Læsetid: 6 min.

Salafisterne i rundkørslen

Libanons fattige storby Tripoli er ulmende arnested for en uro, der truer med at udvikle sig til en sekterisk borgerkrig
Salafistiske aktivister i Tripoli har siden forrige søndag besat Karame-pladsen i protest mod anholdelsen af en aktivistkammerat. Det førte til sammenstød mellem militante salafister og unge fra Tripolis alawitsekt, men i weekenden havde hæren og politiet fået nogenlunde ro på situationen.

Salafistiske aktivister i Tripoli har siden forrige søndag besat Karame-pladsen i protest mod anholdelsen af en aktivistkammerat. Det førte til sammenstød mellem militante salafister og unge fra Tripolis alawitsekt, men i weekenden havde hæren og politiet fået nogenlunde ro på situationen.

Fadi Yeni Turk

22. maj 2012

Mændene sidder under et par flossede soltag og ligner den ramponerede plads, de har holdt besat i ugevis. I udtrådte sko, forvaskede t-shirts, prunkløse galabiyaer, den billige arabiske skjorte, våger de over en tabt sag. En halvvoksen dreng med Down-syndromets fortabte smil kompletterer scenen af bundløs tristesse, der ikke kan forjages af transparenterne, flagene og vimplerne på de telte, hvor nattens aktivister sov længe lørdag formiddag.

Men mændene ville høres. De har en sag. Plasticstole blev sat frem og børstet af: »Sid ned, vores sheik er på vej.« Abdel Hamid Karame-pladsen er faktisk ikke en plads, men en rundkørsel – og et nærbillede af den elendighedens mosaik, der har udløst revolter i hele den arabiske verden den seneste tid, men som har ulmet og ind imellem blusset op her i årtier.

Tripoli har landets højeste ledighed, hver tredje indbygger lever under den officielle fattigdomsgrænse, og halvdelen af alle skoleelever er drop outs. Kun to procent af Libanons banklån optages i Tripoli mod 83 pct. i Beirut og opland. I alawit-kvarteret Jabal Mohsen og sunni-nabolaget Bab el-Tabbaneh, der jævnligt er i væbnet karambolage, er indkomsten for halvdelen af alle familier ca. 2.000 kr. om måneden.

Så lunten er kort, og eksplosionerne rammer fra tid til anden det politisk bekvemme alawit-mindretal på 50.000. De har rollen som sandsæk for en halv million sunnitters frustrationer, der manipuleres af islamiske svovlprædikanter, sunnittiske klanledere og obskønt rige politikere, der både repræsenterer og erstatter en stat, der har droppet byen. Fra rundkørslens plasticstol ser man op på en pragtvilla, ejet af Karame-politikerfamilien, der har navngivet dette trafikknudepunkt og synliggør klanstyringen af Tripoli i generationer. Bygningen er horisontens eneste velholdte.

Manipulerede og mobiliserede

Elendigheden gør det nemt for politiske ledere at tappe militante ressourcer fra byen, når der er behov for at manifestere et kontant budskab. Det var salafister fra Tripoli, der forsøgte at afbrænde det danske konsulat i Beirut under karikaturkrisen i 2006.

Sunni-lederen Saad Hariri mobiliserede dem i 2008, da Hizbollah invaderede hans Beirut-kvarter, og lige siden har væbnede sammenstød med alawit-mindretallet været tilbagevendende – senest i sidste uge. Ikke fordi alawitterne havde provokeret, men fordi salafisterne mente, at den nylige arrestation af en salafistisk kampfælle var syrernes værk, idet regeringen i Beirut med det shiitiske Hizbollah som primusmotor er pro-syrisk. Hvilket er en af grundene til, at rundkørslen nu er besat døgnet rundt af aktivister, men ikke den eneste. To grupper har opsat telte på kørebanen i hver deres side af rundkørslen og holder med skrattende walkie-talkies øje med de militære køretøjer, der med korte intervaller lægger vejen forbi. Begge grupper flager islams trosbekendelse på sorte faner, men i den ene gruppe vajer også den syriske oppositions nationalflag med de tre røde stjerner i stedet for de grønne, der opfattes som Bashar-regimets emblem, selv om det skriver sig tilbage til den egyptisk-syriske union i 1950’erne.

»Det er vores ret at støtte den syriske revolution,« siger Mohammed Beirouthi, en midaldrende aktivist iført en fedtet baseball cap fra Rockwool-fondens fodboldprojekt, ’Cross Cultures’. Som medlem af det salafistiske parti, Al Aamal al Islamiya – Hayaat al Tawareh, er han en prototype på en side af libanesisk politik. Partiet, hvis navn frit oversat er ’Islamisk Arbejdsgruppe – Komitéen for Nødvendighed’ – er udbryder fra et parti med samme navn, bortset fra den sidste tilføjelse, og som er pro-syrisk og støtter Hizbollah-fløjen i libanesisk politik.

»Vi blev sendt til skoling hos Hizbollah i Sydlibanon,« fortæller Mohammed, »men i stedet for at blive oplyst om modstanden mod Israel, blev vi hjernevasket med, at vores salafistiske trosfæller her i Tripoli var israelske og amerikanske agenter og spioner, og at det måtte vi gøre noget ved.«

Så det, Mohammed og hans medstuderende gjorde, da de kom tilbage til Tripoli, var at sprænge partiet og starte for sig selv. »Vi er nu 800, det gamle parti er vel på 30 eller 40,« siger han.

Syrien i kulissen

»Fordømte parasitter,« knurrer en navnløs langskægget aktivist i den anden gruppe, der kun vil oplyse, at han er 42 år og lever af at sælge religiøse klæder til kvinder.

»De nasser på vores protest ved at gøre den til en aktion mod det syriske regime, men den har intet at gøre med vores sag, der handler om løsladelse Shadi Mawlawi.«

Den 25-årige salafist-aktivist blev anholdt sidste lørdag, da sikkerhedstjenesten havde lokket ham i en fælde – han blev bildt ind, at han kunne hente 500 dollar på et kontor for en islamisk velfærdsorganisation, hvor sikkerhedstjenesten i stedet lå på lur. Mawlawi er sigtet for at tilhøre en terrorgruppe af al-Qaeda-tilsnit, men det er ikke hele historien.

Hans arrestation var snarere en konsekvens af hans medvirken til at organisere forrige fredags protestaktion til fordel for de ca. 280 libanesiske salafister, der har siddet fængslet siden 2007.

Den gang mistede den libanesiske hær 158 soldater under en tre måneder lang belejring af en palæstinensisk jihad-gruppe, Fatah al-Islam, i flygtningelejren Nahr el-Bared nord for Tripoli, hvor den havde forskanset sig og udråbt lejren til et salafistisk emirat. Efter ydmygelsen af hæren blev Tripolis salafister de facto-fredløse med tilfældige anholdelser og årelange varetægtsfængslinger uden rettergang.

Spionen, der kom ud af kulden

Men hvorfor nu? De folk har siddet inde i fem år? »Fordi,« svarer gruppens leder, sheik Nabil Rakim, der har sat sig efter med malmfuld stemme at have udtalt sig til et tv-kamera, »det blev for meget, at den israelske spion Fayez Karam blev løsladt efter kun halvandet år, hvor han var idømt 15. Men han er ven med Michel Aoun (en tidligere general og leder af det kristne parti, Fri Patriotisk Front, i regering med Hizbollah, red.) og kom ud. Hvordan kan de løslade en israelsk spion og lade 280 gode muslimer rådne op i årevis?«

Sheiken har en pointe, også selv om Wadih al-Asmar, leder af Libanons største menneskeretsorganisation, gør opmærksom på, at langt de fleste af de ca. 500 salafister, der blev tilbageholdt i 2007-08, i dag er ’betinget løsladt’ og altså reelt på fri fod.

»Der er 20 tilbage i fængslerne,« siger han til Information. »Og at det tal også er for højt, er indlysende. Men ifølge den libanesiske terrorlovs paragraf 108 kan de holdes på ubestemt tid, hvilket vi og andre menneskeretsgrupper har protesteret imod.«

Wadih al-Asmar tilføjer, at de libanesiske myndigheder har vedtaget at retsforfølge alle terrortiltalte på én gang, hvilket betyder, at der skal bygges en helt ny bygning med et retslokale, der kan rumme 500-1.000 tilhørere.»Myndighederne har sagt, at et sådan retslokale vil stå færdigt i august,« tilføjer han.

Retsløse

Indtil da er salafisterne retsløse, da de kan fængsles vilkårligt. Som den navnløse trikotagehandler udtrykte det: »Vi forfølges på grund af vores tro, ikke på grund af beviser for forbrydelser. Men vi har ret til at leve efter Guds befaling. Jeg tilhører ikke nogen organisation, men kommer i en moské, og da jeg blev arresteret af hæren i 2007, spurgte de mig, hvad jeg synes om Osama bin Laden. Jeg svarede, at jeg synes om bin Ladens version af islam, men at det ikke gør mig til terrorist.«

Og i Tripoli er salafister og alawitter ikke bare to ting, enten troende eller terrorister. Der er 50-60 organisationer og grupper, hvoraf »seks eller syv er aktive i den aktuelle konflikt med myndighederne«, som Zaid Nasr, en 40-årig sygeplejer og aktivist, siger.

Hans ledende sheik, Nabil Rakim, bryder ind: »Vores aktioner er fredelige, men syrerne og deres agenter ønskede det ikke sådan. Det er grunden til, at 11 er blevet dræbt og 70 såret de seneste dage. Men får vi ikke retfærdighed, tager vi vores sag til Beirut på tirsdag.« Sheikens sag ’kom til Beirut’ allerede næste dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Salafister anklager alwaiter og omvendt, shia anklager sunnier og omvendt, muslimer anklager kristne og omvendt, jøder og omvendt, atheister anklager religion og omvendt, venstre anklager højre og og omvendt.

alle anklager hinanden og ingen fatter hvem den sande fjende er.

Selv hvis der ingen venstre er, og selv hvis der ingen højre er, og selv hvis der ingen salafister er og selv hvis der ingen atheister er, vil der altid være de selv samme problemer vi har i dag.

Fordi ingen går efter dem som udnytter vores fordomme, og som har magten til at udnytte os, vores stemmer og vores regeringer.

Det er bankerne jeg taler om kære venner, det er eliten bag eliten.

Dem som virkelig har magt til at udløse krige, og ikke en magtesløs gruppe her eller der.

Maya Nielsen

Måske nok bankuvæsenet har fået al for stor gloabl magt, men et andet problem i den her omtalte problemstilling er jo at man er så fandens optagede af at have ret og at være den bedste og ENESTE rigtige version af sandheden og religionenen, og så længe man gider kæmpe for at få monopol på Guds sandhed, så længe vil Muslimer og andre der med våben vil kæmpe religiøst,myrde løs på hele planeten og med tiden i alle lande, og jo det kan sagtens også være fra andre religioner end islam, eneste betingelse er at man mener at Gud accepterer våben i kampen for 1 sandhed til hele menneskeheden, som jo logisk nok altid vil have lige så mange versioner af denne sandhed, som der er mennesker, da intet menneske kan forstå verdens kerne på præcis samme måde, om der da er en kerne/en sandhed...

Glem den kamp og lev i fred ...og lad alle andre i fred

I den sammenhæng vil jeg dog påpege at man igen fokusere for meget på religion, i stedet for at fokusere på den egentlige udløser af konflikter og krige: nemlig penge og magt.

Hvis vi f.eks. betragter de allermest blodige krige i hele menneskehedens historie , så ser vi at ingen af dem havde noget med religion at gøre:

-Første og anden verdenskrig
-Lushan oprøret i Kina
-Mongolernes erobringer
-Ming Dynastiets krige
-Qing dynastiet
-TaiPing dynastiet
-Timur
-Den russiske borgerkrig
osv..

Alle disse krige hvor bogstaveligtalt hundrede af millioner af mennesker blev dræbt havde ikke noget med religion at gøre.

Jeg forstår godt at man også kan pege på f.eks. 30 års krigen, udryddelsen af de indfødte i Amerika osv. Men disse krige er stadig intet i forhold til ovennævnte, og selv disse tror jeg næppe var udløst udelukkende på grund af religion, men igen fordi eliten ønsker mere magt.

Sandheden er at religion ikke er den egentlige udløser af krige men derimod magtbægeret, i vores tid er det bankerne der har det største magt, ergo er det dem vi skal have fat i.

Maya Nielsen

Idealisme er også til tider motivator for krig, at man har ubøjelige idealer, som man vil gøre alt for at forsvare.
Om det er godt afhænger vel af ens værdier og om der er værdisammenfald .... !

Henrik Jensen

Nå - det er åbenbart på tide at opdatere den gamle århusvittighed:

Hvad står der på rundkørslerne i Tripoli

....Max 5 bønner.

Egon Maltzon

"Det er bankerne jeg taler om kære venner, det er eliten bag eliten."

Hvor bekvemt.

Det sagde Hitler, Mussolini, Stalin og Ayatollah Khomeini også.

Og før der var nogen banker, så opstod alle disse problemer helt af sig selv ?