Gaddafis fald forværrer krise i Sahel

Libyen har fået frihed og demokrati. Men et halvt år efter betaler den vestafrikanske Sahel-region prisen for Libyens frihed. Under sejrsrusen var der ingen, der beskæftigede sig med konsekvenserne af Gaddafis fald, og da slet ikke konsekvenserne for Libyens naboer mod syd. Nu viser de sig og forstærker krisen i det tørkeramte Sahel.

Krisen i Sahel handler om mere end klimaproblemer og mangel på mad. Politisk uro, væbnede konflikter, blomstrende terrornetværk og arbejdsløshed er med til at forværre katastrofen i Sahel-landene Mali, Niger, Tchad, Mauretanien og Burkina Faso. Ifølge eksperter og humanitære organisationer er konflikterne eftervirkninger af det arabiske forår i Libyen og Gaddafis fald.

»De politiske omvæltninger i Libyen har haft en voldsom spill-over effekt i hele Sahel,« siger Marianne Haahr, der er programkoordinator for Sahel-regionen i Care Danmark.

Politisk uro efter oprøret i Libyen har sendt hundredtusinder immigranter tilbage til deres hjemlande og sendt nye flygtningestrømme på hvileløs flugt rundt i det tørkeramte Sahel.

Sahel-regionen er vant til langvarige tørkeperioder, hvor hele befolkningslag kan migrere fra de dårligst udviklede lande i Sahel til mere velstillede lande for at finde arbejde. Immigrationerne er en overlevelsesstrategi, som er med til at sikre, at befolkningerne i Sahel kan klare sig under tørke.

Migranter vender hjem

»Immigrationerne giver færre munde at mætte i det tørkeramte hjemland samtidig med, at immigranten kan sende en del af sin løn hjem til familien,« siger Marianne Haahr.

Tidligere har immigranter fra tørkeramte områder i Sahel-regionen ofte søgt mod Libyen, hvor de har fået arbejde, der ikke forudsatte nogen uddannelse, eller er blevet ansat i Gaddafis hær. Men efter Gaddafis fald, er det blevet yderst usikkert for immigranterne at opholde sig i Libyen.

»Sejrsherrerne i det arabiske forår, det libyske folk, kan ikke gennemskue, hvilke immigranter der har støttet Gaddafi som lejesoldater under krigen, og derfor er immigranterne generelt ikke længere velkomne i Libyen, hvor de udsættes for overgreb,« siger Marianne Haahr.

Ifølge hende har immigranterne i Libyen ikke andre muligheder end at vende tilbage til deres hjemlande, men det er en hjemvenden fyldt med problemer.

»Migrantarbejderne er vendt hjem til landene i Sahel på det værst tænkelige tidspunkt,« medgiver Troels Mikkelsen, som i Dansk Røde Kors er chef for Vestafrika.

»De hjemvendte immigranter lægger et ekstra stort pres på de i forvejen katastroferamte lande. Familierne, som i forvejen ikke har nok mad, kan ikke brødføde en ekstra person, og derudover må de undvære de penge, som immigranten plejede at sende hjem,« siger han.

Kurs mod borgerkrig

Selv om ressourcerne er knappe og fødevarepriserne på himmelflugt, har situationen i Niger helt enestående ikke ført til uroligheder.

Gnidningsløst er det bestemt ikke gået i Mali. Landet, som i internationale sammenhænge tidligere var kendt som et lysende eksempel på, at demokrati i Afrika kan lade sig gøre, har efter Gaddafis fald i oktober sidste år haft kurs mod borgerkrigslignende tilstande med raketfart. En udvikling, der igen skal forklares som en eftervirkning af det libyske forår.»Nomadefolket tuaregerne, som har holdt til i det nordlige Mali, har i mere end en generation arbejdet i Gaddafis elitetropper. Efter hans fald er de vendt veltrænede hjem med moderne våben over skulderen,« siger Troels Mikkelsen.

Tuaregerne har helt tilbage fra før kolonitiden haft et ønske om selvstændighed i Nordmali. Et ønske, de så muligheden for at realisere, da de styrkede og velarmerede vendte hjem fra krigen i Libyen. Tuaregerne var derfor ikke til at slå ned og vandt hurtigt kontrollen i de tre nordlige regioner: Timbuktu, Kidal og Gao. Et område på størrelse med Frankrig, som kaldes Azawad. Det fik formanden for Den Afrikanske Unions kommission, Jean Ping, til at reagere:

»Vi fordømmer på det skarpeste uafhængighedserklæringen. Det er nul og niks og har ingen værdi,« sagde Jean Ping kort tid efter, at tuaregerne proklamerede den selvstændige stat Azawad.

Al-Queda i baghaven

En fordømmelse, der blev opfulgt af hele det internationale samfund.

Tuaregernes ’overtagelse’ af kontrollen i Nordmali har hverken skabt ro eller stabilitet. Tværtimod har Gaddafis fald gjort det nemmere for terrornetværk at operere i det nordlige Sahel.

Gaddafi spillede en vigtig rolle i forhold til at holde terrornetværk nede.

Han ville ikke have al-Qaeda i sin baghave og brugte mange kræfter og ressourcer på at bekæmpe terrorfraktioner. Det er derfor en generel opfattelse i Sahel, at Gaddafi og hans styre har gjort rigtig meget godt for Afrika. Gaddafis fald medfører, at baghavelandene må overtage Libyens fokus på at holde terrorceller nede. En opgave som grænselandene Mali og Niger har håndteret vidt forskelligt.

Trods Nigers knappe ressourcer har landet afvæbnet Gaddafis tidligere lejesoldater. Desuden har Niger været meget opmærksom på, hvilken betydning Gaddafis fald vil få for terrorgrupper i Sahel, og arbejder derfor aktivt for at holde al-Qaeda fraktionen AQMI, al-Qaeda i et islamisk Maghreb, nede. Det fortæller Aghali Abdelkader, som arbejder i den nigerske premiereministers kabinet og for nylig deltog i en konference om Sahel, der blev afholdt i Danmark.Mali har derimod ladet den nordlige del af landet passe sig selv, således at al-Qaeda har kunne etablere en base, hvorfra de kan operere uhindret. Og med det seneste oprør har en yderlige islamistisk gruppering meldt sig på banen kaldet Ansar Dine, Troens Ord.

»Både tuaregerne, Ansar Dine og AQMI truer stabiliteten i hele Mali. Kaos, plyndringer, voldtægter og drab begås af både oprørsgrupperne og den maliske hær i det nordlige område, hvilket har drevet mange mennesker på flugt,« siger Troels Mikkelsen.

Det er i det hele taget svært at pege på et land med politisk ro og stabilitet i Sahel-regionen.

I Afrikas folkerigeste land, Nigeria, er den islamisk-fundamentalistiske bevægelse Boko Haram (vestlig uddannelse er en synd) vokset frem. Bevægelsens mål er at indføre sharia i hele Nigeria, og deres hyppige terrorbombninger har gjort Nigeria usikkert.

I Elfenbenskysten manglede den tidligere præsident demokratisk legitimitet, hvilket udløste en borgerkrig, som har sendt folk på flugt. Mange af flygtningene fra Nigeria og Elfenbenskysten er søgt mod Niger.

»Niger er blevet et knudepunkt for de menneskestrømme, der bevæger sig på kryds og tværs i Sahel lige nu,« siger Marianne Haahr.

Hvor Niger tidligere var et afsenderland i form af migranter, der tog til andre lande for at arbejde, er Niger nu et modtagerland.

»At folk strømmer til Niger, en sandkasse midt i Afrika, viser, hvor katastrofal krisen i Sahel er, og hvor alvorlige eftervirkninger oprøret i Libyen har haft for sine omkringliggende lande,« siger Marianne Haahr.