tunesien, denne gang som landets populære præsident.

Marzouk udtrykker sin beundring for Assanges arbejde og har endda for åben skærm tilbudt Assange ophold i Tunesien, skulle han få behov, mulighed for og lyst hertil.

Moncef Marzouk, Tunesiens ny president, interviewes af Julian Assange på international TV - Episode Three: Russia Today og kan ses af hele kloden over internettet – klik på:
http://assange.rt.com/marzouki-episode-three/

To uger siden sendte Julian Assange (første af 12 kommende RT interviews) med:
Hezbollah Secretary-General Sayyed Hassan Nasrallah Episode One – klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=GDLXPpooA18

Dobbelt interview med:
Slavoj Zizek & David Horowitz: Episode Two – klik på:
http://rt.com/news/assange-world-tomorrow-zizek-horowitz-796/
----------------------------------------
Skrevet af Troels Schmidt, US Army Anti War Veteran, TV journalist – klik på:
http://www.youtube.com/watch?v=SjbwzudA7qU&playnext=1&list=PL25030E57F48...

Steen Ole Rasmussen

I præmissen for artiklen finder vi DET MODERNE PROJEKT, vejen frem mod politisk og økonomisk liberalisering, løsningen på alverdens problemer! Hvad er det nu lige, med det her projekt?

DET MODERNE PROJEKT

Om det at tro på den ultimativt demokratiske og rationelle konsensus funderet i det oplyste folkevids frie vilje eller ej!

Om de forbundne kars princip i politik og økonomi; Om Osamas død som Obamas brød og om forestillingen om, at det hele skulle ende op i den højere enhed, lykke, fred og fordragelighed, hvis bare vi lader den skjulte hånd, markedets rationalitet, råde og regere som princippet bag og resultatet af vor jagt på individuel kommerciel succes!

I politisk forstand har man aldrig været i tvivl om, at magten er begrænset, og at den enes politiske succes langt fra er forenelig med den politiske modstanders succes. Man ved med andre ord, at antallet af medlemmer i parlamentet er begrænset, at magten er begrænset, og at enhver der ryger ind i parlamentet, får del i magten, gør det på bekostning af en anden, der må ud og taber af samme grund. Den enes succes er altså i politisk forstand ikke den andens.

Man ved også, at der kan slås politisk mønt på etniske og religiøse modsætningsforhold, hvorfor den politiske diskurs i høj grad centrerer sig om sådanne.

Dæmoniseringen af religiøse, nationale og etniske grupper har været helt vital for højrefløjens selvforståelse (men også venstrefløjen), der tilmed har haft held med at dæmonisere en hel verdensreligion, nemlig Islam, som udemokratisk. Islamister i hele verden er blevet offer for den vestlige verdens behov for syndebukke, påskud for at smadre Mellemøsten og andre regioner, befolket af muslimer eller noget man bare snakker neger om.

Internt har de siddende politiske kræfter i vesten haft brug for at kunne identificere fjenden, fjenden af demokratiet, os de frie og rationelle. Samtidigt har man givet sig selv påskuddet for at holde store dele af verden nede på et stadie, der svarer til den middelalder, man beskylder dem for at befinde sig på. Bigevinsten har ligget muligheden for at kunne hente deres ressourcer hjem for en slik. Det er jo altid mere økonomisk at bestikke en lille korrupt politisk elite, de konger og diktatorer man har holdt oppe i regionen, end at handle under vilkår, der er dikteret af symmetriske magtrelationer mellem lige parter.

I politisk forstand må man manifestere sig på baggrund af de forskelle, som i det hele taget findes i ”livsverdenen”, det som Jürgen Habermas forsøger at favne med dette store flommebegreb, som han også forsøger på at hente gyldigheden af sin modernistiske konsensusteori fra. Men når Habermas og andre, der hævder troen på det store projekt, troen på modernismen, det oplyste samfund osv. søger og henviser til nødvendigheden af den mere legitime magtudøvelse på europæisk plan, ja så handler det som regel kun om at holde sammen på en konstruktion, der er sat i verden for at overleve på bekostning af udlandet og sine egne eksistensbetingelser, nemlig naturen, ressourcerne og negerne.

Man taler i tysk samfundsteori om forskellen mellem ”Gemeinschaft” og ”Geselschaft”. De etniske og kulturelle forskelle, som de findes bl.a. skabt under nationernes paroler, hører til det, der falder under Gemeinschaft, fællesskabet, hvor samfundets mere formelle strukturer, dvs. lovrammer, love for lovvedtagelser og deres administration osv. hører ind under Geselschaft.

EU er med sine institutioner, sin formelle magtstruktur og parlamentariske repræsentation udtryk for Geselschaft. Institutionen mangler klart nok demokratisk legitimitet både hvad det politiske systems indre betydning angår, men i langt højere grad hvad konstruktionens eksterne betydning angår.

Hele den Europæiske Union er først og fremmest udtryk for en politisk økonomisk statslig strukturdannelse, der er sat i verden for at hævde regionens interesser på globalt plan på bekostning af resten af verden. Når projektet ser ud til at kuldsejle, ja så er det slet ikke så sørgeligt, set ud fra et mere globalt perspektiv.

Projektet er nu helt åbenlyst truet af de spændinger, der er opstået internt i unionen, men også af de ulykker som det har været med til at påføre udlandet, især Afrika og Mellemøsten i stærk konkurrence med USA, Kina og de værste af Mellemøstens oliestater så som fx Saudi Arabien, Bahrain, De Syv Emirater m.fl. Miljøkatastrofer, ressourcemangel, stigende olie- og madpriser, klimaflygtninge, krigs- og konfliktflygtninge truer EU og kan i langt højere grad, end det er almindeligt at gøre, forklares som resultat af regionens succes, held med at tilrane og stjæle ressourcer ud af det nærmeste udland. Kolonitiden er måske nok forbi, men udbyttet af det nærmeste udland og destruktionen af livsbetingelserne for vore medmennesker der og i sidste ende hos os selv er mindst lige så udbredt under den styreform, som EU repræsenterer i dag.

Det moderne projekts primære trosgenstand er det fri marked. Troen på den højere rationalitet centrerer sig om indholdet i den påstand, der hævder, at succes for den ene på det fri markeds betingelser er befordrende for og i hvert fald foreneligt med alle andres. Forbrug af begrænsede ressourcer, øget økonomisk omsætning, produktion og forbrug er i ideologisk forstand forudsætningen for mere af samme slags. Problemet er, at det ikke passer over ens med naturvidenskaben, den sociale erfaring der falder uden for markedsfundamentalismens idealiserede betragtninger.

Det hævdes altså i overensstemmelse med troen på markedets overordnede lov, at succes for den ene ikke bare er forenelig med alle andres succes men også befordrende for alle andres succes. Det er det dogmatiske indhold i troen på det frie marked, det ideologiske sukkerovertræk, som man forsøger på at få pillen til at glide ned med hos alle dem, der nu mærker, at den gigantiske tilvækst af finansiel købekraft hos de få, er alt andet end deres.

I politisk forstand ved man godt at antagonismen, den enes død er den andens brød, men hævder således at det er anderledes på det økonomiske område, når man forsøger at fortrænge modsætningsforholdene og få taberne på det frie marked til at affinde sig med deres tab under henvisning til, at forudsætningen for at de kan komme op igen, er at de afgiver noget mere til vinderne.

EU er selve beviset på, at fortællingen, den store forkromede modernisme, bygget op om forestillingen om det frie markeds velsignelser, er kuldsejlet.

Det politiske system har altså dæmoniseret befolkningerne i Mellemøsten. Osama Bin Laden var måske en opfindelse, skabt som det perfekte fjendebillede, som man kunne profilere sig politisk på baggrund af i Bush-administrationen. Det har en del konspirationsteoretikere fokuseret på rundt om i det alt for ukontrollable WWW. Medierne har været gode til at fokusere på konspirationsteorierne, som om det var dem, der var suspekte. Det er sket for at mistænkeliggøre den aldeles begrundede mistillid, der retter sig mod dem selv.

For at forvirre medieforbrugeren i dennes forsøg på at komme til klarhed med det, som denne f.eks. kun kan vide det om, at der ikke kan vides noget med sikkerhed, ud over det f.eks. at omstændighederne og bevæggrundene bag USA's likvidering af sin terrorfjende nr. 1., Osama Bin Laden, alene er kendt af CIA, magteliten i verdens endnu største økonomiske og politiske magt.

Der spekuleres da også over, hvorfor Bin Laden blev likvideret netop nu for et år siden, hvor grundlaget for at fortsætte den i vestlig forstand internt funderede dæmonisering af de islamiske befolkningsgrupper forsvandt i takt med, at det gik op for alle og enhver, at befolkningerne i Mellemøsten og Nordafrika bare er unge almindeligt orienterede mennesker, der tilfældigvis er blevet klar over, hvor ubegunstigede de er som resultat af rovdriften på verdens naturressourcer, den globale opvarmning, de galoperende fødevarepriser og de middelalderlige regimer, der hersker i deres region med Vestens velsignelse.

Terrortruslen og dæmoniseringen af islam kunne således alligevel ikke bruges mere. Antagonismen lod sig ikke opretholde.

Derfor kunne fjenden lige så godt likvideres, hvor han endnu kunne give lidt kredit hos magteliten i USA. Således manipulerede Obamas regime lidt med opinionen. Osamaeffekten er i overensstemmelse med de forbundne kars princip forbundet med Obamaeffekten.

Man har aldrig beskrevet Osamas succes som Obamas. I politisk forstand har antagonismen på ingen måde været fraværende som tema for opmærksomheden. Modsætningsforholdet mellem Islam og de kristne er i den grad blevet brugt til at slå politisk mønt på.

Det er netop i økonomisk forstand, at det kan betale sig for den ene at beskrive sin succes som alle andres, også selv om det er løgn, at de økonomiske interesser går op i en højere rationalitet. Det moderne projekt er det modernes ideologi, modernismen, bygget op om forestillingerne om det frie marked, selv om man i netop politisk forstand fint forstår og indrømmer, at den andens død er den enes brød!

Hvis modernisterne, markedsfundamentalisterne, arkitekterne bag den økonomisk monetære union i Europa, ville indrømme, at deres forsøg på at dække deres stinkende destruktive projekt ind i billedet på en form af højere mening, almen godhed og retfærdighed, ja så ville vi være kommet lidt længere i retning af en ærlig diskussion.

Men deres brødnid og forlorne kamp for demokrati og godhed fremmanes igen og igen som et slet skjult forsøg på at gøre sig til noget, de ikke er. Åh lille Rune Lykkeberg så demokratisk og markedsliderlig du er! Og Metz, der altså slet ikke kan holde op med at tale om hvor onde, de dog er i Dansk Folkeparti. Nej EU, det vil de have, og så fuck alle de problemer af social art der kommer af og kan forklares direkte med udgangspunkt i EU, Rune Lykkebergs og Georg Metzs trosgenstand. Haleluja, hvor er vi oplyste og demokratiske!

Men for guds skyld, hold mig uden for jeres omklamrende konsensustyranni! Jeres almene og overordnede rationalitet er alt for begrænset, klam og selvtilstrækkelig. Nøjagtigt lige så befordrende for verdensfreden, som Israels 200 atomare sprænghoveder med sin statsterroristiske logiske sans er i stand til at tænke mine tanker.

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-137.pdf

Det er temmelig rystende, hvordan stort set alle medier, politikere og andre meningsdannere i Vesten, i den grad kunne gå galt i byen af hvad der foregik/foregår i MØNA. Velkommen til virkeligheden!

Man har åbenbart en helt verdensfjern indstilling til Europas nærområde. Det er ikke opmuntrende for fremtiden.

Michael Kongstad Nielsen

Giv det dog tid. Vores egne revolutioner i Europa havde mindst ligeså meget startbesvær og begyndervanskeligheder. Tilbagefald og kontrarevolutioner. Kongen mistede langt fra al magt med det samme. I Danmark tog det faktisk 70 år, inden kongen helt opgav sin magt. I mellemtiden havde vi 15 år med godsejer Estrup som de fakto despot uden parlamentarisk flertal. Og kvinderne fik først stemmeret i 1915. Så giv tid.

Ingen af de berørte lande i det arabiske forår vil gå uberørt igennem det. Det har sat dybe spor og efter al sandsynlighed har det slået rødder. Som Julien Barnes-Dacey siger: "Men det afgørende er, at der ikke er nogen vej tilbage."

Enig! Der kommer formentlig til at gå mindst 15-20 år, før man for alvor kan evaluere forløbet og resultaterne af Det arabiske Forår.

Og til den tid vil nogens succes som altid være lig andres fiasko. Spørgsmålet er så, om vi og araberne overhovedet kan blive enige med os selv og med hinanden.

Selvfølgelig ved vi ikke, hvordan verden ser ud om 100 år. De sidste 30-35 år er den islamiske verden over een kam, blevet mere og mere islamisk. (I samme tidsrum er Kristendommen gået helt bag af dansen i Europa).

De nylige valg i Marokko, Tunesien, Libyen og Egypten, har stadfæstet folkenes tilslutning til islam, modsat en tilnærmelse til en Vestlig form for demokrati og menneskerettigheder. Hvilket sidste var hvad opinionen i Vesten troede og håbede var tilfældet i godt et års tid, indtil den for dem ubekvemme sandhed gik op for den, hvorefter tavsheden indfandt sig.

Spørgsmålet er nu, om islamisterne i fremtiden kan levere den materielle fremgang, det dybest set drejer sig om i MØNA. I alt fald har FN's Arab Human Development Report indtil videre ikke haft nogen synlig virkning, og uden hvilken en sådan fremgang næppe er sandsynlig. Hvis de ikke kan, kan næppe nogen i dag svare på hvad der så sker.

Man kan ikke sammenligne historien i Europa med MØNA's, og følgelig heller ikke slutte, at udviklingen i MØNA vil blive tilsvarende. Faktisk viser diverse Pew undersøgelser, at flertallet af folk i MØNA ikke sympatiserer med de Vestlige samfund, hvorfor de nok næppe tilstræber noget lignende.

I øvrigt har Arab News idag denne meddelelse:

'A survey conducted exclusively with 2,500 nationals aged 18 to 24 of these countries, including GCC members, Jordan, Egypt, Iraq, Libya and Tunisia said fair pay and home ownership displace democracy as top priority.'

Undersøgelsen kan selvfølgelig være dubiøs, men den bekræfter andre tidligere undersøgelser.

Lars Villumsen

Husker en udtalelse á la denne fra en herre jeg har glemt navnet på:

"Den vestlige verdens fejltagelse er troen på at demokratiske valg (i Afrika, Asien, de arabiske lande) er nødvendige for at få et fungerende samfund.

Valg betyder ingenting!

Hvad som er påkrævet er institutioner som sørger for at borgernes behov opfyldes!

Valg som i Europa kan til og med være samfundsødelæggende. For når klan/stamme A er i majoritet vil de sætte sig på magten og klan/stamme B, C, D etc.. vil blive tredjerangs medborgere.

En bedre måde at implementer demokrati på i disse samfund er at inkludere repræsentanter fra alle klaner/stammer i en regering."

Lyder i mine ører fornuftigt og kulturrelativistiskt imødekommende!

Michael Kongstad Nielsen

Det er vel ikke så underligt, at islam og politikere med afsæt og rod i islam sætter sit præg på de nye demokratiske valg i Nordafrika. Religionen har været et fristed under diktaturerne, et sted, hvor det enkelte menneske blev tillagt vægt, i modsætning til uden for i samfundet. Nu kom de af med diktatorerne, så går der et stykke tid, hvor man er tryg ved politikere med rod i islam. Den vestlige verden havde man lyst til at efterligne, faktisk tvært imod, man tog afstad fra den. Den anses for hyklerisk og svigefuld. Det var jo den, der støttede diktatorerne i gennem mange år - faktisk netop af frygt for islamisterne. Men da så revolutionerne kom, skiftede Vesten lynhurtigt over og blev diktatorernes fjender.