Læsetid 5 min.

Skal Grønland være storeksportør af uran?

Grønland sidder på enorme uranreserver, der ikke bliver udnyttet. Hvis landet som forventet starter en produktion, vil det kræve et omfattende apparat, der kan sikre, at uranen bruges til fredelige formål. Men det apparat er end ikke ved at blive udtænkt. Grønland og Danmark sidder på hænderne, lyder kritikken fra atomvåbenforsker
span class="photo-credit">Foto:  John Rasmussen  Det australske mineselskab Greenland Mining and Energy Ltd foretager efterforskningsboringer efter uran i Narsaq i Sydgrønland. Landsstyret har bandlyst al uran-udvinding i Grønland Et stort flertal af befolkningen i Narsaq er nervøse. Ikke på grund af uranet, men mest for forurening med især støvet fra det dødsensfarlige mineral flour og for luftarten radon, der findes i fjeldet.

span class="photo-credit">Foto: John Rasmussen Det australske mineselskab Greenland Mining and Energy Ltd foretager efterforskningsboringer efter uran i Narsaq i Sydgrønland. Landsstyret har bandlyst al uran-udvinding i Grønland Et stort flertal af befolkningen i Narsaq er nervøse. Ikke på grund af uranet, men mest for forurening med især støvet fra det dødsensfarlige mineral flour og for luftarten radon, der findes i fjeldet.

John Rasmussen
27. juni 2012

Blot mangler det officielle nik fra Beijing, så står Kina tilsyneladende klar med 13 milliarder kroner i udviklingsstøtte til en jernmine nordøst for Nuuk. Det kom frem i kølvandet på den kinesiske præsident Hu Jintaos nylige besøg i Danmark, hvor han bragte spørgsmålet om Kinas observatørstatus i Arktisk Råd op – en platform, der forventes at styrke Kinas udkig efter råstofeventyr i Grønland.

Senest har også en sydkoreansk investorgruppe ifølge Berlingske vist sig villig til at skyde 15 milliarder kroner i Sydgrønlands Kvanefjeld, der har store forekomster af sjældne jordarter, som blandt andet bruges i vindmøller og mobiltelefoner.

De sjældne jordarter vil dog fortsat ligge uberørt i undergrunden, så længe den grønlandske regering, Naalakkersuisut, fastholder sin nultolerance-politik over for uran. Det radioaktive stof, der er en kilde til støvforurening, følger nemlig ofte med som biprodukt og bremser derfor Grønlands industrielle drøm.

Meget tyder derfor på, at nultolerance-politikken vil støde på grund ved efterårets revision af Grønlands råstoflov eller efter det landstingsvalg, der senest skal afholdes næste sommer.

Her skal drøftes, om det radioaktive stof bør føres tilbage i undergrunden eller brydes for at kunne sælges på det globale marked.

»Jeg håber, vi snart kan ændre nultolerancen og få produceret den uran, vi har, i stedet for at blive et arktisk frilandsmuseum,« siger Doris Jakobsen, MF for oppositionspartiet Siumut, og pointerer, at uranen herefter kun må anvendes til fredelige formål.

Forbud snart væk

I den siddende grønlandske regering tripper Demokraterne også for at komme i gang, hvis det viser sig miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt at bryde uran.

Men Grønlands ledende regeringsparti, IA, stritter imod og indskærpede i sidste uge sin modstand mod uranproduktion. Selv her erkender man dog, at det nuværende forbud meget vel kan blive ophævet.

»Det bliver nok svært i fremtiden at beholde nultolerancen, hvis man skal være helt realistisk og se på den parlamentariske situation. Men alene det, at vi måske snart ophæver den, gør, at vi også bør opbygge den institutionelle viden, der er nødvendig.« lyder det fra Sara Olsvig, MF for IA.

Vent og se

Det vil hermed ikke være et sekund for tidligt, påpeger DIIS-forsker Cindy Vestergaard, der er ekspert i ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. For hvis Grønland bestemmer sig for at blive storeksportør af uran, vil det få geopolitiske implikationer af hidtil uset karakter. Og det har hverken Grønland eller Danmark set komme, vurderer hun.

»Både i Grønland og Danmark har man hidtil haft en ’vent og se’-tilgang. Grønland er ansvarlig for sin egen uraneksport, men har ikke ekspertisen og ressourcerne til at opbygge en eksportkontrol, hvis landet bliver en af verdens top 10-leverandører af uran. Derfor må Danmark hjælpe til,« siger hun og efterlyser, at Udenrigsministeriet drøfter med Grønland, hvordan man fælles kan opbygge ekspertise og skabe effektive kontrolsystemer. Helt centralt står spørgsmålet, om en fremtidig uraneksport vil blive anvendt til kernekraftværker, eller utilsigtet kan ende som del af et atomvåbenprogram.

»En sådan produktion vil være en game changer for det ellers ikke-nukleare kongerige, der er uinformeret og jomfrueligt på det her område. Det vil højne rigets betydning internationalt, fordi det vil blive en så stor producent. Det har man historisk været forskånet for at tænke i,« understreger hun.

Tidligere udenrigsminister og grønlandsordfører Per Stig Møller (K) er enig i vurderingen:

»Vi vil jo nok ikke synes, at det er en god idé at give atommateriale til eksempelvis Iran. Vi kan jo ikke have, at et NATO-land hjælper til med at producere atombomber, så det vil blive et NATO-anliggende,« siger han til Berlingske.

Uran til Indien

Risikoen for at bidrage til produktion af a-våben kan Grønland mindske ved eksportkontrol, men det er formentlig ikke nok. I forvejen er handlen med såkaldt yellowcake – udvundet uran – et af de mest uigennemsigtige og uregulerede markeder i verden. Derfor bør Grønland og Danmark ifølge Cindy Vestergaard også beslutte, hvem der helt præcist må være med i det gode selskab. Skal uranen f.eks. kun sælges til Europa? Og hvad med Indien?

Netop Indien har en mærkværdig international status. Ligesom Nordkorea, Pakistan og Israel har nationen ikke underskrevet ikke-spredningsaftalen for atomvåben (NPT).

Men siden 2008 har Indien alligevel været inviteret med i den globale handel med atomart isenkram og uran. Godt nok har klubben af nationer, der handler med atombrændstof og -teknologi, Nuclear Supplier Group (NSG), kun tilladt handel med Indien inden for civil atomkraft.

Men intet er til hinder for, at den uran, der skulle levere strøm, ikke blot anvendes til bomber, for de militære faciliteter er ikke omfattet af krav om inspektion, påpeger Cindy Vestergaard.

»Dispensationen til Indien har ændret alt. I dag er der i hvert fald ni bilaterale aftaler med Indien. Hvis Grønland accepterer at handle med ikke-NPT-stater, så vil det få enorme implikationer,« siger hun og pointerer, at uraneksport altid vil være omgærdet af uvished.

»Atomstater kan gøre, hvad de vil. Det må altid være i baghovedet på dem, der eksporterer. Og spørger man australierne, der i 30 år har skibet uran til USA, om de er sikre på, at intet af det uran, de har eksporteret, er gået til våbenprogrammer, så kigger de på dig og siger: ’Well, vi er så sikre, som det er muligt at være’.«

Høje standarder

I Udenrigsministeriet er man mindre bekymret og stoler på, at en eventuel grønlandsk uranproduktion vil harmonere med de høje krav, der ellers stilles til mineralproduktion.

»Kongerigets arktiske strategi er jo et fælles produkt fra Danmark, Færøerne og Grønland, som siger, at udvindingen af mineraler skal ske under anvendelse af de højst tænkelige standarder. Og i praksis har man også anvendt høje norske standarder ved olieudvinding,« siger Danmarks arktiske ambassadør, Klavs A. Holm.

Seniorrådgiver Per Kalvig fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) anerkender, at uranhandlens varekæde er »et tricky forhold«.

Men han påpeger, at det ikke er givet, at Grønland vil raffinere uranen på en måde, der vil kunne anvendes i våben, og at efterspørgslen er tvivlsom.

»Jeg tror ikke, at det er sådan, at der står lande og tripper for at få fat i uran til atomvåbenbrug. Derfor kan det selvfølgelig stadig godt være, at uranen bliver spredt. Men de lande, der ville kunne være interesserede i uran til a-våben, har kunnet få det hele tiden.«

Den grønlandske undergrund rummer mellem verdens sjette og tiende største uranreserver. Det radioaktive grundstof er flittigt efterspurgt i verden, og alene Kina forventes at tredoble sit uranforbrug frem til 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

A-våben har siden 1945 været med til at forhindre storkrige her på kloden, og med hensyn til spredning af atomvåben og kontrol, er der oprettet organer som ihvertfald Verdens magthavere stoler på...

...Urandebatten bør ikke overskygge den vigtige debat:
Hvordan kommer Grønlands ressourcer hele den grønlandske befolkning til gode?

Brugerbillede for Knud  Seblon

Det ser ud som om DK. stadig må poste mange milliarder ind i Grønland, også selvom landet eksporterer guld, sølv, rubiner, uran, jern, sjældne jordarter, molybdæn diamanter er der sørme også m.m. for jeg ved ikke for mange milliarder euro og mere til. Der har været over 23 miner gående uden at der er kommet 1 krone i selskabsskat til Grønland.
Denne råstofpolitik beholder man da man ikke ser sig som et etableret mineland der ligger meget fjernt i et meget utilgændelig udpost der er udover kanten af den kendte verden. Derfor gører man alt for at tiltrække udenlandske investore og gører livet let for dem. D.v.s. Grønland accepterer at der bliver skabt nogle få arbejdspladser og noget mere aktivitet til de lokale firmaer og den store rest, må udlandet tage med hjem. Selskabsskatter er der ingen der har set noget til endnu. Øvrige og diverse ressourcerenter og forskellige royalties afstår man helt og konsekvent fra.
Det er der hvor vi sidder i dag.
I kasse 1 kommer der ca. 3, 8 milliarder fra Dk. samtidig med at der i kasse 2 udskibes for værdier for mange , mange milliarder euro. Værdier som i øvrigt i stor grad forædles, forarbejdes og forbruges i udlandet til stor moro for udlandet, da de jo formår at få det absolut maksimale ud af de grønlandske råstoffer.
Der står i den selvstyrelov at overskud ( fra selsskabsskatter) skal deles mellem dk. og grl. indtil bloktilskuddet er gnavet ned til nul og resten skal der forhandles en fordelingsprocent om. Hvis Grønland ikke vil være i stand til at hente selskabsskatter ind, så vil der ikke være noget at dele med dk. om.
Der er mange i Grønland der er imod nul ressource og royalty politikken, men selvstyret bibeholder en råstofpolitik der stammer fra 1960, 70, erne.

Brugerbillede for Rolf Hansen

Selv skal de det, det er med til at betale minen som hiver sjældne jordmetaller med op som blandt andet massivt bruges i vindmøller, og som ellers kina er eneste leverandør af nu og reelt selv sætter prisen på.

Med andre ord, ingen VE uden uran udvinding.

1ton uran erstattet trods alt over en million tons kul og sparer derfor atmosfæren for betydelige mængder co2, hvis altså landene ikke reagere irrationelt som tyskland og erstattet co2 neutral energi med brunkul.

Brugerbillede for Hanton  Flilk
Hanton Flilk

Alle naturressourcer bliver udpint indtil vi dør af det, også uanset al tom snak om fredelige formål, bæredygtighed, mindre udledning og alt det andet fis vi fyrer af i et desperat forsøg på at bilde os selv ind, at vi er civiliserede og har en chance for overlevelse.
Vores nylige erkendelse af, at vi er tæt på undergang, får os kun til at sætte tempoet op.
Vi får, snart, som fortjent.

Brugerbillede for Ulrik Hermann
Ulrik Hermann

Nuj er uran absolut ikke noget sjældent materiale. Det der er svært er at berige det så det kan bruges til bomber. I naturen er der ca 0,8 % uran 235 der er spaltelig og 99,2 % uran 238 der ikke er spaltelig. Så er kunsten at berige det så der er 3 % Uran 235 for så kan det bruges til fredelig og ren kernekraft. Hvis det beriges til mere end ca. 80 % spalteligt materiale kan det bruges til bomber, men det bliver sværere og sværere jo mere der beriges. Og Grønland vil givetvis sælge uran malm, og det er altså helt OK, for det er et rimeligt almindeligt metal.

Men noget af den grønlandske uran kunne da med fordel bruges i danske kernekraftværker, de giver stabil og miljøvenlig energi,og udleder ikke svovl eller CO2. De virker også når det ikke blæser. Det har vi ikke valgt, forstå det hvem der kan.

Brugerbillede for Steven Broers
Steven Broers

»Jeg håber, vi snart kan ændre nultolerancen og få produceret den uran, vi har, i stedet for at blive et arktisk frilandsmuseum,« siger Doris Jakobsen, MF for oppositionspartiet Siumut, og pointerer, at uranen herefter kun må anvendes til fredelige formål.

Hahahahahaha.... Kære Doris, hvor naiv kan man være. Men du ser nok bare $$ over det hele...

Brugerbillede for Vile Werneby
Vile Werneby

Hvis Grønland - trods selvstyre på området - vil basere sin udnyttelse via den danske model med dens ekspertise, råd og vejledning, så skulle der være gode chancer at folket nu også vil kunne drage nytte af den industrialisede udvikling ... også uranen.

Men erfaringen gennem 30 årig Hjemmestyre - et eklatant demokratisk fiasko uden fortilfælde efter dansk målestok - og et Selvstyre der end ikke er nået til sit demokrati indignerede ståsted - trods højtprofilerede valgløfter i 2009 -, så er jeg bange for at "spæktosserierne" deroppe vil fortsætte og dermed vil den almindelige grønlænder aldrig se eller opleve goderne, som deres folkeretslige undergrund er så rigt på.

Faktum er at kun få priviligerede kan drage nytte af udnyttelsen af øen naturrigdomme og resten bliver holdt i tusmørket uden større indflydelse og fremtid !

Hvis vi fra Danmark lod være med at være så berøringsangste for en gangs skyld siden 1953, så vil det mere end noget andet hjælpe den almindelige grønlænder og derved give den de bedste chancer for at blive industrialiseret og skabe sig den fremtid de tørster så meget efter !!

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Det er helt klart op til Grønlands befolkning at afgøre disse spørgsmål.

Syddanmark skal ikke opføre sig som en overformynder / imperalist over for Grønland.

Hvis grønlænderne vælger løsninger, der er i konflikt med rigsfællesskabets udenrigspolitik, så må de selvfølgelig forlade rigsfællesskabet ( - men så har de jo til gengæld også nye indtægtsmuligheder, der kan gøre dem totalt uafhængige af alt og alle.)

Brugerbillede for Anne Albinus
Anne Albinus

"De sjældne jordarter vil dog fortsat ligge uberørt i undergrunden, så længe den grønlandske regering, Naalakkersuisut, fastholder sin nultolerance-politik over for uran."

Det svarer ikke til, hvad man kunne læse 10.9.2010 i denne australske artikel for pro-aktive investorer fra 10.9.2010:

Greenland Eases Uranium-Mining Ban, Greenland Minerals & Energy to benefit

"Greenland's government Thursday partially changed a decades-old ban on uranium mining in one of its most significant acts since gaining limited autonomy from Denmark a year ago.

The move could open the icebound and sparsely populated country to exploration for uranium and rare earths and gives a nod to an Australian mining company to develop a mine plan for what the company says is the world's biggest undeveloped deposit of rare earths."

Brugerbillede for Ole  Olsen

Det spørgsmål skal grønlænderne selv svare på.

Hvis danskerne ikke er tilfredse med hvad grønlænderne beslutter, kan Danmark vel bare melde sig ud af rigsfællesskabet.

Brugerbillede for Thomas Holm

Det Grønlandske selvstyre forbyder valt malmudvinding hvis malmen inderholder mere end 60 ppm uran.

Malmen med de eftertragtede 'sjældne jordarter' indeholder ca. 360 ppm uran.

Så ingen udvinding.

Det blev fornyligt bekræftet i en artikel på Ingeniøren's hjemmeside.

Brugerbillede for Mads Christensen
Mads Christensen

@Knud Seblon

Ikke noget fra mig om uran i denne omgang, men jeg er nødt til at korrigere et par dine mest indlysende forsøg på at føre læserne på vildspor, ikke bare på sermitsiaq.ag, men også her på information.dk.

Jeg ved, at du kan mere end tælle til 10, så hvis du skriver, at der har været 23 miner, så skal det jo nok passe. Det er imidlertid misvisende, når du himler op om, at der aldrig ’er kommet en krone i selskabsskat til Grønland’. Af den simple grund at langt de fleste af de nævnte 23 miner blev anlagt - og tømt eller forladt – mens Grønland var en dansk koloni, 1721-1953, og dermed også lang tid før det kom på tale, i 1971, at fastsætte vilkår om, at mineselskaber med udvindingskoncession skulle have hjemsted i Grønland. Det krævede man af det canadisk-ejede mineselskab Greenex, som fik koncession til at udvinde zink, bly og – skulle det vise – sølv fra ’Den Sorte Engel’.

Greenex betalte koncessionsafgift og udbytteskat, som efter hjemmestyrets indførelse i 1979 blev modregnet i statens bloktilskud til Grønland. Målt over minens levetid var ’government take’ 30-35 pct. Det offentlige modtog i perioden 1972-90 indtægter på i alt 465 mio. kr. heraf 129 mio. kr. i form af udbytteskat, 322 mio. kr. i koncessionsafgift og resten, 14 mio. kr. i arealafgifter. Desuden var det samlede provenu af grønlandsk personskat i alt 225 mio. kr. i samme periode.

’Den Sorte Engel’ var i drift fra 1973 til 1990, altså 17 år, hvorefter der gik 14 lange år, inden en ny mine, Nalunaq-guldminen, blev åbnet, i sommeren 2004. Nalunaq lukkede igen i dec. i 2008 efter skuffende resultater og nul kroner af kagen til det offentlige. De nye ejere, som overtog minen i juli 2009, skiftede koncept, etc.: Den lavlødige guldmalm skulle koncentreres på stedet, så der ikke fremover skulle eksporteres store mængder guldholdigt materiale til oparbejdning i udlandet. Minen blev genåbnet i 2010, og den første guldbarre blev støbt ved minen i maj 2011. Minen har siden december sidste år, så vidt jeg ved, haft positiv cashflow, men endnu ikke overskud til beskatning.

Det er derfor notorisk forkert, når du hævder, at der 'i dag udskibes værdier for mange, mange milliarder euro'. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre med kun én sølle guldmine i drift: Nalunaq producerer i bedste fald 1000-1500 ounces/måned og guldprisen ligger p.t. på 1200-1500 USD/ounce, så det bliver til max. 2,3 mio. USD/måned. Brutto vel at mærke.

Hvis jeg skal være lidt fræk, vil jeg – set fra sidelinjen - påstå, at dette forløb i en vis udstrækning kunne forudses. Det skyldes, at der blev presset for meget på, bl.a. eller måske især fra de grønlandske beslutningstagere, for at den guldmine skulle blive til noget. Man var dengang i begyndelsen af 2000-årene meget opsat på at vise omverdenen, at ’mining in Greenland is possible’.

Set i bagklogskabens kloge lys kom man derved til at lave et par fejltagelser: Man lukkede øjnene for, at man måske ikke stod med det mest 'guldrandede' projekt (undskyld) eller det mest kompetente (finansielt og teknisk set) mineselskab. Man skubbede oveni købet på ved at lempe de økonomiske vilkår. Det sidste har haft sin pris, ikke så meget ifm. Nalunaq, fordi der formentlig aldrig var profit fra guldminen, Version 1 og måske heller ikke bliver det fra Version 2.0.

Men hvis man kigger fremefter, kan man risikere at skulle betale en endnu højere pris fordi nogle af de mineselskaber, som nu er inde i butikken, har en forventning om også at få lempelige økonomiske vilkår.

NB. Jeg er ikke på tilbagetog vedr. royalty, hverken på omsætningsbasis fra Day One eller overskudsroyalty. Sådanne vilkår er jeg stadigvæk modstander af: 1) Det svarer i praksis til, at mineselskaberne ikke kan gå så langt ned i cut off-rate, som de ellers kunne, 2) Der er tale om gynger og karusseller, dvs. hvis Grønland evt. skulle komme igennem med at få mere provenu up front, så får man mindre ud af det senere og formentligt mindre totalt set over hele minens levetid.

’There is no such thing as a free lunch’.

Brugerbillede for Knud  Seblon

@mads christensen
Jeg kan se at jeg har skrevet at Grønland eksporterer en masse forskellige mineraler og det er en fejl fra min side. Det er for at vise at der i Grønland findes store forekomster af forskellige værdifulde råstoffer som Grønland må prøve at få det bedste ud af. Mineralerne er ok, men er ikke de primære. Det store for Grønland er at Inuit har formået at skabe el af vandet fra indlandsisen på landsplan. Det er her fremtiden for Grønland ligger.

Brugerbillede for Mads Christensen
Mads Christensen

@Knud Seblon

Her kommer min nogenlunde korte version af, hvorledes landet ligger:

4 vandkraftværker har reduceret udgiften til import af olieprodukter til el- og varmeforsyningen i 5 byer og reduceret de tilhørende CO2-udledninger. Og det 5. vandkraftværk tages i brug næste år. Men vandkraft har altså endnu ikke bidraget til reduktion af Grønlands samlede olieimportregning eller den samlede CO2-udledning. Hvorfor? Fordi olieforbruget til andre aktiviteter, både i de gammelkendte sektorer og nye, såsom efterforskning af råstoffer især olie, er steget mere. Den tendens vil alt andet fortsætte og tendensen vil blive forstærket, hvis man på basis af nye, kæmpestore vandkraftværker får etableret et aluminiumsværk og/eller hvis man går fra efterforskning til udvinding af et eller flere mineraler.

Minedrift vil skabe arbejdspladser, både direkte og afledet beskæftigelse, og det offentlige vil kunne få en del af kagen, hvis man er god til at forhandle en afbalanceret pakke på plads med de involverede selskaber.

Olieproduktion vil ikke, hverken relativt set i forhold til omsætningen og formentlig heller ikke i absolutte tal, skabe nær så mange arbejdspladser som et par miner, hverken direkte eller indirekte, fordi ilandføring af olien vil være teknisk umuligt og iøvrigt økonomisk prohibitivt. Men olieeksport vil skabe enorme eksportindtægter og give det offentlige store indtægter i form af beskatning og offentlig deltagelse i virksomheden.

Det bliver en kæmpeudfordring for de grønlandske beslutningstagere at få det bedste ud af disse potentielle muligheder og omstille en del af samfundsmaskineriet fra den nuværende situation præget af fiskeri, en alt for stor offentlig sektor og et meget spredt bosættelsesmønster.

Udgangspunktet på arbejdsmarkedet og erhvervslivet er ikke det bedste og nemmeste:

- Der er, ifølge en nylig opgørelse fra Råstofdirektoratet i Nuuk, 424 virksomheder inden for Bygge- og anlægsbranchen, Transport- og hjælpevirksomhed og Forretningsservice. Kun 20 af disse virksomheder beskæftiger mere end 30 personer. Tilsammen beskæftiger disse virksomheder ca. 3.000 personer. Der er kun 6 virksomheder, som beskæftiger mere end 100 personer.

- Hvis alu-projektet og jernmalm-minen etableres nogenlunde samtidigt, hvilket forekommer at være et muligt scenarie, så skal der, når der er mest fart på anlægsarbejderne beskæftiges over 3.000 personer.

- Hvis en stor portion af disse personer skulle gå hen og blive 'internationale migrantarbejdere på dertil hørende løn- og ansættelsesvilkår', vil det blive nemmere at rekruttere resten - og skabe mindre overophedning - på det eksisterende arbejdsmarked med 27.000 beskæftigede og op mod 3.000 ledige, hvoraf mange er uden nævneværdige formelle kvalifikationer.

- Et alu-værk i drift skønnes at have behov for ca. 1000 beskæftigede, direkte og afledede, mens der skønnes at blive 700 jobs i jernminen plus et nærmere skønnet antal afledede jobs.

Der er nok at tage fat på. Og: Status quo er ikke nogen mulighed.

Brugerbillede for Georg Christensen
Georg Christensen

Her bør Grønlænderne selv bestemme, min til tro til nuværende og gamle styrer, er for lille til at jeg ønsker at give dem medbestemmelsesret..

Hilsen fra en dansker, som for mange år siden, ikke fik det "job" på grønland, som jeg søgte, jeg forsøgte at komme jer nærmere, det lykkedes bare ikke.

Til "Grønlændingene" vil jeg bare sige "vær jer selv", nu har "I" endelig muligheden. Selv uden dansk statstilskud, kan I sagtens klare jer selv, Uran er ikke jeres eneste mulighed, olien heller ikke.

Hele verdens "finansillusioner" løber rundt om sig selv, efter et godt bud, og her står "I" på førstepladsen, udnyt den..

Brugerbillede for John Vedsegaard
John Vedsegaard

På en eller anden måde, udnyttelse af råstoffer på Grønland haster slet ikke. Man kan bare skrue ned for industriproduktionen over hele verden, vi skal ikke glemme at der er forskel på livsnødvendige ting og luksus, skulle der være bare en lille mulighed for luksus til vores efterkommere om for eksempel 2-3 generationer syntes jeg vi skylder dem det, er der så lidt rester tilbage om 10 generationer, ja så syntes jeg også vi skylder dem det!
Hvad er så luksus, tja kik rundt der hvor du sidder lige nu - uanset hvor - 99% af hvad du ser er luksus.

Brugerbillede for Knud  Seblon

Om 25- 50 år, så vil der være flere byer på vandkraft, samt der vil være meget mere brug af solenergi. Brintbilerne er ved at komme, så alt i alt er det et godt og et solidt samfund Grønland styrer hen imod. Kulturen er nordamerikansk og er så stærk og suplim i alle sine led og forskellige udtryksformer. Det er akkumuleret viden hentet op gennem mange århundreder og udspiller sig i alle mennesket farverige små finurligheder, hentet fra en natur der vil alt. Grønland er så meget mere end man lige ved det.

Brugerbillede for Mads Christensen
Mads Christensen

@Knud Seblon

Du afsporer diskussionen, og jeg undskylder for måske at have bidraget til at lede dig lidt på vildspor.

Men jeg bliver altså nødt til at gøre et nyt forsøg på at forklare dig, at du har fået en del ting vedr. vandkraft og olieuafhængighed i den gale hals:

Vandkraft dækker idag 60% af det landsdækkende energiselskab Nukissiorfiit's produktion af el og varme. Når det 5. værk tages i brug næste år, vil man komme op på 70%. Det tror jeg, at man skal stille sig tilfreds med, idet det vil være meget bekosteligt at få de sidste 30% med.

Og hvorfor skulle man også det? Grønland kan alligevel ikke blive uafhængig af olieprodukter udenfor el- og fjernvarmesektoren. Brintbiler er efter min bedste overbevisning en blindgyde - og en meget dyr en af slagsen. Husk på, at man kan kun køre bil på et meget begrænset vejnet i de 17 byer og et dobbelt så stort antal bygder, Vejnettet udenfor bygrænserne er meget begrænset, eftersom ingen af byerne er forbundet med veje og sådan vil situationen også være om 25 år eller mere.

Ergo er behovet for benzin og diesel begrænset, når det kommer til stykket, og derfor er værdien af den mulige oliebesparelse så beskeden, at selv 100% konvertering til brint ikke være rentabel. Og der skal alligevel bruges benzin og diesel til søværts transport, alt fra joller til trawlere.

Læg også venligst mærke til at Islands oprindeligt meget ambitiøse brintbil-projekt (på basis af rigelig vandkraft, med lavere produktionspriser end i Grønland) er stødt på grund. Og det på trods af at Island faktisk både mange flere køretøjer og et meget større vejnet end Grønland.

Jeg vil stært opfordre dig og alle andre til at lade være med at lade sig distrahere af alskens ideer, som er uden praktisk eller økonomisk relevant i en grønlandsk sammenhæng.

Brugerbillede for Knud  Seblon

@MadsChristensen.
Intet er mere forkert at sige at det er en afsporing at sige noget om den forfinede kultur der administrerer, vedligeholder og og skal videreudvikle de %- er , kroner og investeringer der varetages
Der er er en stor forskel mellem at betro sine værdier til en dansk stordrikkende ludoman fra Kilegade nede ved havnen, eller en storfanger fra Grønland, der kan hive sig selv op og tage afsted i 35 graders kulde, mørke, lav sigtbarhed og stiv kuling. Derfor ser vi store og fornuftige investeringer i vandkraft og solenergi.