Læsetid: 4 min.

Vi reagerer først, når det er for sent

En lurende sultkatastrofe syd for Sahara i det vestlige Afrika truer 12 millioner mennesker. Alarmklokkerne ringede allerede for et halvt år siden, og selv om nødhjælpsorganisationer reagerede i tide, har de svært ved at gøre noget ved situationen. Vi vil nemlig først donere penge, når sulten kulminerer, og der kommer udmarvede lig på skærmen
Aldaoula Banounassane og hendes familie har vandret til fods i tre dage gennem et ørkenlandskab og er nu endt i en primitiv flygtningelejr i Yassan i Nigers Sahel-region. Regionen er hårdt ramt af års nedbørsmangel, misvækst og deraf følgende høje madpriser.

Aldaoula Banounassane og hendes familie har vandret til fods i tre dage gennem et ørkenlandskab og er nu endt i en primitiv flygtningelejr i Yassan i Nigers Sahel-region. Regionen er hårdt ramt af års nedbørsmangel, misvækst og deraf følgende høje madpriser.

Fatoumata Diabate

10. maj 2012

Alarmerne virker, klokkerne har ringet, og verden har hørt dem. Igennem et halvt år har verdenssamfundet advaret mod Afrikas næste store sultkatastrofe i Sahel-regionen, som dækker over landene syd for Sahara: Mauretanien, Mali, Niger, Tchad, Senegal og Burkina Faso.

Men selv om de internationale ngo’er og diverse nødhjælpsorganisationer var opmærksomme på sultkatastrofen allerede før, den var en realitet, har de svært ved at modarbejde udviklingen i Sahel-regionen.

»Nødhjælpsorganisationerne står i et dilemma. På den ene side har vi hørt alarmklokkerne ringe for et halvt år siden, og har derfor haft mulighed for at gribe hurtigere ind over for den eskalerende katastrofe,« siger Christer Lænkholm, som er katastrofekoordinator i Folkekirkens Nødhjælp.

»På den anden side er der ikke nok katastrofe over situationen til, at folk vil donere penge til nødhjælpsarbejdet. Så selv om krisen blev opdaget tidligt, er det ikke lykkedes at afværge den«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Artiklen siger: "Vi vil nemlig først donere penge, når sulten kulminerer, og der kommer udmarvede lig på skærmen".

Hvem er "vi"? Og hvorfor skal Afrika være afhængig af dette vestlige, velnærede, fladskærmsdumme "vi"? Skal de gamle koloniherrer gå og vente på, at der opstår en billedtung sultkatastrofe, som kan mobilisere tv-programmer med landsindsamlig af millioner til de stakkels negre?

Det er en syg tilgang til Afrika. Hvis man skulle hjælpe, er det med at åbne markederne for afrikanske landbrugsvarer mm., og vigtigere, hjælpe med at opbygge "good Governance", så landene selv kan tage hånd om problemerne. Der findes rigtig mange penge blandt meget få mennester i disse lande, der ofte har olie eller minedrift eller andre indtægtskilder. Hvornår reagerer de få svimlende rige familier i disse lande på sultkatastrofer? Venter de på tv-indsamlingerne, der underholdes med efter at oksebøfferne er nedsvælget i de rige landes samtalekøkkener.

Kristian Rikard

Derfor passer vi på med ikke at lave indsamlingsshow så ofte, at danskerne bliver indsamlingstrætte,« siger eventchef
på TV 2 Nyhederne, Ulla Pors. Javel fru eventchef. Må jeg istedet foreslå, at vi får bragt "u-landsbistanden/hjælpen" op igen på reelt 1% af BNP og gerne mere :-)

Peter Jensen

Dette vi er naturligvis den herskende politiske magtelite, som ikke vil tage strukturelle analyser og historisk læring til sig - og danne politik på grundlag af sådant. Den herskende politiske magtelite er optaget af at skabe sig i eget spejlbillede og pleje kortsigtede, individuelle/sekteriske interesser. Og dé som dirigerer denne herskende politiske magtelite ønsker sig hverken en ændret fordeling af magt og ressourcer eller stabilitet i verden, thi det altdominerende kapitalistiske system er selve kilden til elitens privilegerede position.

Og for at dette system kan vedligeholdes og udvikles, er der brug for at befolkningerne generelt er optaget af at (stræbe mod at) forbruge såvel materielle som immaterielle goder - og at denne aktivitet iagttages som et helt afgørende udtryk for personlig frihed. Dén vej rundt kreeres en neurotisk og fikseret offentlighed, som dels er let at manipulere og dels holder øjnene lukkede for omverdenens vé og vel, indtil skaden ér sket. Det er der nemlig (også) kortsigtet gevinst i.

Det er udsigtsløst at opretholde en stigende befolkning i Sahara randstaterne. Ørkenen spreder sig, det har den gjort de sidste 10.000 år, og mange mennesker med kvæg hjælper heller ikke. Man kan heller ikke opretholde et landbrug med fossilt vand, som man bl.a. gør i Libyen, det er en ikke fornybar ressource, når vandet er brugt er det væk.

Der er kun en lille opmuntring, en vindmølle som producerer strøm og vand, men det er nok ikke noget man skal forvente rindende floder af.

Hans Jørgen Lassen

Der har været sultkatastrofer i Afrika i årtusinder, ja, man kan så gar læse om fænomenet i Den hellige Bibel.

Så enten har de mennesker, som bor på stedet, ikke forstået at indrette sig efter naturforholdene, eller også er naturforholdene så lunefulde, at visse steder ikke er egnede til menneskeliv.

Under alle omstændigheder er det vist ikke noget, der kan løses med TV-indsamlinger i Danmark.

I artiklen siges der:

"Krisen på Afrikas Horn og nu i Sahel-regionen forstærker desværre nok befolkningens billede af, at den ene sultkatastrofe afløser den anden. I værste fald får det folk til at tænke, at Afrika bare er et bundløst hul, som vi hælder nødhjælp ned i hvert halve år ..."

Og det er vist en meget rammende beskrivelse.

Problemet bliver ikke løst. Det kommer igen med faste og korte mellemrum.

Skal hjælpen batte noget, så skal den bruges til strukturelle ændringer i det lokale samfund eller måske hele nationer - men det vil selvfølgelig være særdeles vanskeligt, måske umuligt.

Morten Lange

Solidaritet med andre verdensdele er nødvendigt, men...
de plaste vi kan sætte på de åbne sår er slet ike store nok...

Med den befolkningseksplosion der er sket, og stadig sker, på Afrikas Horn og i Sahel regionen, der langt har overskredet et bæredygtigt befolkningsgrundlag, bliver der brug for en løbende TV indsamling i forudseelig fremtid.

Kristian Laursen

Hans Jørgen Lassen, hvor skal de mennesker rejse hen? EU fik jo lavet fede aftaler med den i højt grad hedengangne Mummamia Gadaffifi, således at afrikanske flygtninge fra netop den region bekvemt blev indfanget og proppet i lejre, og ligeledes var der en del der bekvemt ”forsvandt”. De lejre findes stadig.

Claus Petersen

Nogen der har set det indlæg jeg postede, eller var det så politisk ukorrekt at at det bare "forsvandt" ?

Hans Jørgen Lassen

Kristian Laursen spørger:

"hvor skal de mennesker rejse hen? "

Skal de da rejse? Det var jeg ikke klar over.

Viggo Okholm

Umulig dilemma. at frelse alle levende væsener eller læs hjælpe. Uanset forholdene vælger menneskene at formere sig og vel i et håb om at børnene får det bedre end man selv har haft det. Strukturelle vanskeligheder kan ikke løses på kort tid, klimaet kan vi kun leve med.
Ja vi kan give lige betingelser handelsmæssigt,det kunne vær en start,men så længe vi i bl.a. Vesten ikke vil lide og gå ned i vækst på bekostning af andre så fortsætter uligheden. bare disse lande dog kunne lade være med at bruge lige så mange ressourcer som os andre dumme på militær og våbenudvikling.

Hans Jørgen Lassen

Viggo,

er der nogen sammenhæng mellem tørke i Afrika og handelsbetingelser?

Tørkekatastroferne er jo kendt gennem årtusinder. Før der overhovedet eksisterede nogen samhandel.

Jeg har svært ved at se, at lige disse fænomener skulle være "Vestens" skyld. Meget andet, vist så. Men ikke just præcis dette.

Lars R. Hansen

Hvad angår handel - så har verdens fattigste lande, med EBA-aftalen, told- og kvotefri adgang til det europæiske marked - krigsmateriel dog undtaget.

Problemet i nævnte tørke- og hungersramte lande - er således ikke, at de ikke kan sælge deres varer til europæiske lande som følge af toldmurer - eftersom de som sagt har fri adgang hertil - men at pågældende landes stigninger i produktiviteten ikke har kunnet følge med befolkningstilvæksten.

Med andre ord - problemet er ikke at de sultne i disse lande ikke kan sælge deres mad til Europa, men at landene simpelthen ikke kan producere varer, herunder især fødevarer - i mængder tilstrækkeligt for eget underhold.

Viggo Okholm

Hans Jørgen og Lars R.
derfor det umulige dilemma.Fortid,klima,menneskets overlevelsesinstinkter uanset forhold.
Globaliseringen gør at vi ved alt og alligevel ingenting kan gøre.