Analyse
Læsetid: 3 min.

Egypten tilbage til nulpunktet

Med forfatningsdomstolens beslutning om at suspendere det egyptiske parlament er oprøret mod militærdiktaturet tæt på at være tilbage ved udgangspunktet. Spørgsmålet er, om vælgerne vil proteststemme i weekendens valg. Og om oppositionsbevægelsener samlet nok til at fortsætte modstanden effektivt
Fra oppositionen blev der igen indkaldt til demonstrationer på Tahrir-pladsen i Kairo i forlængelse af forfatningsdomstolens afgørelse.

Fra oppositionen blev der igen indkaldt til demonstrationer på Tahrir-pladsen i Kairo i forlængelse af forfatningsdomstolens afgørelse.

Ahmed Jadallah

Udland
16. juni 2012

»Jeg kan ikke stemme for Shafiq; det er slet ikke en mulighed. Jeg kan næsten ikke tro på, athan er opstillet, og at han er kommet igennem til anden runde. Det er en fornærmelse imod alt, hvad vi har gjort,« sagde en ung egyptisk kvinde til den egyptiske avis al-Ahram, mens hun udtalte en næsten tilsvarende modstand modmodkandidaten, Det Muslimske Broderskabs Mohammed Morsy.

Udtalelsen faldt, før den egyptiske forfatningsdomstol torsdag med en række kontroversielle domme valgte at erklære det egyptiske parlament illegitimt, at tillade Ahmed Shafiqs kandidatur på trods af, at han havde haft en ministerpost under Mubarak, og at give de egyptiske militærmyndigheder ekstraordinære beføjelser til at foretage civile anholdelser. Og på den måde kunne udsagnet synes nærmest irrelevant i en situation, hvor alt hvad der foregår i disse dage synes at distancere dagens Egypten fra det land, der tegnede sig i tiden omkring Mubaraks fald. Shafiq og den gamle elite synes at være Egyptens skæbne, uanset om de er ønsket eller ej.

Blødt kup

Begrundelsen for at ophæve det parlament, hvor Det Muslimske Broderskab og salafisterne sad på et klart flertal, var et kompliceret regnestykke om den tredjedel af parlamentspladserne, der er forbeholdt uafhængige kandidater, hvor valget ifølge domstolen ikke havde stillet uafhængige kandidater og kandidater med tilknytning til en valgliste lige. Men i et legalistisk Egypten, hvor lovens ord ofte forekommer mere væsentligt end dens mening, var det hovedsageligt dens nørklede begrundelse, der hindrede, at forfatningsrettens afgørelse blev udnævnt til at være et decideret statskup foretaget af domstolen på militærets vegne. De færreste iagttagere ser det som andet end et ’blødt kup’ og en mulighed for at sætte et besværligt parlament ud af drift og føre magten tilbage til Mubaraks magtapparat, da militærrådet, der regerede Egypten efter Mubaraks afgang, vil overtage parlamentets ansvar i dets fravær.

Fra oppositionen blev der indkaldt til endnu en omgang demonstrationer i går aftes, og der lød indignerede, men også lidt metaltrætte protester. Det styre, Mubarak var galionsfigur for, er stadig meget stærkt og har ført en lang udmattelseskrig mod oppositionskræfterne, og det virker.

»Systemet var som en maskine, dækket af et stykke plastic, og det eneste, vi formåede, var at vælte plasticen af,« sagde aktivisten Islam Lotfy til New York Times om en subtil kamp, hvor militærets top og andre dele af Mubarak-apparatet aldrig har valgt at tage den direkte konfrontation, men derimod principielt erklæret sig enig med demonstranterne, samtidig med at de bag kulisserne magtfuldt har modsat sig ændringer, der på sigt ville stille dem svagere.

Halvhjertet støtte

Dette burde i princippet blive udfordret ved dagens præsidentvalg, men spørgsmålet er, hvor meget der reelt er på spil. Fra dele af oppositionen lød der i går opfordringer til at stemme for Mohammed Morsy som protest imod ’kuppet’ og for at hindre, at det tidligere regime kommer til magten igen. Det er imidlertid en noget halvhjertet støtte, Morsy kan regne med. Det Muslimske Broderskab har mistet sin troværdighed i liberale kredse, efter at de på trods af løfter om det modsatte valgte at opstille dets egen præsidentkandidat. Fra de mere rabiate salafister er der heller ikke stor kærlighed til brødrene, og hos den egyptiske offentlighed har en vis udmattelse med revolutionen indfundet sig i takt med, at energien er fordampet, og fremtidsperspektiverne ikke har forbedret sig. Fra omverdenen lyder der måske nærmest et stille lettelsens suk over, at islamisterne til dels er sat ud af spillet.

Selvom det er en splittet og svækket opposition, der således står tilbage, er det imidlertid tvivlsomt, om Ahmed Shafiq og militærrådet definitivt har aflyst revolutionen, selv hvis de – hvad meget tyder på – vinder præsidentposten. Nogle muslimske brødre advarede om ’mørke dage’ forude, og nogle kommentatorer sammenlignede med aflysningen af det algeriske valg i 1992, der ledte til en borgerkrig. Men andre ser nærmest kendelserne som en fordel, fordi det vil kunne få militærrådet og den gamle elite til at løbe linen helt ud og tilrane sig magten på en mere åbenlys måde, end det hidtil har gjort og fejle på de parametre, der i første omgang udløste de folkelige protester: økonomi og demokratisk legitimitet.

Uanset hvordan weekendens valg går, synes Egypten at være rykket tilbage til start.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip C Stone

"Men andre ser nærmest kendelserne som en fordel, fordi det vil kunne få militærrådet og den gamle elite til at løbe linen helt ud og tilrane sig magten på en mere åbenlys måde, end det hidtil har gjort og fejle på de parametre, der i første omgang udløste de folkelige protester: økonomi og demokratisk legitimitet."

En fordel som kunne munde ud i skånselsløs undertrykkelse.

Lisa Callesen

God gennemgang af det der sker for tiden i Egypten.

Dog, trods alle de tilbageslag den revolutionære bevægelse har haft, er to ting vundet: folk snakker politik og der er debat - og, de har set at det er muligt at få massernes opbakning, når de bare får skabt den rigtige indignation.
Det er to meget vigtige sejre, man ikke må glemme - så Egypten er ikke helt tilbage til nul.

Kaj Andersen

Jeg gad vide, om det er de tre procent højtskrigende der bliver refereret til og som bliver fotograferet og om ikke de 97 procent som accepterer valget og bare gerne vil have lov til at leve i fred og ro bare bliver ignoreret. De 97% er jo ikke godt avisstof.

Meget læseværdig og oplysende artikel.