Nyhed
Læsetid: 4 min.

Den globale magtbalance er rykket mod sydøst

Verden har forandret sig markant siden det første FN-topmøde for bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro i 1992. De fattige lande er blevet magtfulde, de rige lande er i krise og fælles bevæger vi os med ekspresfart mod klodens grænser for vækst
Verden har forandret sig markant siden det første FN-topmøde for bæredygtig udvikling i Rio de Janeiro i 1992. De fattige lande er blevet magtfulde, de rige lande er i krise og fælles bevæger vi os med ekspresfart mod klodens grænser for vækst
Udland
7. juni 2012

Allerede under FN klimatopmødet i København i 2009 stod det klart, at klodens geopolitiske tyngdepunkt er ved at flytte fra nordvest mod sydøst.

Verdens økonomisk set største udviklingslande Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina forenede interesser og blev til BASIC-landene, der sammen tog lederskab for resten af verdens ulande.

Resultatet var samlet set en katastrofe for målet om en klimaaftale, men topmødet i København viste, at magtbalancen mellem de traditionelle i- og u-lande er rykket.

Og når verdens ledere senere i denne måned samles til FN-topmøde i Rio de Janeiro for at finde en opskrift på en global bæredygtig udvikling er konturerne af en ny verdensorden kun blevet mere tydelige.

USA og særligt EU-landene er i økonomisk krise, mens lande som Kina, Brasilien, Sydafrika, Sydkorea og Indien – der tilsammen udgør knap halvdelen af klodens befolkning, fortsat oplever årlige vækstrater på mellem fem og 10 procent.

I et studie fra den Asiatiske Udviklingsbank med titlen Realizing the Asian century skønnes det videre, at mere end halvdelen af klodens BNP i 2050 produceres i Asien. Mindst tre mia. asiater vil på det tidspunkt være på niveau med verdens rigeste med en gennemsnitsindkomst på størrelse med det en EU-borger tjener i dag.

Handling haster

At verden samtidig står overfor et uoverskueligt stort problem, kan de færreste være i tvivl om. I øjeblikket forbruger vi ifølge WWF hvert år 50 procent flere ressourcer, end kloden løbende kan regenerere, og presset på ressourcerne øges konstant.

Frem mod 2050 vokser verdens befolkning fra syv til ni mia., og allerede i 2030 – om blot 18 år – er det samlede behov for energi vokset med 45 procent, efterspørgslen på fødevarer vil være fordoblet, og vi vil samlet forbruge 30 procent mere vand. Og trods det globale overforbrug lever fortsat 1,3 mia. mennesker i fattigdom.

Derfor er handling i Rio de Janeiro presserende, men problemerne er mange og på forhånd næsten uoverkommelige.

Verdens mest ressourceforbrugende nation – USA – ønsker ingen globale aftaler om bæredygtig udvikling. Canada, Rusland, Mellemøstens oliestater, Kina og Indien ønsker heller ikke at binde sig til en opskrift på udvikling, som de frygter kan koste landene dyrt i omstilling.

Og endeligt er der – set i FN-sammenhæng – alle problemers moder: Netop forholdet mellem nord og syd, mellem rige og fattige lande. Et forhold, der topmøde efter topmøde over de seneste 20 år kun er blevet mere anspændt.

Historisk mistro

Det skyldes ikke mindst, at verdens rige lande notorisk har svigtet og brudt egne løfter, når det gælder overførsel af midler til verdens fattigste nationer. Det permanente eksempel på dette er FN’s princip om, at rige lande skal bidrage med mindst 0,7 procent af BNP til udvikling af verdens fattigste lande – aktuelt opfylder blot fire lande i verden dette mål, der oprindeligt blev vedtaget på FN’s Generalforsamling i 1970.

Men værre er måske de mere aktuelle eksempler. Under klimatopmødet i København i 2009 lovede de rige lande at overføre penge til de fattige lande. Først i form af en treårig hurtig klimafinansiering på 30 mia. dollar frem til udgangen af 2012, siden skal klimahjælpen gradvist hæves til i 2020 at udgøre 100 mia. dollar om året.

»Alligevel ser vi nu, at nogle rige lande mener, at pengene først skal komme efter 2020. Hvis det bliver tilfældet, kan udviklingslandene på ingen måde opfylde ambitionerne om at nedbringe udslippet (af CO2, red.) og tilpasning til klimaforandringerne vil ikke være mulig (…) og vi vil være nød til at droppe enhver idé om bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse,« lyder det fra Pa Ousman Jarju, Gambias miljøminister og aktuel formand for gruppen af verdens 48 fattigste lande, LDC-landene.

Mulighedernes alliance

Omvendt er problemet, at de fattige landeførst og fremmest forhandler og taler med én stemme igennem den såkaldte gruppe af fattige lande, G77+Kina, der ikke desto mindre dækker over 132 lande med vidt forskellige interesser og udviklingsmæssigt ståsted spændende fra Mellemøstens rige oliestater til Afrikas fattigste lande. Som Kim Carstensen, tidligere generalsekretær for WWF i Danmark, siger:

»Tidligere var det en mere homogen gruppe med en række fælles interesser, ikke mindst i forholdet til de rige lande. Men i dag kan man spørge, hvad Kina og Burkina Faso eller Saudi-Arabien og Congo har til fælles?«

At der alligevel kan være håb om et egentligt samarbejde mellem rige og fattige lande sås under det seneste FN klimatopmøde i Durban, Sydafrika.

Her lykkedes det EU at bryde G77- blokken og indgå en alliance med verdens 90 fattigste og mest skrøbelige lande, henholdsvis LDC-landene og AOSIS gruppen (Least Developed Countries og samlingen af mindre østater, red.).

Lokkemaden var, naturligvis, penge. Men skal den nye alliance holde og kunne bruges til at lirke de mangeårige betændte forhold mellem rige og fattige op, så skal EU-landene gøre deres ypperste for at indfri forventningerne.

Ellers vil Kina, Indien og andre store udviklingslande hurtigt igen indtage en position, hvor de alene taler på vegne af verdens u-lande.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kristensen

Det kommer som en overraskelse for vesten hver gang man konstaterer at den globale magtbalance er ved ar flytte sig...

Egon Maltzon

@Michael Kristensen:

De eneste der tilsyneladende bliver overraskede er kommentatorerne her på Information.

Men det bliver selvfølgelig også en større omstilling pludseligt at skulle forholde sig til at Kina, Indien, Rusland og Sydafrika er blandt de store skurke i klimaspillet.

Jonas Nielsen

Lærde og journalister mangler vist en del indsigt i hvordan verden er nu om dage eller så tror de blindt på alle de mange fine tal der først designes og derefter spyttes ud...

Niels-Simon Larsen

Tak til Jesper Løvenbalk Hansen for de tre oplysende sider. Man behøver ikke at være uddannet i sammenlignende videnskab af en slags for at se, at de modsætninger, der eksisterer landene imellem kun fører ét sted hen. Det bliver en meget lille aftale, der kommer i hus om nogen.

Vi almindelige mennesker nede i bunden må så gøre, hvad vi kan for at holde sammen. Alene det er en stor udfordring.

Michael Kongstad Nielsen

Ingen aftale i København. Måske ingen aftale i Rio - jo, men en lille en. Men det gør ikke så meget, for der arbejdes på højtryk i alle landene på at udvikle bæredygtige løsninger, energieffektivisering, færre fossile brændsler, der bygges vindmøller og laves solcelleanlæg som aldrig før, alt sammen uden en aftale, for verden er ikke parat til store bindende aftaler - måske fordi man ikke har tillid til hinanden. Og når man tænker på den manglende opfyldelser af tidligere tilsagn, så kan man måske godt forstå det.

Derfor betyder Rio alligevel noget. Det minder folk om, at emnet stadig er vores største udfordring. Desværre er det også et frås af 50.000 deltagere, der rejser med fly til den anden ende af kloden, og holder fed ferie på statskassernes regning, tja, men det må man nok tage med.

Niels-Simon Larsen

Rio+20 er et sandhedens øjeblik. Det er selve vores overlevelse, der drejer sig om. Finder vi ikke ud af at begrænse temperaturstigningen inden 2017, er døren lukket til fremtiden.
I dag forholder flertallet sig videnskabeligt til trosspørgsmål, men trosmæssigt til videnskab. Videnskab ’vælger’ man at lade være med at tage alvorlig og kalder den en trossag. Dermed har skeptikerne fået vind i sejlene, og det er katastrofalt.

Evolutionen burde have løftet os op på et niveau, så vi kunne tage vare på os selv. Det punkt har vi ikke nået endnu.

Den globale magtbalance er rykket ned i lommen på en meget lille gruppe mennesker.

Hanne Christensen

Nej tænk - forandrer verden sig....

Niklas Monrad

Om et par år sidder vi og analyserer hvorfor det nu ikke gik som forudset ...

Det moderne menneskes lyst til at bevæge sig kommer oftest af enten begær eller tvang. Og ingen børser begærer grøn udvikling, før produktionen af grøn energi overstiger en vis forventning til afkast.

På en måde glæder det mig at verdens leder ikke kan finde ud af lave en fredelig verden, ikke kan finde ud af at skabe en grøn jord - og ikke kan finde ud af at kontrollere en fair verdensøkonomi.

Det viser at fremtiden kun kan skabes en slags mennesker - græsrødderne!!

.. og et fint sted at starte med at reparere sin cykel og andre ting selv - istedet for bare smide ud - er et ganske glimrende foreslag.

morten hansen

Skal vi så have ondt af os selv? Og hvem er i øvrigt 'os selv'?

For at tage det sidste først: 'os selv' er den minimale klike af kyniske, grådige, skrupuløse, magtliderlige, morderiske, løgnagtige menneskelignende væsener højt på strå, der i alt, alt for lang tid har udplyndret verden - inkl. deres eget nabolag aka dig og mig.

Dernæst: vi skal overhovedet ikke have ondt af dem. Vi skal have ondt af dem, der er deres ofre + dem i nabolaget, som de dernæst forsøger at forgriber sig på, hvis der for alvor bliver sagt fra i 'Sydøsten'. Og dem derude, der stadig ikke har mulighed for at forsvare sig.

Vi har aldrig gjort os fortjent til at svinebruge løs af verdens ressourcer på andres bekostning. Nu betaler vi selv prisen. Og her begynder jeg at sige 'vi', for vi har ladet kliken forgribe sig. Vi er hælerne, der har ladet os korrumpere af stjælerne.

Den potentielt gode nyhed er imidlertid, at hvis det lykkes ved fælles hjælp at sætte kliken fra bestillingen, så er der lige pludselig nok til alle. Jorden er et overflødighedshorn. Men kun under forudsætning af, at kliken ikke længere får mulighed for at rage til sig og underkue den eksplosion af ny energiteknologi, der lurer under overfladen, og som har været en mulighed i 100 år.

Det lader til at de store udenfor Nordvesten er i gang med noget. Og det eneste kliken har fantasi til at forestille sig, er at sætte i gang i nye krige, interventioner, korruptioner, statskup, fake-revolutioner, finansterror og forløjet misinformations-krig.

De ynkelige skrog!