Tyske embedsmænd advarede allerede før euroens indførsel om de store risici ved at indlemme Italien i valutafællesskabet. Men deres advarsler blev fejet af banen fra øverste hold. Det fremgår af officielle regeringsdokumenter, som det tyske ugemagasin Spiegel for nylig har fået adgang til.
I de fremkomne papirer, der indbefatter intern kommunikation i den tyske regering, mødenotater, såvel som rapporter fra den tyske ambassade i Rom, dokumenteres det, at den tyske regering i årene 1994-1998, umiddelbart før euroens indførsel, var fuldt bekendt med Italiens manglende evne til at leve op til de såkaldte konvergenskrav, der er en forudsætning for euro-medlemskab.
»Alle vidste, at de sydeuropæiske lande ikke opfyldte konvergenskriterierne. For så vidt var der i sandhed tale om en politisk beslutning«, siger EU-eksperten Tanja Börzel, leder af Jean Monnet-centeret, Freie Universität Berlin.
Specielt valgte Tysklands tidligere kansler Helmut Kohl, en af euroens mest ivrige fortalere, at lukke øjnene for den miserable italienske økonomi, der i slutningen af 90’erne så langtfra levede op til de strenge krav, som Maastricht-traktaten stillede til de første 11 medlemmer af eurozonen.
Dokumenterne underbygger således kritiske antagelser om, at det kriseramte euro-samarbejde fra begyndelsen har været bygget på en kombination af politisk stædighed og manglende vilje til at se de økonomiske realiteter i øjnene.
’Et for tidlig født spædbarn’
En af de mest idealistiske politikere var netop genforeningskansleren Helmut Kohl, der med europrojektet var ivrig efter at demonstrere det genforenede Tysklands naturlige tilhørsforhold til Europa.
I de fremkomne dokumenter refereres Kohl for at omtale valutaen som »lidt af en fredstraktat«. I modsætning til Kohl advarede den daværende socialdemokratiske oppositionsleder og senere kansler Gerhard Schröder mod euroen som et »for tidligt født spædbarn«.
Da Italiens økonomiske virkelighed ikke stemte overens med Kohl-administrationens visioner for Europas fremtid, valgte euroens foregangsmænd ganske enkelt at ignorere eksperternes advarsler mod at lukke landet ind i den fælleseuropæiske varme.
Blandt Maastricht-traktatens betingelser til de enkelte medlemslandes økonomi var blandt andet lav inflation, et beskedent optag af fremtidige statslån, samt ikke mindst en statsgæld under kontrol.
Som en af Europas største økonomier øjnede Italien åbenlyse fordele ved medlemskab af euro-klubben, men var belastet af en samlet statsgæld på mere end 120 pct. af det årlige BNP.
Kort før de sidste forhandlinger i maj 1998 var tyske embedsmænd forbløffede over Italiens hastige forbedring af budgetunderskuddet, der ifølge vurderinger foretaget af IMF og OECD var langt større, end Italien oplyste. I et notat fra 1997 skriver departementschef i det tyske finansministerium, Jürgen Stark, at de italienske og belgiske regeringer har »lagt pres på deres centralbankdirektører, i strid med den uafhængighed, der er lovet centralbankerne«.
Hvorvidt Italiens reduktion af statsgælden, som det antydes i Spiegels artikel, ligefrem var resultatet af et trick, der skulle sikre italiensk eurozone-medlemskab betvivles imidlertid af EU-eksperten Sebastian Dullien, professor i økonomi ved Hochshule für Technik und Wirtschaft i Berlin.
»Ifølge Maastricht-kriterierne fra 1991 skulle eurozone-ansøgerne så hurtigt som muligt bevæge sig imod en reduktion af statsgælden til 60 pct. Det er dog et fortolkningsspørgsmål, hvad der er tilstrækkelig hurtigt«, siger Dullien og tilføjer: »Dengang var der mange folk, der ikke ønskede Italien med i euroen«
Ingen dobbeltmoral
Ifølge Tanja Börzel belaster de nye oplysninger ikke Kohls forvaltning af den tidlige euro-politik. Hun lægger vægt på, at Italien rent faktisk anstrengte sig for at gennemføre reformer.
»Italien har – i modsætning til Grækenland – gjort sig enorme anstrengelser for at nærme sig konvergenskriterierne. Det samme kan siges om Spanien«, siger Tanja Börzel, der mener, at Kohls europolitik med en vis rimelighed forudsatte, at Italien efterfølgende ville lægge sig i selen for at imødekomme konvergenskravene.
»Den daværende italienske premierminister, Prodi, gennemførte betragtelige reformer, fordi et stort flertal af italienerne ubetinget ønskede at være med i euroens første runde. Dengang var det afgørende, at Italien nedbragte sin statsgæld i væsentlig grad, selv om man ganske vist ikke nåede grænsen på 60 pct. af det årlige BNP,« siger Börzel og peger i stedet på forsømmelser i forholdet til Grækenland.
»Grækenland har derimod ikke forsøgt at gennemføre reformer, men har i stedet pyntet på tallene. Dengang tænkte man, at det ikke var så vigtigt, fordi Grækenland kun udgjorde to pct. af EU’s samlede økonomi – og samtidig truede med at blokere for østudvidelsen, hvis ikke de kom med i første runde af euroen.«
Dokumenterne fra euroens tilblivelsestid sætter imidlertid Tysklands krav om sparediktater til de såkaldt PIGS-lande (Portugal, Italien, Grækenland og Spanien) i et andet lys. Da Angela Merkel for omtrent halvanden måned siden besøgte sin italienske kollega, Mario Monti, advarede begge regeringschefer om, at krisen endnu langtfra er overstået.
Tanja Börzel afviser dog, at Merkels finanspagt, der indfører gældsbremser og automatiske sanktioner over for gældssyndere, med de nye oplysninger kan betegnes som dobbelmoralsk.
»Det har ganske enkelt bare vist sig, at italieneres reformbestræbelser ikke har været bæredygtige, og at stabilitets- og vækspagtens sanktionsmuligheder ikke har været tilstrækkelige til at holde dem på plads.«
Hvor er det alligevel sjovt at blive midaldrende: folk forundres over de utroligste ting, der var helt velkendte i samtiden.
Helmuth Eiskohl - var det ikke ham der rejste rundt med diplomatmappen fyldt med pengesedler fra hemmelige konti?
Velkommen i de "voksnes rækker", Peter Hansen. Og glæd dig trygt til at blive rigtigt gammel. Det bliver nemlig sjovere og sjovere med alderen at iagttage, hvad ungdommen forundres over.
Hvis man altså har en smule sans for sort humor og en nogenlunde intakt erindring om de argumenter, hvormed eurokraterne dels tryglede os om og dels truede os til at stemme ja til "Europa", hver gang de fandt tiden moden til at skære en ny skive af salamien.
Leif - jov. Og de kom fra "taknemmelige jøder"...
Peter - netop. For et års tid siden satte jeg mig ned en eftermiddag og læste mig igennem debatten før Euro-afstemningen.
Det slog mig, at Pia K, Kjeld Albrechtsen, Frank Dalgaard og Anders Dam fra Jyske Bank faktisk forudså, hvad der ville ske. Men det var også forstemmende, hvor mange spande personligt lort der blev hældt ud over dem - dengang.
Det forhindre jo ikke at de samme politikere stadig plæderer for at vi skal indlemmes i fallitboet. En skam at markedsføringsloven ikke gælder for politikere.
Lige for en ordens skyld - citatet med de "taknemmelige jøder" burde have været linket.
http://www.information.dk/39364
Brev til Helmut Kohl
Det kommer let til at lyde som om Italien, Grækenland og Spanien er skyld i Europas problemer alene.
Man kunne savne at høre lidt om hvad der var årsag til Finans krisen, som har haft kraftig indvirkning på Europa og den kendsgerning at den fælles konkurrenceevne i forhold til Kina f.eks. ikke bare er gået hårdt ud over Europa men også USA og resten af verden, inkl. Japan som ellers altid tidligere er gået fri.
Det lyder lidt som en prygel knabe, Der imod kunne det være rart at min gamle ven Helmut Kohl fortalte hvornår man har tænkt sig at lever op til det man lovede de tidligere DDR borgere.
Steen:
De fik da bananer:
http://www.titanic-magazin.de/uploads/pics/card_377670833.jpg
Ellers:
http://alturl.com/go53e
Hovsa lige en tilføjelse!
De her syd Europæere, der åbenbart er skyld i alle ulykker i øjeblikket, det skal lige tilføjes at de jo ikke længere bare kan devaluere deres valuta, som Schweiz kan og dermed øge sin eksport. Det gør dem endnu mere afhængige end de var før de trådte ind i den monetære union. Er det mon samfundets skyld eller bør man, når man har sagt A også kunne sige B.
At når man har inviteret alle med hæfter vi så solidarisk gennem tykt og tyndt på godt og ondt.
Steen Ingvard Nielsen siger:
De her syd Europæere, der åbenbart er skyld i alle ulykker i øjeblikket, det skal lige tilføjes at de jo ikke længere bare kan devaluere deres valuta, som Schweiz kan og dermed øge sin eksport. # 11. maj 2012 kl. 13:55
Det kan de udmærket Steen. Det foregår blot lidt anderledes, mere synligt og ærligt kunne man sige. Man reducerer sine priser og lønninger.
Teknisk er det intet problem, da devalueringer jo forudsætter pris og lønstop. Så der er ikke langt fra et stop til at rulle tilbage. Jo der er naturligvis et valgnederlag.
Det er jo næppe længere nogen nyhed, at Euroen var mere en politisk konstruktion end det var en velfunderet økonomisk ditto.
Det skal bare tages med i betragtning, at Tyskland faktisk ikke var særlig interesseret i at opgive deres bundsolide Deutsche Mark, men at det var en pris landet måtte betale for at overbevise især Frankrig at Tyskland ville fortsætte med et være interesseret i Europa efter sammenlægningen med det fallerede Øst-Tyskland.
Frankrig og England var begge arge modstandere af denne sammenlægning.
"Frankrig og England var begge arge modstandere af denne sammenlægning."
Det var Schlüter også. Han kom jo fra Tynner.
Og ..?
Det var finansielle de institutioners vanvittige pyramidespil, etableringen af gambleragtige finansieller produkter såsom derivater, og den altoverskyggende grådighed der var skyld i finanskrisen. Og da pyramiden kollapsede, steg staternes gæld med 30% overnight. Det har intet at gøre med, om Italien eller andre stater deltager i Euroen, den har allerede været en kæmpe gevinst for Europa og for europæiske borgere.
Det triste er, at vi kommer til at se det hele gentage sig igen og igen, for politikerne tør ikke gøre noget ved finanssektoren. Socialisér profitterne, privatisér tabene, lyder deres mantra.
Hey Claus
Syd for Køge!
Det jeg ville sige var at ligesom Danmark der ikke er med i monetærunionen, men vore valuta følger Euroen, for staterne der er med i Euroen gælder det samme de følger kursen på Euroen, det vil sige at der, så er en knap mindre at skrue på i forhold til bnp.
Det der sker nu er, at Euroen følger dollaren, fint nok, det der så sker, er at dem der vælger at stå udenfor kan som Sverige, Schweiz, Kina, og øvrige, devaluere og få sat gang i deres eksport på den konto.
Vi i Eurozonen og USA kan ikke gøre det samme og i tider med omstilling hvor vi oplever abejds pladser f.eks. i Industrien, flytte til netop Kina f.eks. Så bliver vi ekstra sårbare i og med vi ikke kan ændre vores kurs og gavne den fælles eksport eller den individuelle.
I tilfælde af at videns samfunds tankegangen bliver udviklet og at bæredygtighed og pionerarbejde i forhold til andre energiformer end fusile brændstoffer bliver en eksportvare, så kan vi igen have glæde af at beskytte vores kurs indbyrdes, men så længe vi stadig er afhængige af samhandel, og ikke endnu har monopolstatus på f.eks. energiområdet og vidensområdet, så bliver vi til syneladende, ekstra sårbare overfor store aktører der ikke binder sig til store valuta fællesskaber.
Det undrer mig at man ikke gør noget ved rating-firmaernes diktatur i den globale økonomi.De har en
magt der har ligger langt ud over deres berettigelse
når EU og dermed Danmark indskriver deres vurderinger i deres finanslove.Det var dem der gav
lande og finans-institutter triple-A ratings få måneder
før det store kollaps i 2008.Jeg forstår ikke at man baserer sine finansanalyser på nogle firmaer,der i den grad var skyld i sammenbruddet.De har gjort sig
selv utroværdige når når man kommer med analyser
der først og fremmest gavner deres egen profit.
Tag Danmark der ene og alene får 3-A,fordi vi har
muligheden for at devaluere, fordi vi ikke er medlem
af fallitboet i EU.Det kan Grækenland ikke og det er en af grundene til at det ender med at de må ud af
euroen.
Hvor bor din cykel!
Hvad er det for en krise der snakkes om og hvad har været årsag til den.
Er krisen i det monetære samarbejde i Europa forårsaget af finanskrisen, som startede i USA med to af verdens største ejendomsmæglerfirmaer der gik konkurs. Man havde opmuntret folk til forbrug for at få gang i hjulene, som man sagde, mange havde lånt penge uden at være kreditværdige, mange havde lånt til meget til favorable betingelser, bankerne fik kolde fødder da markedet ændrede sig og renten steg og krævede pengene tilbagebetalt. For folk der i forvejen havde svært ved at betale deres gæld, blev det pludseligt umuligt.
For bankerne blev det til store tab på udlån, landbruget havde lånt penge i Schweizer Frank, den fald drastisk i værdi, fordi man havde manipuleret kursen ned for at gavne eksporten.
Det ene med det andet boblen sprang, man havde advaret om en overophedet økonomi ca. 6. mdr. før det gik helt galt tilbage i 2008, ballonen sprang.
Det kan vist hverken Italien, Grækenland, Spanien, Portugal, eller Belgien bære skylden for.