Læsetid: 5 min.

Gaddafis fald forværrer krise i Sahel

Oprøret i Libyen har en bagside, man sjældent hører om. Gaddafis fald har givet terrornetværk friere spil og ført til strømme af immigranter og flygtninge, der hvileløst bevæger sig over landegrænserne i den vestafrikanske Sahel-region
Nomadefolket tuaregerne, der i mere end en generation har arbejdet i Gaddafis elitetropper, er efter Gaddafis fald vendt tilbage til Nordmali, hvor de har taget kontrollen med blandt andet Timbuktu-regionen. Pigen på billedet er en af de mange, der har måtte flygte fra området.

Nomadefolket tuaregerne, der i mere end en generation har arbejdet i Gaddafis elitetropper, er efter Gaddafis fald vendt tilbage til Nordmali, hvor de har taget kontrollen med blandt andet Timbuktu-regionen. Pigen på billedet er en af de mange, der har måtte flygte fra området.

Tyler Hicks

5. juni 2012

Libyen har fået frihed og demokrati. Men et halvt år efter betaler den vestafrikanske Sahel-region prisen for Libyens frihed. Under sejrsrusen var der ingen, der beskæftigede sig med konsekvenserne af Gaddafis fald, og da slet ikke konsekvenserne for Libyens naboer mod syd. Nu viser de sig og forstærker krisen i det tørkeramte Sahel.

Krisen i Sahel handler om mere end klimaproblemer og mangel på mad. Politisk uro, væbnede konflikter, blomstrende terrornetværk og arbejdsløshed er med til at forværre katastrofen i Sahel-landene Mali, Niger, Tchad, Mauretanien og Burkina Faso. Ifølge eksperter og humanitære organisationer er konflikterne eftervirkninger af det arabiske forår i Libyen og Gaddafis fald.

»De politiske omvæltninger i Libyen har haft en voldsom spill-over effekt i hele Sahel,« siger Marianne Haahr, der er programkoordinator for Sahel-regionen i Care Danmark.

Politisk uro efter oprøret i Libyen har sendt hundredtusinder immigranter tilbage til deres hjemlande og sendt nye flygtningestrømme på hvileløs flugt rundt i det tørkeramte Sahel.

Sahel-regionen er vant til langvarige tørkeperioder, hvor hele befolkningslag kan migrere fra de dårligst udviklede lande i Sahel til mere velstillede lande for at finde arbejde. Immigrationerne er en overlevelsesstrategi, som er med til at sikre, at befolkningerne i Sahel kan klare sig under tørke.

Migranter vender hjem

»Immigrationerne giver færre munde at mætte i det tørkeramte hjemland samtidig med, at immigranten kan sende en del af sin løn hjem til familien,« siger Marianne Haahr.

Tidligere har immigranter fra tørkeramte områder i Sahel-regionen ofte søgt mod Libyen, hvor de har fået arbejde, der ikke forudsatte nogen uddannelse, eller er blevet ansat i Gaddafis hær. Men efter Gaddafis fald, er det blevet yderst usikkert for immigranterne at opholde sig i Libyen.

»Sejrsherrerne i det arabiske forår, det libyske folk, kan ikke gennemskue, hvilke immigranter der har støttet Gaddafi som lejesoldater under krigen, og derfor er immigranterne generelt ikke længere velkomne i Libyen, hvor de udsættes for overgreb,« siger Marianne Haahr.

Ifølge hende har immigranterne i Libyen ikke andre muligheder end at vende tilbage til deres hjemlande, men det er en hjemvenden fyldt med problemer.

»Migrantarbejderne er vendt hjem til landene i Sahel på det værst tænkelige tidspunkt,« medgiver Troels Mikkelsen, som i Dansk Røde Kors er chef for Vestafrika.

»De hjemvendte immigranter lægger et ekstra stort pres på de i forvejen katastroferamte lande. Familierne, som i forvejen ikke har nok mad, kan ikke brødføde en ekstra person, og derudover må de undvære de penge, som immigranten plejede at sende hjem,« siger han.

Kurs mod borgerkrig

Selv om ressourcerne er knappe og fødevarepriserne på himmelflugt, har situationen i Niger helt enestående ikke ført til uroligheder.

Gnidningsløst er det bestemt ikke gået i Mali. Landet, som i internationale sammenhænge tidligere var kendt som et lysende eksempel på, at demokrati i Afrika kan lade sig gøre, har efter Gaddafis fald i oktober sidste år haft kurs mod borgerkrigslignende tilstande med raketfart. En udvikling, der igen skal forklares som en eftervirkning af det libyske forår.»Nomadefolket tuaregerne, som har holdt til i det nordlige Mali, har i mere end en generation arbejdet i Gaddafis elitetropper. Efter hans fald er de vendt veltrænede hjem med moderne våben over skulderen,« siger Troels Mikkelsen.

Tuaregerne har helt tilbage fra før kolonitiden haft et ønske om selvstændighed i Nordmali. Et ønske, de så muligheden for at realisere, da de styrkede og velarmerede vendte hjem fra krigen i Libyen. Tuaregerne var derfor ikke til at slå ned og vandt hurtigt kontrollen i de tre nordlige regioner: Timbuktu, Kidal og Gao. Et område på størrelse med Frankrig, som kaldes Azawad. Det fik formanden for Den Afrikanske Unions kommission, Jean Ping, til at reagere:

»Vi fordømmer på det skarpeste uafhængighedserklæringen. Det er nul og niks og har ingen værdi,« sagde Jean Ping kort tid efter, at tuaregerne proklamerede den selvstændige stat Azawad.

Al-Queda i baghaven

En fordømmelse, der blev opfulgt af hele det internationale samfund.

Tuaregernes ’overtagelse’ af kontrollen i Nordmali har hverken skabt ro eller stabilitet. Tværtimod har Gaddafis fald gjort det nemmere for terrornetværk at operere i det nordlige Sahel.

Gaddafi spillede en vigtig rolle i forhold til at holde terrornetværk nede.

Han ville ikke have al-Qaeda i sin baghave og brugte mange kræfter og ressourcer på at bekæmpe terrorfraktioner. Det er derfor en generel opfattelse i Sahel, at Gaddafi og hans styre har gjort rigtig meget godt for Afrika. Gaddafis fald medfører, at baghavelandene må overtage Libyens fokus på at holde terrorceller nede. En opgave som grænselandene Mali og Niger har håndteret vidt forskelligt.

Trods Nigers knappe ressourcer har landet afvæbnet Gaddafis tidligere lejesoldater. Desuden har Niger været meget opmærksom på, hvilken betydning Gaddafis fald vil få for terrorgrupper i Sahel, og arbejder derfor aktivt for at holde al-Qaeda fraktionen AQMI, al-Qaeda i et islamisk Maghreb, nede. Det fortæller Aghali Abdelkader, som arbejder i den nigerske premiereministers kabinet og for nylig deltog i en konference om Sahel, der blev afholdt i Danmark.Mali har derimod ladet den nordlige del af landet passe sig selv, således at al-Qaeda har kunne etablere en base, hvorfra de kan operere uhindret. Og med det seneste oprør har en yderlige islamistisk gruppering meldt sig på banen kaldet Ansar Dine, Troens Ord.

»Både tuaregerne, Ansar Dine og AQMI truer stabiliteten i hele Mali. Kaos, plyndringer, voldtægter og drab begås af både oprørsgrupperne og den maliske hær i det nordlige område, hvilket har drevet mange mennesker på flugt,« siger Troels Mikkelsen.

Det er i det hele taget svært at pege på et land med politisk ro og stabilitet i Sahel-regionen.

I Afrikas folkerigeste land, Nigeria, er den islamisk-fundamentalistiske bevægelse Boko Haram (vestlig uddannelse er en synd) vokset frem. Bevægelsens mål er at indføre sharia i hele Nigeria, og deres hyppige terrorbombninger har gjort Nigeria usikkert.

I Elfenbenskysten manglede den tidligere præsident demokratisk legitimitet, hvilket udløste en borgerkrig, som har sendt folk på flugt. Mange af flygtningene fra Nigeria og Elfenbenskysten er søgt mod Niger.

»Niger er blevet et knudepunkt for de menneskestrømme, der bevæger sig på kryds og tværs i Sahel lige nu,« siger Marianne Haahr.

Hvor Niger tidligere var et afsenderland i form af migranter, der tog til andre lande for at arbejde, er Niger nu et modtagerland.

»At folk strømmer til Niger, en sandkasse midt i Afrika, viser, hvor katastrofal krisen i Sahel er, og hvor alvorlige eftervirkninger oprøret i Libyen har haft for sine omkringliggende lande,« siger Marianne Haahr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Nu skal man vel ikke beklage, at immigranter fra Sahel, der var taget til Gaddafis Libyen for at arbejde som lejesoldater, fordi diktatoren ikke kunne stole på sine egne eller ikke havde folk nok, at disse lejesoldater har måttet forlade Libyen og har svært ved at komme tilbage, fordi man ikke kan have tillid til dem?

Men at situationen i Sahel forværres af de mange tilbagevendte, er forståeligt nok. I det hele taget kunne man tænke sig, at dise lande syd for Sahara fik et ordentligt opgør med deres nære fortid og den konstituering, der opstod efer franskmændenes tilbagetrækning omkring 1960. For under franskmændende var det hele ét stort land uden grænser. Hvordan blev grænserne trukket? Var det i overensstemmelse med de gamle riger, der herskede fra gammel tid? Her i artiklen hører vi om Tuaregerne og området Azawad. Men der var mange andre vestafrikanske riger, der ofte ikke var veldefinerede med geografiske grænser.

Nu fik man disse nye lande, Niger, Mali osv., med grænser trukket efter et par linealer, og i mange år styret af eneherskere og militærdiktatorer. Men siden 1990-erne i et vist omfang som demokrati - fint nok, men er det en endelige løsning?

Niels-Holger Nielsen

'Nu fik man disse nye lande, Niger, Mali osv., med grænser trukket efter et par linealer, og i mange år styret af eneherskere og militærdiktatorer. Men siden 1990-erne i et vist omfang som demokrati - fint nok, men er det en endelige løsning?'

Selvfølgelig er det ikke den endelige løsning. Hvad er det? Hvad der der ikke kan lade sig gøre, det skriver du heller ikke, Michael K.N., er imidlertid at skrue tiden tilbage. Til hvad? Ja, lige netop. Det lader til, at vi får en nyopdeling af de afrikanske stater. Det er ikke med AUs gode vilje, at staten Sydsudan er opstået. AU medlemsstater anerkender, at de alle er multietniske stater, og alle vil gerne have sig frabedt at blive delt op efter etniske kriterier. Vi kender alle historierne om Biafra og Katanga. Intet afrikansk land ønsker at overlade deres vigtigste naturrigdomme til etniske bananstater, som styres suverænt fra Washington, London og Paris. Sudan er det hidtil eneste eksempel på, at det er lykkedes for imperialisterne at bryde denne enhed blandt de afrikanske stater. Så er der al det grumsede, DRC fx. hvor det er så som så med den centrale magt. Her fiskes der uafladeligt i rørte vande.

Den vestlige imperialisme har ofte betjent sig af svækkede nationalstater i sine bestræbelser på at få indflydelse. Her er det så at Kina er mødt op med en asymmetrisk strategi (nødvendig for Kina), hvor man styrker samarbejdspartneren (den afrikanske nationalstat) på dennes egne præmisser mod at få adgang til vigtige råvarer. Men hvor der er rivaliserende interessenter vil der også altid kunne yppes kiv og splittelse. Det er det vi ser nu - nyopdeling af kolonierne.

Hvor man skal placere de seperatistiske og/eller autonomisøgende bevægelser i Nordsahel skal jeg ikke kloge mig på, men det er vist sikkert som amen i kirken, at de vil blive inddraget som marionetter på den ene eller anden måde.

Niels-Holger Nielsen

'Hvad der der ikke kan lade sig gøre' skulle naturligvis have været 'Hvad der derimod ikke kan lade sig gøre'