Analyse
Læsetid: 4 min.

En nøje afbalanceret fransk regering

François Hollande har sammen med sin nyslåede premierminister, Jean-Marc Ayrault, sammensat en stor regering med politisk ligevægt, lige mange mandlige og kvindelige ministre
Udland
18. maj 2012
Jean-Marc Ayrault, Frankrigs nye premierminister, ses her i præsidentpalæet i Paris. Socialistpartiets formand, Martine Aubry, var ellers nævnt som en oplagt kandidat til posten som premierminister, men præsident François Hollande så hende i stedet i spidsen for et stort uddannelsesministerium. En post, Aubry ikke var interesseret i.

Jean-Marc Ayrault, Frankrigs nye premierminister, ses her i præsidentpalæet i Paris. Socialistpartiets formand, Martine Aubry, var ellers nævnt som en oplagt kandidat til posten som premierminister, men præsident François Hollande så hende i stedet i spidsen for et stort uddannelsesministerium. En post, Aubry ikke var interesseret i.

Lionel Bonaventure

Som adskillige franske medier bemærkede det, var det blot et par timer før, de første og udelukkende mandlige filminstruktører skred op ad den røde løber i Cannes, at en ny fransk regering med lige mange kvinder og mænd gik ned ad Elysée-palæets trappe og trak i arbejdstøjet.

Ligestillingsløftet fra den socialistiske præsident, François Hollande, er blevet holdt til punkt og prikke med regeringens 16 mænd og 16 kvinder. Jean-Marc Ayrault er ny premierminister, sværvægteren Laurent Fabius udenrigsminister, mens socialistpartiets formand, Martine Aubry, ikke som forudset har fået en af de vigtigste poster. Hun var tiltænkt et stort uddannelsesministerium, men takkede nej til alt andet end premierministerposten. Måske var tanken om at have sin tidligere politiske modstander som regeringsleder trods alt ikke særligt tillokkende for Hollande? I stedet valgte han den 62-årige Jean-Marc Ayrault, der oprindeligt er tysklærer – en fordel i dagens Europa – men også arbejderbarn, der især på lokalt plan har haft en fremragende politisk karriere som borgmester i Nantes i mere end 20 år.

Ayrault brillerer ikke som mange af sine højtuddannede kollegaer med retoriske evner, men har som formand for den socialistisk-radikale gruppe i parlamentet leveret et solidt stykke arbejde. I årevis sad han i bogstaveligste forstand ved siden af Hollande, og valget af Ayrault er så langt fra Sarkozys bling bling-stil som næsten muligt. Der har da heller ikke været megen glamour over den nye socialistiske præsident François Hollandes første dage.

Ramt af lynet

Vejrguderne havde aftalt silende regn til turen op ad Champs-Elysées, hvor en drivvåd præsident tændte faklen for den ukendte soldat. Det var med større glæde, Hollande derefter hædrede to nøje udvalgte franske historiske personligheder, emigranten Marie Curie, der hentede hele to nobelpriser til Frankrig, og Jules Ferry, skaberen af det franske skolesystem. Dernæst satte Hollande sig pligtopfyldende på et fly mod Tyskland for at møde kansler Angela Merkel. Flyet blev ramt af et lyn og det historiske møde forsinket. Det var til gengæld i strålende sol, den nye regering blev præsenteret. Den bærer ligesom valget af Curie og Ferry tydelig præg af præsident Hollandes prioritering af at genopbygge Frankrig gennem skole og forskning. Hele tre ministerier er sat på sagen: Vincent Peillon som undervisningsminister på regeringens tredjeplads – den plads, der oprindelig var tiltænkt Aubry. Men med sin uddannelse i filosofi og senere forskning er Peillon en af Hollande-socialismens vægtigste tænkere. Genviève Fioraso, engelsklærer og mellemleder i Telecom er decideret forskningsminister, mens et særligt ministerium er helliget ’vellykket uddannelse’ med George Pau-Langevin, specialist i indvandring, i spidsen.Politisk har Hollande tilgodeset mange. Valget af en af fransk socialismes såkaldte ’elefanter’, Laurent Fabius, til regeringens næstvigtigste post som udenrigsminister betyder ikke blot en accept af en mand, der i modsætning til Hollande og partiet kæmpede for et nej til EU-traktaten. Det er også en åbning over for en mand, der om Hollande har udtalt, at »man ikke sætter en elefant i skyggen af en skovjordbærplante«. Den ekstremt begavede og arrogante Fabius, der som 35-årig var Frankrigs yngste premierminister, er måske nemmere at have på nært hold end på afstand, og demokratisk set blev det til et fransk nej til traktaten, der dermed tilgodeses.

Diplomatisk puslespil

Den tidligere præsidentkandidat Ségolène Royal har ikke fået en ministerpost, men både kulturminister Delphine Batho, familieminister Dominique Bertinotti og Najat Vallaud-Belkacem, minister for ligestilling og ordfører for regeringen, kommer fra hendes fløj. Med valget af Christiane Taubira som justitsminister er det også en ligeretstænker, der sætter sig på en kontroversiel post i Frankrig. Samtidig tilgodeser Ayrault og Hollande de politiske støtter i Partie Radicale de Gauche, de venstreradikale. Taubira er en af de få tidligere ministre i den nye regering. Hun stammer fra Guyana, har selv været præsidentkandidat og fik som minister gennemført en lov, der fordømmer slavehandel som ’forbrydelse mod menneskeheden’. Tidligere Dominique Strauss-Kahn-tilhængere har også fået plads i regeringen, ikke mindst med Pierre Moscovici i Finansministeret. De grønne har fået fordelt deres kræfter over flere ministerier, og deres leder, Cécile Duflot, er udnævnt boligminister, mens et særligt ministerium for bæredygtig udvikling går til budgetspecialisten Nicole Bricq.

Også arbejdsministeriet er blevet besat på diplomatisk vis. Michel Sapin, Hollandes mangeårige støtte, sidder på ministeriet, mens antiglobalisten, den iltre Arnaud Montebourg har fået et ministerium med titlen ’produktiv genrejsning’. Måske i et forsøg på at tilgodese de Le Pen-tilhængere, som fortsat spøger hos franske socialister, med et parlamentsvalg inden for en meget overskuelig horisont?

Valget af Manuel Valls som indenrigsminister leder tankerne i samme retning. Valls er blevet kaldt venstrefløjens svar på Sarkozy og har ofte forfægtet synspunkter langt til højre for sine partifællers i en stram kurs mod kriminalitet. En indrømmelse til Le Pen-tilhængere synes nødvendig i denne puslespilsregering. Måske vigtigere end lige nu at tilgodese den yderste venstrefløj, der også klarede sig godt ved præsidentvalget. Regeringen skal foreløbig holde indtil parlamentsvalget i juni. Et valg, der vil vise, om Hollande ud over præsidentposten også får det parlamentariske flertal med socialisterne, han drømmer om, og dermed lige så frie hænder som præsident Sarkozy havde det i fem år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Albinus

Lidt info om den nye indenrigsminister, Manuel Valls, der nok engang i fremtiden kan blive premierminister:

Valls brugte ved overdragelsen i går taletiden til at tage afstand til :

1. højrefløjens kritik af venstrefløjens "angélisme", dvs. naivitet og

2. den forrige regerings "hektiske jagt på tal" og Sarkozy's tale fra 2010, hvor han angreb romaerne.

"Der vil hverken være naivitet eller hektisk kapløb om tal, hverken stigmatisering af et samfund eller en kategori i forhold til en anden", sagde Valls.

http://www.franceinter.fr/depeche-ni-angelisme-ni-stigmatisation-promet-...

Anne Albinus

Mht. udnævnelse af anti-globalisten Montebourg er det næppe et "forsøg på at tilgodese Le Pen-tilhængere".

Ihvertfald tog Marine le Pen i går fnysende afstand fra ministeriet og udtrykte lille tiltro til en genrejsning af industrien i Frankrig

Udnævnelsen er snarere et reelt ønske om at få tabte arbejdspladser tilbage:

"Vi har mistet 750.000 industri-jobs på 10 år, 900 fabrikker er lukkede på tre år », sagde Arnaud Montebourg i går. Men «et land der ikke producerer, der ikke producerer længere, er i hænderne på de producerende lande". I den sammenhæng "har vi brug for fantasi, kreativitet, også dristighed og realisme" for at give Frankrig mulighed for at "forestille sig nye grænser for dets økonomi og industri".

http://www.francesoir.fr/actualite/politique/montebourg-ministre-du-redr...

Tine Byrckel

Man tilgodeser jo ikke le Pen tilhængere ved at udvælge ministre som le Pen er enig i - hun er ikke enig med ret mange og det er hun meget meget dygtig til - men ved at udvælge ministre, som forsvarer nogen af de samme ideer som hende; antiglobalisering og protektionisme (Montebourg) og en skrap indenrigsminister også. (Valls) Så hun havde god grund til at fnyse, for hvis hendes "arguemtner" er i regeringen, hvorfor skulle man så stemme på hende?
vh Tine