Jørgen Randers har været deprimeret. Det er der ikke noget at sige til. For 40 år siden, som 26-årig norsk systemanalytiker, skrev han sammen med sine amerikanske kolleger Dennis Meadows, Donella Meadows og William Behrens III bogen Grænser for Vækst. Udgivet på 37 sprog og angiveligt solgt i 12 millioner eksemplarer. Med sine blot 205 sider blev den en af nyere tids mest omdiskuterede, forkætrede og misforståede bøger om samfundets udvikling. Og er det for så vidt den dag i dag.
Bogen beskrev via en – for den tid uhyre avanceret – computersimulering, hvordan fremtiden kunne forme sig under forskellige antagelser om udviklingen i økonomisk vækst, ressourceforbrug, forurening, befolkningsstørrelse m.m. Grænser for vækst var således ikke en forudsigelse af, hvordan det faktisk vil gå her på kloden, men et dusin forskellige scenarier for udviklingen under variable forudsætninger.
Og konklusionen var, at det vitterligt er muligt »at etablere en situation af økologisk og økonomisk stabilitet, som er bæredygtig langt ud i fremtiden«, og hvor alle menneskers basale materielle behov kan opfyldes, og alle gives lige muligheder for at realisere deres menneskelige potentialer.
Men »hvis de aktuelle vækstrater i verdensbefolkningen, industrialiseringen, forureningen, fødevareproduktionen og ressourceudtømningen fortsætter uændret, så vil grænserne for vækst på denne klode være nået på et tidspunkt inden for de kommende 100 år« og det sandsynligvis på en pludselig, ukontrollabel og stærkt ubehagelig måde.
Altså igen: Ikke nogen spådom, men en advarsel samt en række anvisninger på, hvordan en kollision med grænserne kunne afværges. Trods det hæftede de fleste medier sig ved de mest ildevarslende scenarier i bogen, der derfor kom til at fremstå som en dommedagsprofeti, og da Jorden et par årtier senere ikke var gået under, blev forskerholdet bag projektet hånet af kritikere for at have taget fejl.
Denne misforståelse eller bevidste mistolkning har ærgret Jørgen Randers. Men egentlig deprimeret har han været over, at verden ikke har taget ved lære. Verden har stort set fulgt scenarie ét i Grænser for vækst: Business as usual-scenariet, der peger frem mod grænseoverskridelse og kollaps.
»Jeg har levet hele mit voksne liv med en bekymring for fremtiden,« konstaterer Randers i dag.
»Nu, i en alder af 66, indser jeg, at min bekymring har været spildt. Ikke fordi den globale fremtid tegner problemfri og rosenrød. Min bekymring har været forgæves, fordi den ikke har haft megen indflydelse på den globale udvikling gennem den lange generation, der er forløbet, siden jeg begyndte at bekymre mig,« siger han med henvisning til bl.a. de accelererende klimaændringer, der er fulgt med en fortsat økonomisk vækst baseret på fossil energi.
I stedet for at gå i sort eller lade sig fortære af tvivl om fremtiden har den norske forsker imidlertid nu hanket op i sig selv og gjort det, som holdet bag Grænser for vækst ikke var i stand til tilbage i 1972: Gennemført en omfattende analyse af, hvad der faktisk er den sandsynlige udvikling her på planeten. Altså denne gang en regulær forudsigelse af, hvordan det formentlig vil gå. Ikke nogen advarsel, ikke et kampskrift og ikke en vision om den bæredygtige fremtid, Jørgen Randers kunne ønske sig. Men en omfattende, modelbaseret fremskrivning suppleret med mere end 30 videnskabelige kollegers bud på, hvor verden mest sandsynligt bevæger sig hen.
Resultatet af det omfattende arbejde præsenterede tænketanken Romklubben – der også initierede Grænser for vækst for 40 år siden – i går på en konference i Rotterdam i form af bogen 2052 – A global forecast for the next forty years, forfattet af Jørgen Randers.
Og forudsigelsen er, sådan som virkeligheden altid er: Rodet og tvetydig. Ikke den fuldtonede dystopi og ikke den rene utopi. Ikke det totale, globale økologiske sammenbrud, men heller ikke ’den store omstilling’ til en ny grøn og bæredygtig økonomi, som der kaldes på op til FN’s Rio+20-topmøde i næste måned.
»Dette er ikke den fremtid, vi kunne have fået. Det er bestemt ikke den fremtid, jeg ville have foretrukket. Men det er den fremtid, menneskeheden sandsynligvis vil skabe for sig selv,« skriver Randers nøgternt i bogen.
Der er tre opsigtsvækkende hovedkonklusioner på modelforudsigelsen af verden år 2052:
- Den globale økonomi vil være vokset mindre end typisk forventet
- Verdensbefolkningen vil ikke være så stor, som dagens officielle fremskrivninger lægger op til
- De globale klimaforandringer og deres konsekvenser vil være knap så ødelæggende, som ofte forudsagt.
Alle tre konklusioner kom bag på Jørgen Randers, understreger han.
Væksten går i stå
»Jeg havde forventet at afdække en dyster, måske ligefrem katastrofal fremtid, kulminerende i en eller anden form for miljømæssig kollaps før midten af det 21. århundrede. Det ville have været i tråd med, hvad jeg har været bekymret for hele mit liv.«
I stedet peger computersimuleringen og granskningen i øvrigt frem mod en meget mere sammensat fremtid, et grumset billede, hvor nogle regioner på kloden klarer sig temmelig godt, mens andre er helt fejlslagne og måske sunket ned i anarki.
For kloden som helhed vil bruttonationalproduktet (BNP) i 2052 være dobbelt så stort som i dag. Det er mærkbart mindre end normalt antaget i økonomiske prognoser, og væksten vil have fordelt sig meget ujævnt. USA vil f.eks. kun kunne præstere en gennemsnitlig årlig BNP-vækstrate på 0,6 pct., faldende til nul midt i århundredet, og resten af OECD-området – herunder Europa – vil allerede om 20 år fra nu opleve, at BNP-væksten går i stå og begynder at blive negativ. Kinas økonomi vil til gengæld i 2052 være fire gange så stor som nu, mere end dobbelt så stor som USA’s på samme tid og lige så stor som alle 33 OECD-landes aktuelle økonomier lagt sammen – dette som resultat af meget høje vækstrater de kommende år og en gennemsnitlig vækst for hele perioden på 3,5 pct.
Men også i Kina vil BNP-væksten gå mod nul fra midten af århundredet. Andre af vore dages vækstøkonomier: Indien, Brasilien, Rusland, Sydafrika m.fl. vil vokse hurtigere end OECD, men langsommere end Kina. Og i ’resten af verden’ – de fattigere lande med 2,1 mia. indbyggere – vil BNP pr. person godt nok blive fordoblet, men samtidig være ca. en tiendedel af gennemsnitsamerikanerens og en syvendedel af kineserens. Altså stadig i 2052 en meget ulige verden.
Færre mennesker
Hvorfor aftager de økonomiske vækstrater og bevæger sig mod nul midt i århundredet? Fordi, mener Randers, verdensbefolkningens størrelse vil stabilisere sig tidligere end ventet og på et lavere niveau. Og fordi produktivitetsvæksten i den globale økonomi vil gå i stå.
»Familier vil i stigende grad kunne få præcis det antal børn, de ønsker – på grund af de stadige forbedringer i uddannelse, sundhed og prævention. Og de fleste vil leve i omgivelser, hvor et ekstra barn er en byrde,« skriver Jørgen Randers med henvisning til, at en stadig større andel af befolkningen vil bo i tætpakkede megabyer, hvor et barn mere ikke er en ekstra hånd i landbruget, men endnu én der skal sikres skolegang og uddannelse. Fremskrivningen viser en verdensbefolkning, der topper allerede omkring 2040 med 8,1 mia. mennesker – ikke de 9,3 mia. i 2050, som FN-prognoserne taler om. Randers siger dertil, at befolkningen i 2075 kan være tilbage på dagens syv mia., mens FN taler om 10,1 mia. i 2100 og stadig vækst derefter.
Når det gælder den økonomiske produktivitet, er det ifølge Randers et faktum, at vækstraten for produktivitet i de ’modne økonomier’ – USA, Europa – længe har vist tendens til fald. Globalt er tendensen trods betydelige udsving også mod lavere vækstrater. Arbejdsproduktiviteten vil fortsat stige længe endnu, men selve hastigheden af væksten tager af.
Forklaring: Tiltagende ressourceknaphed, accelererende klimaforandringer med voldsomt vejr samt øgede sociale spændinger – alt sammen hæmmer det bestræbelserne på at øge produktiviteten. Dertil kommer, at en stadig større del af økonomien vil foregå i servicesektoren, hvor det er sværere at presse effektiviteten op.
Den globale økonomis belastning af kloden vil altså blive mindre, end ofte antaget i klima- og andre scenarier. Der er dog stadig i 2052 tale om en økonomi dobbelt så stor som dagens, så planetens økologiske systemer vil fortsat være under faretruende pres.
Jørgen Randers forudser, at en større andel af den globale økonomi i ren nødværge vil blive kanaliseret over i kriseinvesteringer, der skal bremse den økologiske og klimamæssige nedtur – og det vil i sig selv dæmpe det økonomiske råderum til forbrug og derigennem klima- og miljøbelastningen.
»Men der vil blive tale om megen unødig lidelse forårsaget af usvækkede klimaskader midt i århundredet,« understreger Randers.
»Skønt tingene vil gå nogenlunde frem til 2052, vil verden i 2052 være forankret på den vej, jeg virkelig frygter – vejen mod selvforstærkende klimaændringer og klimakatastrofer i anden halvdel af århundredet. Jeg har bestemt ikke fået øje på en verden på en velplanlagt kurs mod bæredygtighed,« skriver Jørgen Randers.
For sent, for kortsigtet
En hovedpointe i hans analyse er således, at den globale offentlighed og dens beslutningstagere vil reagere for langsomt på klimaudfordringen og først, når skaderne for alvor bliver smertefulde. Én grund til det er, at væksten i velstand vil være gået i stå i de rige lande og være dæmpet i resten af verden, hvorfor de sociale spændinger vil tiltage og stjæle opmærksomheden. En anden grund er, at vi som mennesker simpelthen tænker kortsigtet. Og en tredje grund er, at demokratiet fungerer langsomt og ineffektivt i forhold til udfordringens presserende karakter.
De sidste konklusioner må formentlig tilskrives Jørgen Randers’ personlige vurderinger, mere end computermodellens databehandling.
»40 års praktisk erfaring og 40 års kamp for bæredygtighed har overbevist mig om, at samfundet – og især det demokratiske samfund – vitterligt har tendens til at vælge de nemme løsninger,« anfører han.
»Vi lever ikke i en rationel verden med lange planlægningshorisonter. Vi lever og vil fortsat leve i en verden domineret af kortsigtet tænkning og profitmaksimering,« lyder den nøgterne vurdering.
Tilbage i 1972 valgte Randers og hans kolleger bag Grænser for vækst at præsentere en hel vifte af mulige fremtidsscenarier i det håb, at menneskeheden ville handle rationelt og vælge de bæredygtige veje. Det er ikke sket. I dag har den norske systemanalytiker derfor valgt at fortælle verden, hvordan det efter alt at dømme vil gå, hvis vi gør, som vi plejer. I håb om at forskrækkelsen udløser handling.
Om det er en mere effektiv strategi, vil tiden vise.
»Jeg har kun én ting mere at sige,« skriver Jørgen Randers allersidst i sin nye bog:
»Please, hjælp mig med at gøre min forudsigelse til skamme.«
Professor Jørgen Randers kommer til København og forelæser om ’2052’ den 7. juni ved et møde arrangeret af Information. Nærmere oplysninger følger snarest i avisen og på www.ishop.information.dk
Dystopia, min elskede!
Med denne artikel er Information i sadlen mht. at give omstillingspilen mening. Nu gælder det om at holde kursen.
"I håb om at forskrækkelsen udløser handling."
Det kommer ikke til at ske, forestiller jeg mig. Og hvis det endelig gør, så bliver det vel i den usolidariske udgave, hvor man forsøger at skubbe hinanden ud over rælingen. En adfærd, der, forestiller jeg mig, ligger helt i tråd med den grumsede situation, der forudsiges: nogle vil blive vindere, andre vil blive tabere; intet nyt under Solen.
Dette er ikke spådomme, men fremskrivninger. Ja, i sit stille sind kan man sidst på dagen eller i de tidlige morgentimer forestille sig, hvordan det vil gå. Mange af os, men stadig for få, er bekymrede for fremtiden. Selvom der kun skulle komme en milliard mennesker mere, er vi allerede for mange.
For mig at se er der ikke andet at gøre for os almindelige mennesker i bunden end at organisere os på kryds og tværs og gøre lokalmiljøerne mere selvkørende og robuste. Det, der kommer ovenfra, har vi ikke tid at vente på. Dem i toppen venter på os.
Flertallet venter på de helt store beviser, men når de kommer, er det for sent at gøre noget. Det er den forbandede knibe, vi sidder i, når vi taler omstilling. Folk spørger helt ærligt, hvad de skal gøre, og vi kan ikke anbefale andet, end at man organiserer sig. Det er for luftigt, og så sker der ikke rigtig noget. Det er virkelig et alvorligt øjeblik, vi står i. Noget af det mest uforståelige er, at veluddannede mennesker ikke har tillid til det, som kloge beregnere har fundet ud af, samtidig med at de kan se, at isen smelter, ressourcerne opbruges og vi bliver flere mennesker. Der er nogle, der simpelthen ikke vil forstå.
Og om 20 år skriver de en ny bog.
Demokratiet har et problem: Det vælger oftest de kortsigtede løsninger
Men afskaffelse af demokratiet er ikke løsningen - det vil kun gøre ondt værre.
Uden folkelig kontrol vil magthaverne forfald til magtmisbrug og tænke på egne fordele
Vi må i stedet 'genopfinde' en form for demokrati der ikke hele tiden spænder ben for de langsigtede løsninger og som handler med global ansvarlighed
Det bliver som at løse 'cirklens kvadratur'
Det medieteknologiske niveau giver en vis forhåbning om at den menneskelige bevidsthed kan højnes fra at være dum og asocial til at være klog, smart og social.
Make Love - Not War - Flower Power - NU !
Tjah... Vækst og vækst og atter vækst. Det rimer ikke på det der skal til for at redde vores smukke planet.
Det helt overordnede for vores eksistens, og for at allemuliges store og små problemer kan løses, er vel at vi har en klode at være på, vand at drikke, og mad at spise.
Måske man skulle tage den kendsgerning mere seriøst som politiker og almen daglig forbruger i en reklameindsmurt vækstfikseret kapitalstyret verden.
For hvad skal der måske til, for at forlænge eksistensen af planet Earth, i den udforming og udvikling den har haft, indtil for 50år siden da menneskerotten for alvor blev et skadedyr?
Forbruget skal ned. Især for de 20% af jordens befolkning, som udnytter de 80% af planetes ressourcer. Det er ren antivækst, og mon man får nogen ad "styrende kræfter" med på den ide. Det passer ikke ind i vækstplaner og yderligere ragen kapital til sig.
Det der skal til for det sker, er en holdningsændring hos det almindelige menneske, manden på gulvet, du og jeg. Vi skal ikke vente på politikerne, thi de fleste er i lommen på dem med dollarstegn i øjnene. Desuden handler de først når de er ved at falde ud over afgrunden, og da er det for sent.
Og hvordan skal den holdningsændring så opstå?
Måske ved at os der tror vi har set lyset, ud fra vor egen forstand, præger og argumenterer for vores omgivelser. At vi i højere grad værdsætter basale elementer som rent vand, frisk mad, og beskeden husly. At vi udviser solidaritet og respekt for moder natur og hinanden. At vi frigør os fra den totale manipulation vi bliver bombarderet af, om at et samtalekøkken og tre biler løser alle dine problemer og gør dig til et godt menneske.
Vi skal igen til at have øjnene op for det mere sociale, der kunne være i kollektive storlandbrug, med delebiler, samhørighed, og en beskeden livsførelse, suppleret af sund og grøn højteknologi. Vi skal bo i rum af passende størelse, så vi kan spare på varmeforbruget. vi skal gå i vores bukser til de går istykker osv osv osv.
Og at få det iværk, med kollektive små og store landbrug iværk, er der allerede sat masser af stopklodser for, via lovgivning og burokrati. Ingen af erhvervstoplederne har interesse i at mennesket vender tilbage til marken. Arbejdsløsheden vil nemlig stige enormt, og væksten falde drastisk. Arbejdsløsheden vil blive udnyttet i det decentrale lokalmiljø, hvor der vil være masser af opgaver at udføre til gavn for det decentrale lokalsamfund.
Man ser antydninger af livstilen starte i sydeuropa just nu. Sma landsbyer der vender systemet ryggen, og klarer alt selv. dyrker selv, reparerer selv, og passer selv, osv.
Man kan håbe at det vil brede sig, og måske det vil.
Man kan håbe på at et eller andet sci-fi sker, og folk begynder at ændre deres livsværdier.
der er viist noget med en eller anden mayo-indianer kalender, som siger noget om året 2012. at menneskets sind vil ændre sig. Håber sgu det passer.
En revolution? Men hvem skal lede, og hvor skal vi samles?
Et totalt ragnarok? Kunne ønske at ikke så mange skulle lide for at vi kan få den forandring.
Selv er jeg på plads. Køber kun det absolut nødvendigste, ejer ikke bil, og bor aldeles beskedent. Slukker for strøm og varme når jeg kan, og bruger kun penge på basale fødevarer (og smøger :-) ).
Så jeg vil bare foreslå, at du starter med dig selv, og spreder ordet om den døende planet, rundt om dig, alt det du kan. Det er nemlig det allerstørste oversete problem vi har.
At du åbner øjnene for de sande få værdier som er en Guds gave...Rent vand, godt mad, husly, et sundt helbred, og en frodig og veltrivende natur og dyreværden rundt om dig.
Tak mvh Morten
"Rapporten er lige blevet præsenteret i Rotterdam og kan købes som bog fra næste måned. "
Købes .... det er sgu lidt morsomt.
"og da Jorden et par årtier senere ikke var gået under, blev forskerholdet bag projektet hånet af kritikere for at have taget fejl."
Dommedagsprofetier skal man give et par hundrede eller tusinder år.
Ikke så utålmodig ...
/O
I kronikken skriver de, at nogle knokler som gale og andre bliver holdt ude. Jamen, så må vi da dele arbejde, løn - besvær og fornøjelser i det hele taget. Det kan vel ikke være så svært at forstå, i hvert fald ikke før regningerne skal betales, for så indser man, at kistebunden hurtigt blev nået.
Hvis det er synd og skam, at mange er hægtet af, nogle endog før de er kommet op på vognen, så må man give dem det, de mangler eller også lave A-klasse ud af dem (onsdag DR2). Det sidste, er det mest onskabsfulde, man kan gøre, men det er jo det, vi gør. Vi gør en hel masse mennesker overflødige og giver transaktionerne smarte navne.
Fuld løn for halvtidsarbejde går ikke, men vi kan heller ikke have, at halvdelen af befolkningen er på slaveløn. Alle skal på halvtid, og så skal vi genopfinde den fri tid, hvor vi ikke overgår til fritids- og underholdningsindustrien, men udvikler vores evner og ellers er til nytte. Det er et helt andet menneske- og samfundssyn, vi skal frem til, og det kan enhver tage fat på og tale med sine nærmeste om.
Det her er ikke fem potter pis værd.
Ja det er overlevelsens begyndelse... og vadehavet er nok væk til den tid, lidt komisk at høre at det søges gjort til naturarv , når enhver kan regne ud at det vil blive oversvømmet og dermed forsvinde bare ved 20 cm stigning.
Og mange steder i Danevang vil det nogle steder også i bogstavelig forstand være tale om et mudret billede, men jeg tror ikke på vores evne til at gøre alle til idealister....
Snarere blir der tale om at man skal fratage mennesker privilegier med magt fordi vi skrider ind for sent.... så som retten til at dyrke landbrug hvis man oversprøjter med gift, og erhvervslivet ved forstort brændstofforbrug pr produceret enhed og ds, vandforbruget... og maks størrelser på boliger sat i forhold til antal beboere og begrænsninger i brugen af både privat og erhvervs-kørsel... jo til den tid er det nok slut med at hælde vand ud af ørerne for de neo-liberale politikkere....
Og man begynde at overveje om det er rimeligt at fremtidige dyr og mennesker skal leve i cm-tyk akrylatøv overalt på kloden og tøjproduktionen laves helt om og industrien i det hele taget...
To overskrifter :
" Thorning griber efter vækstdagsordenen."
" En rodet affære med lavvækst og klimakaos."
Jo mere bogholderpolitikerne presser på nu for at øge væksten, og det lykkes, jo kortere tid er der til den bliver negativ.
Hvad rager det egentlig mig. Jeg er 7o.
Hvad rager det egentlig statsministeren Thorning. Hun har kun tre år tilbage.(:-( )
Se mit indlæg 07.05,13.59.
" Den offentlige sektor skal bevare sin del af samfundskagen "
Positiv udvikling for alle, i stedet for, ond vækst for de udvalgte få, det ville jeg nok fortrække.
PS!
Omkring klodens tilstand, kan jeg varmt anbefale en dokumentarfilm ved navn "Home" Absolut smuk, stemningsfuld, og skræmmende. Virkelig seværdig, og værd at søge efter.
Også en film ved navn "How 6 degrees can change the world" Der er stof til eftertanke.
Værsgo.
Home dokumentar
http://www.youtube.com/watch?v=jqxENMKaeCU&feature=BFa&list=PL480BC67BBE...
Økosocialisme er vejen frem. En af de væsentlige indvendinger mod den løsning har været, at det har vi ikke tid til, men hvis der alligevel ikke sker en skid, skulle vi måske overveje igen?
Det er her mulighederne ligger. Den socioøkonomiske udvikling kan ikke sættes på computermodeller. Den er altid fuld af overraskelser. Det vigtigste er at vi sætter os nogle strategiske mål. Det kan ikke nytte noget at gå i frø.
At det bliver en ubehagelig tid vi går i møde er nok en kendsgerning. Menneskene er jo selv ude om det. Nu er det jo ingen naturlov, at vi skal være herre over den blå planet.
Der er kun tre former for liv på denne planet som tror på ubegrænset vækst – den ene er kapitalister, den anden er national-økonomer og den tredje er cancer celler. Den sidste ved vi slår sine værter ihjel - det er dit gæt hvad de øvrige gør ved værten.
Tillad mig at henvise til mit eget indlæg i Information fra d. 25. juli 2007 "Opgør med den uhæmmede vækst"
http://www.information.dk/134367
Det fri marked er den tikkende bombe under vores samfund og uden tvivl den væsentligste årsag til de voksende problemer for Jordens fremtid, hvad vi kan læse om i Informations den 2. januar under overskriften “På vej mod en anden planet.” Så længe vi tror på liberalismen og det fri marked og den deraf uundgåelige årlige vækst i økonomien, må vi også forvente en vækst i udslippet af drivhusgasser og reducering af ordens råstoffer.
Liberalisterne har med held overbevist det meste af verdenen om, at vi som enkeltpersoner selv skal afgøre markedets og dermed jordens fremtid.
Introduktionen af begrebet ‘den politiske forbruger’ er et stort selvbedrag og formentlig det bedste, der er sket for liberalisterne i mange år. Med ét smæk er det med det begreb lykkedes dem at fremme det enkelte individ - som er grundlæggende i liberalismen - samtidig med at de bilder et overvældende flertal af forbrugerne ind, at det enkelte individ kan udfordre de tunge erhvervsinteressers ligegyldighed over for natur og miljø.
Vækst-fikserede politikere
Medens nogle af forbrugerne kæmper enkeltvis med hver deres egen dagsorden - og de øvrige ser til uden én - afsætter liberalisterne store summer til en lobbyisme, som her i Europa især udspilles i deres selvskabte forum, Den Europæiske Union.
Unionen virker under dække af, at det er stedet, hvor man skal gøre en forskel ved grænseoverskridende problemer som for eksempel natur- og miljøødelæggelse. I virkeligheden ser man i EU grundlæggende alt i lyset af det fri marked, og her kommer den slags problemer på tværs af konkurrenceevne og indtjening.
Set i bagklogskabens lys synes det på overfladen velmente koncept Lokal Agenda 21 at være vand på liberalisternes mølle. Også her er det lykkedes uerklærede liberalister at overbevise nogle få frelste om, at man gennem lokale arrangementer og tiltag kan rykke miljødebatten i den rigtige retning.
Desværre må vi konstatere, at stat og kommuner søger at styre denne proces ind i ligegyldigheder, samtidig med at de igangsætter endegyldig ødelæggelse af natur og miljø alene for at blive husket for vækst og fremskridt.
Det går nok
Trist er det at se, at forbrugerne fortrænger ødelæggelserne samtidig med, at de ligesom Lomborg og Bush afviser indlysende facts om globale klimaforandringer og enorme overforbrug af ressourcer - og i øvrigt mener, at vi, når den tid kommer, nok skal finde løsninger, nye teknologier og uopdagede ressourcer.
Allerede i begyndelsen af 1970’erne fremkom der seriøs litteratur om grænser for vækst. Der er næppe tvivl om, at der er flere råstoffer, end man dengang kendte til, men det ændrer ikke på alvoren i udsagnet om, at der er grænser for vækst.
Tragisk er det, at det er dem som voksede op i den tid, hvor man gjorde sig alvorlige tanker og var bevidst om klodens fremtid, som mere end nogensinde har skruet op for vækstskruen.
Jeg ser kun en vej frem, og det er såvel national som international styring af vores forbrug og genbrug med henblik på at efterlade jorden, som vi modtog den.
Glem alt om den politiske forbruger. Løsningen ligger alene hos realistiske og modige politikere og ressourcestærke foreninger, som måske kan matche liberalisternes store indflydelse og magt.
Tillader mig at gentage mit indlæg fra anden tråd :
Menneskeheden befinder sig stadig på et meget primitivt niveau ifht statsdannelse. Man forstår ikke at anvende ressourcerne hensigtsmæssigt. Man forstår ikke samarbejdets væsen og nødvendighed - at alt er forbundet, og at det derfor er ødelæggende at ekskludere dele af helheden. Det er meget dumt og spild af menneskelige og materielle værdier at overlade dele af helheden til indbyrdes kamp om ressourcer.
Det er at føre krig mod sig selv, mod egne borgere. At ændre fundamentalt på denne adfærd, kræver en bevidsthedsændring hos flertallet, og evolution tager tid.
Vi har lige hørt en desperat og dybfølt bøn fra en af Brundtlandrapportens forfattere om at hjælpe ham med at undgå de farer, der vil være konsekvensen af ikke radikalt at ændre adfærd ifht bæredygtighed - en fundamental miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed er vores eneste chance for at undgå (selv)udslettelse. Det kræver, at alle deltager - også de rige, som i øjeblikket gemmer sig bag argumentet om at : det er småpenge, de ville kunne bidrage med, hvis ikke hele fødekæden af jobskabelse skal gå i stå ! Det argument vll jeg gerne se tilbagevist i tal - EL det er jeres opgave.
Og så er denne asociale tendens selvfølgelig mest grotesk udviklet i USA - men det ser desværre ud til at flere og flere i DK, i noget der ligner panik, ønsker at kopiere de tilstande. Hvor har I parkeret hjernen ? For slet ikke at tale om hjertet ?
Jeg vil gætte på at tidligere civilisationer har lavet fejl og det sikkert er grunden til de ophørte.
De samme fejl bliver gentaget meget senere, menneskene lærer ikke.(nutiden kender ikke de tidligere fejl der er begået)
Det er vel det samme med økonomiske kriser, de er prøvet men driften til at tjene penge overskygger fornuften.
De mest resurse stærke vil sikkert forsøge at købe og sidde på magten mht. resurserne og sælge dem til en god profit.
De vil selv blive ramt i nakken af effekten når det tynder ud i resurserne, men erkendelsen vil så komme for sent til dem.
'
Når så hele arbejderbevægelsen - under voldsomme protester og tumulter - er blevet sendt på halv tid til nedsat løn i deres samtalekøkkener, viser det sig at det de fylder tiden ud med overvejende er : mere forbrug og tid til flere børn og iøvrigt forarges over naboen han skal ikke prøve på noget ...og så er man lige langt ?
Det er dejligt med (endnu mere) rosenrød tale om at de stejle enerverende kurver knækker engang om 10-20 år - det gjorde de også for 10-20 år siden - men jeg vil se det før jeg tror det.
Arbejderbevægelsen var så materielt udsultede, at de forståeligt nok kun havde overskud til at kæmpe for at få fyldte maver - den grundlæggende systemkritik var der ikke kræfter til, nu sidder vi i suppedasen, og de blåsorte sætter dagsordenen
Randi Christiansen :
'Den grundlæggende systemkritik' har været mulig siden de fyldte mavers time, som var for omkring 80 år siden. De har indtil videre udmøntet sig i leninisme, nationale socialismer og socialdemokrati, 68'er-vækkelse og anbefalinger af islam som politisk medaktør ? Det står slemt til med den grundlæggende systemkritik, det er da sandt nok, men hvor flittigt har den været dyrket i fagbevægelsen siden 'systemet' blev stadfæstet som såkaldt hovedaftale for 111 år siden - sådan ca...
Jeg anerkender naturligvis at du selv ind imellem repræsenterer valid systemkritik her på egnen.
Men selve fænomenet 'systemkritik' er simpelthen ikke egnet til kollektivistisk tænkning - somehow. Grådighedsstyring er derimod meget egnet, og langt hern ad vejen en udmærket sag - derfor venstredrejede ledelsers notorisk 'forbudssvenske' praksisser.
Sålænge størstedelen af vælgerkorpset har materiel tryghed, er systemkritikken fraværende - en klassiker
Derfor har SOS´erne ikke noget tøj på, når det gælder - de har ikke udviklet den grundlæggende systemkritik, men kæmper for at få så mange krummer som muligt fra de riges bord - er lidt bedre end ingenting ? Det er det vel.
Men virkeligheden overhaler os indenom, og spørgsmålet er, om vi når at udvikle ægte og bæredygtig socialisme, inden f.eks. den arktiske metangas : "Mere og mere jord tør altså, og forskerne er derfor bange for, at jorden i Arktis er en tikkende bombe af drivhusgasser." citat Videnskb.dk. - slipper ud, sociale spændinger bliver for store - om alle de ubalancer, man kan forestille sig, som værende årsag til at vores habitat bliver ødelagt, når at udfolde sig til point of no return ?
@randi christiansen "point of no return" er nået for længst. Nu agerer vi som strudsen ved at stemme om problemerne, der alligevel ikke bliver løst. Grækenlands problemer er undskyld "klassisk" menneskelig dårskab, når den er værst.
Kim -
Vi lever i et univers hvis indre og ydre grænser, vi ikke kender
Sålænge der er liv, er der håb - miraklernes tid er ikke forbi.