Læsetid: 4 min.

Sex er Guds gave til mennesket

Modstanden mod homoseksuelle inden for folkekirken skyldes ikke sexforskrækkelse, mener de danske præster. Tværtimod, hævder flere af dem, har den seksuelle frigørelse for længst gjort sit indtog i kirken, og religion er ikke længere noget, der hører til i hovedet, men også i kroppen
Vi skal ret langt op i 1900-tallet, før det rigtig slår igennem i selv den danske kirke, at seksualitet er Guds gave til mennesket og ikke bare noget mekanisk, der skal bruges til at avle børn med. Altså at man godt må nyde at blive ét kød, som det hedder allerede om Adam og Eva.

Vi skal ret langt op i 1900-tallet, før det rigtig slår igennem i selv den danske kirke, at seksualitet er Guds gave til mennesket og ikke bare noget mekanisk, der skal bruges til at avle børn med. Altså at man godt må nyde at blive ét kød, som det hedder allerede om Adam og Eva.

11. maj 2012

Siden kristendommens barndom har seksualitet været et af dens helt store fy-ord. Seksuel afholdenhed var idealet, jomfruelighed var det mest ærbare, og skulle man endelig dyrke sex, skulle det være med reproduktion for øje, og man måtte for Guds skyld ikke nyde det.

I dag er sexforskrækkelsen i den danske folkekirke ifølge flere præster stort set væk, men seksualiteten tages bare ikke med ind i Guds hus, for selve frisindet ligger ifølge deres udlægning i, at de fleste præster ikke ser et udpræget behov for at tale om emnet.

Hvor præster måske tidligere har brugt deres prædiken og gudstjenesterne til at fortælle folk, hvor syndigt det kan være at have en seksualitet, så ser de fleste det i dag som endnu en af Guds mange gaver til mennesket. Som en del af en normal hverdag.

»Der er ikke længere behov for at sige noget ekstra omkring seksualitet. Tidligere har teologer skrevet voldsomt meget om seksualitet, men i dag er det et tema, som de færreste præster og medlemmer af folkekirken har behov for at tematisere. Men der er selvfølgelig stadig nogle konservative undergrupper, som for eksempel forbyder sex før ægteskabet,« fortæller Benedicte Hammer Præstholm, forsker i teologi, køn og seksualitet ved Aarhus Universitet.

Luther og Grundtvig i spidsen

Ifølge Benedicte Hammer Præstholm blev kimen til den seksuelle frigørelse i kirken lagt, da Martin Luther giftede sig og fik børn, selv om han var augustinermunk og derfor i princippet skulle leve et liv i cølibat. Men under undertrykkelsens tæppe lå den og slumrede helt frem til nyere tid.

»Luther begynder at have et lidt anderledes syn på sex, når han skriver, at det ikke kun er dårligt, det kan også binde mand og kone sammen. Men vi skal ret langt op i 1900-tallet, før det rigtig slår igennem, at seksualitet er Guds gave til mennesket og ikke bare noget mekanisk, der skal bruges til at avle børn med,« siger hun.

I Danmark er frigørelsen i høj grad blevet hjulpet på vej af Grundtvigs skridt væk fra tanken om arvesynden, til at mennesket grundlæggende er godt – både i kroppen og i ånden.

»Vi plejer at sige, at Grundtvig var frisindets og tolerancens mand. Man kan ikke sige, at han var den frie seksualitets forkæmper på nogen måde, men der kommer helt klart en tradition efter Grundtvig, som bidrager til denne her liberalisering. Ingen tvivl om det,« siger Benedicte Hammer Præstholm, og den betragtning har sognepræst og klinisk sexolog Benedikte Vejlby Baggesgaard også gjort sig.

»Det hænger sammen med Grundtvig, at vi er så frisindede i den danske folkekirke. Han har tænkt mennesketilværelsen sammen. Det er åndelige er noget, vi oplever i det kødelige – ikke nødvendigvis i det seksuelle – men i vores tilværelse,« siger hun.

Kombinationen af både at være sognepræst og klinisk sexolog kan på mange virke underlig, men for Benedikte Vejlby Baggesgaard er det det mest naturlige i verden. For hende »handler kristendommen om menneskelivet, og er der noget, der hører til i menneskelivet, så er det kristendommen«.

Ifølge Poul Joachim Stender, sognepræst og forfatter til bogen Med Gud i sengen, har Biblen aldrig haft en fordømmende tilgang til sex, men sådan har kirken fortolket den for at kunne kontrollere befolkningerne.

»I kristendommens begyndelse ville kirken gerne have magt. Seksualiteten var noget vildt og utæmmeligt, så man havde en idé om, at hvis man kunne styre den, kunne man styre folket,« siger han og peger på, at der er adskillige seksuelle referencer i Biblen, blandt andet når Gud siger til Adam og Eva, at de skal blive ét kød, og Højsangen fra Det Gamle Testamente, som ifølge ham er en stærkt erotisk tekst om en ung kvindes begær.

De samme eksempler nævner Benedikte Vejlby Baggesgaard. Ifølge hende har der været flere perioder, hvor seksualiteten har blomstret i samfundet, men hvor kirken har gjort, hvad den kunne, for at slå den ned.

»For eksempel var Middelalderen en meget frodig periode i forhold til seksualitet. Men her slog kirken hårdt ned på det. Det har også noget at gøre med, at da man ikke havde prævention, kunne det blive noget værre rod med kønssygdomme og børn uden for ægteskab, hvis folk gik og fik børn på kryds og tværs. Derfor var der brug for den slags regler, men det er der altså ikke længere,« siger hun og fortsætter:

»Så nu er det på tide at tænke positivt om seksualiteten. Kan den noget godt? Det mener jeg, den kan.«

Lille flok bremser homovielser

Men hvis den danske folkekirke er så frigjort, som både Poul Joachim Stender, Benedicte Hammer Præstholm og Benedikte Vejlby Baggesgaard siger, hvordan hænger det så sammen, at en tredjedel af landets sognepræster ifølge den nyligt offentliggjorte undersøgelse fra Berlingske Research nægter at vie homoseksuelle i kirken?

Grunden til sognepræsternes splittelse over vielser af homoseksuelle skal ifølge de præster, Information har interviewet, ikke findes i homofobi eller bibelsk fundamentalisme, men i begrebet ’ægteskab’.

»Der er flere teologer, der mener, at begrebet ægteskab historisk og teologisk hænger så nært sammen med relationen mellem mand og kvinde, at det vil være forkert også at udvide det til at omfatte to af samme køn. Det er udvidelsen af begrebet, der er en sten i skoen for nogle,« siger Benedicte Hammer Præstholm.

Det bakkes op af Poul Joachim Stender.

»Jeg tror, at når nogle præster i dag ikke vil vie homoseksuelle, så handler det om, at de frygter et kønsløst ritual, hvor man ikke længere må sige ’mand’ og ’kvinde’, men i stedet skal bruge kønsneutrale betegnelser,« siger han, men han understreger samtidig, at frygten for homoseksualitet stadig eksisterer i visse kredse.

»Der er stadig en konservativ flok, der siger, at seksualitet er meget smuk inden for ægteskabet, men ikke uden for – og hvis det foregår mellem en mand og en mand eller en kvinde og en kvinde, så er det bestemt heller ikke smukt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Hvis jeg blev tvunget til at sætte fingeren på ét sted, og kun ét sted, for hvad Ondskaben er, så ville det være den instans, den kraft, det et eller andet, der vil livets gentagelse. Sex er således i mine øjne én af de manifestationer, der er tættest forbundne med ondskab.

Og dette siger jeg ikke, fordi jeg er snerpet, eller fordi jeg ikke ønsker at folk dyrker sex (det må de gøre, som det passer dem, på tværs af kønnene, bare det er gensidigt samtykkende individer, der gør det); nej, jeg siger det, fordi det er min oplevelse, at livet er tynget af alt, alt for meget aggression mellem alt og alle.

John Fredsted

Tilføjelse: Livet er i mine øjne ikke en gentagelse værd. Der er nok en del, der vil være rygende uenige med mig. Fred med det.

Hans Jørgen Lassen

John,

rygende uenig med dig er jeg ikke.

Men nu er man blevet født, og så må man jo finde ud af, hvad man gør med dette liv.

Det er op til en selv.

Der er mange muligheder.

Selv har jeg aldrig fundet nogen dybere mening med livet, hvilket også nok ville være en absurditet.

Men der er dog ting, som jeg finder en vis fornøjelse ved, også ting, som sikkert i andres øjne kan virke helt ligegyldige. Men jeg ser jo ikke verden med andres øjne.

Jeg udplantede således 144 små bitte porrer forleden, for tre dage siden, og de har det godt. Det er en fornøjelse at følge disse planters vækst.

Og jeg laver forskellige andre ting, også af intellektuel karakter.

Aggressionen, som du taler om, finder jeg også højst ubehagelig og deprimerende. Men man møder den jo ikke overalt. Den findes her, på Informations blog, og den findes andre steder. Men ikke, synes jeg, i hverdagen.

Maya Nielsen

Aggression er vel bare en forstærket og uempatisk form for selvhævdelse, altså en manifestering og massiv markering af hvad man vil og af hvilken magt evt. Overmagt man har....
Selvhævdelse er en kraft i alle mennesker og i det små vel bare viljen til at bruge livet, men når man ikke evner at samarbejde bliver viljesammenstød jo til aggresion og konfrontation.... desværre er der også nogen der nyder og dyrker deres egen aggression og nogle gerne i forbindelse med sexualitet, hvilket oftest ødelægger andres nydelse totalt om ikke det er direkte lemlæstende....
Her har de dyriske kræfter taget over og man bør vel spærres inde som en vild tiger.... alene .... så det ikke går ud over andre..

Maya Nielsen

HEINRICH på færøsk hedder penis pis-linga og her kan vi fortsat se den oprindelse vores sprog har i sanskrit , hvor pinis hedder lingam..... måske i betyningen "lænke/vedhæng" det ved jeg ikke ga vide hvad den hedder på Island, jeg synes ordet Joystick er så herligt positivt.....

Jesper Berg

John Fredsted

Jeg kan sagtens følge dit ræsonnement.

Af og til spørger jeg mig selv (et par gange har jeg vovet at forelægge andre problemstillingen, det er ikke gået så godt; typisk er reaktionen et skuffet blik og en kortfattet bemærkning om, at 'livet er en gave, som vi bør være glade for og værdsætte'):

Hvorfor overhovedet lege Frankenstein og 'vække' noget intet, der i min ateistiske optik må formodes at være uden bevidsthed, behov, smerte eller negative oplevelser, til et liv fyldt med dette?

Hvorfor skabe endnu et behovsvæsen, der kun kortvarigt mættes, men aldrig bliver varigt tilfreds; et væsen, der kommer til at bruge sit liv i en kamp, som på forhånd er tabt, for blot at klare dagen og vejen og opretholde eksistensen?

Det, som behovsvæsenet møjsommeligt og med ofte enorme omkostninger opnår, vil det uvægerligt miste igen, ofte under stor fysisk og/eller psykologisk smerte.

At sætte et menneske i verden er på en måde at spille russisk roulette med et liv: Selv mennesker født under de mest optimale omstændigheder, af de mest egnede forældre i et relativt fredeligt og rigt samfund, kan blive ramt af livssmadrende ulykker og vil uundgåeligt blive udsat for tragedier, smertefulde tab, lidelser og sorg. For mange mennesker vil frekvensen af ulykkelige tildragelser tilmed øges med alderen, således at livets sidste år bliver de værste.

Hvor stor en del af livet bruger gennemsnitsmennesket på arbejde, div. beskæftigelser, opretholdelse og vedligeholdelse af hjerne-kropsfunktioner osv., som det oplever negativt, kedeligt eller uinteressant? Hvor lang tid går med at slå tid ihjel og vente på det næste lille 'nydelsesfix' - mad, sex, fester og andre særlige sociale begivenheder - så man får lidt nyt brændstof på tanken til at holde maskineriet gående lidt endnu?

Er eksistensen virkelig besværet værd - eller måske ligefrem, når positivt vejes i forhold til negativt, af det onde?

Jette Abildgaard

John Fredsted,

Jeg tillader mig at kommentere dit indlaeg med et par spoergsmaal:

Hvornaar var sidste gang du var forelsket .......... altsaa rigtigt gungrende forelsket, paa den maade at du naesten glemmer dig selv??

Og, kunne det mon aendre denne holdning ''Livet er i mine øjne ikke en gentagelse værd. Der er nok en del, der vil være rygende uenige med mig. Fred med det.'' ??

God fredag aften.

Maya Nielsen

I lyder altså deprimerede når I er så triste, så hrmes et virtuelt kram så dårligt er livet altså ikke ,det behøver i hvert fald ikke være det ,find jeg en coach og få hjælp til at prioritere hvad I dybest set drømmer om og lær at gå efter det ,der hvor I kan opnå det.. nogle mennesker siger at ens børn ikke må være meningen, men mellem os, de gir i den grad mening til livet, og nogle mennekser mister meningen med livet et sted mellem 12år og 30års alderen... fordi de er alt for alene og fornuftige.. hvor man mange andre steder på planten er gift og har børn allerede i starten af tyverne.... og jo ens børn er altså elskelige og så kan man endda lavew dem mens man dyrker sinyndlingshobby.... hvis I ikke kan finde en kvinde, der kan bestemme sig her i DK så er der heldigvis en hel verden fuld af kvinder ....eller en mandekæreste.... at denle livet med....

Jesper Berg

Maya Nielsen

Jeg bilder mig ind, at mine overvejelser om emnet er motiveret mere af eksistentiel-filosofisk interesse end af mit personlige generelle befindende, men jeg skal da ikke afvise, at denne forestilling er netop: indbildsk.

Under alle omstændigheder takker jeg gerne ja til et virtuelt kram, de er altid værdsatte hos mig. :-)

"religion er ikke længere noget, der hører til i hovedet, men også i kroppen"

Sikke noget vrøvl. Religiøsiteten transcenderer på alle måder primitive dualiteter a'la platon og hans slimede snegle spor op igennem den europæsike idéhistorie. Indoktrinerede marxister kan prøve at tænke på det som dialetikkens første lovsætning: modsætningernes enhed.

Det er ganske sandt at den sexuelle energi i religiøst øjemed er søgt reserveret til spirituelle formål. Det ses såvel i katholicismen som i diverse indiske øvelser. Herved skal dog forstås en *helligelse* sig det *spirituelle* liv - ikke at forstå som hverken fysisk eller eller psykisk - rationelt eller irrationelt, men en transcendental tilstand hvor jeget som udspaltet enhed holder op med at existere.

Sjovt nok kan man opleve netop denne transcendentale tilstand med sin partner, det omfang man er i stand til a) at gennemføre et samleje. b) at lytte til sin partner. c) at give slip på sig selv og omfavne enheden [der hvor jeget holder op].

Især trin c kræver noget vi kalder kærlighed, men endnu mere cenralt et uegoistisk afkast: at give sig selv, herunder at give slip på sig selv og at modtage hvad som helst uforbeholdent.

Lige netop her er vi ekstremt sårbare, og hvorfor egentlig have sex på den slags selvudslettende præmisser når elvis kan gylpe i en gummihandske uden at bekymre sig yderligere om spirituelle anliggender?

Jeg tvivler ikke et øjeblik på at det ikke blot er religiøsitetens oprindelse men også dens eksistensberettigelse vi berører, hvis vi tør diskutere sexualitet for alvor.

Sören Tolsgaard

Toke Andersen: “Jeg ved godt at mange debattører herinde opfatter min tilgang til religion og teologi som primitiv eller direkte uoplyst. Det er selvfølgelig uheldigt, men det er sgu en utaknemmelig tjans at udbedre flere tusinde års indgroet overtro og sekterisk manipulation og det vil utvivlsomt blive en smertefuld proces som derfor vækker bekymringer og modstand hos mange. Men denne debat ligner altså mest en form for (kvasi) intellektuel masturbation, hvilket der sjældent kommer særligt meget godt ud af. Selv ved lykkelig afslutning (udløsning) står de fleste tilbage med en tom følelse.”

Jeg vil ikke betegne TA’s tilgang som primitiv eller uoplyst. Den synes præget at en meget ambitiøs indstilling, hvor TA dog desværre ser det som sin opgave ikke blot at gendrive, men totalt at afvise en (efter hans opfattelse) mindre intellektuel opfattelse med meget arrogante og nedladende udtryk. De kulturer, TA beskriver som pre-videnskabelige, var, trods deres ringe indsigt i moderne fysik og kemi, trods alt ikke helt dumme. Faktisk kendte man ofte instinktivt eller ud fra den kollektive erindring til forhold, det være sig af mikro-organisk eller kosmologisk karakter, som havde praktisk eller sjælelig betydning. Vi befinder os nu så langt fra menneskets oprindelige instinkter, at vi kun i ringe grad har mulighed for at kende disse ved selvindsigt, men kan dog finde interessante spor heraf ved at udforske de forsvundne og de stadig eksisterende pre-videnskabelige kulturers forståelse af verden.

“Grundlæggende er Gud det begreb pre-videnskabelige befolkninger (og dagens ignoranter) bruger til at beskrive kvante-kosmologi - For ikke at få ondt i deres små hjerner må man formode. (?)”

For TA er “kvante-kosmologien” åbenbart den eneste intellektuelt valide tilgang til forståelse af verden. Kvante-kosmologien synes at være den kemisk-fysiske naturvidenskabs helt seriøse forsøg på at beskrive i formler, hvorledes den fænomenologiske verden principielt må være indrettet. Altsammen så avanceret, at almindelige mennesker ikke har mulighed for at forstå nogetsomhelst heraf, medmindre det forklares i mere dagligdags vendinger.

Eksempel: http://universer.dk/kilak.htm

Såvidt jeg kan følge tankegangen, så udmunder denne beskrivelse i en teoretisk definition af et eller flere “kvasiklassiske domæner”, som hver især “udgøres af passende definerede maksimale sæt af alternative historier med så meget klassicitet som muligt. De kvasiklassiske domæner ville så være en konsekvens af teorien og dens grænseværdi, ikke en skabt af os. Hvordan karakteriserer vi så vor placering som et kollektiv af observatører i universet?”

Teorien arbejder altså med “kvasiklassiske domæner”, som ikke er skabt af os, men har en fænomenologisk realitet (såvidt jeg kan forstå). Men hertil kommer så vores egen placering “som et kollektiv af observatører i universet”. Sådanne betegnes som “informations-samlende og -anvendende systemer (IGUS’er: Information Gathering and Utilizing Systems).”

Artiklen overvejer videre, hvorledes beskaffenheden og konsekvenserne af disse IGUs’er kan tænkes at være. Og faktisk havner forfatterne i denne diskussion der, hvor pre-videnskabelig kosmologi og religion forlængst har erklæret, at omdrejningspunktet ligger for menneskets forbindelse med det guddommelige eller verdensaltet - i selvbevidstheden!

“Hvis der grundlæggende kun findes ét kvasiklassisk domæne, bruger IGUS’et naturligvis yderligere grovkorninger af dette. Hvis der er mange grundlæggende forskellige kvasiklassiske domæner, så kunne vi antage et subjektivt synspunkt, som i nogle traditionelle diskussioner om kvantemekanik, og sige, at IGUS’et “vælger” sit grovkorning af historier og derfor “vælger” et bestemt kvasiklassisk domæne, eller et undersæt af sådanne domæner, til yderligere grovkorning. Det ville imidlertid være bedre at sige, at IGUS’et udvikler sig til at udnytte et bestemt kvasiklassisk domæne eller sæt af sådanne domæner. Så indtager IGUS’er, inklusive mennesker, ingen speciel plads og spiller ingen foretrukken rolle i fysikkens love. De udnytter kun de sandsynligheder der præsenteres af kvantemekanikken indenfor et kvasiklassisk domænes rammer.”

Det synes netop her artiklen meget om at gøre, at IGUS’er højest kan “grovkorne” det evt. enestående og grundlæggende kvasiklassiske domæne, eller i hvert fald ikke “vælger” sin grovkorning eller forståelsesramme, men (adaptivt) “udvikler sig til at udnytte et bestemt kvasiklassisk domæne eller sæt af sådanne domæner”, så disse (IGUS’er inkl. mennesker) ikke får nogen speciel eller foretrukken plads i fysikkens love, men kun udnytter nogle givne sandsynligheder. Det lyder næsten som en sekterisk prædiken, der for enhver pris ønsker at fastholde IGUS’er (læs: mennesket) i en opfattelse af egen betydningsløshed.

Men hvordan kan man vide, at det hænger således sammen? Hvem ved, hvorvidt et væsens (evt. menneskets) bevidsthed “uden grovkorning” kan smelte sammen med altets bevidsthed, eller hvorvidt netop væsener med selvbevidsthed muligvis har en særlig rolle, hvor de ikke blot udnytter nogle givne sandsynligheder, men i kraft af den frihed, som bevidstheden medfører, bliver i stand til at sætte sig udover sandsynligheder og selv være kreative eller lovgivende i kraft af egen formåen?

Spørgsmålet om “den frie vilje” er formentlig uløseligt i denne kontekst, men der er rimelig grund til at ansé det for muligt, at de tilsyneladende “valg”, som vi evt. evner at træffe, faktisk foretages ud fra helt andre lovmæssigheder end kvantemekanik, men snarere ud fra sjælelige eller moralske domme eller love, som vi kan bringe fysiske legemer til at adlyde imod deres fysiske natur: Så ånden behersker stoffet!

De erfaringer, som pre-videnskabelige eller såkaldt primitive kulturer har gjort om sjælens iboende muligheder, rækker ofte langt udover de betragtninger, som moderne fysikere og andre kvantemekaniske naturvidenskabsmænd begrænser sig til. Andre videnskabelige retninger tager dog fat på sagen fra en anden vinkel, således den semiotiske model, som erkender, at bevidstheden opfatter verden som “tegn”.

“Og problemet kan ikke løses blot ved at indføre et begreb om information, vi må sætte spørgsmålstegn ved selve forestillingen om sansemekanikken forstået som en kilde til viden. Vi må erstatte den med en sansesemiotik. Omverdenen når os, fordi den betyder noget, den når os som tegn.”

“At verden kan sammenfattes matematisk er jo dejligt, men når man gør matematikken til ideal for alle andre videnskaber, så går det nemt galt. Det bliver en prokrustesseng, hvor man så at sige hugger lemmerne af de levende, for at de skal passe til sengen. Man er nødt til at forenkle verden i en grad, så man ofte helt mister det, man skulle forklare.”

“Den semiotiske tilgang fører os ind på det spor, at der kan opstå psykiske fænomener. Fysikere kan finde på at forklare bevidstheden som beroende på kvantespring, men en biolog vil foretrække at tænke i storhjernede dyr som fugle og pattedyr. Der er ingen tvivl om, at pattedyr og fugle har en slags oplevelsesverden, men hvornår opstår sådan en, og hvorfor?”

http://www.information.dk/299412

Med definitionen af IGUS’er nærmer fysikerne sig noget, der rækker udover den livløse og mekaniske betragtning, og som erkendt i sit fulde potentiale muligvis vil indebære, at en sætning som “Gud er i jer” får videnskabelig betydning, og muligvis vil føre til en mere vidtrækkende syntese af naturvidenskab og åndsvidenskab.

Hvor vidtrækkende horisonter af universet sjælen kan rumme eller reflektere, bør vi vel på ingen måde have fordomme om. Vi bør ikke købe “overtroiske” påstande, hvadenten de er naturvidenskabelige eller sjælelige, men underkaste al erfaring en grundig test i såvel den fysiske som i den sjælelige verden.

John Fredsted

@Jesper Berg: At læse din kommentar er som at læse mine egne tanker. Det er sjældent, meget sjældent - ja, jeg tror såmænd, at det er første gang i mit liv, når jeg ser bort fra min tvillingbror, der nærer tilsvarende melankolske tanker - at jeg finder åndelig klangbund i en dialog med et andet menneske. For som du selv har oplevet det, så er standardkommentaren normalt noget i stil med, at "livet er en gave". Derfor: Tak skal du have.

John Fredsted

@Jette Abildgaard: Jeg har aldrig oplevet at være lykkelig forelsket, altså forelsket i én, der var forelsket i mig. Jeg er godt klar over, at mit syn på livet formodentligt ville have været noget lysere, hvis jeg rent faktisk havde oplevet det.

Sören Tolsgaard

Toke Andersen: "Og selvom det ikke lader sig falsificere turde man nok gøre den antagelse at menneskelig kønsdrift ikke er et centralt område i kvante-kosmologisk fænomenologi."

Den kvantemekaniske tænkning reducerer her igen beskrivelsen af mennesket til de tidligere omtalte IGUS'er, idet man samtidig reducerer disse enheders virkefelt til langt under levende væseners potentielle muligheder.

TA må for min skyld gerne antage, "at menneskelig kønsdrift ikke er et centralt område i kvante-kosmologisk fænomenologi" - og reducere mennesket til et kvantemekanisk fnug i en tilfældig afkrog af verden. Der er dog ikke videnskabelig basis for at drage dette resonnement, men det appellerer til mange tilhængere af tidsånden, at vi er omtrent betydningsløse. heldigvis har den semiotiske (og den holistiske) model dog inddraget flere parametre i beskrivelsen af levende væsener, især betydningen af "tegn" (viden, som ligger i eller kommunikeres via formen og kan udløse handling, ofte på tværs af de fysiske love).

Kønsdriften er en altafgørende faktor i det animalske liv, og dermed også i menneskelivet for så vidt, som vi stadig formerer os via kroppe af hvirveldyr-karakter. Kønsdriften motiverer tydeligvis de højere dyr, bl.a.. når de begiver sig på lange vandringer, bejler og parrer sig, bygger rede og varetager yngelpleje. Lyt til fuglene, der synger om morgenen, eller se på andemor med ællinger i nærmeste dam. Disse funktioner er gradvis udviklet fra den basale kønsdrift, idet evolutionen har medført, at sang, leg og livsglæde er blevet en integreret del af den familiedannelse, som finder sted omkring generationsskiftet.

Hvor banalt! Is that all there is? For dyrene tilsyneladende, idet de ikke stiller spørgsmålstegn ved de instinkter, som eksistensen (kvante-kosmologien eller Gud) har udstyret dem med. Det synes at være menneskets forbandelse eller privillegium at stille sådanne spørgsmål. Og det synes ofte som om, vi netop derfor geråder ud i eksistentielle problemer, idet vi ikke blot ligesom dyrene kan nyde det af tilværelsen afmålte bæger, men ofte (ligesom konen i muddergrøften) stræber langt over målet. Ikke mindst takket være den veludviklede intelligens, som kan gøre kampen for livet umådelig meget mere omfattende, end hos dyrene. Men som muligivs også (rigtigt anvendt) vil kunne hæve os over det dyriske stadium i kraft af en højere (selvbevidst og selvvalgt) moral.

Det synes menneskeheden i almindelighed ikke særlig opsat på. Vi overholder ganske vist et antal moralske og sociale regler, idet vi har erfaret, at det ofte gavner mere end udelukkende at forfølge sine egne mål. Der skal dog ikke meget til, før naturen går over optugtelsen, og vi håber at kunne slippe godt fra mere eller mindre skjult at handle på andres bekostning.

Jeg vil påstå, at ligesom evolutionen (kvante-kosmologien eller Gud) har gjort kønsdriften og de glæder, som er forbundet med alle dens afledte funktioner, til hovedtemaet i dyrenes liv her på jorden, ytrer den sig formentlig mange andre steder i universet og er derfor langtfra så tilfældig eller betydningsløs, som det umiddelbart kunne se ud. Det er vel også meget muligt, at der fra overordnet side er placeret "tegn" i universet, der kan afkodes af intelligente væsener, som i kraft af øget indsigt i kosmos bliver stadig mere omfattende medarbejdere i de fysiske og organiske processer, som forløber på mange niveauer.

Hvad de store mestre især har lagt vægt på, er, at vi ved at udbrede den omsorg eller kærlighed, som vi instinktivt føler for ægtemagen og afkommet, til hele menneskeheden eller til alle levende væsener, vil være på vej mod en højere verdensorden. Det er muligt for enhver at give dette en chance i sit eget liv, som muligvis har et højere mål end at kæmpe for overlevelsen i indbyrdes konkurrence.

“I begyndelsen var ordet ("tegnet") og ordet var hos Gud og ordet var Gud.” (Joh. 1: 1).

“Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine diciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” (Joh.8: 31-32).

Sören Tolsgaard

Toke Andersen: "Menneskeheden i dag har ingen forplantningsmæssige udfordringer.
Eller rettere vores forplantningsmæssige udfordringer drejer sig om overproduktion der er ved at kvæle livsgrundlaget for fremtidige generationer."

Vi har vel i øjeblikket ikke i absolut forstand kvantitative udfordringer, men flere og flere bliver infertile, og videnskaben kender ikke årsagerne, ligesom den ikke kan siges at have styr på, hvorledes vi på betryggende vis kan løse dette problem. Og de metoder til kunstig befrugtning, som i stigende omfang anvendes, medfører helt nye problemer

Herudover er reproduktionen udfordret i den forstand, at det bliver stadig vanskeligere for mange mennnesker at varetage forældrerollen. Den komplekse verden, som børn udsættes for - ofte alt for tidligt - medfører problemer, som vi heller ikke har lette løsninger på. Det er således en stor udfordring at skabe et miljø, som er velegnet til børns opvækst.

TA: "Så længe vi har en statssekt bør denne naturligvis klikke hælene og sætte i værk som det sekulære samfund ønsker. Interne teologiske forestillinger har ingen relevans."

Dette er omtrent ligeså tåbeligt, som politikernes ønske om at styre den højere forskning på universiteterne. Især grundforskningen bør de nyttemoralistisk indstillede politikere (som er af både neo-liberalistisk og plan-socialistisk observans) holde fingrene fra, og tværtimod give et råderum i frihed, så den kan afsøge ukendt terræn.

Teologi er ligeledes en højere form for erkendelse, som ikke bør begrænses af tidsånden eller nyttemoralen, men udvikle sig i frihed. Vi har kun alt for ofte set, hvad det medfører, når mere eller mindre indskrænkede magthavere forsøger at forme teologien efter politiske motiver. Der er ingen garanti for, at samfundet overhovedet kan fostre begavede teologer (eller forskere), men ved at underordne den teologiske erkendelse en politisk styring, kan vi være omtrent helt sikre på, at teologien bliver ligeså indskrænket, som de politikere, hvis opgave er at varetage den politiske magt. Den teologiske indsigt kan ikke udfolde sig, hvis den skal begrænses af den politiske magts horisont. Vismænd og profeter har ofte talt magthaverne imod, det skulle de gerne blive ved med, ellers bliver deres virke først helt uden betydning.

Gorm Petersen

Et "Ocarems razor" argument om hvad der sker, når man kommer frem til dødstidspunktet, er at man bakker tilbage gennem tiden til fødselstidspunktet - her vender tiden igen, så man tager det samme liv en gang til, hvorefter man igen bakker tilbage o.s.v.

Hver anden gang leves livet forlæns - hver anden gang baglæns.

Sansningerne er så modsatte mens man bakker - nydelse bliver til lidelse - lidelse bliver til nydelse (den baglæns-løbende kanins forsøg på at indhente ræven, skyldes en positiv følelsmæssig oplevelse - den vil gerne hen til ræven).

Tidlige munkes frygt for ikke blot orgasme men alle former for nydelse, skyldes måske frygten for at skulle betale al nydelse gennem tilsvarende lidelse, når tiden vender.

Er det så bedre at leve et neutralt liv uden hverken nydelse eller lidelse ?

Eller er det bedre at acceptere begge dele ? (bjergprædikenen)

(Orarems Razor argumenter er slang for den antagelse, at den logisk set simpleste forklaring, også har størst sandsynlighed for at være den rigtige - I dette tilfælde, at evnen-til-at-opleve er fanget i det rumtidsobjekt, der hedder hjernen, og er ude af stand til at forlade denne).

Lise Lotte Rahbek

Det er ret fascinerende at sex ualitet og gud kan intellektualiseres til ovenstående højder.
("Op i høet med dig, lille trine" (m/k) er blevet en ret langhåret affære.)

Hans Jørgen Lassen

Hr. Nielsen sukker:

"Menneskets fortvivlede kamp for at finde mening med livet."

Ja, hvorfor ikke bare nyde det, livet?

Altså, prioritere de ting, man trives godt med, og alt efter mulighederne, skære ned på dem, man ikke trives så godt med.

Men en højere mening, nix, glem det.

Der findes kun en lavere mening, sådan i hverdagen. Ting, man ikke synes er så tåbelige, ja, måske ligefrem interesserer en i en vis grad, og dermed giver en vis mening.

Ikke en religiøs mening, men en personlig mening, fordi det gider man nu godt.

Og en intim, intens forening med et andet menneske, kan være noget af det. Ikke det hele, men dog noget.

Der er mange fascinerende aspekter af verden, kulturen, og livet. Problemet er snarere, synes jeg, at man ikke kan nå dem alle.

Klara Liske

@ John

Kierkegaard mente at livet var en besk drik, så du har også en filosofs ord for at det lyserøde er overdrevet, og mest filmisk.

MEN, jeg kan stærkt anbefale musik, det lindrer, og her har jeg en filosofs ord for den anbefaling, idet Nietzsche mente at ; "Without music, life would be an error."

Kaspar Olsen

Der er nogle debattører her der nævner at de aldrig har elsket eller er blevet forelsket.

Er årsager som påvirkning fra overdreven brug af kemisk parfume og kemisk vaskemiddel og anden kropspleje-kemi udelukket som årsag til den manglende forelskelse ?

Sagen er den; at der i 60'erne altid blev plads til en til som brugte Rexona. I 80'erne skulle der bruges Bamseline og Stu - Stu - Studio line produkter.

Men kan man ikke længere få den søde duft af de kvindelige feromoner ind i næsen fordi man selv eller tøjet eller omgivelserne lugter som et afskyeligt Wunderbaum juletræ er det alene synet af kvinden der skal skabe forelskelsen.

Al denne forskrækkelse over menneskelig duft som skulle bekæmpes af stærkt parfumerede produkter burde gøres til genstand for en længere udredning med henblik på at finde ud af om der ligger andet end profit - hensyn bag al denne reklame-propaganda imod de menneskelige dufte !

Et andet eksempel på negativ udnyttelse af dufte finder vi i mandeparfumer som indeholder stoffer fra dyr der kan reagere stærkt aggressivt - men populære er de blandt forretnings-verdenens mange bavianer der åbenbart finder selvtillid i at dufte lidt farligt.

Jette Abildgaard

John Fredsted,

Jeg er sikker paa, du blot har det bedste til gode John...aldrig miste trroen og livsglaeden ved du nok.....gaa en tur, kig paa mennesker omkring dig....og du vil blive glad hvis du vil...og ulykkelig hvis det er det du vil.....

Naeste gang du har en daarlig dag vil jeg foreslaa at du finder en cafe og, saetter dig ved et vindue - eller udenfor....alt efter vejret....

Kig paa de mennesker som kommer forbi dig og...find en bestemt del af dem som du vl kigge pa......naesen f.eks.......

Har du taenkt over hvor mange forskellige naeser der er i denne verden og, hvor sjove de rent faktisk kan vaere at kigge paa? Se John....dette vil faa dig til at.....1. Taenke positivt og 2.se glad ud....

og du skal se...pludselig finder du en anden naese, som ikke kan staa for din naese.....mest fordi du ser glad og positiv ud....

Dette var vist en lille anelse off the record, men proev det......jeg kan garantere dig, det er sjovt...;)

Gorm Petersen

Det er ikke religion - men noget andet i vores kultur, som får nogle mænd - særlig de indadvendte og "nørdede" typer - til at føle sig som "dirty old men" allerede fra 20-års alderen.

Denne selvopfattelse har en næsten hypnotisk indvirkning på kvinderne. Bliver en selvopfyldende profeti.

Idet det konstateres, at det næppe er religion der er problemet her i ateismens hjemland, bør de egentlige årsager til ufrivillig kyskhed udforskes.

Mange mænd - både yngre og midalderende - er i dette sekund fanget i et ufrivilligt cølibat - både kønsligt og følelsesmæssigt.

De få jeg kender, der er sluppet ud af et sådant - jeg kender eksempler både i 30-erne og et enkelt på 50 - kan alene takke "ualmindeligt handlekraftige kvinder" for deres befrielse.

Lad os heppe på de handlekraftige fruentimmere.

Tine Sørensen

@John Fredsted & Jesper Berg:
I kan tro, jeg forstår Jeres melankolske livssyn.
De tanker, I gør Jer, har også fyldt meget for mig, i forbindelse med at sætte børn i verden.
Det var et tungt samvittighedsspørgsmål, at vælge at udsætte to små nye mennesker for al den smerte, som vores verden og et langt liv i den uundgåeligt rummer.
Og ikke mindre - en verden, hvor basale ressourcer som vand, luft og jord er på vej til at blive så beskidt og kemikaliebefængt, at vi roligt kan regne med, at skulle se livet degenerere - ikke bare for øjnene af os, men også vores egne liv, - for vi er selv dybt befængte og integrerede i verden og dens gang.

Måske skal man stille sig selv et par spørgsmål:
"Er verden ikke god nok til mig?"
"Er livet ikke godt nok til mig?"
Hvem er vi, som ser os selv for gode til verden?
Er verden måske ikke også helt fantastisk?
Vi har adgang til så mange virkeligheder, og til at se på verden og livet med utallige andre blikke, end det melankolske. Hvis vi har lyst!!!?
Måske er det kerneproblemet - om vi vil mobilisere lyst? - om vi kan føle den helt naturligt - kropsligt? - eller om vi lader ulysten tage over - eller lader den degenerere den rene lyst, og gøre den syg?

Alene optagetheden af de mange blikke på verden og mennesket, alle historiens akkumulerede blikke på skønheden, ondskaben, kærligheden, krigen, poesien, indsigterne og dumheden. Er den optagethed ikke livet værd?
Og netop nu, hvor foråret eksploderer, - så må vi tage os selv - alene eller med vores børn - og gå en lang tur i skoven. Måske man slæber sig ud ad døren hjemmefra, - men man kommer tilbage med røde kinder!!

Georg Christensen

En gave,som kun i (ansvarlighedens) formerings process opnår sin "gyltighed", når "LIVET" endelig accepterer sig (selv og sine).

Lise Lotte Rahbek

Gorm Petersen - hvem skal de ligeledes ret kærlighedsløse fruentimmerne så heppe på? :-)

Feminiseringen lurer om hjørnet. Den har allerede - har jeg læst - indtaget vuggestuerne, børnehaverne og folkeskolerne og nu VOVER du at foreslå at fruentimmerne skal - om jeg så må sige, gå til makronerne??
Det var modigt.

John Fredsted

@Tine Sørensen: "Og netop nu, hvor foråret eksploderer ..."

For mig er foråret og sommeren de tider på året, hvor livets grimhed er allerstørst, for netop på denne årstid emmer det hele af forplantningens aggression. Min nervesystem er konstant belastet.

Jeg læste en gang, at en eller anden (ældre) mand havde sagt noget i stil med følgende: "Foråret er en hån imod ethvert sørgende menneske." Jeg ved præcis, hvad han taler om.

Tine Sørensen

@ John.
Jeg ser en egen romantik i din dyrkelse af melankolien, John. Som en anden Ofelia rækker jeg dig vandkanden, så du kan vande dine stedmoderblomster i den solnedgangens planteskole, du har bygget og plejer så omhyggeligt.
Dit nervesystem gennemtrænger jorden, som det rodværk, der nærer dine blomster. Og hvert et blad lyser af sorg i natten.

John Fredsted

@Jette Abildgaard: Måske jeg skulle prøve det med næserne, eller noget lignende. Jeg tror dog, at det vil falde mig aldeles vanskeligt, idet jeg normalt kigger efter noget helt andet:

Nemlig, hvilken kamp, der foregår i stort set ethvert menneskeligt forhold om at få plads, enten taletidsmæssigt (folk elsker jo at snakke om dem selv), fysisk, økonomisk, opnå gunst hos en mage på bekostning af en anden bejler, etc.

Jeg røres efterhånden kun af én eneste ting i denne verden, men så tuder jeg til gengæld også ofte: Når mennesker eller dyr afstår fra at tage plads i ovenstående brede betydning af ordet.

Når jeg kigger på denne eksistensform, som den udspiller sig på denne planet, så ser jeg stort set intet af netop det. I mine øjne er denne mangel på det at afstå fra at tage, det adresseløst at give plads, grundlæggende det, der er årsagen til, at vi er ved at smadre planeten. Og jeg er ude stand til at se, hvor redningen skal komme fra.

Toke Andersen

@Søren Tolsgaard

Apropos (kvasi)intellektuel masturbation !!

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige til den svada -
Tak for opmærksomheden !?

Teologi er i øvrigt ikke en højere form for erkendelse.

Teologi er en tekstanalytisk disciplin, der primært beskæftiger sig med tekster skrevet for 2-3-4 tusind år siden. En disciplin der derfor fortrinsvis tiltrækker (kvasi)intellektuelle selvhjælpstyper;)

Det er uden tvivl en svær udfordring at finde mening, fornuft eller bare relevans i bibelske tekster, hvilket måske kan forklare disciplinens tendens til søgte forklaringer, der aldrig underbygges med andet end sidehenvisninger.

Denne debat må derfor også opfattes som selv samme (kvasi)intellektuelle selvhjælpstypers desperate forsøg på at illudere relevans.

Men uanset hvor underholdende det end er, har det ingen plads i en politisk diskussion om menneskers(uanset seksualitet) ret/mulighed for at blive gift i henhold til egne ønsker.

Tine Sørensen

Uha, - vi når vist aldrig Hr Andersen til sokkeholderne, uanset hvor meget, vi måtte ønske at prøve.....

Toke Andersen

Så er det godt det ikke er en konkurrence, Tine - Men et fælles menneskeligt projekt om fortsat større indsigt og trivsel for alle.

Hvad mener du om dette?

Heinrich R. Jørgensen

Kæreste John,

tror du det er nogens "mig" andre forelskes i? Når kærlighed erklæres, er det vist ikke ordet "mig" der plejer at indgå :-)

Hvem kan virkeligt elske en selvoptaget Adonis, hvis forsøg på at betragte sig selv, alene viser hud og hår, og ikke noget bag det ydre? En sådan Adonis, kan alene elske sit spejlbillede, og formår ikke andet. Ingen anden forelskelse kan der gengældes. Alene andres fetering kan forventes at blive værdsat.

Kan man elske en Venus, hvis vedkommende alene er et kønt ansigt, og ellers er uden substans?

Hvad er forelskelse? Nogen siger "kemisk ubalance", andre "sindssyge". Jeg tror det handler om at opleve en symbiose; at delene supplerer og beriger hinanden.

Det siges, at for at være et helt menneske, må man være to. Mand og kvinde må nødvendig udgøre en enhed. Kun som mand og kvinde kan man lykkes og opnå lykke. Der er vi vist ovre i noget mytos, af den mere underlødige slags ;-)

Hermes og Afrodite var/blev et lykkeligt par, der supplerede hinanden. Skønt for dem. Men deres afkom?

Der var Pan, der spillede fløjte og var en drillepind. En liderbuk, med permanent struttende horn. Han var den dumme. Pan var som den eneste på parnasset dødelig -- der var givetvis et livligt underliv i Pan, men der var ikke "liv" nok til en fuld æon.

Langt bedre gik det det andet barn, der var markant mindre macho, men ikke mindre man. En nymfe (formodentligt meget feminin) forenede sig med (og i) det maskuline barn, og dette barn af Hermes og Afrodite blev et komplet menneske. Maskulin og feminin på samme tid.

Hvordan det forholdt sig med hermafroditens genitalier, melder historien vist ikke noget om. Vaginalt, analt, who cares? Det spillede næppe nogen vigtigt rolle. Paent var det jo næppe. Der var næppe grund til at digte fortællinger, hvor man hverken kunne finde hovede eller hale. Ligesom Janus har møntet to sider, heads og tails. Eller krone og plat.

Ordene vi anvender, og det indhold vi tillægger ordene, skaber virkeligheden. Virkeligheden, der er individuel og subjektiv. Hver enkelt af os er vores forestillinger.

Gert Nielsen

En overordentligt velplaceret kommentar Heinrich R. Jørgensen. Det er meget vigtigt at folk ser og forstår den rolle deres underbevidsthed spiller for den måde livet udspiller sig på.

Jette Abildgaard

John Fredsted,

Soede John......er det du goer netop ikke, at taenke alt for meget?

Hvornaar var sidste gang, du blot lod staa til og, tog hvad der kom....hvad der skete omkring dig? Altsaa, hvornaar var sidste gang du gav dig selv og dine tanker en FRIDAG!?

Kaerligheden kommer ofte naar man mindst forventer det John....

Kaerligheden har netop ingen forventninger, ingen krav......intet andet end et haab og et oenske om, at du er dig selv.....!

Der ER dog en ting, som jeg tror mange glemmer ......for at kunne finde kaerligheden i et andet menneske......den virkelige sande kaerlighed.....da er du noedt til at laere at elske dig selv! For, saa laenge DU lukker kaerligheden ude fra dig selv, da kan ingen andre komme ind......

Smut nu bare ud at kig paa naeser....de er smukke, store, brune, runde, opstoppere, roede...og alle mulige andre ting......

Proev det John.....naar jeg kan, kan du ogsaa....og ved du hvorfor? Fordi det med kaerligheden netop IKKE kraever nogle ''faerdigheder''.........

Paa med hoeretelefonerne...ud i solen (hvis den er i DK i dag...ellers ud i regnen).....lyt til denne her http://www.youtube.com/watch?v=A_jCNchJSyI&feature=autoplay&list=HL13368... og...luk tankerne ude...luk op for kaerligheden....og find nogle naeser .... oejne .... frisurer ...eller, hvad der nu faar dig til at more dig .....og slappe af....nyd DIG SELV og du skal se.....saa pludselig, saa kommer hun snigende ind i dit liv......hende kaerligheden altsaa....og, hun har intet med sex at goere......hun er ''bare'' kaerligheden ....men nyd DIG SELV foerst, ikke lukke kaerligheden ude......soeg den ikke, jagt den ikke...lad den komme til dig....

God loerdag aften....

Heinrich R. Jørgensen

John,

vores artsfæller (animalia, mammalia, primata, homo) er er alt for sjældent viise eller indsigtsfulde. Årsagen mener jeg skyldes at enhver er sine forestillinger.

Forestillinger, hver enkelt sjældent har valgt, eller er bevidste om at have valgt (for én).

Det er smerteligt for enhver at indse, når realitet ikke stemmer overens med hver forestillinger, idealer eller visioner. De fleste kan jo sikkert nok i anfald af klarsyn indse, at de er ufrie, er slaver, forfølger overfladiske mål, savner dybde og mening, at deres adfærd er destruktiv, og at deres ignorering af realitet gør, at de er en del af den kollektive selvdestruktivitet.

Hvad der er sandt (realitet) er der få der formår at erkende som værende sandt, og tage denne indsigt for ens livsførelse. Det bekvemmeste for mange er at flyde med strømmen (som døde fisk), da alternativet ofte havner i mismod, håbløshed, opgivenhed eller andet. Kaos på jord er en realitet.

Det er nemt at afsky homo og navnligt homo insapiens, men mon ikke mange befinder sig i den umenneskelige tilstand pga. deres vrangforestillinger, afmagt, frygt og forvirring?

Det kræver stort mod ikke at ville lyve for sig selv. En trist (men viis) form for mod, kaldet mismod. Man kunne få mistanke om, et vist etymoligisk slægtskab med andre ord, når den kaotiske misære og de menneskelignende misfostre...

Der er vel ikke andet at gøre, end selv at bestræbe sig på ikke at være bæst, svin, æsel og abe, ved at danne sig selv (mht. forestillinger og praksis)? Måske der bliver mulighed for at gøre noget godt for andre, f.eks. ved at foregå med et godt eksempel?

At forsøge at (be)lære andre om det de ikke ønsker at indse, er en deprimerende dødssejler.

John Fredsted

@Heinrich R. Jørgensen: "Ordene vi anvender, og det indhold vi tillægger ordene, skaber virkeligheden."

Det stritter jeg imod, for det forekommer mig for ekskluderende: Der er mere i livet end det, der udgår fra hovedet af; kroppen har således sine helt egne spændinger, muskelpansre, etc., og de betyder, siger min erfaring mig, mere end, hvad der sker oppe i hovedet.

"Det kræver stort mod ikke at ville lyve for sig selv. En trist (men viis) form for mod, kaldet mismod."

Tak for den perle.

John Fredsted

@Jette Abildgaard: Nu bliver det nok noget personligt, men skide være med det (pardon my french):

Jo, jeg tænker sikkert for meget. Det har sikkert været min måde at holde en stor indre sorg stangen på: Jeg ved i dag, at jeg nok ikke hverken er i stand til at elske et andet menneske, eller lade et andet menneske elske mig. Jeg tror, at det skyldes, at jeg ikke tør. Og så har jeg en ødelæggende forestilling om, at et menneske vil føle lede ved mig, hvis jeg virkelig giver mig hen til det. Dette er, formoder jeg, resultatet af en opvækst hos to forældre, der kun skænkede såkaldt kærlighed, når jeg opførte mig, som de ønskede det, og som (delvis) stivnede ved nærhed og ømhed.

Heinrich R. Jørgensen

Tjah, jeg føler mig splittet...

På den ene side mener jeg helt bestemt at kroppen er en snylter og parasit, men på den anden side har jeg svært ved forestille mig hvordan jeg kan undvære den. Min skygge forsøger jeg også at abstrahere fra -- den er jo ikke en del af mig, men bare et haleslæb.

;-)

Jo, kroppen er også fantastisk, og skal ikke ignoreres på nogen måder. Men hvem bestemmer? Højere side forhåbentligt. Den maskuline, over det femine. Mind over matter.

Gert Nielsen

Det er valg, i det hele taget og i den sidste ende. Den der ikke vover at overgive sig til en anden overgiver han sig til sig selv? Det tror jeg ikke. Og deraf opstår sikker en del stridigheder.
Jeg er dog helt ude af stand til at forstå fjendtligheden mod den anden, mod kvinderne. Den bitterhed har de ingen del i, hvorfor så pege fingre?

Sören Tolsgaard

@Toke Andersen:

Jeg har anvendt en del spalteplads på at forholde mig til dine udgydelser, ikke fordi jeg forventer, at din arogance er til at rokke ved, men der kunne muligvis være nogle på den ateistiske vogn, som fik øjnene op for, at deres egne forestillinger om universets dybere sammenhænge beror mindst ligeså meget på tro, dogmer og antagelser, som de mere religiøst baserede forestillingsverdener.

Din definition af teologi er din egen fordom. Jeg kunne med ligeså stor berettigelse påstå, at fysikken primært handler om regler nedskrevet for 2000-3000 år siden og se bort fra, hvad der er udtænkt indenfor den fysiske videnskab siden da. Naturligvis findes der teologer, som fastholder (dele af) oldtidens teologi, ligesom Phytagoras' læresætning stadig anvendes indenfor fysikken, men dermed er alt jo ikke sagt. Lidt for letkøbt at argumentere på den måde.

"Richard Hooker defined "theology" in English as "the science of things divine". The term can, however, be used for a variety of different disciplines or forms of discourse. Theologians use various forms of analysis and argument (philosophical, ethnographic, historical, spiritual and others) to help understand, explain, test, critique, defend or promote any of myriad religious topics."

http://en.wikipedia.org/wiki/Theology

Teologi beskæftiger sig primært med den partielle bevidstheds (sjælenes, IGUS'ernes) forhold til altet, helheden eller Gud. Dette beror til dels på målbare fænomener i den fysiske verden, til dels af oplevelser i bevidstheden, dvs. erfaringer, som kan beskrives og redegøres for i en human-videnskabelig kontekst. I en sådan sammenhæng kan julemanden i og for sig være ligeså relevant som den monoteistiske Gud, såfremt julemanden virkelig spiller en betydningsfuld rolle for en kulturs verdensbillede, og det gør han muligvis i visse kulturkredse, hvadenten han i virkeligheden blot er en behagelig forestilling, eller bevidstheden hos alle de "julemænd", som hver jul trækker i det autoriserede kostume.

TA: "Det er uden tvivl en svær udfordring at finde mening, fornuft eller bare relevans i bibelske tekster, hvilket måske kan forklare disciplinens tendens til søgte forklaringer, der aldrig underbygges med andet end sidehenvisninger. Denne debat må derfor også opfattes som selv samme (kvasi) intellektuelle selvhjælpstypers desperate forsøg på at illudere relevans."

At du finder teksterne og moralen i fx evangelierne uden fornuft eller relevans (formentlig uden at være trængt dybere ind i deres indhold), berettiger dog langtfra til fuldstændig at afvise den mening eller visdom, som millioner af mennesker ubetinget finder i netop disse tekster.

TA: "Men uanset hvor underholdende det end er, har det ingen plads i en politisk diskussion om menneskers(uanset seksualitet) ret/mulighed for at blive gift i henhold til egne ønsker."

Det er igen arrogance, som får dig til at betragte denne debat som underholdning. Debatten er i sin grundvold netop ikke kun politisk, men beror på forskellige menneskers opfattelse af sjælelivets vilkår, uanset hvad politikerne måtte finde på.

Hertil vil ateister ofte sige, at kun deres synspunkt er berettiget, og politisk vil de måske endda finde opbakning hertil. Det bliver et synspunkt dog ikke mere "rigtigt" af, men kun mere diktatorisk. Måske viser synspunktet sig i virkeligheden forkert, og kun respekten for alsidighed berettiger til at opfatte en debat som fyldestgørende i videnskabelig forstand.

Politikere kan give rødt eller grønt lys til forskellige adfærdsformer, men det gør hverken den ene eller den anden adfærd mere "rigtig" i teologisk forstand. Teologien tilstræber i bedste fald et helhedssyn erhvervet på indsigt og visdom.

Og teologen bør sige fra, hvis han/hun erkender, at de politiske tiltag er uholdbare og ønsker at bevare sin integretet. Politikerne kan vedtage en lov, men en forsker eller en teolog kan udfra sin indsigt og overbevisning være nødsaget til at tage afstand fra denne lov.

Kaspar Olsen

Kroppen er den skole alle vi levende går i - - - og Sex og Kærlighed er en meget velkommen del af undervisningen.

At kalde kroppen et fængsel er en tåbelighed en yderst tåbelig tanke som f. eks ofte ses promoveret i pointer i film fra Hollywood.
Den fysiske krop er et excellent centrum for iagttagelse.
Og i modsætning til dyrene der lever i hinandens fastsatte tyrannier og på afstukne stier skulle man som meneske derfor være yderst tilfreds med at være et væsen der positivt kan handle og og tale og tænke og ændre på det snedigt negativt arrangerede bestående samfund til dette samfund en dag bliver til et optimalt smukt og godt samfund for ALLE mennesker og det ved brug af den kærlighedens og barmhjertighedens tanke og pulsslag som alle mennesker besidder omend blevet glemt eller ukendt.

Gert Nielsen

At kalde det tåbeligt at kalde kroppen et fængsel er kun tåbeligt for den som aldrig har haft den oplevelse.

Sider