Nyhed
Læsetid: 2 min.

Forskere før Rio: Vi er på vej mod globalt ’tipping point’

Menneskets pres på den samlede klode har nået et sådant omfang, at der inden for nogle årtier er fare for at vælte den globale økologiske balance, siger forskerhold før FN’s topmøde i Rio
Menneskets pres på den samlede klode har nået et sådant omfang, at der inden for nogle årtier er fare for at vælte den globale økologiske balance, siger forskerhold før FN’s topmøde i Rio
Udland
12. juni 2012

Man ved, at lokale økosystemer under påvirkning af ydre kræfter kan overskride kritiske ’tipping points’ og pludseligt skifte til en ny og ukendt tilstand.

Nu peger et internationalt forskerhold på, at den samlede globale biosfære er under et sådant pres fra mennesket, at et verdensomspændende tipping point kan vente i de nuværende generationers levetid.

»Med alle de former for pres, vi udsætter verden for, så tror jeg, at vi – hvis ikke vi ændrer adfærd – taler om et tidsrum på et århundred eller blot nogle få årtier, før et tipping point dukker op,« siger lederen af forskerholdet, biologen Anthony Barnosky, University of California i Berkeley, i et interview.

Forskerholdets analyse offentliggøres i det nye nummer af det videnskabelige tidsskrift Nature, op til FN’s Rio+20-topmøde om miljø og udvikling i næste uge. 22 forskere fra fem lande står bag det omfattende arbejde, der sammenligner årsagerne til tidligere globale faseskift for titusinder og millioner år siden med de påvirkninger, kloden i dag er udsat for.

Mere dramatisk end en istid

I dag er 43 pct. af klodens isfri landarealer under menneskelig dominans i form af bebyggelse, landbrug, infrastruktur m.m. Fortsætter denne vækst i påvirkning af planetens biosfære vil 50 pct. blive nået omkring 2025. Fra lokale økosystemer er erfaringen, at de ’tipper’ og ryger permanent ud af den kendte ligevægt ved påvirkninger på 50-90 pct. af arealet – og typisk tættere ved de 50 pct. end 90 pct., påpeger Anthony Barnosky.

Foruden de 43 pct. af det globale landareal under intens påvirkning er et lige så stort areal under mildere påvirkning. En tredjedel af alt tilgængeligt ferskvand bruges i dag af mennesket. 20 pct. af hele den biologiske produktion af liv på landjorden inddrages hvert år til menneskets forbrug, fremgår det af analysen.

»Det, der foregår i dag, er meget mere dramatisk og meget mere intenst, end de ændringer landskabet undergik under de store istider,« siger Barnosky til avisen Christian Science Monitor.

Påvirkningerne »overstiger langt – i både hastighed og omfang – de kendte kræfter under det seneste globale tilstandsskift, overgangen fra istid til mellemistid,« hedder det i Nature-artiklen.

Forfærdede klimaforskere

Skulle et globalt tipping point blive nået, kan massiv issmeltning, ændrede vejrmønstre og andre dramatiske forandringer få voldsom indflydelse på bl.a. den globale evne til at producere landbrugsafgrøder til fødevareforsyning af den voksende befolkning.

»Data peger på, at den biologiske mangfoldighed vil skrumpe, og at der vil ske alvorlige påvirkninger af meget af det, vi er afhængige af for at opretholde vor livskvalitet – herunder f.eks. fiskeri, landbrug, skovbrug og rent vand. Dette kan ske i løbet af blot nogle få generationer,« siger Barnosky.

Hans biologkollega, professor Arne Mooers fra det canadiske Simon Fraser University, siger om de klimaændringer, der truer:

»Mine kolleger, der studerer klimabetingede forandringer gennem Jordens historie, er mere end godt bekymrede. Nogle af dem er faktisk forfærdede.«

»For at sige det kort: Mennesket har intet afgørende foretaget sig for at afværge det værste, fordi de sociale strukturer, der skal til for at gøre noget, bare ikke er til stede,« siger Arne Mooers.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Trust in capitalism...

John Fredsted

Hold da kæft, hvor er jeg glad for, at jeg ikke har sat børn i verden.

Peter Jensen

"»For at sige det kort: Mennesket har intet afgørende foretaget sig for at afværge det værste, fordi de sociale strukturer, der skal til for at gøre noget, bare ikke er til stede,« siger Arne Mooers."

Disse sociale strukturer (stærke fællesskaber, sammenhæng mellem civilsamfund og stat) er jo igennem årtier blevet nedbrudt af markedets og kapitalens segregerende kræfter - hvorfor fundamentale ændringer i ejerskabsforholdene til produktionen og de samfundsskabte værdier er nødvendige. Ligeså nødvendige som udviklingen af de nære direkte og deltagende demokratier, som er afgørende for at civilsamfundene transformerer fra lemmingeagtige forbrugere til ressource- og samfundsbevidste borgere i bæredygtige livsverdener.

Peter, i min respekt for naturens indbyggede fornuft undersøgte jeg engang mekanismen bag lemmingeadfærden og ikke engang dér kan naturen matche menneskenes dåreskab...

multikultur sikre balance - det er naturens fornuft.

monokultur sikre de få profit - det er kapitalismens logik.

Geoøkologiske balancepunkter er bioglogiens svar på DREAM.

Vi er en del af jorden
Høvding Seattle

Hver dal af denne jord er hellig for mit folk. Hver skinnende grannål, hver sandet strand, hvert tågeslør i den dunkle skov, hver lysning og hvert summende insekt forbliver hellig i mit folks minder og tanker. Saften, der stiger op i træerne, bærer den røde mands erindring. (Uddrag)

Aha, vil nogen straks sige, Det er jo et falsum.

Nej, det er det ikke - det er smukt.

Philip C Stone

Det Bliver Værre Meget Hurtigt

1.Kina

I går havde The Guardian en artikel med følgende overskrift:

Climate change rate could be faster than thought, study suggests

Data indicate China's carbon emissions could be 20% higher, prompting fears Earth is warming at a much faster rate

Et problem er at oplysningerne om det kinesiske energiforbrug er usikre, og at afvigelsen i de to omtalte datasæt er markant:

The team of scientists from China, Britain and the US, led by Dabo Guan of the University of Leeds, studied two sets of energy data from China's National Bureau of Statistics. One set presented energy use for the nation, the other for its provinces.

They compiled the carbon dioxide emission inventories for China and its 30 provinces for the period 1997-2010 and found a big difference between the two datasets.

"The paper identifies a 1.4-billion tonne emission gap (in 2010) between the two datasets. This implies greater uncertainties than ever in Chinese energy statistics," said Guan, a senior lecturer at the School of Earth and Environment at Leeds University.

That is slightly more than the annual emissions of Japan, one of the world's top-five greenhouse gas polluters.

Et andet problem er de faktorer i den kinesiske udviklingsmodel og administrative struktur der medvirker eller ligefrem opfordrer til statiske underdrivelser:

Yang Fuqiang, a former Chinese energy official and senior adviser for the natural resources defense council in Beijing, said provinces routinely underestimate both their carbon emissions and their energy utilisation rates.

"I would say the biggest concern about the accuracy and reliability of (China's emissions) data is coal – and that comes from too many small coal mines supplying small enterprises and industrial plants. They have no monitoring systems and generally speaking, they are also avoiding tax," he said.

With provinces now under pressure to meet targets, they are now likely to underestimate emissions, he added.

Philip C Stone

Det Bliver Værre Meget Hurtigt

2. Solen og El Niño

I en årrække har klimaet været påvirket af lav solaktivitet, og i den seneste tid af en afkølende La Niña. Nu er solaktiviteten stigende og La Niña ser ud til at blive erstattet af El Niño. Sammen med CO2 udledningernes opvarmende effekt, risikerer vi at de vil gøre 2013 til klodens hidtil varmeste.

An El Niño in the second half of 2012 would make it quite likely that 2013 would be the hottest year on record. NASA had a long discussion of this very point in a January analysis, “Global Temperature in 2011, Trends, and Prospects.”

NASA explains that the apparent recent slowdown in global surface temperature rise is likely to prove “illusory”:

The cool La Niña phase of the cyclically variable Southern Oscillation of tropical temperatures has been dominant in the past three years, and the deepest solar minimum in the period of satellite data occurred over the past half dozen years. We conclude that the slowdown of warming is likely to prove illusory, with more rapid warming appearing over the next few years.
http://thinkprogress.org/climate/2012/06/07/496006/noaa-says-50-chance-e...

The missing link:
http://www.guardian.co.uk/environment/2012/jun/11/climate-change-china-c...

Philip C Stone

Det Bliver Værre Meget Hurtigt

3. USA

USA har set sit varmeste forår og sin varmeste periode på 12 måneder.

Here's Reuters:

So far, 2012 has been the warmest year the United States has ever seen, with the warmest spring and the second-warmest May since record-keeping began in 1895 ... Temperatures for the past 12 months and the year-to-date have been the warmest on record for the contiguous United States, NOAA said.
http://www.treehugger.com/climate-change/thus-far-2012-hottest-ever-reco...

Nogle andre kilder:
https://www.commondreams.org/headline/2012/06/08-4
http://thinkprogress.org/climate/2012/06/08/496265/four-major-us-heat-re...
http://www.climatewatch.noaa.gov/video/2012/may-oh-my-unusual-heat-for-t...

Lise Lotte Rahbek

Og kapitalismen vil forsøge at udtænke måder, hvorpå den kan tjene penge på klodens kollaps... eller den er helt sikkert allerede igang.

Det er godt nok deprimerende.

Problemet med tipping point teorierne er, at der er alt for nemme at skyde ned, og dermed afsporer klimadebatten. Ligevægte, hvis de overhoved eksisterer, og feed back i naturen er komplekse størrelser, som ikke er særlig godt forstået når det kommer til globale forhold. Hvordan påvirker det f.eks. klimaet at tundraen springer i skov?
Hvis man holder sig det målelige, at CO2 niveauet i atmosfæren nu er 400 ppm, det højeste i 800.000 år, hele mennesket historie, så har man et meget enklere budskab, som oven i købet er skudsikkert.

Søren Lom, et konkret 'Tipping Point' er at der er ca. 1 mia. mennesker, der er underernærede og jævnligt går sultne i seng. Tipping Points behøver ikke være globale. At bierne i USA forsvinder på grund af deres brug af systemiske pesticider er et lokalt TP, som USA sagtens kan kompensere ved at købe landbrugsprodukter andre steder i verden typisk i fattige områder hvor jorden er billig...

...diskussionen af TP's er vigtige.

Niels-Simon Larsen

Forsigtige forskere taler om ganske få årtier, andre siger år 2017 som det punkt, hvor døren til fremtiden lukkes for evigt, hvis vi ikke får taget effektive skridt til at stoppe temperaturstigningen.
Går det som det plejer, bliver vi overrumplet af virkeligheden.

»For at sige det kort: Mennesket har intet afgørende foretaget sig for at afværge det værste, fordi de sociale strukturer, der skal til for at gøre noget, bare ikke er til stede,« siger Arne Mooers.

’sociale strukturer’ må vel både handle om, hvad man som enkeltindivid kan gøre og hvad man gør som gruppe.

Philip C Stone

Rettelse til min kommentar 9:42.

Ikke statiske underdrivelser men statistiske.

Niels-Simon Larsen

Når verden kører mod sin udslettelse, kan jeg ikke se, at nogen som helst af de religioner og ideologier, vi har, er til noget som helst.
Der sker ikke den selvransagelse, der skal til for at ændre kurs. Vi holder fast ved vores børnelærdomme, lige meget hvor galt det går.

Maya Nielsen

mennesket er det eneste dyr der graver sine børns grav med ubekymrethed og dog vidt åbne øjne samtidigt, og samtidigt påstår at være den klogeste....

Ja vi har for første gang målt 400ppm CO2 i atmosfæren.

Det var hyggeligt så længe det varede men hvordan forbereder man sig på et globalt nedbrud af verdens samfundet og sikkert global krig om ressourcer tilfølge...?

Maya Nielsen

allerede omkring 1995 begyndte nogle af mine drømme at handle om ekstremt store isbrydere ved arktis og ved antaktis uden anden handling end at blive vist denne handling i pespektiv fra mellem månen og jorden.....og langt senere om den nye Noa....Har også fløjet rundt i fremtids scenarie i hellikopter langs vestkysten Danmark, hvor kun toppen af husene e over havet...(lidt som i Holland for mange år siden, hvor folk redede sig op på tagene...

gad vide om mange andre har drømme nu, som ku have profetisk karakter ?

Anders Øbro Ravn

400 ppm og lav villighed globalt set til at tro på forskernes 'best guess' .... se blot de foregående dages debat på en avis i San Francisco

http://www.sfgate.com/cgi-bin/article/comments/view?f=/c/a/2012/06/06/BA...

USA den absolut mest vigtige part i forhold til et muligt paradigmeskifte. Verdens reservevaluta, stærkeste økonomi & militærmagt.

Rio +20 kommer efter min vurdering ikke til at gøre forskel, især pga. handlingslammelse i USA op til præsidentvalget mellem ´fornægterne´og langt hovedparten af naturvidenskabstilhængerne.

Når Obama vinder til November kan der muligvis ske en ændring, men 'fornægterne' her og derovre har demonteret debatten til sådan grad et der i væsentlighed intet sker før at et eller flere tipping points er evidente for alle mennesker. Lad os håbe det ikke går så galt men skeptisismen i forhold til naturvidenskabelige risiko vurderinger og forsigtighedsprincipper er udbredt i en sådan grad at det sandsynligvis afventer stærkere intersubjektive beviser.

....og så har jeg slet ikke nævnt alle dem der er blæsende ligeglade med noget der ligger udover deres egen levetid eller som kæmper en daglig kamp for det næste måltid.

Det allermest deprimerende er, at hvis der bliver en verden bagefter, hvor mennesket kan overleve, dog i meget lavere antal og med et hårdere liv, så vil det være de rige svin, som ødelagde jorden, og deres børn, som vil være de overlevende.

Mads Kjærgård

Så længe 5 % af jordens befolkning mener at de har ret til at eje 95 % af jordens værdier, så er det vel rimeligt klart vi ikke kan skaffe den vækst der skal til, hvis det i alt fremtid skal være fordelingsnøglen!

Niels-Holger Nielsen

Hvis man allerede nu kan tale om et tipping point, som er overskredet, så er det den kendsgerning, at vi for længst burde have reageret demokratisk og målrettet mod klimakatastrofen. Hvorfor findes der ikke et autoriseret svar på dette spørgsmål, et spørgsmål, som gud og hvermand snart har stillet sig selv mere end en gang? Findes der noget, som man med føje kunne kalde en fælles interesse? Hvad forhindrer så, at den slår igennem? I bekræftende fald. Verden er så langt fra lighed og retfærdighed, som den næsten kan komme. Er der noget at sige til, at vi ikke kan finde sammen om at redde vores civilisation? Er lighed et problem, eller er det en del af løsningen?

John Fredsted

@Dennis Berg: "Det allermest deprimerende er, at hvis der bliver en verden bagefter, hvor mennesket kan overleve, dog i meget lavere antal og med et hårdere liv, så vil det være de rige svin, som ødelagde jorden, og deres børn, som vil være de overlevende."

Jeg har det lige omvendt. Det er et af de få steder, hvor jeg synes, at det spil, der går under navnet Livet, er retfærdigt: De mest aggressive individer, hvilket som tommelfingerregel er at finde hos de rige, vil jeg mene, er netop dem, der kommer til at leve på en arret planet, en 'anden planet', som James Hansen kalder den. Jeg gad ikke leve på en sådan planet. De eneste, jeg har ondt af, er de børn, som disse mennesker selv sætter i verden.

Niels-Simon Larsen

En fælles interesse?
Interessant emne. Set i det store overblik bestod vi ikke eksamen i overlevelse. Vi evnede ikke at skabe en livsform her på Jorden, hvor vi kunne leve i nogenlunde fred og udvikling. Vi blev aldrig træt af at bekrige hinanden. Måske er der indbygget et princip i selve livsprojektet, at der skal være krig på kniven, ellers falder det sammen (ingen udvikling uden massemord). Noget kunne tyde på det. At både Buddha, Jesus og kommunismen har anvist en anden vej, har ikke rykket ved praksis. Nu står vi så der, hvor det hele snører sig sammen: Vi vil leve, men forhindrer samtidig os selv i at gøre det. Vi har ikke opfundet det skadesløse liv.
Vi står ved enden og kan undre os over begyndelsen, for hvornår var det, at aggressiviteten kom ind, og hvorfor kom den ind? Big Bang var en aggressiv udladning. Selvom universet eksisterer videre uden liv på Jorden er historien alligevel slut for vores vedkommende. I længden kunne vi ikke forvandle denne aggressivitet, afbalancere den og skabe udvikling ud af den. Der kom altid krig ud af det.
Jeg ved ikke, om vi har en chance. Det ligger sikkert i generne, at vi tror det, og det er selvfølgelig positivt, men der mangler bare fortsættelsen: Den heldige gennemførelse.

John Fredsted

@Niels-Simon: Vores situation er i mine øjne et oplagt bevis for, at den kristne Gud (som jeg jo altså ikke tror på), ikke kan være både almægtig og alkærlig, som vistnok er den udlægning, mange kristne løber rundt med. For hvis han (eller hvad, vi nu skal kalde det) er almægtig, så må han i mine øjne besidde mindst lige så mange sadistiske- som kærlige træk, verdens elendighed taget i betragtning. Og hvis han er alkærlig, så må han være håbløs inkompetent, selvsamme elendighed taget i betragtning.

Jeg anser efterhånden livet for at handle altovervejende om én ting: gennem kamp at skabe sig plads, hvad enten det er materielt, socialt, økonomisk, eller hvad ved jeg. Jeg ser det overalt, både blandt mine artsfæller (hvilket er én af flere årsager til, at jeg lever et meget tilbagetrukket liv, for jeg orker ikke deltage), og mellem dyrene.

I lyset af det, så er jeg i dag kommet til den opfattelse, at mange af de mennesker, der er 'lykkedes' mest, ofte er de mennesker, der har været mest succesfulde i at skabe sig plads, altså, har været mest aggressive. Hvorfor beundres denne succes i så fald, spørger jeg mig selv retorisk. Eller måske rettere: kan det undre, at vi er ved at køre planeten i smadder, når aggression grundlæggende beundres?

Niels-Simon Larsen

@John: Det er mærkeligt, at vi har givet de religiøse lov til at okkupere debatten med deres teodicé-problem, når det egentlige problem er, hvad vi stiller op med aggression. Man kan ikke både være god og overleve. Nu er vi kommet så langt ud, at vi heller ikke kan overleve. Aggression bliver til selvdestruktion. I religiøs forståelse begår Gud selvmord sammen med mennesket, men det kan jo være os det samme. Vi står over for en trussel og har ingen arbejdsmetoder mod den. Det er for mig det centrale. Desværre er vi for få, der indrømmer, at der er en konflikt, og resten fatter ikke en brik.
Jeg ser ingen andre løsninger end den urgamle – selv at undgå at handle aggressivt. Hele vores historie handler om den konflikt.

Steen Ole Rasmussen

De professionelle skribenter falder alt overvejende på de økonomiske problemer.

Der er grundlæggende ikke grænser for, hvor meget man kan fokusere på de økonomiske problemer, på mulighederne for at vækste sig ud af arbejdsløsheden, på mulighederne for overnationale mere eller mindre demokratiske instrumenter, der skal gøre det muligt for unionen at humpe videre i sit asociale og økologisk ekstremt destruktive forløb.

De problemer og paradokser der ligger i den måde, som man udfolder sig på og beskriver sig på i den stort anlagte herskende orden, de er næsten ikke til at få øje på, så tæt står de over alt. Helheden forsvinder i detaljen.

Eks:
Man har kastet billioner af gode kroner efter markedet, for at redde det, for øvrigt stik imod sin ideologi, der siger,
- at konkurrencen,
- at socialdarwinismen,
- at kampen om at overleve på markedets betingelser,
er selve garantien for udviklingen mod hvad? (alt for meget af det samme, social skævhed og økologisk selvdestruktion!)

Og man begår tilmed vold mod sin egen overbevisning med sin tilbedelse af markedsfundamentalismen. Man nægter fx at kalde kampen for overlevelse i økonomisk social forstand for det den er; socialdarwinisme. Men det ér socialdarwinismen, der er det ideologiske indhold i markedsideologien, markedsfundamentalismen, liberalismen, kapitalismen, frimarkedslogikken, forestillingen om hvad det drejer sig om i økonomisk social forstand i de ledende kredse inden for medier og politik.

Man hævder, at man ikke er socialdarwinister, fordi det ikke passer ind i den heroiske selvbeskrivelse, i fortællingen om de frie borgere, der blot vil alle det bedste. Fortællingen om, at den stærkestes sejer på markedets betingelser er befordrende for alle andres ve og vel, den bliver brugt hele tiden og stik imod fakta, af dem der har størst fordel af de gældende socialdarwinistiske tilstande.

Både på og mellem linierne står det klart, at det er markedets udgave af socialdarwinismen, der er ideologien, og det gælder hele vejen ude fra SF hen over midten og ud på den yderste højrefløj.

De kommercielle medier og de politisk styrede public-service medier lever af at servicere de markedsfundamentalistiske kræfter, samtidigt med at man er dømt til at tilbede dem, som man virker under, dvs. markedet (mennesket har altid haft en tilbøjelighed til at idealisere og tilbede overmagten, her de økonomisk højtflyvende, og her de vilkår, som nåde medierne lever på).

Ingen har råd til at stille spørgsmålstegn ved markedet. Man kan til nødt pille lidt ved de mest ortodokse udgaver af den økonomiske teoridannelse, dreammodellerne. Men markedsfundamentalismen, finansverdenen, markedet får lov at stå. Troen på markedsværdierne står uanfægtet som vor tids religionserstatning, troen på at du kan måde dit værd på arbejdsmarkedet eller på dine besiddelser, samt dit værd for resten af samfundet her.

Ingen har råd til at indrømme, hvad det er udtryk for, når man kaster alle de offentlige midler efter markedet, for at holde markedet oppe. Det, at der ikke er grænser for, hvor mange penge centralbankerne, staterne og centralkomiteen i det markedsfundamentalistiske bureaukrati vil kaste efter markedet, for at redde det, selv om det netop er udtryk for at man på den måde sætter det frie marked ud af kraft, ja det vidner op den mangel på adækvat selvforståelse, blindhed over for paradokset, som de lede ledere i medier og virksomheder, djøfferne, politikerne, spinmestrene, økonomerne, centralbankdirektørerne, hele rosset inden for den herskende orden er i stand til at præstere, hver gang man skriger på at staten, lønarbejderne, naturen, centralbankerne, skal komme markedet til hjælp, dvs. de succesfulde, hvis succes identificeres med alle andres, principielt betinget af at markedsaktørerne tvinges til at orientere sig rationelt, i overensstemmelse med markedets lov, der tvinger taberne til bære sine egne tab.

Således er alle de såkaldte liberale kræfter på offentlig hjælp. Bønderne, de ideologisk mest liberale af alle, finanssektoren, resten af erhvervslivet der indirekte via finanssektoren kan hente lige så mange penge direkte fra centralbanken, bare der er inflationsværdier at belåne i markedet, dvs. realkapital.

Der er ganske få vindere i den kamp, som har efterladt en sump af tabere efter sig. Men disse ekstremt storforbrugende og storsvinende nationer og private aktører forlanger at andre nationer kaster resten af de offentligt ejede, naturligt give og forbrugerejede goder ud på markedet, så de kan samles op for en slik af de succesfulde. Der er ikke grænser for hvor mange midler man vil ofre for at holde markedet oppe. Der er ikke grænser for, hvor meget natur man vil ødelægge, hvor meget man vil tage imod fra det offentlige, stjæle fra forbrugerne for at redde markedet. Markedet kan slet ikke gå selv, uden hjælp. At beskrive dette marked som løsningen på problemerne, det kan kun lade sig gøre, takket være den fuldstændigt ideologisk betingede forblindelse, dvs. den blinde tilbedelse af markedet. Således har de ideologisk forblindede og markedsfundamentalister ofret staten, for at holde røven oppe på sig selv. De er problemet. Ikke løsningen.

Det er indlysende, at ingen af de siddende magthavere, ingen af de professionelle iagttagere her på dagbladet vil eller kan kalde ondet ved rette navn.

Klimakrise, miljøproblemer, social ulighed osv. figurerer langt langt efter det, som man sigter på, nemlig økonomisk vækst og forbrug hos de i forvejen få økonomisk højtflyvende.
Man lever på og af at fortælle tilhængerne af de socialdarwinistiske mekanismer, at deres stinkende adfærd er vejen frem for det moderne samfund.
Man lever af at fortælle bl.a. os danskere - hvis borgere er de fjerde mest fortærende af jordens begrænsede livsbetingelser, dvs. dem med det fjerde største fodaftryk i form af forbrug af ressourcer og i form af forurening - at et øget forbrug, et større incitament til at producere og forbruge hos de i forvejen mest forbrugende er forudsætningen for løsningen af alle sociale og økologiske problemer.

Det er så løgnagtigt og svinsk i mental forstand, så det kun kan undre, at der ikke er flere der farer direkte i flæsket på de demagoger og kroniske løgnhalse, der bliver betalt for at fylde den lille modstandsavis med propaganda!

Jeg forstår ikke hvorfor man ikke går mere direkte imod propagandaen for den monetaristiske og ekstremt asociale og økologisk destruktive europæiske konstruktion!

Hvorfor giver man ikke djøfferne, de professionelle italesætter den gang lort, som de fortjener!

Hvordan kan man blive ved med at lægge alle de pæne bemærkninger ind under den gang poleret svineri, der bliver serveret!

JSN skriver vældigt pænt og rigtigt. Men problemet er den herskende orden. Hvis man ikke går i flæsket på de højtflyvende, og kalder EU for problemet, sammen med resten af den økonomiske og politiske orden, ja så må man sige det som det er, at hans beskrivelser er fromme og verdensfjerne. Konflikt skal der til. Det grimme må beskrives grimt. Og så er det ren konfrontation her efter.

Steen:
Jeg sætter pris på dine indlæg, og vil hade at se dig forsvinde igen, som sidste gang du blev smidt af Information. Pas nu på med hvor slemt du sviner dem til :)

John Fredsted

@Niels-Simon: "Jeg ser ingen andre løsninger end den urgamle – selv at undgå at handle aggressivt."

Jeg er fuldkommen enig. Personligt skelner jeg dog mellem to typer af aggression: førstehånds- og andenhåndsaggression. Førstehåndsaggression er aggression begået uden at være udsat for nogen ydre/eksterne trusler. Andenhåndsaggression er en aggression som resultat af at være udsat for førstehåndsaggression. Jeg forsøger personligt at undgå førstnævnte, men viger ikke længere kategorisk tilbage fra andennævnte. Det orker jeg ikke mere.

I mine øjne er den primære oprindelse til førstehåndsaggression, der ifølge min definition må være af indre/intern oprindelse, af ren psykologisk natur: ønsket om, naturligvis forgæves, men det fatter de færreste tilsyneladende, at uddrive enhver psykisk ubehagelig tilstand fra midten af sin eksistens.

Når dem, der allerede har langt mere, end de fysiologisk behøver, tilsyneladende har behov for at erhverve sig endnu mere, så kan det i mine øjne kun handle om en form for (eksistentiel) angst. Jeg må tilstå, at jeg ser ned på disse mennesker, ikke fordi de nærer eksistentiel angst, for det gør jeg i mindst samme udstrækning, men fordi de i mine øjne påfører deres omgivelser smerte ved ikke at ville påtage sig deres del af den psykologiske byrde ved det at være et menneske.

Det er i mine øjne denne eksternalisering af smerte, der titter frem i passagen "For hvad er det, der driver væksten? Egentlig foregår det helt nede på individniveau: Man ønsker at forbedre situationen for sig selv og sine børn og at få det bedre, end ens forældre havde det. Den kraft er der konstant. Jeg kan ikke rigtig se det ønskelige i at frasige sig at få det bedre, hvis muligt. Det kan godt være, at ønsket om at få det bedre giver sig udslag i et større materielt forbrug på bekostning af miljøet, men den drivkraft er der, og den er vældig vanskelig at styre" i den sørgelige artikel Vismand: Ingen systemkrise, men et bump der snart er ovre.

John Fredsted

Rettelse: Førstehåndsaggression er aggression begået uden at have været udsat for nogen forudgående ydre/eksterne trusler.

Stella Aldebaran

Sikke et sortsyn. Selvom der er al mulig grund til bekymring, så synes jeg nu ikke, det endnu er tid at smide håndklædet i ringen. Og 10 dele sortsyn uden i hvert fald 1 del håb, er for mig at se heller ikke den rigtige tilgang, ej heller måden at vinde folk over på.

@John Fredsted:
Jeg genkender mig selv i din melankoli. Og jeg synes nu det er ganske trist, at sådan en som dig ikke har sat børn i verden. Noget kunne tyde på, at du besidder det karaktertræk, der inden for nyere psykologi kaldes ”særligt sensitiv”.

Ift. den igangværende diskussion om aggresivitet//næstekærlighed, så er det måske også et interessant begreb. Det viser sig, at omtrent 20 % af individerne inden for alle højerestånde pattedyr-arter, besidder et sådant sensitivt nervesystem, hvilket helt konkret giver sig udslag i, at disse individer er mindst ligeså tilbageholdende som de er frembrusende. I krisetider er det disse individer, der sikrer artens overlevelse. Desværre er tilbageholdenhed jo ikke en egenskab som vores vestlige kultur efterspørger, og resultatet er, at de særligt sensitive rubriceres som ”generte” og ”socialt hæmmede”, med lav selvtillid til følge. Opdrages et sådant barn imidlertid af de rigtige, forstående forældre, er der stor sandsynlighed for, at individet bliver et af samfundets vigtigste rådgivere og med sin ”forsigtighed” og forudseenhed vil være i stand til at føre samfundets udvikling i den rigtige retning. Karaktertrækket er arveligt.
-----
Ingen tvivl om, at vi har lagt grunden til økologiske katastrofer af dimensioner, og mere end nogensinde før er der behov for materiel tilbageholdenhed og åndelig progression. Men livet vil trods alt sig selv. Har en asfalteret parkeringsplads ligget øde hen i tilstrækkeligt mange år, så bryder der træer og blomster op gennem asfalten og inden længe ligner det igen et vildt krat. Det grønne kan forsvinde en overgang, men det kan også genvinde territoriet, og det glemmer jeg tit i mine melankolske øjeblikke.
----
Som individ har jeg ikke meget at skulle have sagt ift. Rio-mødet. Men mit personlige indslag er, at jeg ved den ene ting: som 21-årigt ungt menneske, er der kun én ting, jeg virkelig prioriterer og som fylder min bevidsthed alle døgnets timer: naturens bevarelse og løsningen på vores nuværende økologiske kattepine.

Ja, politikere, bankmænd, medmennesker, jeg er for så vidt lige glad med, om jeg nogensinde får et job. Jeg skal aldrig have bil, i modsætning til mine forældre. Jeg vil den materielle regression.

Akkurat ligesom alle mine andre medskabninger har jeg kun brug for tre helt basale ting: ren luft at indånde, et varm sted at sove og mad og vand i maven.

Er det 5 % af befolkningen, der er beskæftiget med fødevareproduktionen? Well, så er den jo ikke så meget længere, det burde være så simpelt, og jeg forstår ikke andet. Evig økonomisk vækst ellers går det hele galt? Hvorfor?

@Peter Jensen fremhæver vigtigheden af ”det nære” ift løsningen af den økologiske problemstilling, og jeg kan kun være enig. I sidste ende er der utroligt meget at hente, hvis vi igen vælger at blive forankrede i lokalområdet og er på vagt på dettes vegne. Råb jagt i gevær, når de igen pløjer et krat ned for at anlægge store, grimme asfalterede fodboldbaner i dit lokalområde, sådan som de gør her i mit. Det grønne forsvinder gradvist men sikkert (og ubemærket?) hele tiden, fra regnskoven ja, men også i din baghave. Og det er ikke til at bære, og derfor kan man se københavnerne gå på barrikaderne for et gammelt, fældningstruet kastanjetræ.. !
----
Hele klodens befolkning kan stå på Bornholm. Ifølge artiklen bruger vi 43 % af klodens landarealer. Et stort misforhold, gør noget ved det. Dermed ikke sagt, at et kulturlandskab nødvendigvis strider imod naturen interesse. Langhornskvæg på græs skaber en rig fauna. I modsætning til monokulturen majsmark. Den slags ting kan gøres.

Det skal være SJOVT at følge den regressive bevægelse, jeg tror det er dér, løsningen ligger, for den vestlige kulturs vedkommende. Der skal skabes folkelig motivation til ikke bare at se på ”Bonderøven” på DR2 men også at leve som ham (med moderationer).

For jeg kan godt gøre alle mine anstrengelser alene; handle udelukkende økologisk, sove under åben himmel, plante træer, slide mit genbrugstøj op osv osv. Men i sidste ende er der den ene hurdle: mennesket er et socialt væsen, og det er ikke sjovt at gøre tingene alene, sådan er det bare. Derfor vil jeg kun gå det sidste skridt (bo i jordhulen? ;)), når de andre vælger at følge med.
---
Den er min dybeste overbevisning, at den kollektive menneskesjæl virkelig gennem hele verdenshistorien har været og er igennem en konstant læringsprocess. Og vi er mætte af krig og ufred, men muligvis ikke alle mætte i det materielle begær. Men den dag vil også oprinde.

Jeg ser det glimtvis i mine medmenneskers øjne, når jeg går forbi dem på gaden. Der er anelsen af en øget VELVILJE, en længsel efter forsoning og dialog og altruisme. Jeg ser det, og jeg ved, at der er noget specielt ved denne tid.

Vi ses – ikke i Rio men i Østerild Klitplantage til sommer -, folkens!

Toke Andersen

Det er vigtigt at forstå hvordan ændringer påvirker et system som jordens biosfære.

Helt grundlæggende bør vi indse at der, i et system med så stor redundans som jordens biosfære, går relativt lang tid(i et menneskeligt perspektiv) fra en grænse bliver overskredet til at effekten af denne overskridelse manifesterer sig i en grad som kan opdages.

Vi bør derfor indse, at når vi nu allerede ser praktiske effekter af den globale opvarmning, så har vi nået "the tipping point" for længst!

Menneskeheden overskred biosfærens grænser i midten af det tyvende århundrede.
Og siden da er vores overforbrug for alvor taget til.

Al snak om at vi snart når "the tipping point" er derfor håbløst naivt.

John Fredsted

@Vera Lyby T.: Tak for dine varmende ord.

Dine ord om særligt sensitive mennesker sender mine tanker tilbage til læsningen af bogen "Særligt sensitive mennesker" af Elaine N. Aron (har du læst den?). Jeg kan ikke helt huske detaljerne i bogen, men jeg kan huske, at jeg efter gennemlæsning af den sad tilbage med en fornemmelse af, at jeg ikke (helt) passer ind i den skabelon. Og så synes jeg at erindre, at jeg fandt hendes udsagn om, at særligt sensitive mennesker ville vinde større indflydelse i verden, for ganske usandsynligt.

Det gør jeg stadigvæk: Jeg tror snarere på, at jo mere det hele snører sammen i de nært forestående år, jo mere vil de aggressive løbe de følsomme over ende i kampen om at vinde, så andre kan tabe. Jeg regner med, at det bliver de særligt følsomme, der først vil finde sig skubbet ud over rælingen.

I forbindelse hermed er der måske en trøst at hente i følgende passage fra "Udødeligheden" af Milan Kundera (min favoritforfatter): "Han [faderen til hovedpersonen Agnes] væmmedes i den grad ved trængselen på skibet, at han foretrak druknedøden. At være i legemlig kontakt med mennesker, der forsøgte ar skubbe hinanden væk og hver især sende den anden i døden, forekom ham langt værre end at afslutte livet alene i vandenes klare renhed."

Maya Nielsen

lad os nu da i det mindste tro at der er og kan skabes et godt liv før døden,og tage de nye problemstillinger med gå på mod og kæmpe det bedste vi kan sammen...og huske at halvdelen af lykken skabes blot ved at vælge a være det også når man står ved foden af problemer, på størrelse med mount Everest

livet er jo også mirakkel og selv klima forandringer har fordele...f.x. at man vil kunne dyrke gulerødder på Grønland.....

Maya Nielsen

mange forskere mener frøvrigt at 'syndfloden', som det ser ud til at der regionalt belæg for iområdet omkring SorteHavet, skyldtes pludselige ekstrem afsmeltninger af istids-gletchere...

Hvorfor skulle vi ikke kunne overraskes på et enkelt år i fremtiden af pludselige hav-stigninger når f.eks gennemsnits temperaturen måske på et enkelt år globalt kan stige, lad os sige f.x 2 grader ?.

Stella Aldebaran

@John Fredsted:
Jeg er netop ved at læse bogen, så jeg er for øjeblikket nok lidt tilbøjelig til at se alt i det lys - :) Men om du ligger inden for kategorien eller ej, kan jeg selvfølgelig ikke vurdere, men dyb weltschmerz plejer at være et sikkert tegn.

Om særligt sensitive vil vinde større indflydelse? Jeg håber og tror, at Aron har ret. I forhold til hvor ringe indflydelse de følsomme har i disse tider, så tror jeg netop, det ville være meget usandsynligt, hvis den udvikling ikke vender på et tidspunkt, for lige nu eksisterer en tydelig ubalance.

Og 20 % af befolkningen er trods alt ikke småting. De kunne rotte sig sammen og besætte Indien og leve der i fred på deres følsomme præmisser. Og når det store "kriger-segment" så har gjort det af med sig selv og det meste af naturen, så står de følsomme tilbage med hele genpuljen.

Naturligvis er virkeligheden mere nuanceret end Elaine Arons teori, og mennesket er et komplekst væsen og mere end et sensitivt nervesystem. Og man finder sikkert også mange natur-mennesker indenfor "kriger-segmentet".

Men hvis der bliver fundet en løsning på den nuværende økologiske kattepine, så vil jeg æde min gamle hat på, at det er et følsomt menneske, der har udtænkt den.

Skal man følge Aron, så fortvivler kriger-segmentet hurtigt uden støtte og rådgivning fra rådgiver-segmentet (som netop ofte besætter stillinger som teologer, psykologer og deslige).
Hun sammenligner det med historien og Merlin og Prins Arthur. Uden Merlins rådgivning er Arthur tilbøjelig til at handle impulsivt og uden tanke på konsekvenserne. Hvad Merlin så (desværre ikke ofte nok, men dog sommetider) kan forhindre.

Du må ikke springe over bord, John.
Men at du ikke orker at mosle rundt blandt de andre passagerer kan jeg godt forstå. Den smukkeste løsning ville nok være at finde sig et afsides hjørne, hvorfra man kan kaste lidt skønhed over situationen ved at spille på et instrument, indtil skuden ikke længere er.

Det økologiske problem, og løsningen af det, handler, som så mange andre har påpeget, netop ikke om kvantitet men om kvalitet.

Derfor har det heller ikke den store betydning, at de følsomme sjæle kun udgør 20 % af en given befolkning. Et enkelt, kvalitativt strålende individ kan ændre de største forhold og sidder måske inde med de svar, vi alle søger efter. Det individ kunne fx være barn af et følsomt voksent menneske.

John Fredsted

@Vera Lyby T.: "De kunne rotte sig sammen og besætte Indien og leve der i fred på deres følsomme præmisser."

Som respons kan jeg ikke dy mig for at citere en af mine tidligere kommentarer fra anden tråd: "Tænk sig, hvis (vores) verden bestod af to planeter: En planet AG, hvor de overvejende aggressive og grådige mennesker fødes, lever og dør; og en planet NB, hvor de overvejende nænsomme og beskedne mennesker fødes, lever og dør. I stedet for er livet (i mine øjne) den klaustrofobiske oplevelse, hvor man ikke får mulighed for at vælge, hvem man vil dele planetarisk fængselscelle med. Jeg længes efter noget, der aldrig vil blive."

Og så tilføje: De to planeter burde naturligvis ligge så langt fra hinanden, at beboere på AG ikke kan nå planeten NB, for ellers vil de ganske sikkert i deres ekspansive aggression komme et smut forbi. Og det er jo netop et af de umiddelbare problemer med at slå sig ned nogetsteds på denne planet. Som jeg har givet udtryk for andetsteds, så længes jeg efter at leve på en planet - eller i en civilisation, for vi har jo kun denne ene planet - hvor man ikke behøver at frygte at skulle tabe bare, fordi man ikke begærer at vinde. Men sådan er det jo ikke: Dem, der har behov for at vinde, truer latent deres medmennesker.

"Skal man følge Aron, så fortvivler kriger-segmentet hurtigt uden støtte og rådgivning fra rådgiver-segmentet (som netop ofte besætter stillinger som teologer, psykologer og deslige)."

Et eller andet sted så finder jeg det jo egentlig åh så sørgeligt. At de følsomme og nænsomme, eller måske med Jungs kategori, introverte, skal rydde op efter de udfarende og brovtende, eller igen med Jungs kategori, extroverte. Jeg er bange for, at jeg personligt er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg nægter at bidrage hertil.

PS: Du kan være ganske rolig, jeg hopper ikke overbord, hverken fysisk eller mentalt. Citatet var vel først og fremmest tænkt metaforisk.

Stella Aldebaran

@John Fredsted:
Jeg vil gerne skrives på ventelisten til planet NB. I danske målestoksforhold kunne vi jo passende sætte os på Færøerne, og så lade "fastlandet" sejle sin egen sø.

Bortset fra at jeg ikke ynder at springe over hvor gærdet er lavest. Du skriver: "hvor man ikke behøver at frygte at skulle tabe bare, fordi man ikke begærer at vinde."

Nu har man jo for så vidt ikke tabt, med mindre man lever med følelsen af at have tabt. Så længe man har brød på bordet og tag over hovedet, så har man vel ikke tabt, selv om man lever i "deres" verden. Og man behøver ikke en gang at spille deres spil. Man kan bare passe sig selv og søge samvær med andre "sensitive" mennesker.

"At de følsomme og nænsomme, eller måske med Jungs kategori, introverte, skal rydde op efter de udfarende og brovtende,"

Ja, livet er barskt, men det er også en del af dets charme. Man kan også vælge at se det som en udfordring.
De følsomme skal ikke udelukkende rydde op efter de aggressive, de kan også sagtens vinde den aggressives dybeste respekt, fordi han faktisk har brug den følsommes ekspertise.
Og omvendt er den følsomme nok heller ikke bedst tjent med at leve helt uden den aggressives indblanding. Den aggressive ved som regel hvordan tingene "effektiviseres" og føden skaffes.

Så jeg tager gerne udfordringen op. Men det er helt på sin plads, hvis du er stået af ræset.
Interventionen med den aggressive verden hører nok også ungdommen til: det kræver trods alt en hel del (ekstroversion) af den introverte at forsøge at ændre på verden.

Sommetider kan jeg godt undre mig over, hvad det er for en paradistilstand, mennesket egentlig tilstræber. Livet ER netop alle kampene og anstrengelserne, og sommetider er det endda aldeles underholdende at være beskæftiget med.
---
Ift. følsomhed og indflydelse, så vil jeg igen sige, at det virkelig ikke forekommer mig umuligt, at det skulle blive bedre med tiden. En god indikation er da, et et introvert menneske som Aron faktisk formår at sprede sit budskab til en bred skare.
Og så er der jo Kina og dette lands "ekspansion" (ok, trist udvikling). I modsætning til her i den vestlige verden, er introversion et velanset karaktertræk på disse breddegrader. Måske det også vil få betydning.
---
Uden fortvivlelse sker der ingen udvikling. Men uden gåpåmod sker der heller ingen.

I bund og grund er alt "såre godt". Men på overfladen og her i mellemtiden er det bare at tage udfordringen op og kæmpe kampene, med en ånd, der indeholder en god blanding af humor og fortvivlelse :)

(ps: jeg var forleden ved havet og samlede en god portion blåmuslinger: gratis og selverhvervet føde uden moralske skrupler).

Maya Nielsen

PESIMISTERNE ER DE STØRSTE TÅBER, FOR DE TROR JO MODSAT AF HVAD DE HÅBER...

DET ER OPTIMSTER MED DRIVE VI SKAL TRO PÅ FOR DE K ÆMPER FOR DET SOM DE TROR PÅ

Niels-Simon Larsen

Ang. sortsyn.
Hvem taler vi om her? Jeg kender ikke nogen. Nogle af dem, der oftest lufter sortsynet, må være meteorologerne, og de får løn for det som videnskabsfolk. Der er andre videnskabsfolk, der synes, at de bliver nødt til at fortælle os sandheden om klimaet. Det får de hug for af mange. Heldigvis ikke af dem, der aflønner dem.
Flere af os her støtter disse sande helte, idet vi reflekterer over deres beregninger. Vi bliver ind imellem kaldt for hysterikere (det er nu længe siden). I stedet viser nogle en vis overbærenhed med os, optræder som vejledere på forskellig måde og beroliger os. Tak for det. Det er rørende.

Til Vera vil jeg lige sige, at hun ikke skal tage os så tungt. Vi er gamle mænd, en par stykker er måske under 50 og ellers hedder det 60 og deropad. En enkelt må garanteret være over 100 år. Vi har levet vores liv, så vi kan være ligeglade. At vi så bekymrer os om de kommende generationer, kan man bare tage som en særhed, der følger med alderen – hos nogle få.

Stella Aldebaran

@Niels-Simon:
Det var mig, der bragte ordet "sortsyn" på banen, så jeg går ud fra at spørgsmålet er henvendt til mig.

Og jeg benyttede det, fordi jeg synes den gennemgående tone i kommentarerne er rimelig dyster. Der tales om depression, aggression, dommedag, meningsløshed etc.
Som om mennesket allerede er lagt i graven og chancen forspildt.

Den holdning kan jeg (som ungt menneske) ikke helt tilslutte mig. Jeg er ikke i konflikt med hvad du siger angående velmenende videnskabsfolk og deres prognoser, og sandheden skal have al den promovering den kan få. Mennesket HAR indflydelse på klimaet, og det er bare med at anerkende det faktum og så komme videre.

Jeg tror ikke, dommedag er nær, så længe vi træffer de rigtige valg i tide. Jeg synes endda, at vi befinder os i en spændende tid. Der er ganske vist risiko for, at hele korthuset ramler, men der er også chance for, at vi vil udrette noget smukt. En kritisk overgangstid, hvor alt er på spil. En mulighed for at vi tager hinanden ved hænderne.

Så jeg tager det ikke tung, Niels-Simon :) Hvad I "gamle mænd" siger, fortvivlet som det kan forekomme, er stadig 10 gange mere oplivende at læse, end at kaste blikket på BT's kommentarfelt.
For her anerkendes den videnskabelige sandhed om mennesket og klimaet i hvert fald, i modsætning til derinde.

Men der er brug for lidt mere gåpåmod og selvopofrelse.
Men ja, jeg ER ung, og hvem ved; om 40 år er jeg måske helt igennem "sortsynet". 7-9-13.

Niels-Simon Larsen

@Vera: Bare på med vanten:-) Der er jo heller ikke nogen her, der har givet op. Alene det, at vi skriver (flere af os hver dag), taler for sig selv.
Du er meget livsbekræftende, og det skal man være, ikke kun når man er ung, men hele livet. Der er journalister på inf. som skriver om de mest forfærdelige ting, der sker, dag efter dag, år efter år. Somme tider spørger jeg mig selv, hvordan de kan holde til det? I perioder har jeg ikke kunnet klare at læse det, men er altid vendt tilbage. Det kræver råstyrke at læse Inf., og det er måske en af grundene til, at det er en lille avis. Mit mod bliver holdt oppe af, at de andre, reflekterer på artiklerne, ligesom jeg også tror, de får noget ud af at læse mine indlæg. Det er en god udviklingsplads midt i al det sorte.

John Fredsted

@Vera Lyby T.: Jeg er bange for, at du misforstår mig, når jeg skriver "hvor man ikke behøver at frygte at skulle tabe bare, fordi man ikke begærer at vinde." For jeg mener netop ikke, at 'Man kan bare passe sig selv og søge samvær med andre “sensitive” mennesker,' som du skriver. Jo, bevares, sidstnævnte, altså det at opsøge mennesker, man svinger sammen med, det kan man godt (forsøge). Men førstnævnte er ikke altid muligt, ja, det er faktisk sjældent muligt. Lad mig give et helt konkret eksempel fra min egen hverdag:

Jeg bor til leje i et rækkehus syd for Århus, i noget, der hedder Ådalshusene. Min pensionskasse, Magistrenes Pensionskasse (MP) ejede dem indtil for nogle få år siden, hvor en, forestiller jeg mig, ny bestyrelse i MP besluttede at sælge ejendommene til en privat boliginvestor. Der røg trygheden: Da vi var ejede af MP, følte vi os alle trygge og beskyttede. Nu er vi udleveret til markedskræferne, og havde det ikke været for en stærk lejelovgivning her i Århus, så havde det selvsagt allerede medført huslejeforhøjelser, og hvad ved jeg.

Vore gangarealer sander nu til i blade og andet organisk materiale, der ikke længere bliver fjernet. Myrerne bliver ikke bekæmpet i noget synderligt omfang længere. Vore græsplæner bliver nu slået af Nygaard A/S efter et fast skema, om plænen trænger eller ej, for der skal jo, forestiller jeg mig, faktureres timer ud, så de kan fortsætte med at vokse, som aktieselskaber jo manisk skal. Etc. Før havde vi en vicevært, som vi alle var så glade for. Stedet blev da holdt aldeles spotless. Men han blev fyret i forbindelse med salget.

Dette er i mine øjne et eksempel på, hvorledes aggression hos nogle forringer vilkårene hos andre, og at man netop ikke kan undgå at skulle frygte netop det: I dette tilfælde formoder jeg, at det skyldes, at andre MP-medlemmer på diverse generalforsamlinger har ytret ønske om, at pensionskassen skal optimere sin drift og give større afkast (altså økonomisk aggression/grådighed). En bestyrelse, der måske er ny og mindre etisk orienteret end tidligere, har så valgt at imødekomme dette ved at sælge ud af deres mindre rentable boligmasse (Ådalshusene var ikke de eneste, der blev solgt), selvom lejerne var deres egne medlemmer.

Ole Falstoft

Sortsyn skal man vare sig imod - da den let blive selvopfyldelig. Men det er en daglig kamp ikke at falde i det hul.
Det er svært at se en vej mod en løsning med forhindringer som disse:

De nye voksende økonomiers modvilje mod at begrænse deres vækstrater af hensyn til miljøet
(Kina, Indien, Brasilien)

Mistillid mellem de rige og fattige lande (Er det i virkeligheden nykolonialisme fra de rige landes side?)

Misinformationer plantet og betalt af olieindustrien
(Ved at blæse alm. videnskabelige diskussioner op til at ’intet er bevist’)

Politikere købt af samme til at sætte en kæp i hjulet i den politiske proces

Konspirationstilhængere der konstant afsporer debatten
(med absurde påstande om at det hele er en sammensværgelse der fylder os med løgn)

Udbredt skepsis i befolkninger dels mod politikere dels mod videnskab

Den alm. uvilje mod at se de ubehagelige realiteter i øjnene

Politikeres manglende mod til at konfrontere vælgerne med de hårde fakta

Manglende scenarioer for hvordan vi kommer gennem krisen uden sammenbrud og økonomisk og politisk ’nedsmeltning’

Og endelig en nyværende økonomiske krise der ser ud til at rulle hele den forsigtige proces der var startet tilbage til start

og vi har ikke 100 år til at beslutte os i

Stella Aldebaran

@John Fredsted:
Jah, hvad du nævner er et konkret eksempel på en problemstilling, som det desværre er svært at komme uden om, det giver jeg dig ret i. At leve et tilbagetrukkent liv lader sig ikke gennemføre til fulde, det er vores moderne verden desværre for kompleks og aggressiv til. Jeg har adskillige familiemedlemmer, der ligesom du hver dag må tage kampen op mod en gennemtrumfende stat, der ikke vil lade dem i fred og forfølge deres kald med de evner, de nu har.
Jeg vil imidlertid holde fast ved, at man selv i denne situation ikke behøver at føle, at man har tabt, på trods af at et ekspansivt flertal helt konkret går ind og gramser i éns privatsfære. Man er som sådan stadig lige så fri som Sartres fængelsindsatte.
Der ER som regel ikke andet at gøre, end virkelig bare at vende den anden kind til. Eller som et af mine familiemedlemmer: lægge sig i græsset i stilling som den korsfæstede Jesus og bryde ud i den største fortvivlede latter.

Måske er det virkelig sandt, at denne verden ikke levner plads til sine mere følsomme indbyggere. Måske har man virkelig først sin autonomi i behold i det øjeblik man bliver selvforsynende.

Det er svært, for ikke at sige næsten umuligt, for den ekspansive, udadorienterede kultur at anerkende den introvertes livsberretigelse og funktion. Altid er det den aggressive der bliver belønnet, selvom det egentlig er den tilbageholdende der tærer mindst på jordens begrænsede ressourcer og således er den, der fortjener medaljen, om nogen.

Var der ingen mulighed for, at I som beboere kunne gøre jeres indflydelse gældende?
Kunne i evt. arrangere en ordning med lejeren, således at han sparer græsslåningen væk og I for beløbet finder en "vicevært" blandt jer selv?
Den omtalte mængde "organisk matriale" kunne sammen med beboernes køkkenaffald opsamles og anvendes i en kompostbunke, der kunne levere muldjord til en kollektiv køkkenhave - ;)

Den slags er nok ganske umuligt, men det går i forlængelse af min vision om en tilbagevending til lokalmiljøet, som på et eller andet tidspunkt må blive en del af klima-løsningen.

Min erfaring fortæller mig, at det simpelthen er umuligt for mennesket at bibeholde en samvittighed, der skal omfatte hele kloden. Man kan i højere grad forholde sig til sit respektive land, og i endnu højere grad til sit lokalområde. Jeg kan fortvivle fuldstændig over fældningen af regnskoven, til gengæld kan jeg se mig om i Danmark og anerkende nogle store problemer: for meget opdyrket jord og for mange næringsstoffer, hedens tilbagetog etc etc.
Men de problemer kan jeg rent faktisk se en løsning på. Selv om naturens domæne kan være nok så forsvinende, så kan jeg trods alt se for mig reformer, der kan vende udviklingen. Heden kan kanske ikke genoprettes, men det grønne der er tilbage kan virkelig få lov at sprede sig igen, og måske er de indhug i biodiversiteten (og fx hedens forsvinden) ikke det økologiske "tipping point", der vil føre den danske natur mod afgrunden, måske er bevarelsen af en række nøgle-arter tilstrækkeligt.
-----
Ift. Ole Falstofts kommentar:

En opremsning der kun kan afføde den største bekymring på menneskeheden og klodens vegne.

Dog, håbet blev født i mig sidste sommer, da en lokal thybo trådte ud foran Østerild's skovrydningsmaskiner. DA trådte jeg ind i et nyt paradigme, og det gjorde thyboen vist også. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om manden i til hverdag driver et skadelig landbrug. Men noget har han forstået.

Sommetider løftes udviklingen adskillige grader pga en mystisk synergi, der opstår mellem mennesker, der er samlet på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted.

Pludselige sker dét, alle troede var umuligt. Krigen slutter, kongen opgiver sin magt, de hvide giver de sorte rettigheder, kvinderne får stemmeret.

John Fredsted

@Vera Lyby T.: "Det er svært, for ikke at sige næsten umuligt, for den ekspansive, udadorienterede kultur at anerkende den introvertes livsberretigelse og funktion. Altid er det den aggressive der bliver belønnet, selvom det egentlig er den tilbageholdende der tærer mindst på jordens begrænsede ressourcer og således er den, der fortjener medaljen, om nogen."

Det er godt set af en 'kun' 21-årig jente. Da jeg havde den alder, havde jeg bestemt ikke fattet noget sådant.

PS: Der er skam ansat en vicevært, én fra Nygaard af, men enten så er han ikke synderlig optaget af at holde orden, eller også har Nygaard af ejeren fået at vide, at der skal spares, hvor der kan (fordi ejeren jo nu sidder med en ejendom, der er mindre værd, end da den blev købt).

Ole Falstoft

@Vera: Den Thybo du omtaler prøvede at forhindre at vi her i landet kan komme videre i forskning i vindenergi?
Hvad er det nye paradime i det?
Dit eksempel tydeliggør hvor svært det er at orientere sig. Hvad skal man kæmpe for eller imod?
Er det man tror er fremtiden og progressivt i virkeligheden reaktionært?
Hvem skal betale regningen? Der er altid en regning der skal betales.
F.eks. med vindmøller: De fleste synes det er godt med mere vindenergi lige endtil der skal placeres vindmøller i deres 'baghave', Så hedder det: hvorfor er det lige os der skal 'betale'? etc.etc.
Undskyld et 'surt opstød' fra en gnaven gammel mand - man undgår ikke en hvis kynisme med alderen - klø på Vera!

Stella Aldebaran

@Ole Falstoft:
Nu er der jo altid er alternativer til en hvilken som helst udvikling. Møllerne kunne placeres på steder, der var langt mere oplagte og mindre naturforstyrrende, hvad Vestas da også selv var klar over.
Imidlertid valgte politikerne den nemme løsning. I stedet for at opkøbe et passende landbrugsareal i et mindre udsat område, besluttede man sig for at afgive statsejet jord, fredsskov, og i udkants-Danmark, naturligvis, således at ingen ville brokke sig. Oven i dét tillod man sig at være så uforskammet at gennemtrumfe det hele på trods af adskillige søgsmål. Det lignede på alle måder et autoritært overgreb. Både på lokalbefolkningen og den sagesløse natur. Men hvem gider også at forsvare "den tavse", naturen.

De pågældende møller kommer, efter min bedste overbevisning, ikke til at få nogen som helst betydning for udviklingen af vindenergi. De er for det første netop kun "test-møller" og har ingen praktisk funktion. Derudover er lignende testmøller allerede afrprøvet andetsted. Altså er det vi ser i Østerild før alt andet et eksempel på markedmekanismerne konkurrence og privat profit. Producenterne tilbageholder resultater for hinanden og ønsker ikke samarbejde, hvis det går ud over den private firma-fortjeneste.

Så vidt jeg ved er betonfundamentet allerede ved at blive lagt, og når det først er sket, er skaden uoprettelig. Vestas bliver snart overtaget af kineserne, og således har vi tåbelige danskere opgivet vores ubestrideligt smukkeste naturområde til nogle private profit-magere, der vil skide på alternativ energi og naturen.

I mine øjne er en skov altid et større aktiv for en given befolkning, end den lille CO2-udbedring, som en enkelt vindmølle ville stå for. Det skyldes at biodiversiteten og skovens betydning for økosystemer men også atmosfæren, højst sandsynligt er en langt vigtigere brik i klima-puslespillet, end vi endnu kan og vil erkende.

Kampen mod Vestas i Østerild er for mig at se IKKE en kamp mod fornybar-energi, men mod kapitalismen og et ressourceforbrug, der er helt ude af proportioner.

"Er det man tror er fremtiden og progressivt i virkeligheden reaktionært?"

Ja, store private virksomheder, der satser på KÆMPE-møller er reaktionære. For de gider egentlig ikke være en del af løsningen, idet løsningen netop ikke er, at vi bare skal finde måder at erstatte det ene onde med det andet på, således at vi kan blive ved med at leve som vi plejer.

Og jeg fornemmer, at du er enig.

Ang thyboen: ja, der var kanske tale om endnu et eksempel på "fandme ikke i min baghave".

Og dog måske ikke. Jeg bruger eksemplet, fordi jeg i hans prisværdige opførsel så en stædighed og vilje til at "tage den tavses parti", som overraskede mig meget.
Jeg ved hvor sky, vestjyder er af natur. Man kunne se kampen i ham og hvor svært det var at overvinde denne generthed og vanen med at adlyde loven.

Når jeg ser en sådan en lovlydig, genert borger gribe til civil ulydighed for nogle træers skyld, så græder jeg af glæde inden i. Uafhængigt af, om aktionen i praksis skulle vise sig at have været "skadelig" for naturen (hvad jeg dog ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig.)

Hans opførsel viser, at der er vilje. Og hvor der er vilje er der som bekendt vej.
Så kan det godt være, at der er lidt forvirring om fakta, og HVAD naturen egentlig er interesseret i. Men den slags kan både jeg og thyboen uddannes i og leve efter.

Kære thybo, stå fast i mulden og stå fast ved din landsby, selv om de "velmenende" politikere nu siger, at den skal "lukkes" - !

Stella Aldebaran

..Men jeg forstår godt din pointe: at det enkelte menneske er et sandskorn i hele dette spørgsmål, og forholdene så komplekse, at sympatier og antipatier alene er et udtryk for subjektive forestillinger og sjældent kan afspejle egentlig videnskab og sandhed om klima og miljø.

Dog er det min overbevisning, at den regressive bevægelse netop må blive "det nye progressive", og derfor kunne thyboens opførsel siges at være et eksempel herpå. Det går efterhånden op for den almindelige borger, at det der er grimt også er ondt. Måske først når det rykker ind i hans egen baghave, men hva 'faen.

Ole Falstoft

@Vera: Jeg har hvis aldrig være i den pågældende plantage. Men så vidt jeg ved er den ikke 'natur' men den plantage bestående at indførte nåletræer plantet i lige rækker. Så det er ikke meget oprindelig natur der mistes.
Som vi har indrettet vores samfund er de store private virksomheder nødt til at være en del af løsningen ellers rykker det ikke en tomme
Vi kan ikke vente på den store revolution før vi handler
Hvis de vil være med skal vi tage dem på ordet uden at slå syv kors for os ved tanken

Sider