Læsetid: 4 min.

Sex er Guds gave til mennesket

Modstanden mod homoseksuelle inden for folkekirken skyldes ikke sexforskrækkelse, mener de danske præster. Tværtimod, hævder flere af dem, har den seksuelle frigørelse for længst gjort sit indtog i kirken, og religion er ikke længere noget, der hører til i hovedet, men også i kroppen
Vi skal ret langt op i 1900-tallet, før det rigtig slår igennem i selv den danske kirke, at seksualitet er Guds gave til mennesket og ikke bare noget mekanisk, der skal bruges til at avle børn med. Altså at man godt må nyde at blive ét kød, som det hedder allerede om Adam og Eva.

Vi skal ret langt op i 1900-tallet, før det rigtig slår igennem i selv den danske kirke, at seksualitet er Guds gave til mennesket og ikke bare noget mekanisk, der skal bruges til at avle børn med. Altså at man godt må nyde at blive ét kød, som det hedder allerede om Adam og Eva.

11. maj 2012

Siden kristendommens barndom har seksualitet været et af dens helt store fy-ord. Seksuel afholdenhed var idealet, jomfruelighed var det mest ærbare, og skulle man endelig dyrke sex, skulle det være med reproduktion for øje, og man måtte for Guds skyld ikke nyde det.

I dag er sexforskrækkelsen i den danske folkekirke ifølge flere præster stort set væk, men seksualiteten tages bare ikke med ind i Guds hus, for selve frisindet ligger ifølge deres udlægning i, at de fleste præster ikke ser et udpræget behov for at tale om emnet.

Hvor præster måske tidligere har brugt deres prædiken og gudstjenesterne til at fortælle folk, hvor syndigt det kan være at have en seksualitet, så ser de fleste det i dag som endnu en af Guds mange gaver til mennesket. Som en del af en normal hverdag.

»Der er ikke længere behov for at sige noget ekstra omkring seksualitet. Tidligere har teologer skrevet voldsomt meget om seksualitet, men i dag er det et tema, som de færreste præster og medlemmer af folkekirken har behov for at tematisere. Men der er selvfølgelig stadig nogle konservative undergrupper, som for eksempel forbyder sex før ægteskabet,« fortæller Benedicte Hammer Præstholm, forsker i teologi, køn og seksualitet ved Aarhus Universitet.

Luther og Grundtvig i spidsen

Ifølge Benedicte Hammer Præstholm blev kimen til den seksuelle frigørelse i kirken lagt, da Martin Luther giftede sig og fik børn, selv om han var augustinermunk og derfor i princippet skulle leve et liv i cølibat. Men under undertrykkelsens tæppe lå den og slumrede helt frem til nyere tid.

»Luther begynder at have et lidt anderledes syn på sex, når han skriver, at det ikke kun er dårligt, det kan også binde mand og kone sammen. Men vi skal ret langt op i 1900-tallet, før det rigtig slår igennem, at seksualitet er Guds gave til mennesket og ikke bare noget mekanisk, der skal bruges til at avle børn med,« siger hun.

I Danmark er frigørelsen i høj grad blevet hjulpet på vej af Grundtvigs skridt væk fra tanken om arvesynden, til at mennesket grundlæggende er godt – både i kroppen og i ånden.

»Vi plejer at sige, at Grundtvig var frisindets og tolerancens mand. Man kan ikke sige, at han var den frie seksualitets forkæmper på nogen måde, men der kommer helt klart en tradition efter Grundtvig, som bidrager til denne her liberalisering. Ingen tvivl om det,« siger Benedicte Hammer Præstholm, og den betragtning har sognepræst og klinisk sexolog Benedikte Vejlby Baggesgaard også gjort sig.

»Det hænger sammen med Grundtvig, at vi er så frisindede i den danske folkekirke. Han har tænkt mennesketilværelsen sammen. Det er åndelige er noget, vi oplever i det kødelige – ikke nødvendigvis i det seksuelle – men i vores tilværelse,« siger hun.

Kombinationen af både at være sognepræst og klinisk sexolog kan på mange virke underlig, men for Benedikte Vejlby Baggesgaard er det det mest naturlige i verden. For hende »handler kristendommen om menneskelivet, og er der noget, der hører til i menneskelivet, så er det kristendommen«.

Ifølge Poul Joachim Stender, sognepræst og forfatter til bogen Med Gud i sengen, har Biblen aldrig haft en fordømmende tilgang til sex, men sådan har kirken fortolket den for at kunne kontrollere befolkningerne.

»I kristendommens begyndelse ville kirken gerne have magt. Seksualiteten var noget vildt og utæmmeligt, så man havde en idé om, at hvis man kunne styre den, kunne man styre folket,« siger han og peger på, at der er adskillige seksuelle referencer i Biblen, blandt andet når Gud siger til Adam og Eva, at de skal blive ét kød, og Højsangen fra Det Gamle Testamente, som ifølge ham er en stærkt erotisk tekst om en ung kvindes begær.

De samme eksempler nævner Benedikte Vejlby Baggesgaard. Ifølge hende har der været flere perioder, hvor seksualiteten har blomstret i samfundet, men hvor kirken har gjort, hvad den kunne, for at slå den ned.

»For eksempel var Middelalderen en meget frodig periode i forhold til seksualitet. Men her slog kirken hårdt ned på det. Det har også noget at gøre med, at da man ikke havde prævention, kunne det blive noget værre rod med kønssygdomme og børn uden for ægteskab, hvis folk gik og fik børn på kryds og tværs. Derfor var der brug for den slags regler, men det er der altså ikke længere,« siger hun og fortsætter:

»Så nu er det på tide at tænke positivt om seksualiteten. Kan den noget godt? Det mener jeg, den kan.«

Lille flok bremser homovielser

Men hvis den danske folkekirke er så frigjort, som både Poul Joachim Stender, Benedicte Hammer Præstholm og Benedikte Vejlby Baggesgaard siger, hvordan hænger det så sammen, at en tredjedel af landets sognepræster ifølge den nyligt offentliggjorte undersøgelse fra Berlingske Research nægter at vie homoseksuelle i kirken?

Grunden til sognepræsternes splittelse over vielser af homoseksuelle skal ifølge de præster, Information har interviewet, ikke findes i homofobi eller bibelsk fundamentalisme, men i begrebet ’ægteskab’.

»Der er flere teologer, der mener, at begrebet ægteskab historisk og teologisk hænger så nært sammen med relationen mellem mand og kvinde, at det vil være forkert også at udvide det til at omfatte to af samme køn. Det er udvidelsen af begrebet, der er en sten i skoen for nogle,« siger Benedicte Hammer Præstholm.

Det bakkes op af Poul Joachim Stender.

»Jeg tror, at når nogle præster i dag ikke vil vie homoseksuelle, så handler det om, at de frygter et kønsløst ritual, hvor man ikke længere må sige ’mand’ og ’kvinde’, men i stedet skal bruge kønsneutrale betegnelser,« siger han, men han understreger samtidig, at frygten for homoseksualitet stadig eksisterer i visse kredse.

»Der er stadig en konservativ flok, der siger, at seksualitet er meget smuk inden for ægteskabet, men ikke uden for – og hvis det foregår mellem en mand og en mand eller en kvinde og en kvinde, så er det bestemt heller ikke smukt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Sådan kan sprogene være så forskellige."

Sprog er vidt forskellige.

Jeg mener helt nøgternt, at oversættelse mellem sprog er en principiel umulighed, uagtet at praksis viser, at det med stor indsigt og omhu og artistisk talent, ikke er helt håbløst endda.

Det tyske sprog er langt mere præcist og "retvisende" (beskrivende på ægte vis) end moderne engelsk (dvs. de seneste godt 400 års engelsk). Det interessante ved det engelske sprog er netop dets udbredelse, og de rige mængder kilder til at betragte hvornår og hvordan sprogets brug er blev ændret gennem praksis.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Du forholder dig særdeles frit til denne store tænker. Og forlader dig i betænkelig grad på en tvivlsom oversættelse."

Tak for henvisninger. Ja, oversættelsen (til engelsk) er langt ved siden af den tyske sætnings konstruktion. Ligeså min "danske" bud på sætningens indhold, der ligger klods op af den engelske, men fjernt fra den tyske original.

Din kommentar er velplaceret, må jeg tilstå og indrømme.

Hvad angår essencen af den samlede tekst, mener jeg ikke at have set forkert. Oversættelsen til engelsk ligger måske langt fra originalens ordvalg, men det der tæller er essencen. Der er grunde til, at Google Translate m.v. ikke kan levere andet end garble.

Hans Jørgen Lassen

Fra hr. Bergs citering af den vise Schopenhauer har jeg plukket dette ud:

"every feeling of satisfaction, is negative in its character; that is to say, it consists in freedom from pain, which is the positive element of existence"

Og det forekommer mig jo at være en meget indskrænket opfattelse af menneskelivet. Den er dog helt i overensstemmelse med den engelske utilitarisme og flak som en pandekage. Kant ville finde tanken højst mærkværdig.

Når en mand bestiger Mount Everest i bidende kulde, eller kæmper sig gennem snestorme for at nå frem til Sydpolen, så er det ikke "freedom from pain", han (M/K) søger. Gu er det ej; så kunne han blive hjemme i lænestolen foran pejsen. Han har sat sig noget for, og tilfredsstillelsen, denne "feeling of satisfaction" har intet som helst med fravær af smerte at gøre. Tilfredsstillelsen består i, at man sætter sig et mål, og så går man ellers i gang.

Det kendes i mindre målestok. Når jeg lægger kartofler og fryder mig, når et pænt stykke af urtehaven er fyldt op, og jeg fryder mig i anden omgang, når de grønne blade bryder gennem overfladen og vokser, og når jeg hypper dem, op til flere gange, og befinder mig godt derved, så befinder jeg mig ikke godt, fordi der foreligger "freedom of pain". Men fordi jeg laver noget, som jeg kan lide, som jeg kan se mening i.

Og særlig frydefuldt er det jo, når man graver de første kartofler op ... For satan, sådan en gedigen skive hjemmebagt rugbrød, med smør (eventuelt andefedt), nye, selvdyrkede og friskopgravede kartofler og et drys purløg, også fra haven – jamen, hvad kan et menneske forlange mere?

Schopenhauer har tilsyneladende ikke forstået, at mennesket ikke udelukkende og heller ikke først og fremmest er et vegeterende, endimensionelt (smerte-nydelse) væsen, men et aktivt væsen. I hvert fald kommer det ikke frem i ovenstående citat.

Derfor er også de i denne forbindelse fremsatte overvejelser over livet til dels skudt ved siden af. Livet handler ikke om større eller mindre mål af lidelse. Men om handling, aktivitet. Man har en chance for at gøre ditten og datten, og den kan man så tage, eller man kan lade være.

At begynde at måle lidelsen op er absurd, og selvmedlidende. I øvrigt er der jo ikke noget at sammenligne med.

Jeg vil foreslå, at de livstrætte her begynder at træne til at bestige Mount Everest. Eller måske bare Himmelbjerget, altså i første omgang. Eller Valby Bakke.

Schopenhauer er bare filosof. Ikke bjergbestiger.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

du har fattet pointen -- aktivt at gøre hvad man finder meningsfuldt.

Mon ikke Schopenhauer fattede det også?

De fleste kunne træne sig op til at bestige Mount Everest. Der er blot ikke anledning til at skulle gøre det. At nogen vælger at gøre det uden at det tjener én eller anden væsentlig pointe, er temmeligt selvoptaget.

Heinrich R. Jørgensen

(fortsat)

Det er derimod meget få, der vil være i stand til at levere en målrettet og koncentreret indsats a la Schopenhauers, udi det filosofiske.

Er der nogen der tror, at tanker og tænkning kommer flyvende af sig selv? At man blot skal tage en slapper i en polstret stol, så kommer det hele til én?

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

det er skam en væsentlig pointe at bestige Mount Everest.

Og der er også en væsentlig pointe i at dække bord, hvilket jeg lige har fået besked på at gøre.

Heinrich R. Jørgensen

Pointen med at bestige Mt. Everest kunne være at overvinde sig, at disciplinere sig, at sætte sig et uhyrligt ambitiøst mål og sætte ind på at nå det.

At "opbygge karakter" er i almindelighed et monumentalt og livslangt projekt. Det er vanskeligere end at bestige Mt. Everest, så hvad skal bjerget gøre godt for? Praleri?

Med mindre ambitiøse højdedrag kunne det handle om frisk luft og en flot udsigt.

I værste fald altså tidsfordriv og selvoptaget nydelse. I det fleste tilfælde formodentligt noget andet og mere. Og bedre en at slænge sig i sofaen foran tossekassen.

Heinrich R. Jørgensen

John Fredsted:
"Selv om jeg er fysiker, så tror jeg ikke, at den kan det"

Jeg tør ikke vove et bud, men grundlæggende synes jeg ikke det er væsentlig eller nødvendig viden at have, da et svar ikke umiddelbart ændrer noget. Om man kalder det wetware, candyfloss, sjæl, aura eller skumfidus -- who cares?

Bevidsthed (selvbevidsthed) er en realitet. Punktum.

At forstå fænomenet (hvordan det virker) er interessant. Det kan måske afsløre om vilje findes, eller om det der betegnes som vilje, er mekanisme der kan stoppe automatreaktioner.

Jesper Berg

John Fredsted:
"Mit spørgsmål om, hvorfor vi overhovedet oplever noget sigter mod noget, der tilsyneladende transcenderer eller undviger naturvidenskaben."

Idéen om, at den menneskelige bevidsthed, jeg-oplevelse og reflekterede selvforståelse er andet end en funktion af fysisk-kemisk aktivitet i nervesystemet i kompleks interaktion med sanseinput, ligger mig umiddelbart fjern. Ikke fordi, jeg af princip afviser muligheden af metafysiske eller naturvidenskabeligt transcenderende størrelser, men fordi mit klare indtryk er, at mainstream hjerne- og bevidsthedsforskning har gjort den gamle forestilling om et mystisk 'spøgelse i maskinen' overflødig.

Jeg er meget på linje med Heinrich i hans bemærkninger til denne problemstilling, men jeg kunne da godt tænke mig, skulle du have tid og lyst til dette, lige at høre et par uddybende ord om, hvorfor du mener, at der er noget her, der 'tilsyneladende' undviger en naturvidenskabelig forklaring.

Beklager i øvrigt den lidt sene respons på dit spørgsmål. Jeg har ikke haft overskud før. :-)

John Fredsted

@Jesper Berg (cc: Heinrich R. Jørgensen): "... at mainstream hjerne- og bevidsthedsforskning har gjort den gamle forestilling om et mystisk ‘spøgelse i maskinen’ overflødig ..."

Nu ved jeg ikke ret meget om hjerne- eller bevidsthedsforskning, men jeg vil vove den påstand, at man på ingen måde har forklaret, hvad bevidsthed er, og slet ikke hvad selvbevidsthed er. At man kan se diverse hjerneregioner lyse op i diverse scannere under diverse øvelse, etc., siger i mine øjne intet om (selv)bevidsthedens natur. Det siger såmænd bare, at det at opleve er nært forbundet med, at der sker et eller andet i hjernen. Med en muligvis lidt tynd analogi, så svarer det til trivielt at konstatere at en flod flyder, fordi der strømmer vand i den.

"... at høre et par uddybende ord om, hvorfor du mener, at der er noget her, der ‘tilsyneladende’ undviger en naturvidenskabelig forklaring."

Kvantemekanikken har lært os (hvis den altså bliver ved med at holde), at der er en nedre grænse for, hvad vi kan vide om naturen. Denne nedre grænse er styret af Plancks konstant, det mindste virkningskvantum, der kan udveksles mellem to systemer. Denne begrænsning skyldes ifølge formalismen ikke teknologisk utilstrækkelighed; nej, den er ontologisk. Man kan således ikke engang vide, hvad en enkelt partikel præcis foretager sig; ja, ifølge Københavnerfortolkningen giver det ikke engang mening at spørge herom. Jeg forestiller mig, at selvbevidsthedens oprindelse er noget, der ligger på den anden side af de 'Heisenberg-skaller' af uvidenhed, som ethvert materielt-fysisk system, stort eller småt, således er 'indhyllet i'.

PS: Ingen grund til at undskylde den 'sene' respons.

Gorm Petersen

Penrose skrev noget om kvantemekanik og vilje i 1989 - men kritikken har ikke været positiv.

På den anden side har Max Tegmark siden 1997 uimodsagt kunne argumentere for den "store version" af mange-verden tolkningen.

Og her kan alt forklares med "antropiske argumenter" (hvis det ikke havde været sådan, havde vi ikke været her til at stille spørgsmålet).

Darwin er unødvendig (meget godt da han alligevel ikke forklarer hverken naturkonstanter eller proteinernes forbløffende 3d konstruktions egenskaber) - alt synes forklaret med antropiske argumenter.

Denne tolkning kan hverken be eller afkræfte påstanden: "tro kan flytte bjerge".

Jesus siger ordret i Markusevangeliet (Kap 11 vers 23):

Den der siger til dette bjerg: "Løft dig op og styrt dig i havet !" og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, FOR HAM sker det.

Det lille FOR HAM er ofte blevet udlagt som noget med hypnose eller selv-suggestion. Men det er jo en midlertidig tilstand. Når den går over, vil bjerget igen ligge på sin vante plads.

Med den store udgave af mangeverden-tolkningen vender bjerget ikke tilbage til sin oprindelige position, og det er egnet til at stille spørgsmålstegn ved selve gyldigheden af "antropiske argumenter".

Lad os sige, Peter beslutter sig for at prøve.

Milliarder og milliarder af versioner af Peter vil det ikke lykkes for, men læg mærke til, hvem Jesus henvender sig til.

Han henvender sig kun til de ganske få versioner, for hvem det lykkes - altså de, der troede stærkt nok.

Jesus var den første til at bruge "antropiske argumenter".

Det anfægter sådan set selve kernen af den påstand, at det er "troen" der flytter bjerget - men læg mærke til hvordan det tager selve gyldigheden "antropiske argumenter" med sig i faldet.

Og uden "antropiske argumenter" har man faktisk ikke noget, der kan imødegå påstandene fra "Intelligent design" tilhængerne.

Så skal modstandere af "Intelligent design" have lov at bruge antropiske argumenter, ja så må vi give Jesus ret i, at det er "troen der flytter bjerget" og glemme de milliarder af Peter-versioner for hvem det ikke lykkedes.

Gorm Petersen

Mange humanistisk sindede debattører omtaler virkeligheden som boende i "øjeblikket".

Fortiden er pist væk - fremtiden er kun en hypotese.

Men hov - hvad er det nu liige "øjeblikket" betyder ?

Svar: Det er nutiden. Det er alt, hvad der sker i verden på "samme tid".

Jamen opgøret med "samtidigheden" var jo den allerførste øvelse i Einsteins Specielle Relativitetsteori fra 1905.

Så humanismens vindue går fra 1700 tallets oplysningstid til 1905.

Ikke meget mere end 200 år.

Så kære humanister. Hvis i kan påvise, at lyset alligevel ikke bevæger sig med konstant hastighed i forhold til forskellige iagttagere, der bevæger sig indbyrdes, kan i komme på mode igen.

Heinrich R. Jørgensen

Gorm Petersen:
"Svar: Det er nutiden. Det er alt, hvad der sker i verden på “samme tid”."

Hvad der er, er hvad der er til "nu" og "her". Det lys der måske kan ses fra hvor fjerne stjerner eller galakse udsendte, kan have været millioner eller milliarder af år undervejs. Hvad vi oplever, sker i nuet. Hvad vi betragter, er billeder af begivenheder (lys-afsendelse) der fandt sted for længe siden. Lyskilderne har flyttet sig siden, og er måske blevet del af et sort hul eller en supernova for flere hundrede millioner år siden. Det ændrer dog ikke på, at lige her og nu, ses det.

Gorm Petersen

Kære HRJ:

Jeg tror ikke at du selv er klar over, at du ikke tror på den specielle relativitetsteori fra 1905.

Der findes ikke absolut samtidighed medmindre:

enten

alle observatører er i hvile i forhold til hinanden.

eller

de begivenheder, hvis samtidighed der skal tages stilling til, befinder sig på præcis samme koordinater.

Eksempel:

En planet flyver tæt forbi Jorden med en hastighed på 94.28 % af lyshastigheden. Her er Lorentz-faktoren netop 3.

Allerede mens den nærmer sig kan vi se, at vi selv fejrer nytår 3 gange for hver gang de fejrer nytår een gang. Deres ure går 3 gange for langsomt.

Lige idet de passerer os tæt på, kan vi være så heldige, at deres nytårsaften falder sammen med vores nytårsaften. Det er det nærmeste vi nogensinde kommer "samtidighed" - og det skyldes den korte afstand.

Når planeten herefter fjerner sig, vil vi fortsat kunne observere, at vi selv fejrer nytår 3 gange for hver gang de fejrer nytår een gang.

Det er ikke synsbedrag - det er virkelighed.

Derfor er spørgsmålet: "Hvad sker der netop NU på en planet i en fjern galakse, der bevæger sig med høj hastighed i forhold til Jorden" fuldkommen meningsløst.

Da der ikke findes universel samtidighed, findes der heller ikke noget universel nutid.

Man kan derfor ikke gøre "øjeblikket" til sæde for en universel virkelighed. Øjeblikket er en "privatsag".

Sider