Læsetid: 4 min.

Hollande er en maskeret supereuropæer

François Hollande er tilhænger af en føderal udvikling i EU, men af politiske forsigtighedshensyn kan han ikke tillade sig at springe ud som supereuropæer, vurderer Thomas Klau fra tænketanken European Council on Foreign Relations
Socialisternes kandidat til den franske præsidentpost, François Hollande, er i hjertet proeuropæer, men det er ikke en populær diskurs hos den brede befolkning. Her er kandidaten fanget foran masserne i Nevers.

Socialisternes kandidat til den franske præsidentpost, François Hollande, er i hjertet proeuropæer, men det er ikke en populær diskurs hos den brede befolkning. Her er kandidaten fanget foran masserne i Nevers.

Yoan Valat

3. maj 2012

Nicolas Sarkozy prøvede i første omgang at gøre den franske valgkamp til et spørgsmål om europapolitisk troværdighed, efter at han i fællesskab med Tysklands Angela Merkel har stået i spidsen for det seneste års krisehåndtering med redningspakker og finanspagt.

Men forsøget på at tiltrække nationalistiske vælgere fra højrefløjspartiet Front National, bl.a. ved at sætte spørgsmålstegn ved Schengen-traktaten og dermed kerneprincippet om fri bevægelighed, har nu forsynet den franske præsident med en EU-skeptisk profil.

Samtidig har favoritten inden anden valgrunde på søndag, socialisten François Hollande, ikke kunnet tillade sig at ignorere, at mange vælgere på venstrefløjen opfatter EU som et grundliggende neoliberalt projekt. At visioner for fremtidens Europa således er blevet tabubelagt under valgkampen, gør Europas fremtid endnu mere prekær, mener Barbara Spinelli, politisk kommentator ved den italienske avis La Repubblica.

»Europa har det så skidt, at man ikke kan tillade sig statsledere, der blot følger falske og illusoriske redningsmanøvrer op med fornæret nationalisme og ikke har nye projekter for unionen,« skriver kommentatoren, der er datter af den europæiske føderalistbevægelses faderfigur, Altiero Spinelli.

Den dobbelte omvæltning, der plager det europæiske samarbejde, kræver, at man formår at tænke stort: En økonomisk krise truer euroen, og de politiske institutioners krise truer demokratiet.«

Forfatningstraume

Ifølge Daniel Cohn-Bendit, det tysk-franske ikon fra studenterbevægelsen i 1968, som nu er medlem af EU-parlamentet for De Grønne, har præsidentvalgkampen en indbygget nationalistisk komponent. Jo større chance kandidaterne har for at vinde, des mere føler de sig tvunget til at leve op til det franske systems »nationalistiske præsidentialisme«, mener Cohn-Bendit.

»Dermed tilskriver de præsidenten og den flertalsregering, som han eller hun udpeger, al beslutningskraft og fjerner samtidig Frankrig fra en international kontekst: Spørgsmålet om Europa bliver kun sjældent taget op, og resten af verden bliver slet ikke nævnt. Det eneste, der tæller, er, hvordan kandidaten vil være i stand til genskabe Frankrigs image, når han eller hun får suveræn magt,« siger Cohn-Bendit til det franske magasin Esprit.

François Hollande var socialistpartiets leder, da franskmændene i 2005 stemte nej til EU’s forfatningstraktat. Spørgsmålet skabte splittelse blandt socialisterne, og Hollandes anbefaling af traktaten kostede formanden så megen troværdighed, at hans ekskone, Ségolène Royal, blev valgt som partiets præsidentkandidat i 2007.

Ifølge Thomas Klau, seniorforsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations’ afdeling i Paris, påvirker dette forløb stadig Hollandes position på det europapolitiske område.

»Hollande er principielt mere åben for en føderalistisk udvikling i EU, end Sarkozy er. Hvis han bliver valgt, vil det bilaterale samarbejde med Tyskland blive mindre dominerende i Frankrigs europapolitik. Men Hollande er også en meget forsigtig politiker,« siger Thomas Klau til Information og fortsætter: »Mange franskmænd lider under krisen, så i første omgang vil han sandsynligvis vurdere, at det vil være uklogt at genåbne debatten om EU’s forfatning, ligesom han har undgået emnet under valgkampen. Hollandes første prioritet vil derfor være at bruge den eksisterende institutionelle opbygning til at give det europæiske samarbejde en social dimension,« siger han.

EU-dræbere

Ifølge Thomas Klau skal man altså ikke forvente, at Hollande vil springe ud som supereuropæer, hvis han bliver valgt.

»Det er sigende, at Hollande hurtigt valgte at omformulere sit forslag om fælleseuropæiske obligationer til et forslag om obligationer i vækstfremmende projekter,« påpeger Klau.

Daniel Cohn-Bendit mener, at Hollande har valgt den samme strategi, som den konservative Mariano Rajoy benyttede ved parlamentsvalget i Spanien for et halvt år siden.

»Hvor folk stemmer mod den siddende regering, skal oppositionskandidaten ikke gøre andet end ikke at sige noget, så han ikke kan angribes for noget. Han indtager ingen standpunkter,« siger han, og sår også tvivl om Hollandes vilje til at knæsætte et solidarisk princip i EU: »Ingen i Frankrig er indstillet på at lytte til en idé af den slags, især ikke under en præsidentvalgkampagne, hvor det hele handler om total konfrontation, og hvor nationale og europæiske interesser af og til også bliver glemt.«

Men krisen i EU er så alvorlig, at der er brug for en New Deal ligesom i USA efter børskrakket i 1929, mener Barbara Spinelli. Og hvis Hollandes ord om, at finanspagtens budgetdisciplin skal suppleres med investerings- og vækstinitiativer, får betydning, vil balancen i EU måske begynde at tippe.

»Vi må ikke glemme, at mange i Europa efterspørger det: Socialdemokraterne og de liberale i Tyskland, som netop har indskrevet den europæiske føderation i deres partiprogram, de økonomiske eksperter ved Institut für Weltwirtschaft i Kiel, regeringerne i Polen og Spanien og folk som Cohn-Bendit, Verhofstadt og endelig Delors, ifølge hvem den nuværende politik ’dræber Europa’.«

Jacques Delors, den tidligere formand for EU-Kommissionen og Hollandes politiske mentor, fremhæver en føderalstat og en ny vækstmodel som forudsætninger for EU’s overlevelse.

»Under hele krisen har Sarkozy forhindret denne udvikling og pralet med at have ført Europa tilbage til hovedstæderne, langt fra Bruxelles,« skriver Spinelli og tilføjer: »Men hvis Hollande vinder, kan der måske komme skred i tingene.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Jeg ved ikke om han har ret endnu, men jeg ved at jeg ikke er tilfreds med INFORMATION's stigende brug af vurderinger fra Council on Foreign Relations. Jeg tvivler lidt på det, da Hollande i det mindste sigetr sandheden om ECBs rolle i EU - nemlig at den skal kontrollere så meget som muligt a la Federal Reserve i USA.
Hvis jeg var interesseret i E-CFR, ville jeg nok bare se Fareed Zakaria (CFR), Erin Burnett (CFR) og Wolf Blitzer (CNN) på CNN, med deres håbløse analyser af USAs kollaps. Det er med andre ord analyser, der aldrig inkluderer fejl og kriminalitet fra egne rækker, altså industri og finans, og dert virker som om deres prinære funktion er at forsvare status quo og Rockefeller-Morgan komplekset.

Anne Albinus

Hollande gentog i debatten, at han vil genforhandle finanspagten. På hans hjemmeside står også, at han ønsker det.

Det Hollande vil for at fremme vækst og beskæftigelse er, hvis han bliver valgt, at foreslå, at der tilføjes et memorandum til finanspagten, der blev underskrevet den 2. marts i Bruxelles. Det indeholder fire anmodninger:

- Oprettelsen af "Projekt obligationer" for at finansiere store infrastrukturprojekter eller industrielle projekter i Europa.

- Rekapitalisering af Den Europæiske Investeringsbank.

- Oprettelsen af ​​en skat på finansielle transaktioner.

- Mobilisering af alle ubrugte  strukturfondene til at støtte nationale projekter, der kan hjælpe virksomheder og skabe arbejdspladser.

Anne Albinus

For at fremme sin vision af Europa vil Hollande støtte sig til andre stærke socialdemokrater i Europa.

Da Hollande blev interviewet til Libération og FAZ sammen med lederen af de tyske socialdemokrater for nylig, sagde han:

"Det er første gang i tredive år, at vi er så enige om de målsætninger, vi ønsker at opnå sammen i Europa og for Europa."

Da Holland blir spurgt om sin holdning, bekræfter han kraftigt sin socialistiske forankring:

"Mit projekt er socialistisk, og jeg er socialist. Jeg lader mig ikke lokke af neoliberalismen eller er tilhænger af en stat, der beslutter alt hen over hovedet på borgerne, de sociale kræfter og arbejdsmarkedets parter. Jeg er hverken socialistisk moderat, eller moderat socialist. Jeg er socialist, kort og godt. "

http://www.parti-socialiste.fr/articles/sigmar-gabriel-spd-lelection-de-...

Ole Brockdorff

Det er på alle måder et skræmmende perspektiv, at blandt andet dagbladet Information er begyndt i stor udstrækning, at bringe udtalelser og analyser fra det samme Council on Foreign Relations (CFR), der styres og kontrolleres af magtfulde superkapitalister som familierne Rockefeller, Carnegie, Ford, Rothschild og mange andre stenrige privatejede dynastier som blandt andet de islamiske oliestater, der gennem de sidste 70 år har arbejdet konsekvent på at omdanne hele kloden til èn stor global markedsplads uden demokrati og nationale grænser samt menneskerettigheder af nogen art.

Herhjemme findes der en mand ved navn Thomas Wagner Nielsen, der på sin hjemmeside for tre år siden oversatte bogen ”Den sande fortælling om Bilderberg-gruppen”, skrevet af den russiske journalist Daniel Estulin, der under et møde i EU-parlamentet for et par år siden fastholdt sin påstand om, at blandt andre tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er med i en verdensomfattende global planlægning gående ud på, at samtlige demokratier og menneskerettigheder skal elimineres hurtigst muligt.

Vi skal have en ny verdensorden uden middelklasse, kun ”herskere” og tjenere (livegen), et ”nulvækst-samfund” uden fremgang eller fremskridt, kun større velstand og magt til ”herskerne”, og absolut kontrol med uddannelser for at programmere den offentlige mening og træne dem, som er valgt til forskellige roller i samfundet. Alt sammen i samspil mellem de værste hardcore kapitalister og hardcore kommunister, som man ellers skulle tro var hinandens svorne fjender.

”Reglerne for en stor virksomhed er, at man skal lade samfundet arbejde for sig. Lige så længe vi anser internationale revolutionære og internationale kapitalister som hinandens uforsonlige fjender overser man et yderst vigtigt punkt, nemlig at et ”partnerskab” mellem international monopol-kapitalisme og revolutionær socialisme er til deres gensidige fordel”, skrev forfatteren Frederic C. Howe (1867-1940) i sin bog ”En monopolists bekendelser” fra 1906.

Så, ja, bare vent og se, bag sin nydelige socialistiske facade er Francois Hollande en supereuropæer, der vil gøre alt for at indlemme Frankrig i èn stor global landsby, nøjagtig som præsident Sarkozy, og den bedste indikation på, at vi nærmer os den totale udslettelse af klodens opbyggede demokratier er, at CFR med sin nyoprettede Europa-afdeling for alvor er begyndt at optræde i den europæiske politiske debat som en seriøs ”tænketank”, og i øvrigt med danske Asger Aamund som et af bestyrelsesmedlemmerne.

Men læs selv dette link til Thomas Wagner Nielsens hjemmeside med oversættelsen af Daniel Estulins bog om Bilderberg-gruppen, som den russiske forfatter har arbejdet på gennem de sidste 15-16 år, og så er jeg helt sikkert på, at mange blandt dagbladet Informations læsere får et lidt andet syn på de realpolitiske begivenheder i verden.

http://thomaswagnernielsen.dk/ebooks/bilderberg.pdf

Anne Albinus

Det franske lidt venstreorienterede blad rue89.org skriver i en artikel om Bilderberg (klik evt. og se hvem der deltog i mødet i 2011 bl.a. fra DK):

"Denne eksklusive klub kaldes "Bilderberg". Ved at dyrke hemmelige diskussioner er den til glæde for konspirationsteoretikere af alle slags, der er ivrige efter at forestille sig en hemmelig verdensregering. Det er rigtigt, at det er den eneste klub, hvor man kan komme til at spille sin kaffe på David Rockefeller, Bill Gates, eller Henry Kissinger. Der træffes ingen afgørelser: Det er kun uformelle drøftelser mellem indflydelsesrige og magtfulde mennesker, flankeret af nogle eksperter for at hæve niveauet."

Officiel hjemmeside Bilderberg

På verdens- men også nationalt og lokalt plan er det meget hyppigt, at magtfulde mennesker omgås hinanden/netværker/trækker i trådene. Derfor bør vi alle være politisk aktive ;-).

Minder om bogen "Magtspillet i provinsbyen" der vakte røre i Danmark i 1972, og hvis emne vel stadig kan være aktuelt?