Læsetid: 5 min.

’Egyptiske kvinder havde det bedre under Mubarak’

Kvindelige aktivister spillede en afgørende rolle i Egyptens folkeopstand – i dag må de konstatere, at deres rettigheder bliver indskrænke og revolutionens idealer forrådt af de reaktionære islamister, som egypterne valgte at give deres opbakning til
En ung egyptisk kvinde bruger sin tablet til at videofilme demonstranter på Tahrir -pladsen midt i Kairo. I går var der store protester mod den i mange egypteres øjne milde livstidsdom til den 84-årige Mubarak for hans 31 år lange regime og hans ansvar for drab på over 800 borgere i januar sidste år under revolutionen midt i hovedstaden.

En ung egyptisk kvinde bruger sin tablet til at videofilme demonstranter på Tahrir -pladsen midt i Kairo. I går var der store protester mod den i mange egypteres øjne milde livstidsdom til den 84-årige Mubarak for hans 31 år lange regime og hans ansvar for drab på over 800 borgere i januar sidste år under revolutionen midt i hovedstaden.

Mohammad Abed

6. juni 2012

Kvindelige aktivister spillede en central rolle i sidste års egyptiske revolution. I spidsen for de opstande, der fra begyndelsen af januar 2011 bredte sig over landet, var kvindeaktivister som forfatteren Nawara Negm, der benyttede sig af alt fra internetblogs til optrædener på al-Jazeera til at få informationer ud til omverdenen.

»Frihed er kun for dem, der er rede til at gå i døden for den,« var hendes slagord. I sidste ende skulle demonstranternes taktikker dog vise sig mindre ekstreme: Civil ulydighed, marcher og strejker blev foretrukket frem for vold, samtidig med at antallet af kvinder på Kairos Tahrir-plads voksede til at udgøre tæt på halvdelen af de protesterende.

Derfor er det forstemmende halvandet år efter at måtte konstatere, at Egyptens stærkt politiserede kvindelige befolkning er forvist til noget nær en tilskuerrolle i landets første virkeligt frie præsidentvalg.

I Kairo er der i dag ikke længere nogen oplevelse af, at dette traditionelt så patriarkalske samfund er ved at give efter over for den demokratiske ånd i Det Arabiske Forår. I stedet må de hundredtusindvis af kvinder, der ydede så stort et bidrag til præsident Hosni Mubaraks fald, i dag konstatere, at de atter er marginaliserede eller ligefrem ignorerede.

Kommentatorer har gjort meget ud af, at Det Muslimske Broderskabs Friheds- og Retfærdighedsparti vandt så meget som 47 procent af pladserne ved parlamentsvalget tidligere på året, og de endnu mere fundamentalistiske salafister 25 procent.

Islamisters syn dominerer

Flere har hævdet, at Egypten dermed blot har erstattet et vestligtstøttet sekulært diktatur med en islamisk version. For andre var det imidlertid en mere opsigtsvækkende deroute, at kvinder måtte tage til takke med sølle 12 pladser ud af parlaments i alt 498.

Dette giver en kvindelig repræsentation på kun 2,4 procent, langt under det globale gennemsnit, der ifølge FN er på 19 procent. De 13 kandidater i præsidentvalgets indledende runde – anden runde finder sted 16. til 17. juni – var alle mænd.

»Sandheden er, at kvinder klarede sig bedre under Mubarak,« siger Dina Shobra, en 20-årig jurastuderende på al-Azhar Universitet, som er ude for at handle i det centrale Kairo.

Dina, der bærer tørklæde og stadig bor hjemme hos sine forældre og fire yngre søskende, mener, at en kombination af tryghedslængsel og frygt har omstødt resultaterne af den 18 dage lange revolution i januar 2011.

»Tryghedslængslen kommer fra de konservative egyptere, der mener, at en kvindes plads er i hjemmet,« siger hun.

»Frygten retter sig mod hæren og dens undertrykkelse.«

Hvor stor en udfordring, kvinder som Dina står over for i dag, bliver klart, i det øjeblik Manal Abdul Hassan taler.

Hun er en talskvinde for Det Muslimske Broderskab, og mener ikke, at »der er noget problem overhovedet« i kun at have en håndfuld kvinder i parlamentet.

»Der vil blive sørget for social retfærdighed alligevel«, siger hun over telefonen. Hun fordømmer de kvinder, der demonstrerer mod militærets overgreb, herunder imod de soldater, som ved tvang gennemførte ’jomfru-tests’ på og fysisk angreb kvinder, der deltog i protester eller havde ytret sig på blogs. Manal Hassan, der nok er den mest magtfulde kvindelige politiker i Egypten, mener, at det er op til »fædre, brødre og ægtemænd at marchere og protestere på kvindernes vegne«.

Begrebet ’mandlig værge’ er blevet altdominerende – i de cafeer og restauranter, der beherskes af formynderiske mænd til sammenkrøbne teenagepiger, der er henvist til at dyrke deres sociale liv på gamle slidte bænke, under granvoksne mandlige betjentes årvågne blikke.

En tilsløret salafistisk kvinde, en af omkring 300 kvindelige kandidater ved parlamentsvalget, satte sin mands billede på sin kampagneplakat.

Til udlandet for føle sig fri

En af de teenagere, der kryber sammen på en bænk, 16-årige Noha Husseini, peger på en butik tæt på Tahrir-pladsen fyldt med plakater af letpåklædte amerikanske popstjerner som Rihanna og Beyoncé.

»De unge kan godt blive stødt over mange aspekter af den vestlige kultur, men er ikke så chokerede som den ældre generation,« siger hun.

»Man kan ikke ændre århundreders konservatisme fra den ene dag til den anden. Ingen af os ønsker at blive popsangere, men vi ønsker at kunne leve som selvstændige kvinder. Nu kan vi blive nødt til at søge at komme på studieophold i udlandet for at kunne opnå det.

Nohas synspunkter er i lighed med mange andre unge egypteres blevet til under indtryk af debatten på de sociale medier, herunder fra de bloggere, der stod i spidsen for revolutionen, men for mange egyptere er de lige så fremmedartede som Rihanna.

For mange er kønsligestilling bare endnu uønsket vestlig importvare, ligesom fastfood og Hollywood-film.

Mubarak blev opfattet som en god ven af Vesten, især af USA, og netop denne nære forbindelse udgør nu en enorm udfordring for feminismen. Det udbredte ønske om at afvise alt, hvad diktatoren stod for, herunder hans vestlige sympatier, hjælper i realiteten islamisterne til at få fremgang, mens de progressive liberale, herunder feministerne, står desto svagere.

Mubaraks kones kvindekamp

Faren er, at hvis islamisterne kan sætte sig på ikke blot parlamentet, men også på den udøvende og den dømmende magt, kan det gå yderligere tilbage med kvinders rettigheder.

Suzanne Mubarak, den afsatte førstedame, pressede på for lovgivning, der ville udvide kvinders rettigheder, herunder hustruers ret til at søge skilsmisse og et kvotesystem, der favoriserede kvindelige politiske kandidater. Sidstnævnte er allerede taget af bordet, mens førstnævnte møder hård modstand.

Foruroligende nye lovtiltag, der for øjeblikket behandles i parlamentet, omfatter en nedsættelse af pigers giftealder til 14 år, mens et andet forslag pr. automatik vil tildelte forældremyndigheden til børn over otte, til fraskilte fædre.

Alle disse tendenser løber sammen i en oplevelse af en revolution, hvis idealer er forrådt.

Asmaa Mahfouz, er en 26-årig aktivist, der en overgang blev udnævnt til ’lederen’ af Det Arabiske Forårs-oprør i Egypten, fordi hun uploadede en video i februar 2011, der opfordrede mænd til at slutte sig til hende og hendes protesterende søstre.

Fortællingen om Asmaa og tusinder som hende beviser, at de egyptiske kvinder måske nok anses for at være egnede til at inspirere og mobilisere, men ikke til selv at markere sig som beslutningstagere i den politiske proces.

Nabila Ramdani er algerisk freelancekorrespondent

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her dur købmandsregning ikke, men gad vide hvor meget bedre kvinderne havde det under Mubaraks regime? Vil de protesterende fra Tahrir-pladsen mon forsætte kampen mod de religiøse indskrænkninger? Er der mon udarbejdet forslag til en sekulær forfatning som de protesterende fra Tahrir-pladsen kan bakke op om? Er der overhovedet en politisk gren af protestbevægelsen fra Tahrir-pladsen?

Jeg føler mig ikke tilstrækkeligt informeret af min daglige Information. Findes der mon blandt læserne nogle informanter med viden om protestbevægelsen fra Tahrir-pladsen?

Carsten Hansen

Tjah;

Ikke en udvikling der undrer.

Vejen til ægte demokrati er lang.

Og kvinderne, som vel udgør omkring halvdelen af vælgerne ; Vælger de frivilligt en forringelse af deres liv ?
Eller er det reelt et fedt for de fleste kvinder, om det er den ene eller anden der sidder på magten ?.

Mon ikke kun det er de veluddannede/bevidste kvinder der kommer til at mærke en forværring !

Carsten Hansen

Men bortset fra det.

Held og lykke med jeres kamp for demokrati.

Kampen er vundet ved at en diktator falder; Det hele afhænger af hvad efterfølgerne har at byde på.

Hvor er det frygteligt at kvinderne er taberne her og at de (i 2012!) stadig behandler kvinderne som andenrangsborgere. Der ville slet ikke være et samfund uden dem.

Peter Günther

ja, kvinderne blev (lidt naivt) bedraget af mandlige oprørere, og får sikkert nu endnu mindre at skulle have sagt.

Oprør kommer ALDRIG gratis (heller ikke i 2012) - og forøvrigt, der er jo en verdensomspændende højre-bølge(som ikke sætter kvinders rettigheder særligt højt), som hvis vi ikke er bare lidt vågne også kan ramme danske kyster....

Marianne Mandoe

Så længe mysogynistiske religioner har noget som helst at skulle have sagt i verden vil ting som dette forekomme.

De egyptiske kvinder har så oveni lært en vigtig lære.
Nemlig at det er fuldstændigt ligegyldigt hvad en politiker på valg lover... de vil alligevel gøre det de er opdraget til at gøre når de først ER valgt.

Problemet er så bare om de egyptiske kvinder får lov til at gøre brug af deres dyrtkøbte erfaringer de næste mange mange år.

Egon Maltzon

At der sad x antal kvinder i Mubaraks Micky Mouse parlament er ikke bevis på noget som helst.

Problemet lige nu kan meget vel være at Det Muslimske Broderskab og hæren deler i porten.
De langskægede får parlamentet og hæren får præsidentposten.

Tidligere var det kampen mod Det Muslimske Broderskab som sikrede Mubarak støtte fra vesten.

Problemet ligger i deres voldsomme uenighed i forhold til udenrigspolitikken (læs Israel (og eventuelt Iran, men de er jo shiiter)).

Hvis der kan findes en model som både tilfredsstiller USA og den arabiske gade, så tror jeg løbet er kørt for de egyptiske kvinder.

odd bjertnes

Andre medier beskriver optøjerne efter Mubarak-dommen som domineret af protester imod den, og krav om at 'de rigtige' bliver gjort ansvarlige istedet for denne symbol-dom. Dem der gav ordren til ikke at nøjes med at skyde efter ben på Tahrir-pladsen er ikke engang anholdt endnu,- siges det.

De fleste mellemøstlige befolkning skal går igennem samme process som iranerne er i gang med. Nemlig, at man skal holde religion og politik adskilt.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror man undervurderer, hvilken rolle og betydning kvinden har i sådan et samfund. Artiklen, får vi at vide, skrives af en algerisk freelancekorrespondent ved navn Nabila Ramdani. Hun er dog født i Paris og har studeret i London, kan man slå op i Google. Men kvinden på billedet må vi gå ud fra er ægte egyptisk. Hun har da haft råd til en tablet, den er ikke helt billig i Egypten, skulle jeg mene. Man kan forstå, at oprør ikke er af det gode, for under Mubarak var der orden for de velstående, og man kunne læse til jura og have dyre it-vaner. Nu videofilmer de velstående næppe så meget nede i slumkvartererne, men sagen er nok, at det for skibenten ikke kan gå hurtigt nok med at komme til ligne vestlig livsstil og USA med de letpåklædte amerikanske popstjerner som Rihanna og Beyoncé som forbillede.

Kvinderne har helt sikker stor indflydelse og betydning i Egypten, men de har nok det, man i Vesten vil kalde "soft power".

Nic Pedersen

Har lige set "En kongelig affære".

Dette her minder mig om Struense på skafottet, da pøbelen jublede over hans forestående halshugning!

De pæne oplyste folk m/k fra Tahrir-pladsen nærmer sig vist samme situation.

Viggo Okholm

Lad os lige feje for egen dør,har kvinderne stadig lige så mange repræsentanter i magtorganerne her i landet som mænd? Der er vist stadig langt igen. Men der hvor den er gal er hvis undertrykkelsen i det skjulte fortsætter,altså tvungen tildækning,undertrykt seksualitet, ved vi om det er sådan? ligestilling i uddannelsen? eller har kvinder generelt et ønske om at stå i anden række og bestemme indenfor hjemmets fire vægge? Magten har mange aspekter,men forhåbentlig udvikler d livsbetingelserne til det bedre over tid,men Ægypten bør så ikke svigtes af os. De har en kultur og historie som vi ikke kan hamle op med,hvis vi skruer tiden et par tusind år tilbage.

Georg Christensen

En fuldstændig forfejlet fremstilling, af det nye Ægypten, en fremstilling, som skabes i vesten, for at provokere Ægypterne. En fremstilling, som jeg, som vesterlænding ønsker at tage afstand til.

Georg Christensen

For bare, at dreje det hele lidt på spidsen, kunne udtalelsen også have været (nazzisternes kvinder, havde det bedre under "hitler", som nu.