Grundloven tillader politiske fiflerier

Østre Landsrets 7. afdeling gav i går regeringen medhold i, at Danmark og danskerne kom lovformeligt med i Den Europæiske Union på Lissabon-traktatens grundlag. Kort sagt ser landsretten ikke så meget nyt i den udvidede union. Det er gamle arbejdsopgaver, som er præciseret. Det er gamle arbejdsopgaver, der blot udføres på en ny måde. Jo, der blev meget mere union, men ikke på en måde, der krævede folkeafstemning, heller ikke selv om der blev fiflet undervejs.

Retsformand Kjeld Wiingaard var kun et minut om at fortælle det fyldte retslokale, at man frifandt statsministeren og udenrigsministeren for de 34 sagsøgeres påstande om, at der med Lissabon-traktaten var afgivet ny suverænitet: »Sagen er slut for landsretten, vi siger farvel.« Venligt nok, men ikke tilstrækkeligt til, at ’unionsmodstanderne’ slutter sagen her. Den er så principiel, at kun Højesteret kan få det sidste ord. Det bekræftede sagsøgernes advokater, professor, dr.jur. Ole Krarup og Karen Dyekjær på stedet.

Frygt for vælgerne

Selvfølgelig gik det ikke rigtigt til, da Anders Fogh Rasmussens VK-regering i 2007 tilpassede EU’s såkaldte forfatningstraktat til dansk deltagelse i Lissabon-traktaten uden den folkeafstemning, som EU-eliten frygtede. Hollandske og franske vælgere havde forkastet den forkromede union med et forfatningslignende præg og navn samt flag og unionsmelodi. Nu skulle der skæres en hæl og klippes en tå, så man ikke behøvede at møde vælgerne. De kunne jo finde på at sige nej.

Justitsministeriet havde i 2004 påvist ni områder i forfatningstraktaten, der forudsatte folkeafstemning. I 2007 fik man hjælp til omskrivningen fra Angela Merkels tyske EU-formandskab og fra Ministerrådets juridiske tjeneste i Bruxelles, så ingen kunne beskylde Anders Fogh Rasmussens regering for kreativ fortolkning af grundloven.

I går statuerede Østre Landsret så, at den daværende regering støttet af EU-partierne i Folketinget var så god til fiflerierne, at man havnede på den rigtige side af grundlovens paragraf 20. Man hører ekkoet: Der er ikke noget at komme efter.

Vilje til omgåelse

Landsrettens beskrivelse af viljen til omgåelse er klar. »Forhandlingsforløbet forud for vedtagelsen af Lissabon-traktaten – herunder at regeringen eventuelt måtte have haft ønsker om at gennemføre ændringer i traktatudkastet med det formål at undgå en dansk folkeafstemning (…) har (…) ikke i sig selv betydning for prøvelsesintensiteten«.

Det er med dommernes ord traktatens endelige tekst, man har vurderet i forhold til grundlovens procedureregler. At man skrev, som man gjorde, netop for at undgå folkeafstemning, er ikke landsrettens sag

Østre Landsrets dom er omfattende og velskrevet. Landsretten lukkede TV 2 ind til domsafsigelsen og udleverede en 12 siders pressemeddelelse med begrundelsen. Som en tilkendegivelse af det meget principielle var der fem og ikke tre dommere med – og dommen slutter med, at ingen skal betale sagsomkostninger til hinanden, fordi sagen »angår principielle forfatningsretlige spørgsmål«.

Vi mangler det pædagogiske papir, der stiller forfatningstraktatens tekster og de omskrevne tekster op ved siden af hinanden, så man tydeligt ser, at der er tale om formelle ændringer, ikke reelle.

Ny arbejdsform

Lissabon-traktaten gør EU-parlamentet til medlovgiver på 40 nye områder, og kvalificeret flertal i Ministerrådet bliver hovedregel. Det er landsrettens opfattelse, at den danske suverænitet blev afgivet, da man første gang lod EU tage fat på områderne med enstemmighed. Der afgives ikke ny suverænitet, fordi EU omorganiserer butikken med nye procedurer, hvor det enkelte lands indflydelse viger.

Landsretten løfter generelt regeringen af krogen ved dels at kalde nye bestemmelser for en tydeliggørelse af allerede eksisterende opgaver for EU, dels at konstatere at der blot er tale om en ændret arbejdsform i EU – og at ændringen ikke får direkte virkning for danske borgere. Dommen fastslår sådan set med syvtommersøm, at der er tale om meget mere union end nogensinde før. Det er bare ikke blevet til på netop den måde, som ifølge grundloven ville have sendt projektet til folkeafstemning.