Læsetid: 3 min.

Klimaaftalen fra Durban hænger i en tynd tråd

Mens fokus rettes mod Rio de Janeiro og det kommende FN-topmøde for bæredygtig udvikling, er klimaforhandlinger i FN ved at køre af sporet
’Nyheden fra Bonn skulle have været, at nu kører vi i et nyt spor. Men Kina er meget fokuseret på, hvordan deres indsats skal måles i forhold til de rige lande, og derfor er alt ved det gamle,’ siger Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp.

’Nyheden fra Bonn skulle have været, at nu kører vi i et nyt spor. Men Kina er meget fokuseret på, hvordan deres indsats skal måles i forhold til de rige lande, og derfor er alt ved det gamle,’ siger Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp.

Tang Zhiqiang

26. maj 2012

Da verdens ledere lukkede og slukkede for det 17. klimatopmøde i Durban i december, stod det klart, at verden først i 2020 vil få en global, bindende klimaaftale.

Dermed var skabt et tidsmæssigt hul på otte år, hvor EU alene skal køre videre med en opfølger til Kyoto-protokollen – verdens hidtil eneste bindende klimaaftale, som hverken inkluderer Japan, Canada, USA eller nogen af de store udviklingslande.

Samtidig skulle en række lande i perioden frem mod 2020 opfylde frivillige målsætninger om CO2-reduktioner. Intet af det går særlig godt.

»Hvis det langsomme tempo fortsætter, risikerer vi et kæmpe tilbageskridt i forhold til Durban. Vi er meget bekymrede over, at den samarbejdsvilje, der herskede i Durban, ikke længere eksisterer,« beklagede således den danske chefforhandler, Christian Pilgaard Zinglersen, der i går sluttede to ugers klimaforhandlinger i Bonn, Tyskland.

Mattias Söderberg, der er politisk klimamedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp, følger også forhandlingerne i Bonn. Og han ser lige så pessimistisk på de igangværende klimaforhandlinger.

»Det ser ikke godt ud. Der er meget stor forskel på, hvad de enkelte lande vil, og helt overordnet kan man sige, at ambitionerne hos de rige lande igen har vist sig at være alt for lave. Det bekymrer u-landene, særligt de store udviklingsøkonomier, der begynder at blokere for processen fremad,« siger Mattias Söderberg.

Arven fra Durban

Et af de store problemer med aftalen fra Durban er, at nok blev der skabt enighed om en bindende klimaaftale fra 2020, men ikke om principperne for selve aftalen.

Hidtil har der været en klar skillelinje mellem rige og fattige lande, hvor de fattige lande ikke skulle forpligte sig juridisk, men fra 2020 starter klimaindsatsen på en frisk ud fra princippet om et fælles, men forskelligartet ansvar. Det vil sige, at alle lande skal binde sig til CO2-reduktioner, men størrelsen skal afhænge af det enkelte lands udviklingsstadie.

»Nyheden fra Bonn skulle have været, at nu kører vi i et nyt spor. Men Kina er meget fokuseret på, hvordan deres indsats skal måles i forhold til de rige lande, og derfor er alt ved det gamle. USA melder ud, at de intet vil. Og så følger Kina trop,« siger Mattias Söderberg, der dog peger på, at internt i gruppen af fattige lande – den såkaldte G77-gruppe er der tegn på opbrud:

»Kina har været et problem, og gruppen af fattige lande står splittet. De mindre og fattigste lande er langt mere pragmatiske og indstillet på et samarbejde, mens de store u-lande er mere skeptiske.«

Gruppen af fattige lande, G77, består af mere end 130 lande og inkluderer både store og relativt rige lande som Kina, Brasilien og Sydafrika samt decideret rige lande som Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater – og endelig verdens fattigste og mest skrøbelige lande som Burkina Faso, Cambodja og Nicaragua. Og netop den blanding af lande og interesser gør det besværligt at forhandle.

Alligevel peger Mattias Söderberg på, at det først og fremmest er de rigeste lande, der bærer et ansvar. Og her skuffer særligt EU igen.

»Problemet er ikke så meget processen eller FN, men at ingen lande vil øge deres ambitioner. Heller ikke EU, som vi havde håbet på,« siger Mattias Söderberg.

– Men EU hævder at have verdens mest ambitiøse klimamålsætninger?

»Det er en sandhed med modifikationer. Mange u-lande gør langt mere. Eksempelvis har Mexico netop vedtaget en decideret klimalov. Det vil Danmark gerne have i EU-sammenhæng, men det har EU ikke. Så selv om EU måske er langt fremme på en række områder, udviser de slet ikke det lederskab, de burde,« siger Mattias Söderberg og fortsætter:

»Og så hjælper det heller ikke på processen, at EU’s finansministre ganske vist i sidste uge slog fast, at klimafinansiering er vigtig, men alligevel ikke viser u-landene, hvor pengene skal komme fra og hvornår.«

Klimaet forværres

Samtidig med at forhandlingerne i Bonn ligner vejen mod endnu et sammenbrud, går det værre end forventet for klimaet.

Ifølge Climate Action Tracker, et samarbejde mellem Climate Analytics, Ecofys og Potsdam Institute for Climate Impact Research, er kloden på vej mod temperaturstigninger på minimum 3,5 grader.

Og hvis ikke verdens lande opfylder deres allerede afgivne løfter om CO2-reduktioner frem mod 2020, vil stigningen blive endnu højere og altså meget langt over den to-graders stigning, som FN’s klimapanel har sat som et absolut maksimum.

»Mange regeringer er ikke engang i nærheden af at implementere de politikker, de har forpligtet sig til. Vi har allerede et enormt hul i CO2-regnskabet, og det, der i dag gøres, vil med al sandsynlighed ikke lukke hullet – tværtimod synes det modsatte at være tilfældet,« siger Bill Hare, direktør i Climate Analytics.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

"Samtidig skulle en række lande i perioden frem mod 2020 opfylde frivillige målsætninger om CO2-reduktioner. Intet af det går særlig godt."

Jamen, dog.