Læsetid: 6 min.

High Noon i Gereskh

NATO’s ledere er i dag samlet i Chicago for at diskutere, hvordan tilbagetrækningen fra Afghanistan skal finde sted. I opiumsbyen Gereskh i Helmand er der stadig langt igen, før afghanerne får styr på sikkerheden, selv om byen for første gang har en politichef, der ikke har betalt et milionbeløb for at få sin post
Politifolkene i Gereskh har endnu ikke fået løn for hverken april eller maj. Det er en katastrofe for de fleste, hvis familier er totalt afhængige af de omkring 1.200 kroner, en menig politimand tjener om måneden.

Politifolkene i Gereskh har endnu ikke fået løn for hverken april eller maj. Det er en katastrofe for de fleste, hvis familier er totalt afhængige af de omkring 1.200 kroner, en menig politimand tjener om måneden.

Charlotte Aagaard

21. maj 2012

Tre måneder efter sin ansættelse slog politichefen til. Tidligt om morgenen den 29. februar blev 70 af byens politifolk opsøgt på deres bopæl og fyret med øjeblikkelig virkning. Heriblandt efterretningschefen, Haji Khan, politichefens egen næstkommanderende, Tayib Jaan, og otte andre topfolk, der var mistænkt for narkohandel, korruption, kidnapning af rige folks børn – og forsøg på konspiration mod byens nye sherif.

Sheriffens navn er Ghulie Khan, og på fem måneder er den 53-årige oberstløjtnant blevet en legende – og den mest efterstræbte mand i Helmandprovinsen.

For første gang har opiumsbyen Gereskh tilsyneladende fået en politichef, der ikke har betalt en million dollar for sin stilling, og som er parat til at bekæmpe den korruption og det magtmisbrug, som mere end noget andet undergraver afghanernes tillid til landets regering og gør det umuligt for politiet at overtage sin del af ansvaret for sikkerheden i fremtidens Afghanistan.

Rene hænder

Den 53-årige oberstløjtnant Ghulie Khan kommer fra den Taleban-plagede by Sangin i det nordlige Helmand, hvor han ifølge sin danske mentor Poul Severinsen »har ryddet op sammen med amerikanerne«.

Og nu er han hentet til opiumsbyen Gereskh for at gentage succesen.

Som politichef er Ghulie Khan genstand for intens opmærksomhed, men hans udenlandske samarbejdspartnere er overbevist om, at den nye politichef har så rene hænder, som man nu engang kan have i Afghanistan.

»Til dato har vi ikke taget ham i noget som helst,« siger kriminalassistent Poul Severinsen.

Med det mener han bl.a., at der indtil videre ikke er noget, som tyder på, at byens nye sherif har betalt provinspolitichefen eller andre i Karzai-regeringen for at få sin stilling. Det er ellers mere reglen end undtagelsen i dagens Afghanistan, hvor jobbet som politichef byder på enorme muligheder for selvtægt og for at rippe både underordnede og enhver, der beder politiet om en eller anden form for tjeneste.

En efterstræbt mand

Og Gereskh har i særdeleshed været plaget af korrupte politichefer, der har haft fingrene langt nede i politiets kasse og tjent store summer på den lukrative opiumshandel.

Alene sidste år producerede de frugtbare marker omkring Gereskh opium til en anslået værdi af 700 millioner kroner. Gereskh er rent mafialand med tre-fire magtfulde mænd, der som edderkopper i et kompliceret spind af økonomiske og politiske interesser kontrollerer handlen med opium. Heriblandt den tidligere politichef i Gereskh, Esmarai Khan, der bl.a. a. mistænkes for at have forbindelser til narkobander og til Taleban. Ghulie Khan har indtil videre ikke ladet sig kyse af de lokale magtinteresser, vurderer Poul Severinsen. Og når politiet tager ud for at brænde opiummarker af, går han selv forrest.

»Ghulie Khan er i dag den mest efterstræbte mand i Helmand. Der går ikke en dag uden attentattrusler mod ham eller politihovedkvarteret,« fortæller Poul Severinsen.

Det har imidlertid ikke bragt Ghulie Khan ud af fatning:

»Jeg er parat til at blive her, lige så længe mine overordnede vil have mig her,« siger den lille tætte oberstløjtnant, da Information møder ham i det nybyggede distriktshovedkvateret, der fungerer som både hjem og arbejdsplads for en stor del af politifolkene i Gereskh.

»Jeg er helt klar over, at det er et risikabelt job, men det har jeg ikke noget problem med. Jeg har jeg vænnet mig til risikoen.«

Ghulie Khan ved, hvad han taler om, forsikrer Poul Severinsen. Den nye politichef har tidligere været udsat for adskillige attentatforsøg. Han er foreløbig blevet skudt seks gange og har angiveligt stadig flere af kuglerne siddende i kroppen.

Af samme grund forlader politichefen kun hovedkvarteret i pansret bil og ledsaget af minimum 15 livvagter, som han selv har udvalgt. Også når han for en gangs skyld får mulighed for at tage hjem og besøge sin familie, der bor i anden by.

I løbet af de fem måneder, Ghulie Khan har været chef for Gereskh politi, har han vendt op og ned på de i alt 800 politifolks hverdag. De 44 vejspærringer, som politiet opretholder for at beskytte byen mod bl.a. Taleban inspiceres jævnligt, der er blevet indført faste morgenmøder, og der skrives døgnrapport hver dag – endda på computer.

Lang vej igen

I dag, hvor den udenlandske presse er på besøg, har 15 folk været travlt beskæftiget med at rydde op og gøre stationen præsentabel.

Der er dog stadig et stykke vej, før Gereskhs politi er en velfungerende enhed, selv efter afghanske forhold. Det viser sig på det ugentlige stationsmøde, hvor alle tjekpointkommandanter og topchefer er mødt op. Netop som alle har fået sat sig ved det ti meter lange mødebord, udbryder der tumult uden for døren efterfulgt af lyden af slag og vrede stemmer. En af kommandanterne er mødt op uden uniform og kan ikke få adgang til mødet. Det bliver han forholdsvis sur over, men vælger til sidst at fortrække.

Ghulie Khan troner med knusende ro for bordenden, tilsyneladende uberørt af, at et lignede møde i nabobyen Lashkar Gah dagen før kostede to britiske soldater livet, da personer iført politiuniform åbnede ild mod mødedeltagerne.

Til gengæld lægger han ikke fingrene imellem, da han leverer ugens opsang: »Der er stadig nogle af vores folk, der ikke har uniform på, når de er på vagt. Husk det nu! I skal have uniform på, så snart I er på arbejde! Der er også nogle, der stadig ikke behandler folk ordentligt. Det skal I! Folk skal kunne have tillid til jer. I er her for befolkningens skyld! Hvis ikke I kan finde ud af at behandle folk ordentligt, kan I aflevere uniformen og forsvinde hjem til de bjerge, I kommer fra!«

Alle får læst lektien. Og ingen stiller spørgsmål.

»Der er også stadig nogle, der bruger politiets biler og politiradioen til private formål. Det er ikke i orden! Det er politiets ejendom. Det er ikke meningen, at radioen skal bruges til at ringe hjem for at høre, hvordan jeres gamle mor har det derhjemme! Er det forstået?« spørger Ghulie Khan i et stadig barskere tonefald.

»Ja!« lyder det i et rungende kor.

»Er vi enige?«

»Ja!«

Den afghanske måde

Ghuli Khans ledelsesstil er både gammeldags og meget afghansk. Men han kan også godt finde ud af at uddelegere ansvar, forsikrer Poul Severinsen, der som de fem andre danske politifolk i Gereskh deltager i dagens møde. Ghuli Khan slutter af med at beklage, at hans folk stadig ikke har fået løn. Hverken i april eller maj. Det er en katastrofe for de fleste, hvis familier er totalt afhængige af de omkring 1.200 kroner, en menig politimand tjener.

»Pengene skulle være på vej, så måske i morgen!« siger Ghulie Khan. »Inshallah« – om Gud vil.

Trods vaskelighederne er både Khan og Severinsen overbevist om, at politiet er parat til at overtage det fulde ansvar for sikkerheden i Gereskh by, når de udenlandske styrker trækkes hjem ved udgangen af 2014.

»Jeg er fuldstændig fortrøstningsfuld. Hvis vi kan holde det her momentum, så har Gereskh en fungerende politistyrke i 2014. Men det bliver på den afghanske måde,« siger Poul Severinsen.

Med det mener han, at afghanerne fortsat skal betale for at komme igennem politiets tjekpoints og opnå andre tjenester, men at korruptionen bliver på et niveau, hvor lokalbefolkningen kan leve med den.

»Betragt det som en alternativ form for skat. I stedet for at betale skat til staten, betaler afghanere direkte til politiet og får til gengæld en vis portion sikkerhed« siger han.

Interessant nok var den fortsatte betaling fra de vejfarende da heller ikke et af de punkter, som politichef Ghulie Khan denne søndag skosede sine kommandanter for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer