Euroen er ikke »en fetich«, sagde Alexis Tsipras, venstrefløjspartiets Syrizas leder, torsdag under et vælgermøde på Omonia-pladsen i det centrale Athen.
Men den karismatiske leder for Syriza, der ifølge de seneste meningsmålinger (1. juni) står til at få 31,5 pct. af stemmerne ved søndagens omvalg og dermed blive Grækenlands største parti, insisterer samtidig på, at en stemme på hans parti er den bedste garanti for, at landet bliver i eurozonen. Tsipras opfordrer de europæiske venstrefløjspartier til at indgå en alliance for at gøre op med den nedskæringspolitik, som Angela Merkels konservative regering i Tyskland dikterer, og lægge fundamentet til »et solidarisk og økonomisk demokratisk Europa«:
»Krisen er jo ikke blot et græsk anliggende, men har rødder i den økonomiske politik, som er blevet ført i Europa siden 1980’erne,« siger Euclid Tsakalotos, økonomiprofessor ved Athens universitet og rådgiver for Syriza.
Antonis Samaras fra Nea Demokratia advarer derimod om, at en valgsejr til Syriza, som insisterer på at genforhandle betingelserne for de to redningspakker til Grækenland med Den Internationale Valutafond og EU, kan blive et påskud for at smide grækerne ud af eurozonen:
»Vil I have euro og stabilitet eller drakmer og isolation?« spurgte lederen for det konservative parti, der ifølge meningsmålinger står til at få 25,5 pct. af stemmerne og dermed blive det næststørste parti, forleden ved et vælgermøde i Thessaloniki.
Ingen erfaring
Det var under Nea Demokratias seneste regeringsperiode indtil 2009, at den græske statsgæld eksploderede. Derefter overtog socialistpartiet Pasok fallitboet, indtil den tidligere nationalbankdirektør Lukas Papademos teknokratiske overgangsregering sidste år blev sat til at håndtere den kaotiske situation, efter at premierminister Georgios Papandrou havde foreslået at bringe nedskæringerne og dermed implicit det græske euromedlemskab til folkeafstemning.
Men Syriza mener, at grækerne godt kan sige nej til en række af reformerne, som efter deres mening har slået fejl, og alligevel blive i eurozonen. Hvis dette krav bliver overtrumfet ved EU-topmødet 28.-29. juni, står vi ifølge den slovenske filosof Slavoj Zizek over for »et Europa med asiatiske værdier«:
»Det har selvfølgelig intet med Asien at gøre, men med den moderne kapitalismes aktuelle og evidente vilje til at suspendere demokratiet,« sagde Zizek for nylig ved Syrizas kongres.
»Man siger, at Syriza ikke har erfaring nok til at regere,« sagde Zizek om venstrefløjskoalitionen, der opstod i 2004 og ligesom Enhedslisten er organiseret i Det Europæiske Venstre: »Jeg er enig. De har ingen erfaring i at få et land til at gå fallit ved snyde og stjæle. Den erfaring har I ikke. Det fører os videre til Europas politiske establishments absurditet: De prædiker for os om at betale skat og blæser til kamp mod den græske klientelisme, men deponerer samtidig alle sine forhåbninger i koalitionen mellem de to partier (Nea Demokratia og Pasok, red.), som har skabt denne klientelisme i Grækenland.«
Problemet med grækerne i almindelighed og med Syriza i særdeleshed er ifølge Slavoj Zizek, at de ikke opfører sig som »passive ofre«, men kræver »aktiv solidaritet«.
»Syriza bliver beskyldt for at promovere venstrefløjsfiktioner, men det er spareplanen, som Bruxelles har gennemtvunget, der tydeligvis er en fiktion. Alle ved, at denne plan er fiktiv, og at den græske stat aldrig kan betale sin gæld på denne måde,« sagde Zizek, der betegner Syriza som krisens realister:
»Jeg ved, at Syrizas opgave er næsten umulig. Syriza er ikke vanvittig venstrefløjsekstremisme, men fornuftens pragmatiske stemme, der opponerer mod markedsideologiens vanvid (…) Hvis Syriza skal have bare en minimal chance for succes, er paneuropæisk solidaritet nødvendig.«
Klar skillelinje
»Venstrefløjen i Grækenland har længe argumenteret for, at EU’s økonomiske politik før eller siden ville bryde sammen. Alene den kendsgerning, at hele EU er påvirket af den græske krise, burde give dette synspunkt medvind,« siger Euclid Tsakalotos og tilføjer:
»Liberaliseringen af finansmarkederne har ikke medført, at kapitalen er flydt derhen, hvor der er mest brug for den, men tværtimod ført til stadig større splittelse mellem centrum og periferi i Europa. Den største udfordring for den europæiske venstrefløj er at foreslå løsninger på det problem.«
Nikolaj Villumsen, Enhedslistens EU-ordfører, har været i Athen under valgkampen for at markere sit partis sympati med Syrizas politik. Mens Syriza anbefaler fælleseuropæisk beskatning af finanstransaktioner og CO2-udledning for at finansiere et solidarisk Europa, vil Enhedslisten dog ikke være med til at afgive noget af landenes skattepolitiske suverænitet til EU:
»Jeg synes ærlig talt ikke, at løsningen på EU’s demokratiske og sociale krise er at give José Barroso, Herman Van Rompuy og Angela Merkel flere danske skattekroner. Det er mere demokratisk, at Folketinget fordeler skattekronerne, end at en ikke-folkevalgt EU-kommission gør det,« siger Nikolaj Villumsen, som mener, at grækernes problem er »et internt omfordelingsproblem«, men kritiserer samtidig euroen for at have skabt »en strukturel ubalance« mellem landene i EU.
»Splittelsen vil kun øges, hvis løsningen bliver, at man flytter penge fra den almindelige tysker til Grækenland,« siger Villumsen.
Krisedrevet europæisering
Historiker Uffe Østergaard, EU-ekspert og professor ved CBS, betegner krisen som »en stor europæiseringsfaktor«. Hvis samarbejdet mellem Syriza og andre venstrefløjspartier kan bidrage til en fælleseuropæisk offentlighed, der omfatter både nord og syd, er det ifølge Østergaard »noget ganske nyt og spændende«:
»Langsomt vil alliancen mellem venstrefløjspartierne nok begynde at sige noget andet end: ’Beslutningerne skal hjem til landene, og så bliver alting godt igen.’ Måske vil de formulere en fælles vision for Europa, for venstrefløjspartierne bliver jo større og repræsenterer mange flere mennesker. På den måde bliver de også mere ansvarlige. Det er ikke nemt for et venstrepopulistisk parti, for så skal de pludselig kunne levere nogle svar på spørgsmålene om, hvordan man skal føre en fælleseuropæisk politik. Hvis Syriza bliver det største parti, står de i en svær situation, for så risikerer de at få ansvaret.«
Det er naturligt, at krisen skaber bevægelse i Europas politiske landskab, påpeger Uffe Østergaard:
»Offentlighed opstår jo ikke ved, at man maler den eller giver tilskud, men ved at landene mødes om reelle problemer,« siger historikeren, der kritiserer den danske venstrefløj for at yde et undseligt bidrag:
»Jeg synes ikke, at man kan anklage Enhedslisten for at have nogen europæisk politik, men måske er de ved at få det. Deres politik har indtil nu bare været national suverænitet og ret til at bestemme sig selv ned under gulvbrædderne. Spørgsmålet til Enhedslisten er derfor: Hvad går den fælles politik ud på, andet end at beslutningerne skal lægges tilbage på nationalt plan? Der skelner jeg mellem, om man har en politik, eller om man bare er en reaktion på samarbejdet og står sammen om at sige nej til nedskæringer. Et nej er jo demokratisk velment, men det er næppe et tilstrækkeligt svar på noget som helst.«
,
