Læsetid: 6 min.

’Vi er klar til at kæmpe’

Fra sommer skal afghanerne selv stå for store dele af sikkerheden i Helmand-provinsen. På landets førende militærakademi, Shorabak, er oberst Naweed overbevist om, at Afghanistans nye hær kan klare opgaven
Shorabak-militærakademi spytter 1.400 nye rekrutter ud hver anden måned. De fleste kommer fra landsbyer og kan hverken læse eller skrive, når de starter i hæren. Mange er voldsomt underernærede og lider af vitaminmangel, så de ikke kan se ordentligt. For en stor del af dem er det desuden første gang, de får tre måltider dagligt, en seng at sove i og rent drikkevand.

Shorabak-militærakademi spytter 1.400 nye rekrutter ud hver anden måned. De fleste kommer fra landsbyer og kan hverken læse eller skrive, når de starter i hæren. Mange er voldsomt underernærede og lider af vitaminmangel, så de ikke kan se ordentligt. For en stor del af dem er det desuden første gang, de får tre måltider dagligt, en seng at sove i og rent drikkevand.

Morten Fredslund

18. maj 2012

Ismail er ikke bare en 19-årig bondedreng fra Nangahar. Han er det internationale samfunds vigtigste våben mod Taleban.

Selv om han kun har været soldat i syv måneder, har han allerede slået flere talebanere ihjel.

»Joh, det har jeg da,« siger han og retter lidt forlegent på den røde baret, så den skærmer bedre mod sandet og den brændende ørkensol.

»Jeg har været i kamp med Taleban adskillige gange og også slået flere ihjel. Det er jo mit job. Men hvor mange jeg har dræbt, det ved jeg ikke.«

Egentlig ville den opvakte bondesøn helst have været i gymnasiet. Men det havde hans familie ikke råd til.

»Min familie er fattig, og det er jeg også. Jeg ville gerne have læst videre, men det kunne ikke lade sig gøre, så nu er jeg her.«

Og Ismail synes, han er heldig. For med ti års skolegang bag sig er han oplagt officersmateriale, og første skridt er netop taget. Sammen med ni andre korporalelever har han gennemført et succesfuldt baghold og nedkæmpet to »fjender« i de steghede øvelsesbakker uden for militærakademiet Shorabak.

»Livet i hæren er godt, og jeg har lært rigtig mange ting på det her kursus, som jeg kan bruge, når jeg kommer tilbage til korpset og skal lede min gruppe. For eksempel har jeg lært at læse et kort,« siger han og fortæller, at han her i weekenden bliver udnævnt til korporal i 215. Shaheen (korps), der med foreløbig 14.000 mand skal være spydspidsen mod Taleban i Helmand. Et job, som op mod 40.000 amerikanske, britiske og danske styrker hidtil har haft.

Kan selv, vil selv

Hver anden måned spytter det funklende nye Shorabak-militærakademi 1.400 nye rekrutter ud til den afghanske hær.

De fleste er fattige bondedrenge som Ismail, men til forskel fra den nyslåede korporal kan de hverken læse, skrive eller regne, når de lander i Shorabaks 200-mands barakker, hvor køjesengene står i snorlige rækker med de tykke plystæpper stukket stramt ind under madrasserne.

»Langt de fleste af rekrutterne kommer lige ind fra landet. Mange har aldrig set rindende vand, brugt et toilet, sovet i en seng eller bundet et snørebånd, når de ankommer her,« fortæller Søren, en af de danske officerer, som rådgiver Shorabaks ledelse.

»Men det er fantastisk at se den forvandling, der sker med dem efter to måneder med tre daglige måltider og en masse fysisk træning. Når de to måneder er gået, er de klar til at slås!«

Uddannelsesprojekt

I dag er det oberst Naweed, der har kommandoen på akademiet. Han er en lille skægget og energisk mand, som med stolthed byder på te og nødder på sit nye, svale og usædvanligt rene kontor.

»Vi har ry for at være Afghanistans bedste militærakademi. Vores rekrutter er de meste efterspurgte i hele landet,« fortæller han.

8.000 er det blevet til, siden Shorabak åbnede for et år siden, heraf 4.000, som ud over almindelig soldaterfærdigheder har taget kørekort, sygehjælperkursus eller bestået et grundkursus i militær ledelse. Om seks uger forlader de næste 1.400 skolen, og så er den afghanske hærs behov i Helmand-området ved at være dækket, fortæller oberst Na-weed, der har tjent sine militære stjerner som CIA-støttet mujahedin-kriger i 1990’ernes blodige guerillakrig mod Sovjetunionen.

»Nu gælder det kvaliteten,« siger han, tager kasketten ned fra en lille hylde bag skrivebordet for at give en rundtur på det store akademi. Mellem de mange nybyggede barakker er dagens undervisning i fuld gang. Én klasse lærer at skille, samle og anvende den amerikanske M-16 automatriffel, en anden er i gang med at forbinde sårede klassekammerater, og et tredje sted kæmper endnu flere med at skrive deres første usikre ord på de afghanske sprog dari eller pashto.

»Shukrullah, Assadullah, Jawzan,« skriver en helt ny elev langsomt på whiteboardet. »Det er mit navn, min fars navn og den provins, jeg kommer fra,« siger han med et stort smil. Resten af klassen klapper.

»Når vores soldater først har lært at læse og skrive, så holder de op med at tro på Talebans løgne,« erklærer oberst Naweed.

Smeltedigel

For de mange tusinde unge afghanere, der har ladet sig hverve, er hæren en enestående chance for at lære at læse, skrive og regne. Færdigheder, som de færreste 18-30-årige afghanere mestrer.

Men det er ikke det eneste, rekrutterne på Shurabak lærer, understreger oberst Naweed.

»Vi giver dem et helt nyt sæt værdier. Ære, pligt, fædreland. Det er vores motto. Vi lærer soldaterne ærlighed. Pligtfølelse og arbejdsmoral – og vi lærer dem at behandle hinanden ordentligt.«

Obersten understreger, at den afghanske hær fungerer som en smeltedigel, hvor de forskellige etniske grupper lærer at respektere hinanden.

»Vi er én fælles nation, uanset om vi er tadsjikker, usbekere, hazaraer eller patunere som jeg selv,« siger han.

Som eksempel på den afghanske hærs evne til at samle folk på tværs af gamle skel fortæller obersten, at hans egen chef, oberst Zazai, er uddannet officer i det Sovjetunionen, som han selv har brugt det meste af sin ungdom på at bekæmpe: »Og tro det eller ej, i dag er vi de bedste venner!«

Netop hærens evne til samle nationen og den hastige udvikling af hæren de seneste år får mange vestlige diplomater og militærfolk til at betragte det afghanske militær som den vigtigste magtfaktor i fremtidens Afghanistan. »Hvis regeringen taber tingene på gulvet efter 2014, kan hæren meget vel blive den reelle magthaver her i landet,« som en diplomatisk kilde i Kabul udtrykker det.

Skrædder i Kabul

Tilbage på ørkensletten pisker en hidsig vind støv i øjnene på korporal Ismail og hans kolleger.

Som for de tusinder af andre, der har valgt at satse på hæren, har det været et svært valg. For hjemme i Nangahar-provinsen er de fremtidige magtforhold i Afghanstan langtfra afgjort.

»Det er kun min kone og den allernærmeste familie, der ved, hvad jeg laver. Alle andre tror, at jeg arbejder som skrædder i Kabul. Det er stadigvæk alt for farligt at sige sandheden,« fortæller han.

Nangahar i det østlige Afghanistan grænser op til Pakistan og er tilholdssted for to af Talebans nærmeste allierede, Gulbuddin Hekmatyars fundamentalistiske Hizb-i-Islami-milits og det frygtede Haqqani-netværk, der menes at stå bag de spektakulære angreb på flere vestlige ambassader og regeringskontorer for nylig i Kabul.

Men Ismail mener ikke, han har noget valg.

»Min far har kun en gerib jord (en halv tønde land), og det kan 14 personer slet ikke leve af. Min familie og min kone er helt afhængige af de 14.200 afghani (cirka 1.500 kroner), jeg tjener hver måned.«

Hvis Ismail selv kunne have valgt, ville han gerne have været til Herat eller Kandahar, hvor to af hans fem brødre også er soldater.

Men sådan blev det ikke.

»Hæren satte os på et fly uden at fortælle, hvor vi skulle hen. Det var først, da vi landede, at de sagde ’Velkommen til Helmand’,« fortæller han. »Men det er OK. Jeg ved udmærket, at det kan være farligt i Helmand. Men som soldat må jeg tjene der, hvor hæren har brug for mig, og indtil videre har det ikke været så slemt.«

Tilbage på akademiet byder obersten på frokost med ris og masser af kød – samme kost som soldaterne får – og forsikrer, at både skolen og ANA er parat til at tage kampen op med Taleban, når danskerne og resten af ISAF forlader Afghanistan ved udgangen af 2014.

»Det er vi. Det her er vores land, og det er vores krig. Vi har fortsat brug for støtte f.eks. med hensyn til udvikling af vores forsyningslinjer, oprettelse af et luftvåben – og så kunne vi virkelig godt tænke os at få nogle af jeres droner, så vi kan se, hvor Taleban er, og hvad de laver,« siger han. »Men vi er klar til at overtage ansvaret i dele af provinsen fra efteråret. Og når vi når til 2014, så er vi parat til at forsvare hele landet. Det garanterer jeg.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Der er noget man ikke forstår. Der har været afholdt almindelige valg i Afghanistan. En regering og en præsident er fundet. Nato og ISAF har bekriget en fjende i landet i 11 år. Alligevel er der ikke fred - eller hvad? Den afghanske demokratiske stat har fået en ny hær. Den skal snart overtage sikkerheden i landet. Hæren skal altså sammen med politiet stå for den interne sikkerhed, ikke sikre landet mod ydre fjender, men indre. Er der noget galt med demokratiopfattelsen, eller repræsenterer regeringen og den nye hær bare ikke flertallet i befolkningen, eller hvem kan forklare disse ting.

Artiklen antyder, at hæren kan gå hen at blive en selvstædig magtfaktor, når Nato/ISAF er taget hjem. Altså en lidt udemokratisk en. Det tror jeg gerne.

ja det er vel på tide man opgiver hvad endnu ingen andre har kunnet heller
mange penge blev der i hvert fald tjent på det.

Martin Lund

Ingen tvivl om at uddannelse er vejen frem for et fredeligt Afganistan. Hvis man i denne verden kun kender sin landsby, sin Kalasnikov og Koranen, ud fra hvad man har fået fortalt, så er der ikke noget at sige til at man bliver lidt ensporet og voldelig.

Tag fat i de forvirrede drenge og unge mænd og fyld dem med lærdom og empati, og de vil hjælpe Afganistan ud af den tornerose lange sump landet har befundet sig i.

Hanne Cetkin

Måske skulle journalisten som en slags varedeklaration have skrevet lidt om hvordan man har samarbejdet med det danske militær, da artiklen blev udarbejdet, .

Poul Simonsen

Det undre mig, at Charlotte Aagaard vil levere den slags ukritisk Nato propaganda.

Hun var tidligere en seriøs journalist indenfor området.

Rasmus Knus

Det amerikanske forsvars nyhedssite er mere konservativ i sin vurdering af ANA. Bemærk at kun 18 ud af 293 enheder af bataljonsstørrelse er i stand til at gennemføre selvstændige operationer sammen med mentorer fra US/ISAF.

"But U.S. military officials believe the Afghan army still has a long way to go before it can operate at top form, even with mentors. Only 18 of the country’s 293 battalions have been deemed by the Americans to be capable of independent operations with coalition advisers."

http://www.stripes.com/news/middle-east/afghanistan/us-commander-in-afgh...

Først var Rusland i Afghanistan, med militær mangt, siden USA og nu de forenede NATO styrker....

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så her verden ikke lært Afghanistan andet end krig og glemt alt om demokrati.....

Eller tror man at demokrati kan indlæres med militærmagt og hvis demokrati er det egnlig man vil lære Afghanerne....?

Men thu hej......vi kan snart sælge dem nogle våben.....

Knud Madsen

Mærk Jer mine ord:
Den dag Nato forlader Afghanistan, vender 2/3 af disse krigere front, og tilslutter sig Taleban.
Og alt bliver ved det gamle igen med stammekrige osv indtil Taleban igen griber den totale magt og slagter den sidste 1/3 med samt deres familier.