Læsetid: 2 min.

Damen og Aben: Electric Burma Shuttle Tour 2012

Informations Myanmar-korrespondent var med i Dublin, da Aung San Suu Kyi gik på scenen sammen med Bono
Backstage til ’Electric Burma’ med Bono, ’Pincetten’ og en abe fra det gyldne land.

Backstage til ’Electric Burma’ med Bono, ’Pincetten’ og en abe fra det gyldne land.

Htein Lin

25. juni 2012

Der var både vitser, eftertænksomhed og larm mandag aften i Dublins docklands fra Irlands ledende kunstnere og deres gæster ved ’Electric Burma’–koncerten til ære for Aung San Suu Kyi med det kærlige tilnavn ’Damen’: Myanmars demokrati-leder, der med tre års forsinkelse fik overrakt Amnesty Internationals ’Ambassador of Conscience’-pris efter med 21 års forsinkelse – at have hentet Nobels Fredspris i Oslo dagen før.

’Aben’, Bono fra rockbandet U2, var aftenens bag- og frontmand, selv om Bob Geldof nu nok mente, at Damen måtte »længes efter et diktatur efter en dag i hans selskab«. Få mænd larmer som Mister B – eller ’Bozo’, som Sinead O’Connor kaldte ham i anledning af, at hun valgte at blive hjemme fra koncerten i protest mod Bob og Bozos ’ytringsfrihedstyranni’.

Et østligt modstykke

»Vi er beærede over, at du har valgt at besøge vores lille klippe (...) Alle er her for at synge for dig i aften, men det er din sang, alle vil høre,« sagde Bono iført sine rockstjernesolbriller, inden han tog Damen i hånden og førte hende ind i spotlyset.

Hun beærede Aben og de glade irere med et »I feel very close to you« (potential nyt U2 hit, red.)med henvisning til, at briterne plejede at kalde myanmarerne ’Østens irere’, da de aldrig gav briterne ro, også kunne lide at drikke og er meget overtroiske.

»I aften er jeg stolt over at være jeres østlige modstykke,«fastslog Damen med blomster i håret.

»Aung San Suu Kyi er en larmende person. Så larmende at de holdt hende fanget i et hus,« sagde Bob Geldof med reference til Damens 15 år i husarrest – inden aftenens eneste larmende rocknummer.

»Men de begik en stor fejl. Stilheden fik dem til at lytte – til de bukkede og skrabede.« Sammen med resten af verden fristes man til at tilføje. ASSK fik selskab af Pincetten på de skrå brædder. Den tandlægeuddannede Zarganar (hvilket betyder pincet på myanmarsk) er mangeårig politiske fange, filmmager, men mest af alt komiker.

Han underholdt med historier om, hvordan sikkerhedspolitiet konfiskerede hans skærm, men ikke harddisken, da han blev anholdt sidste gang. Under den efterfølgende retssag skældte dommeren ham ud for at oplyse sin Gmail i stedet for sin Email i, hvad dommeren, – en nybegynder ud i ’www’– troede var en misplaceret bogstavvits.

Efter scenefald var det farvel for nu for Damen, Pincetten og Aben, der lovede at ’Walk On’ og lægge turen omkring det ikke-altid-så-gyldne land i nærmeste fremtid.

 

Sara Olsen skriver under pseudonym ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu